Deir el Medina er anlagt i et lille naturligt amfiteater, inden for gå afstand til Kongernes Dal mod nord, med de kongelige dødetempler mod øst og sydøst, og med Dronningernes Dal mod vest.

Byen udvikler sig i to omgange, over en periode på 400 år, i dens storhedstid under 19.dynasti, rummede den 68 – 70 familie beboelser, huse med et gennemsnitligt gulvareal på 70 m2, og med udgang til en af byens hovedgader. I bjerget vest for bymuren havde der deres egen gravplads, og mod nord et Hathot tempel.    

Mod slutningen af 20.dynasti, mellem ca.1100 – 1080 fvt. blev byen forladt. Den sidste kongelige grav der blev færdiggjort i Kongernes Dal var for Ramses XI. Med nedgangen af 20.dynasti og de urolige tilstande i landet med borgerkrig og truslen fra den libyske ørken har det været for farligt, fortsat at blive boende i landsbyen.

At håndværkerne stod under direkte under beskyttelse af den regerende konge, indebar at de at de var sat uden for, den almindelige lov på en række områder. Arbejderne og deres familier var ikke slaver, men frie borgere, som anvendelse af retssystemet efter behov.

Vandforsyningen til Deir el Medina, har altid været et problem, og er det stadigvæk. På et tidspunkt forsøgte beboerne at grave en brønd, men det mislykkedes, og de nåede aldrig ned til grundvandet. Vandet blev dagligt transporteret fra kanalerne i området, til Deir el Medina af private vandbærer. Disse vandbærer var meget vigtige, og undværlige, for et ørken samfund.  Byen ejede en række æsler, der blev lejet ud til vandbærerne, der dagligt bragte vand til byen, Det daglige vandforbrug var ca. 15 til 20 liter per person (omkring 100 liter pr. husstand). Vandet blev sandsynligvis ikke leveret til de enkelte huse, men man afhentede selv vandet, i mindre beholdere.

Der var et politikorps, Medjayer, stationeret på Vestbredden blandt andet for at overvåge, og forhindre uvedkommende adgang til gravområderne, De var direkte ansvarlige overfor borgmesteren for vest Theben. Han var ansvarlig for Visiren, der havde direkte adgang til og ansvarlig overfor kongen.

Samfundet havde sin egen domstol, der behandle alle civile og nogle straffesager, typisk i forbindelse med manglende betaling af varer eller tjenesteydelser. Domstolen var sammensat af medlemmer af lokal samfundet, og bestod ud over politimesteren, af en formand, forskellige håndværkere og byens skriver. Både anklageren, og den anklagede var deres egne advokater under retssager, så der kunne gå ind til flere år, gør sager blev afgjort.

Orakler spillede også en væsentlig rolle i beboernes daglige liv. At få svar på bønner om hjælp med daglige problemer. Spørgsmål til oraklet blev stillet mundtligt eller skriftligt til præsterne, før en gudebillede blev båret frem, på skuldrene af 6 – 8 præster. Når et spørgsmål var stillet ville ikonet enten bevæge sig frem eller tilbage, som ja eller nej. Hvis et spørgsmål om retfærdighed kom op og det blev ikke var blevet løst ved en domstol, ville præsterne bære oraklet til den anklagede og spørge ” Er det ham, der stjal mine varer", og efter ja eller nej svaret, ville blive betragtet som skyldig eller uskyldig.

De troede også oraklet kunne straffe eller belønne ved at fremkalde sygdom eller blindhed til folk som straf eller mirakelkure som belønning.

Udover arbejderne, boede der også en række kongelige kontrollanter i landsbyen..

Fra arkiver i byen har vi mange af de oplysninger, der er grundlag for meget af vor viden om, hvordan kvinder levede under Nye Rige fra 1500 – 1100 fvt.

Det meste af tiden var Deir el Medina et fællesskab af kvinder, der stod for det daglige liv i landsbyen. Arbejderne koner passede børnene og bagte brød, og bryggede øl, der sammen med løg var de vigtigste fødekilder i dagligdagen. De havde mange forskellige ansvarsområder i dagligdagen, for eksempel  et enkelt tilfælde, hvor en formands hustru udbetaler arbejdernes lønninger til hustruer, under mændenes fravær. De har samtidigt haft den daglige kontakt med de handlende der kom udefra.

Flertallet af kvinder, der havde en særlig religiøs status , som en del af deres navne, var blevet gift med formænd eller skrivere, og havde titler som præstinder, gudens tjenerinde eller sangere, De havde officielle stillinger ved de lokale kult-helligdomme eller døde-templerne på Vestbredden, måske endda ved de store templer i Karnak og Luxor.

