Høvdingen og Herren, seglbevareren hos Nordens konge, den eneste ven, dommeren, forvalteren af kongens besiddelser i Asiaternes lande, en mand, som kongen virkelig kender og elsker. Hirdmanden Sinuhe fortæller:

”Jeg var en hirdmand, der fulgte sin herre, en tjener i det kongelige Fruerhus hos herskerinden Nofru, den ærværdige frue, gemalinde til kong Sesostris I, der herligt hviler i sin pyramide, ”Tronens Grundvold”, datter af kong Amenemhet I, der hviler i sin pyramide ”Den høje og skønne.”

I det 30te år, på den 9ende dag, i den 3die måned af oversvømmelstiden gik guden, kongen af syden og norden, Amenemhet I, til hvile i sin strålende pyramide. Han, der henrykte solgudens hjerte, fjernede sig til himmelen. Han forenede sig med dagens stjerne, og han blandede sine guddommelige lemmer med den, som havde skabt dem.

Kongsgården var tavs. Hjerterne var stille. De tvende (to) store porte var lukket. Kongsgårdens folk sad med bøjet hoved. Landet var i sorg.

Kongen havde sendt en talstærk hær mod Libyernes land, og hans ældst søn, den gode gud, var dens høvedsmand. Han var sendt ud for at tugte ransmænd og for at tæmme stammer Libyens land. Nu var han på hjemfærden og medførte talløse fanger og skarer af hjorder af alle arter kvæg. Kongsgårdens skikkede bud til den vestlige bred for at lade kongesønnen vide den begivenhed, som var indtruffet i kongens gård. Sendemændene mødte ham på karavanevejen, og de fandt frem til ham ved solfaldstid. Falken fløj ilsomt bort med sin hird, uden hans krigsmænd fik nys derom.

De andre kongesønner blandt hans krigere fik hemmelige efterretninger, og til en af dem kom en særlig melding. Jeg var ved et tilfælde i nærheden, da sendemanden talte, og som jeg hørte hans røst, tog mit hjerte til at banke hastigt, mine arme begyndte at blive matte og mine lemmer at skælve. Jeg ilede bort for at finde et skjulested, og jeg krøb sammen mellem et par buske, for senere at snige mig hen til vejen, ad hvilken jeg skulle vandre.

Jeg drog mod syd for ikke at komme til kongsgården, da jeg anede kommende uroligheder der, som sikkert ville koste mig livet. Jeg fulgte Mateii-kanalen i egnen ved sykamoren og nåede Snofrus ager. Her holdt jeg mig den følgende dag skjult i en kornmark. Jeg brød årle (tidligt) op, og i daggryet fangede mit blik en mand, der stod på vejen længere fremme, men da han fik øje på mig, greb frygten ham, og han forsvandt. Ved nadvertid kom jeg til byen Gaw, og her havde jeg lejlighed til at sætte over Nilen i em pram. Der manglede ganske vist årer, men vestenvinden førte mig over floden, og jeg landede på den anden bred i nærheden af Det Røde bjergs herskerinde. Derfra slog jeg ind på en vej, der førte mod nord, og jeg kom til fyrstemuren, der var bygget for at holde beduinerne borte og standse dem, der bor på ørkenens sand.

Det ene land gav mig til det andet, Jeg kom til Byblos, derfra vandrede jeg til Kodem, hvor jeg tilbragte halvandet år. Det var Nensi, Amu`s søn, em mægtig høvding i det nordlige Retenu, som fik mig til at bryde op, da han sendte mig dette budskab. ” Du vil blive vel modtaget hos mig, du skal høre dit eget sprog her”. Således lød hans ord, da han hørte om mit ry og erfaret om min snilde fra ægyptere, der havde gæstet ham, og fortalt om mig.

”Kong Amenemhet se gået til hvile, i sin strålende pyramide, og det var ikke godt at vide, hvad denne begivenhed ville føre med sig,” gav jeg ham til svar. Jeg fortalte videre, idet jeg snildt føjede mine ord, ” Som jeg var på hjemfærden fra et togt til libyernes land, modtog jeg et budskab, der brød mit mod og indgød frygt i mit hjerte. Rædslen førte mig ud på ørkenens veje, og jeg greb flugten. Jeg ved ikke, om der er rettet nogen mistanke mod mig. Jeg har ikke erfaret at være angivet eller sigtet, og ej heller, at mit navn har lydt i en anklagers mund. Jeg har ingen viden om, hvad der førte mig til dette land. Det må vel være guds førelse. Det er som en mand fra norden der med et ser sig rykket bort til Elephantine, som en mand fra sivmarkerne flyttes til Nubiens fjelde.”

