|
|
|
|
|
|
Du kom til syne skøn i himmelens horisont, |
|
Hvor mangfoldigt er det som du har skabt, |
|
|
Du levende Aton, livets ophav. |
|
det er skjult for ansigtet. |
|
|
Når du står op i den østlige horisont, |
|
O, Du eneste gud, hvis lige ikke findes |
|
|
Så du fylder alle lande med din skønhed. |
|
Du skabte verden efter din vilje, da Du var
alene, |
|
|
Du kom til syne skøn i himmelens
(den østlige)
horisont. |
|
med mennesker,
kvæg og vilde dyr, alt som er på jorden, |
|
|
Du levende Aton, livets ophav. |
|
der går på sine fødder. |
|
|
Når du står op i den østlige horisont, |
|
Alt
det, der for oven, som flyver på sine vinger. |
|
|
Så du fylder alle lande med din skønhed. |
|
Mennesker i fremmedlandene i Syrien og Nubien, og Ægyptens
land, |
|
|
Når du skøn, og stor, og strålende, |
|
Du sætter hver person på sin plads, |
|
|
og ophøjet over et hvert land. |
|
Du bereder deres underhold, så enhver har sin
føde |
|
|
|
|
og hans livstid er beregnet. |
|
|
Sådan omslutter sine stråler landene, |
|
Deres tunger er adskilt i med hensyn til sprog, |
|
|
indtil grænserne af alt hvad du har skabt. |
|
Menneskenes skikkelser ligeså; |
|
|
Du er Ra, du trænger ud til deres grænser, |
|
Deres hud (farve) er forskellig, |
|
|
du betvinger dem for din elskede søn.
(Akhenaten) |
|
Da du skelner mellem fremmedfolkene. |
|
|
Selv om du er fjern,
så er dine stråler på jorden, |
|
|
|
|
og du er i menneskenes ansigt, (men)
din vandring kendes ikke.. |
|
Du skaber Nilen i underverdenen, |
|
|
|
|
Du bringer den her, efter behag, |
|
|
Når du går ned i den vestlige horisont, |
|
for at give menneskene liv, |
|
|
så er jorden i mørke, som var den død. |
|
Du er herre over dem alle, og bekymre dig for
dem. |
|
|
Man sover i kamrene med tilhyllet hoved, |
|
Du herren over alle lande, hvor du står op. |
|
|
Det ene øje ser ikke det andet. |
|
Du dagens Aton
(sol), stor
og mægtig på himmelen. |
|
|
|
|
Alle fjerne fremmedlande lader du leve, |
|
|
Alle deres sager, som er under deres hoveder, |
|
Du lader en Nil fra himmelen
(regn)
stige ned til dem,
|
|
|
røves, uden de mærker det. |
|
og frembringe bølger på bjergene, ligesom havet,
|
|
|
En hver løve kommer ud af sin hule, alle slanger
bider, |
|
og væder deres marker på deres beboede steder. |
|
|
for mørket er deres grav,
og jorden ligger øde, |
|
|
|
|
og deres skaber hviler
(er gået ned)
i sin horisont. |
|
Hvor fortræffelige er dine beslutninger. |
|
|
|
|
Du neheh-evighedens herre! |
|
|
Når du ved daggry stråler i horisonten,
|
|
Nilen i himmelen giver du til fremmedfolkene, |
|
|
og skinner som Aton om dagen, |
|
sammen med
alle ørkenens
(vilde)
dyr, |
|
|
så fordriver du mørket, og skænker dine stråler. |
|
der løber omkring på
deres ben. |
|
|
Så er de to lande (Ægypten) i fest, |
|
|
|
|
mennesker vågner og står på sine fødder, |
|
Men den virkelige Nil kommer fra underverdenen til
Ægypten. |
|
|
- Du har oprejst dem -, |
|
|
|
|
man tvætter
(vasker)
sine lemmer og griber sine klæder, |
|
Så ammer dine stråler hver ager. |
|
|
deres
(hævede)
hænder tilbeder din tilsynekomst, |
|
Når du står op, lever de ved dig og trives ved
dig. |
|
|
hele landet udfører sit arbejde. |
|
|
|
|
|
|
Du skaber årstiderne for at give alt, hvad du
har skabt vækst, |
|
|
Alt kvæg er nyder sin græsgang,
træer og urter grønnes,
|
|
vinteren for at kølne menneskene, |
|
|
fuglene flagre ud af deres reder, deres vinger
lovpriser din Ka. (solen) |
|
sommeren for at de kan smage dig. |
|
|
|
|
Du har skabt den fjerne himmel, |
|
|
Alt vildtet springer på deres ben, |
|
For at stige op på den, for at se alt, hvad du
har skabt. |
|
|
alt son flyver og flagre, det lever, |
|
Du er den eneste, |
|
|
når du er stået op for dem. |
|
|
|
|
Skibene sejler mod nord og syd, |
|
Du stiger op i din skikkelse af den levende
Aton, |
|
|
hver vej er åben ved din tilsynekomst. |
|
stråler
og skinner, fjerner dig og kommer tilbage. |
|
|
Fiskene i floden springer op mod dig, |
|
Du skabte millioner af skikkelser, ud af dig
alene, |
|
|
dine stråler er i havets dyb. |
|
byer, landsbyer, marker,
vej og flod. |
|
|
|
|
Hvert øje skuer dig, når du er over det
(øjet)
–Thi, du er dagens Aton |
|
|
Du, der giver vækst til kvinders frugt, |
|
over jorden. |
|
|
du
der skaber sæd i manden, |
|
Verden blev til
ved din hånd, ligesom du skabte den. |
|
|
du
der giver liv til sønnen i moders liv, |
|
|
|
|
du
der beroliger ham, så at han ikke græder, |
|
Skønt Du er i mit hjerte, så er der ingen der
kender dig, |
|
|
Du! amme i moderskødet. |
|
Kun din søn, Nefer-khepru-Ra-ua-n-Reu,
(Akhenaten)
”eneste
søn af Ra”, |
|
|
du giver livsånde, for at levendegøre alt, |
|
Lad ham være kyndig i dine planer og din kraft. |
|
|
hvad du har skabt. |
|
|
|
|
Når det (barnet) kommer frem af moderskødet, |
|
Jorden er underlagt dig, for du skabte dens
beboere. |
|
|
til lyset, på fødslens dag, |
|
Når du stiger op for den
(jorden),
så lever den, når du går ned,
så dør den. |
|
|
så åbner du hans mund med det første skrig, |
|
Du er i dig selv levetiden, man lever gennem dig. |
|
|
og du bereder hans underhold. |
|
Øjnene dvæler ved din skønhed, til du går ned. |
|
|
|
|
Man lægger alt arbejde til side, når du går ned
i vest. |
|
|
Når kyllingen pipper i ægget, |
|
Når du stiger op, så bringer du trivsel til
kongens (… mangler). |
|
|
så giver du den livsånde der inde, |
|
Alle som (… ), siden du skabte jorden, oprejser
Du for din søn, |
|
|
for at holde den i live. |
|
der er udgået af dit liv, Kong Akhetaten og hans
gemalinde Nerferti-ati. |
|
|
Du giver den dens fulde vækst, til den inde fra
bryder ud. |
|
|
|
|
Når den bryder ud af ægget for, at pippe af fuld
kraft, |
|
|
|
|
Så løber den bort på sine ben,
så snart den er kommet ud derfra. |
|
|
|
|
|
|
|
|