|
  |
|
Sinuhes Historie. |
|
|
|
|
Historien om Sinuhe er en af de fortællinger der har haft den
længste levetid. De kendte versioner stammer tiden mellem 1800 og
ca. 1000 fvt. Vi kender i dag 8 papyrusmanuskripter, og desuden 28
Ostraka med dele af teksten. Berlin 3022 er den mest omfattende
udgave, (måler 21 x 490 cm.) og er fra Mellemste Rige ca.1800 fvt.
|
|
|
|
|
|
Høvdingen og
Herren, seglbevareren hos Nordens konge, den
eneste ven, dommeren, forvalteren af kongens
besiddelser i Asiaternes lande, en mand, som
kongen virkelig kender og elsker. Hirdmanden
Sinuhe fortæller: |
|
|
”Jeg var en
hirdmand, der fulgte sin herre, en tjener i
det kongelige Fruerhus hos herskerinden
Nofru, den ærværdige frue, gemalinde til
kong Sesostris I, der herligt hviler i sin
pyramide, ”Tronens Grundvold”, datter af
kong Amenemhet I, der hviler i sin pyramide
”Den høje og skønne.” |
|
|
I det 30te år,
på den 9ende dag, i den 3die måned af
oversvømmelstiden gik guden, kongen af syden
og norden, Amenemhet I, til hvile i sin
strålende pyramide. Han, der henrykte
solgudens hjerte, fjernede sig til himmelen.
Han forenede sig med dagens stjerne, og han
blandede sine guddommelige lemmer med den,
som havde skabt dem. |
|
|
Kongsgården
var tavs. Hjerterne var stille. De tvende
(to) store porte var lukket. Kongsgårdens
folk sad med bøjet hoved. Landet var i sorg. |
|
|
Kongen havde
sendt en talstærk hær mod Libyernes land, og
hans ældst søn, den gode gud, var dens
høvedsmand. Han var sendt ud for at tugte
ransmænd og for at tæmme stammer Libyens
land. Nu var han på hjemfærden og medførte
talløse fanger og skarer af hjorder af alle
arter kvæg. Kongsgårdens skikkede bud til
den vestlige bred for at lade kongesønnen
vide den begivenhed, som var indtruffet i
kongens gård. Sendemændene mødte ham på
karavanevejen, og de fandt frem til ham ved
solfaldstid. Falken fløj ilsomt bort med sin
hird, uden hans krigsmænd fik nys derom. |
|
|
De andre
kongesønner blandt hans krigere fik
hemmelige efterretninger, og til en af dem
kom en særlig melding. Jeg var ved et
tilfælde i nærheden, da sendemanden talte,
og som jeg hørte hans røst, tog mit hjerte
til at banke hastigt, mine arme begyndte at
blive matte og mine lemmer at skælve. Jeg
ilede bort for at finde et skjulested, og
jeg krøb sammen mellem et par buske, for
senere at snige mig hen til vejen, ad
hvilken jeg skulle vandre. |
|
|
Jeg drog mod
syd for ikke at komme til kongsgården, da
jeg anede kommende uroligheder der, som
sikkert ville koste mig livet. Jeg fulgte
Mateii-kanalen i egnen ved sykamoren og
nåede Snofrus ager. Her holdt jeg mig den
følgende dag skjult i en kornmark. Jeg brød
årle (tidligt) op, og i daggryet fangede mit
blik en mand, der stod på vejen længere
fremme, men da han fik øje på mig, greb
frygten ham, og han forsvandt. Ved nadvertid
kom jeg til byen Gaw, og her havde jeg
lejlighed til at sætte over Nilen i em pram.