Det er hans lyst at kue østfolkene, hans fryd at tvinge buefolkene. Han griber sit skjold. Ham tramper sine modstandere ned. Han har aldrig behov at hæve sin arm tvende gange til dræbende slag. Ingen formår at afbøje hans pil, ingen evner at spænde hans bue. Han kæmper striden uden tanke på kampens udfald. Han skåner ingen, han lader ingen tilbage af sine modstandere.

Mænd og kvinder går om i idelig lovprisning, efter han er opsteget på kongesædet. Han har grebet magten i moders skød, han har båret kronen fra sin fødsels time. Han skænker rigdom til den, der kom til verden i hans fødsels stund.

Lad en sendemand drage til ham, lad ham kende dit navn. Lad ej en formastelighed Ægyptens konge komme over dine læber, for han ophører ingensinde med at øve vel mod det fremmede lands, som viser ham troskab.

Han optog mig som den ældste af sine børn, og gav mig sin ældste datter til ægte. Han lod mig vælge et bosted i den bedste del af hans land, det lå i er herligt landskab ved navn Jaà. Det var rigt på figner og dadler, der var mere vin end der var vand. Det flød med honning. Dets oliventræer var talløse, dets frugttræer bugnede, byg og hvede groede yppigt på dets agre, talløse hjorder græssede på dets marker.

Den store yndest, jeg vandt hos ham, bragte mig endda mere gunst til del. Han lod mig kåre til høvding over en stamme, som var bosat i den frodigste del af hans land. Dagen igennem kom man med nybagte brød til mig. Vin var min daglige drik, og stegt fjerkræ og kogt kød stod dagligt på mit borf, foruden vildt fra ørkenen fra de fælder, som mine folk stillede op, og hvad de bragte mig af gaver ud over byttet fra mine egne jagtmarker. Der blev anrettet mange lækre retter for mig, og jeg fik mælk i enhver tænkelig tilberedning.

Jeg tilbragte mange år her. Mine sønner voksede op til kæmper. Hver af dem blev herre over en stamme. Sendemænd på vej mod syd eller nord eller til kongens gård holdt rast hos mig. Jeg ydede den rejsende ly. Jeg gav den tørstige vand. Jeg førte den vildfarne på rette vej. Jeg satte ransmænd under lås og slå.

Da beduinerne gjorde opstand for at frigøre sig fra de fremmede landes fyrster, lagde jeg planer for deres felttog, da min herre for længst havde indsat mig som høvedsmand over sine krigere.

Jeg kuede lande, hvor leding førte mig hen.

Jeg fordrev stammer fra græsgange og brønde.

Jeg plyndrede forråd og hærgede bopladser.

Han fik mig kær, da han erfarede min tapperhed. Han optog mig som den ældste blandt sine børn, da han så min arms styrke.

Jeg sagde, ” Jeg kender ham ikke. Han hører ikke til min stamme. Er jeg nogensinde trådt over tærskelen til hans telt? Har jeg åbnet hans dør eller revet hans hegn over ende? Han er hadefuld på mig ved at se mig som din høvedsmand. Jeg betragtes som en tyr fra en fremmed hjord, der er trængt ind i en anden flok. Den hjemlige tyr går løs på den, og køerne falder over den. Hvem er virkeligt elsket når hans herre giver ham et opdrag? Ingen mand fra syden slutter sig til en mand fra norden, og papyrus slår ikke rod på bjerge.

Har en tyr for vane at vende om, når den møder en anden til kamp, og viger den for en jævnbyrdig modstander? Når dens hu står til strid, lad den da følge sit sind. Er gud uden viden om, hvad han har fastsat, hvem skulle da ellers kende verdens gang?”.

Om natten skæftede jeg mine pile og spændte min bue, jeg hvæssede min kniv og prydede mine våben festligt. Da jorden atter blev lys, rykkede den fremmede kæmpe ud. Han havde samlet sine stammefrænder og folk fra nabolandene, og han havde lagt råd op med dem, om denne kamp.

Den fremmede kæmpe greb sit skjold, fattede sin lanse og samlede en håndfuld spyd. Da jeg havde ladet hans våben gå forbi mig, lod jeg ham gå frem til angreb. Det var, som hans spyd ikke var kastet, det ene faldt på jorden efter det andet. Så ville han gå løs på mig i den hensigt at fælde mig i nævekamp.