Kvinderne i Ægypten havde ifølge loven privat ejendomsret. De havde råderet over deres egen rigdom og en tredjedel af alle ægteskabelige besiddelser. Manden havde råderet over den samlede formue. Disse ville kun tilhører hustruen i tilfælde af skilsmisse eller mandens død. Hvis hun døde først, ville hendes del gå, til hendes arvinger, og ikke til hendes ægtemand.

I Deir el Medina er fundet mellem 16 og 18 kapeller, dedikeret til Hathor, Ptah og Ramses II. Arbejderne synes at have tilbedt Ptah og Reshep, Thoth og Seshat, som beskyttende guder i forbindelse med deres arbejde og dagligliv. Stats-guderne blev tilbedt samtidigt med at man tilbad personlige guder, og det ser ikke ud til at have medført nogen konflikt mellem nationale og lokale gudedyrkelse. Bønner blev bragt til en bestemt gud i form af offergaver.

Fra omkring 1500 fvt. Blev Amenhotep I og hans mor dronning Ahmose Nefertari tilbedt og anset for guddommelige gennem mange generationer. Da Amenhotep døde blev han centrum for en begravelses kult, og da  Ahmose Nefertari døde, blev hun også anset for guddommelig, Hvert år fejrede landsbyen en ” Festival for Amenhotep I”, hvor byens ældste fungerede som præster ved ceremonierne, til ære for deres lokale guder, der ikke blev tilbedt andre steder i Ægypten.

For kvinderne var især Hathor, Taweret og Bes vigtige i forbindelse med i graviditet og fødsel. Bønner om mad og beskyttelse, var henvendt til Renenutet og Meretseger, der måske, på lokalt niveau, var mindst lige så vigtig som dødeguden Osiris.

Da penge som betalingsmiddel ikke eksisterede i Ægypten før efter ca 300 fvt. blev arbejdernes  løn udbetalt i naturalier. Formænd og skrivere, fik en højere løn, end de almindelige arbejdere.

Der var også mere uregelmæssige leverancer af dadler, kager og færdigt brygget øl.

Arbejderne supplerede deres indtægter fra staten, ved at fremstille grav-udstyr, som kister, kasser , møbler og andre genstande, ud over ”til eget brug”. således er en stor del af møblerne i privat gravene i de omkringliggende områder, blev fremstillet i Deir el Medina.

Overnatnings hytterne.

For kvinderne var især Hathor, Taweret og Bes vigtige i forbindelse med i graviditet og fødsel. Bønner om mad og beskyttelse, var henvendt til Renenutet og Meretseger, der måske, på lokalt niveau, var mindst lige så vigtig som dødsguden Osiris.

En væsentlig del af de kendte papyri blev fundet i 1840'erne i nærheden af landsbyen og meget nyt er blev fundet i løbet af det forrige århundrede.

De overlevende tekster registrerer begivenhederne i dagligdagen i stedet for store historiske hændelser. Personlige breve afslører meget om de sociale relationer og familielivet i byen. Den gamle økonomi er dokumenteret ved registreringer af salgstransaktioner, der giver oplysninger om priser og mængder.

Her er religiøse optegnelser over bønner og ritualer der viser almindelige folks forestillinger om det guddommelige. Yderligere findes mange tekster om gammel lovgivning og den udførte praksis. Der er også eksempler på mange af de mest berømte værker af ægyptisk litteratur. Tusindvis af papyri og ostraka mangler stadig oversættelse og venter på at blive publiceret.

Tydning af drømme var meget almindeligt. I skriveren Kenhirkhopeshef bibliotek, er fundet en drømmebog , den var allerede en gammel bog i hans tid.

Bogen blev brugt til at fortolke forskellige typer af drømme. Fortolkninger er uklare og ens lydende drømme, kunne havde forskellige betydninger.

* Hvis en mand ser sit ansigt i et spejl dette er slemt, det betyder et nyt liv.

Strejke papyrus - Verdenshistoriens første strejke.(1*)

I året 1170 fvt sendte en skriver fra Deir El Medina  et brev til sin foresatte Vesiren, over at kornmagasinerne var tomme. Han bad Veziren handle hurtigt for ellers kunne håndværkerne ikke holde sig i live,

Det arkæologiske område blev først seriøst udgravet af Ernesto Schiaparelli mellem 1905-1909, som afdækkede store mængder ostraka.

Et fransk hold under ledelse af Bernard Bruyère udgravede hele stedet, herunder landsbyen, affalds hullet og gravområdet, mellem 1922 og 1951. Dette arbejde har resulteret i et af de mest grundigt dokumenterede samfund i den antikke verden, der spænder over en periode, på næsten fire hundrede år. Der findes ingen andre steder hvor et lokalsamfunds organisation, sociale interaktioner, arbejds- og levevilkår kan beskrives så detaljeret.

Alle nedenstående ostraka er fra Deir el Medina, og udstillede i Museo Egizio i Torino.