Der manglede ganske vist årer, men
vestenvinden førte mig over floden, og jeg
landede på den anden bred i nærheden af Det
Røde bjergs herskerinde. Derfra slog jeg ind
på en vej, der førte mod nord, og jeg kom
til fyrstemuren, der var bygget for at holde
beduinerne borte og standse dem, der bor på
ørkenens sand. |
|
|
Jeg krøb
sammen i et krat, da jeg frygtede, at vagten
på muren skulle se mig i det klare dagslys. |
|
|
I nattens mulm
vandrede jeg videre, og ved daggry kom jeg
til Peten, hvor jeg holdt rast ved den store
bittersø. Tørsten knugede mig og drev mig
videre, jeg kæmpede mod afmagt, min strube
snørede sig sammen og brændte. Jeg sagde
til mig selv, ”Dette er dødens smag”. Men da
hørte jeg brøl fra en hjord. Jeg fattede nyt
mod og skød hjertet op i livet. Jeg fik øje
på en skare beduiner, og deres høvding
kendte mig, da han havde været i Ægypten.
Han gav mig en drik vand og lod koge mælk
til mig. Jeg fulgte med hans folk til hans
boplads, hvor jeg blev vel modtaget og mødte
megen venlighed. |
|
|
Det ene land
gav mig til det andet, Jeg kom til Byblos,
derfra vandrede jeg til Kodem, hvor jeg
tilbragte halvandet år. Det var Nensi, Amu`s
søn, em mægtig høvding i det nordlige Retenu,
som fik mig til at bryde op, da han sendte
mig dette budskab. ” Du vil blive vel
modtaget hos mig, du skal høre dit eget
sprog her”. Således lød hans ord, da han
hørte om mit ry og erfaret om min snilde fra
ægyptere, der havde gæstet ham, og fortalt
om mig. |
|
|
”Hvorfor er du
draget til dette land, og hvad er hændt i
kongsgården?”, spurgte han, da jeg kom til
ham. |
|
|
”Kong
Amenemhet se gået til hvile, i sin strålende
pyramide, og det var ikke godt at vide, hvad
denne begivenhed ville føre med sig,” gav
jeg ham til svar. Jeg fortalte videre, idet
jeg snildt føjede mine ord, ” Som jeg var på
hjemfærden fra et togt til libyernes land,
modtog jeg et budskab, der brød mit mod og
indgød frygt i mit hjerte. Rædslen førte mig
ud på ørkenens veje, og jeg greb flugten.
Jeg ved ikke, om der er rettet nogen
mistanke mod mig. Jeg har ikke erfaret at
være angivet eller sigtet, og ej heller, at
mit navn har lydt i en anklagers mund. Jeg
har ingen viden om, hvad der førte mig til
dette land. Det må vel være guds førelse.
Det er som en mand fra norden der med et ser
sig rykket bort til Elephantine, som en mand
fra sivmarkerne flyttes til Nubiens fjelde.” |
|
|
” Hvorledes
går det nu Ægypten uden ham, denne hellige
gud, hvem de fremmede lande frygtede som
Sakhmet i et år, hvor pesten raser?” spurgte
han videre. Jeg svarede ham og sagde, ” Hans
søn er jo draget ind i kongsgården og taget
arv efter sin fader!” |
|
|
Han er en gud,
hvis lige ej findes, hvis mage ej spørges. |
|
|
Han er en
herre, stor i kløgt, gæv i råd, djærv i bud.
Han tugtede de fremmede lande, som hans
fader sad i kongsgården, og han lod gå bud
did hen om hvervets røgt. |
|
|
Han er en
stridsmand, sikker på sin arms styrke, en
helt blandt kæmper, når han styrter sig over
buefolkene og kaster sig ind i kampens
tummel. Han bryder fjendes horn og lammer
hans hånd. Ingen ved at fylke en slagorden
mod ham. Han kølner sin harme ved at søndre
fjenders pander. Ingen evner at holde stand
mod ham. Han haster over valpladsen. Han
rammer de vigende i det fjerne, de flygtende
når ej vejs ende. Han er standhaftig i
trængsels stund. Han stilner aldrig sit
angreb, han viser ingensinde fjenden sin
ryg. Han skuer fjendens skare med modigt
hjerte. Tvivl fattes ej hans sind. |
|
|
Det er hans
lyst at kue østfolkene, hans fryd at tvinge
buefolkene. Han griber sit skjold. Ham
tramper sine modstandere ned. Han har aldrig
behov at hæve sin arm tvende gange til
dræbende slag. Ingen formår at afbøje hans
pil, ingen evner at spænde hans bue. Han
kæmper striden uden tanke på kampens udfald.