Jeg rettede min bue mod ham, min pil gik gennem hans hals og blev siddende i nakken på ham. Han udstødte et skrig og faldt næsegrus om. Jeg gav ham nådesstødet med hans egen kniv, og jeg istemte sejers råbet fra hans ryg. Alle de fremmede skreg af rædsel, og jeg lovpriste Monthu. Hans frænder ve-klagede ham, mens Nensi, Amu`s søn omfavnede mig.

Jeg førte hans egen dele bort, jeg tilegnede mig hans hjorder, jeg handlede mod ham, som han havde tænkt sig at handle mod mig. Jeg vandt rigdom ved denne lejlighed, jeg kom i besiddelse af meget gods og kvæg.

Så virkede gud for at vise nåde mod den mand, som han havde været harm på, og som havde søgt et fristed i fremmed land. I dag er hans hjerte nådigt stemt.

Fordum sneg en flygtning sig bort. I dag mindes jeg i kongens gård.

Drevet af hunger rømre en mand, I dag giver jeg min næste brød.

O gud, hvem du end er, som har bestemt denne flugt! Vær mig nådig og forund mig at vende hjem til kongens gård! Lad mig atter skue det sted, hvor det er mit hjertes lyst at dvæle. Hvad er vel bedre end at finde hvile i fædrenes jord? Når denne lykkelige begivenhed er sket, da give gud mig fred.

Det er mit håb igen en gang at høre hende tale om sine børns vel, og hendes agt at tilbringe evigheden med mig.

Omsider tog Ægyptens konge, Sesostris I, beslutning om min sag. Kongen sendte mig et budskab og gaver, som de skænkes en af kongens venner. Han frydede sin tjeners sind, som kunne han være hersker over et fremmed land, og kongebørnene, som levede i kongsgården, bevidnede mig deres hilsen.

Afskrift af brevet, som bragtes tjeneren vedrørende hans hjemfærd til Ægypten.

” Vi Sesostris I, af guds nåde Ægyptens konge, tilsiger hirdsmanden Sinuhe, vor kongelige hilsen og gunst."

Afskrift af brevet til bekræftelse på modtagelsen af kongebrevet.

” Haremsfogeden Sinuhe siger: En fredens herlighed være med dig. Din sjæl, du gode gud, som solen elsker, og Monthu, herren af Theben, lovpriser, har opladt øjet for den flugt, som jeg foretog uden viden om min gerning.

Hersker, vældige Horus, hvis arme knuger landene. Det være herskerens befaling, at de trofaste mænd, Maki af Kodem, Khettuwas fra den nubiske borg og Mennu fra Asiens kyst føres med mig til Ægypten. Det er herre med gode navne, stærke i deres kærlighed til dig, og dog er de ikke erindrede i kongsgården, og man forglemmer ej heller de asiatiske høvdinge, som er dine mænd, og kommer til dig som hunde.

Tjenerens flugt har jeg ikke planlagt, den er ikke forberedt i mit hjerte. Jeg har ikke overlagt min handling. Jeg er uden viden om hvad der drev mig til opbrud fra mit hjemland. Det var som en drøm, der kom over mig, som en mand fra nordens sivmarker ser sig rykket til strømhvirvlerne, en nubier til flodens udløb i havet. Der er ikke rettet sigtelser imod mig, jeg er ikke forfulgt, jeg har ikke hørt smædende ord om mig. Herolderne har ikke optaget mit navn i dine kundgørelser. Jeg erindre blot, mine lemmer begyndte at skælve, og mine fødder helt af sig selv begav sig på vej. Mit hjerte drev mig bort. Det var gud, der bestemte min flugt og tvang mig af sted. Jer er ingen hovmodig herre, men en ydmyg tjener, der kender sæd og skik i kongens land.

Måtte de store guder elske din hellige næse, være dig nådig og lade dig leve evigt.

Der kom bud til tjeneren, og jeg fik lov til at forblive endnu en dag i landet Jaà for at tage bestemmelse over mit gods og overdrage det til mine børn. Min ældste søn overtog beskyttelsen af min stamme, og alle mine ejendele blev stillet under hans varetægt, mine børn, mine hjorder og mine daddelpalmer.

Tjeneren begav sig på vej til sit hjemland og tog vejen mod syd. Da jeg kom til Horusvejene, sendte høvedsmanden, som førte befalingen der, bud til kongsgården for at aflægge beretning. Kongen lod en af kongsgårdens fogeder komme for at modtage mig, som man modtager en mand, hvem kongen kender, og han førte med sig et skib lastet med gaver til de beduiner, der var i mit følge og havde været mine ledsagere til Horusvejene. Jeg forestillede hver af den for ham ved navn.

Alle kongens mænd bivånede, at jeg lagde ud og satte sejl. Der blev arbejdet med iver i kabyssen lige til vi kom til kongsgården.

Da orden atter var lys, og morgenen gryede, kom man og vækkede mig. Fem mand kom, og fem mand gik, og jeg førtes til kongsgården. Jeg berørte jorden med min pande, mellem de to store billedstøtter, der bevogter indgangen. Kongebørnene stod i porten for at ledsage mig videre frem, og kongsgårdens venner førte mig gennem søjlegården ind i hallen, hvor jeg andt kongen siddende på den store trone.

Da jeg ydmygt lå henkastet i støvet foran kongen, var jeg ganske uden besindelse, og da guden hilste mig nådigt, følte jeg mig som en mand, der føres ud af mørket. Min sjæl var lammet, mit hjerte stod stille, det var som om, det ikke mere var i mit liv. Jeg formåede ikke at skelne liv fra død.

Kongen sagde til en af vennerne, ” Rejs ham op, at han kan tale til mig”. ” Så er du da vendt tilbage efter en færd gennem fremmede lande” sagde kongen til mig ” – efter en flugt i fordoms dage. Nu han alderen sænket sig over dig, og du er blevet en olding. Det er ikke en ringe gunst, at dit lig skal begraves uden at fremmede fører det til jorden. Drag omsorg for, at du ikke er stum, når dit navn råbes op. ”

Jeg frygtede meget, at der ventede mig en straf, og jeg sagde med bævende stemme, ” Min herre agter nådigst at befale. Om blot jeg kunne svarer op dine ord. Jeg har intet forbrudt. Det var guds arm, og en usigelig rædsel der kom over mig. Den var som sendt af gud. Han har ledet den flygt. Hersker, du er livets herre, ske din vilje.

I denne stund blev kongebørnene ført ind, og kongen sagde til dem, ” Sinuhe er vendt tilbage, og han er forvandlet til en beduin.” Dronningen begyndte at le, og kongebørnene råbte i munden på hverandre. ” Det er ikke sandt, herre konge.” og kongen svarede, ” Det er visselig sandt”. Kongebørnene havde bragt deres halskraver, deres stave og rangler, (Sistre), som de lagde ned for fødderne af kongen, medens de kvad (sang).:

Læg dine hænder på der skønne, lykkelige hersker. Sku det smykke, som himmelens frue ejer.

Lad os fejre en prægtig fest for denne høvding Mehets søn, den fremmede, som er født i Ægyptens land. Han drog i landflygtighed af frygt for dig, han forlof sit folk og sit land af rædsel for dig.

Kongen sagde: ”Han har intet at frygte, han han ingen grund til at skælve. Han skal være en ven blandt rigets herre og have sin plads  mellem herremænd. Gå ud i hallen, og la ham få sin rang tildelt.”.

Da jeg trådte ud af hallen, rakte kongebørnene mig hånden, og vi gik til de to porte. Jeg modtog som gave en gård, som tilkom det en kongesøn. Den var prægtigt indrettet med badekammer og udstyret med billeder af himmelen, med møbler fra kongens skatkammer, med klæder af de fineste stoffer, med myrra og fine olier. En af kongens betroede mænd, som han elsker, stod i hvert rum, og folkene ivrede i deres værk.

Man fjernede alle spor, som årene havde sat på mine lemmer. Jeg blev raget og kæmmet. Jeg gav støvet tilbage til ørkenens folk og de smudsige klæder til sandets beboere. Jeg klædtes i fint linned og salvedes med kostbar olie. Jeg sov atter på en seng, og jeg overlod sandet til den, der færtens derpå, og den stinkende bomolie til den, der finder behag i at smøre sig med den.

Jeg modtog ydermere som gave et landhus. Man fornyer alt dets træværk. En skare håndværkere indretter det på bedste vis. Fra kongsgården sendes mig mad tre og fire gange om dagen, foruden hvad kongebørnene uafladeligt bragte til mig.

Man byggede mig et grav-hus mellem herremændenes grave. Kongens øvede billedhuggere opridsede planen, kyndige tegnere og stenhuggere arbejdede med billedsmykket, og for at fremme dets gang stilledes værket under tilsyn af gravstadens fogeder. Dødepræster blev kaldet, en have anlagt ved ørkenranden, og agerland udlagt i stadens jord. Alt, som det sømmede sig for en mand, der har rang blandt rigets herrer.

Min billedstøtte var beslået med guld, dens skørt var af hvidguld. Kongen selv havde befalet dens udførsel. Ingen undersåt har hidtil været hædret på slig vis.

Jeg var i kongens gunst og nåde med rang af kongens frænde til den dag, da jeg landede i dødsriget.