Han skåner ingen, han lader ingen tilbage af
sine modstandere. |
|
|
Han er en ædel
herre med vennesælt sind, han vinder
kærlighed for sig. Folket i hans stad elsker
ham højere end sig selv. De jubler over ham,
mere end over deres gud. |
|
|
|
|
|
Mænd og
kvinder går om i idelig lovprisning, efter
han er opsteget på kongesædet. Han har
grebet magten i moders skød, han har båret
kronen fra sin fødsels time. Han skænker
rigdom til den, der kom til verden i hans
fødsels stund. |
|
|
Han er et
under, sendt til os af gud. |
|
|
Ægyptens land
må fryde sig, at det er under hans vælde.
Han udvider dets grænser. Han tvinger sydens
lande i knæ, han fejder mod nordens lande.
Han er skabt for ar ave beduinerne og tugte
ørkens nomader. |
|
|
Lad en
sendemand drage til ham, lad ham kende dit
navn. Lad ej en formastelighed Ægyptens
konge komme over dine læber, for han ophører
ingensinde med at øve vel mod det fremmede
lands, som viser ham troskab. |
|
|
” Ja det må
sikkert gå Ægypten vel under en konge af
hans magt og styrke, men nu er du her, og du
skal blive hos mig, og jeg vil omfatte dig
med venskab” var alt, hvad han gav mig til
svar. |
|
|
Han optog mig
som den ældste af sine børn, og gav mig sin
ældste datter til ægte. Han lod mig vælge et
bosted i den bedste del af hans land, det lå
i er herligt landskab ved navn Jaà. Det var
rigt på figner og dadler, der var mere vin
end der var vand. Det flød med honning. Dets
oliventræer var talløse, dets frugttræer
bugnede, byg og hvede groede yppigt på dets
agre, talløse hjorder græssede på dets
marker. |
|
|
Den store
yndest, jeg vandt hos ham, bragte mig endda
mere gunst til del. Han lod mig kåre til
høvding over en stamme, som var bosat i den
frodigste del af hans land. Dagen igennem
kom man med nybagte brød til mig. Vin var
min daglige drik, og stegt fjerkræ og kogt
kød stod dagligt på mit borf, foruden vildt
fra ørkenen fra de fælder, som mine folk
stillede op, og hvad de bragte mig af gaver
ud over byttet fra mine egne jagtmarker. Der
blev anrettet mange lækre retter for mig, og
jeg fik mælk i enhver tænkelig tilberedning. |
|
|
Jeg tilbragte
mange år her. Mine sønner voksede op til
kæmper. Hver af dem blev herre over en
stamme. Sendemænd på vej mod syd eller nord
eller til kongens gård holdt rast hos mig.
Jeg ydede den rejsende ly. Jeg gav den
tørstige vand. Jeg førte den vildfarne på
rette vej. Jeg satte ransmænd under lås og
slå. |
|
|
Da beduinerne
gjorde opstand for at frigøre sig fra de
fremmede landes fyrster, lagde jeg planer
for deres felttog, da min herre for længst
havde indsat mig som høvedsmand over sine
krigere. |
|
|
|
|
|
Jeg kuede
lande, hvor leding førte mig hen. |
|
|
Jeg fordrev
stammer fra græsgange og brønde. |
|
|
Jeg tog
hjorder som bytte og mennesker som fanger. |
|
|
Jeg plyndrede
forråd og hærgede bopladser. |
|
|
Sligt var mit
værk på togter, som jeg snildt pønsede. |
|
|
Jeg havde vid
plads i hans hjerte. |
|
|
Han fik mig
kær, da han erfarede min tapperhed. Han
optog mig som den ældste blandt sine børn,
da han så min arms styrke. |
|
|
Der kom engang
en kæmpe og udfordrede mig i mit telt. Det
var en kriger uden mage. Han havde
undertvunget lande viden om. Han ville kæmpe
med mig i håb om en let sejer, og hans
stamme havde ophidset ham mod mig. Min herre
rådslog med mig. |
|
|
Jeg sagde, ”
Jeg kender ham ikke. Han hører ikke til min
stamme. Er jeg nogensinde trådt over
tærskelen til hans telt? Har jeg åbnet hans
dør eller revet hans hegn over ende? Han er
hadefuld på mig ved at se mig som din
høvedsmand. Jeg betragtes som en tyr fra en
fremmed hjord, der er trængt ind i en anden
flok. Den hjemlige tyr går løs på den, og
køerne falder over den. Hvem er virkeligt
elsket når hans herre giver ham et opdrag?
Ingen mand fra syden slutter sig til en mand
fra norden, og papyrus slår ikke rod på
bjerge. |
|
|
Har en tyr for
vane at vende om, når den møder en anden til
kamp, og viger den for en jævnbyrdig
modstander? Når dens hu står til strid, lad
den da følge sit sind. Er gud uden viden om,
hvad han har fastsat, hvem skulle da ellers
kende verdens gang?”. |
|
|
Om natten
skæftede jeg mine pile og spændte min bue,
jeg hvæssede min kniv og prydede mine våben
festligt. Da jorden atter blev lys, rykkede
den fremmede kæmpe ud. Han havde samlet sine
stammefrænder og folk fra nabolandene, og
han havde lagt råd op med dem, om denne
kamp. |
|
|
Han skred frem
mod mig. Jeg stod en stund uden at røre mig,
og gik ham så i møde. Alle hjerter brændte
for mig. Mænd og kvinder råbte, da de
frygtede for mit liv, og de sagde ” Er der
mon ikke en anden, som vil kæmpe for ham?” |
|
|
Den fremmede
kæmpe greb sit skjold, fattede sin lanse og
samlede en håndfuld spyd. Da jeg havde ladet
hans våben gå forbi mig, lod jeg ham gå frem
til angreb. Det var, som hans spyd ikke var
kastet, det ene faldt på jorden efter det
andet. Så ville han gå løs på mig i den
hensigt at fælde mig i nævekamp. |
|
|
Jeg rettede
min bue mod ham, min pil gik gennem hans
hals og blev siddende i nakken på ham. Han
udstødte et skrig og faldt næsegrus om. Jeg
gav ham nådesstødet med hans egen kniv, og
jeg istemte sejers råbet fra hans ryg. Alle
de fremmede skreg af rædsel, og jeg
lovpriste Monthu. Hans frænder ve-klagede
ham, mens Nensi, Amu`s søn omfavnede mig. |
|
|
Jeg førte hans
egen dele bort, jeg tilegnede mig hans
hjorder, jeg handlede mod ham, som han havde
tænkt sig at handle mod mig. Jeg vandt
rigdom ved denne lejlighed, jeg kom i
besiddelse af meget gods og kvæg. |
|
|
Så virkede gud
for at vise nåde mod den mand, som han havde
været harm på, og som havde søgt et fristed
i fremmed land. I dag er hans hjerte nådigt
stemt. |
|
|
|
|
|
Fordum sneg en
flygtning sig bort. I dag mindes jeg i
kongens gård. |
|
|
Drevet af
hunger rømre en mand, I dag giver jeg min
næste brød. |
|
|
En mand drog
nøgen ud af sit land, I dag ejer jeg klæder
og linned. |
|
|
En mand ilede
ene bort, uden tjener, I dag ejer jeg
talrige slaver. |
|
|
Mit hus er
prægtigt, min bolig er vid. Mit navn nævnes
i kongens gård. |
|
|
|
|
|
O gud, hvem du
end er, som har bestemt denne flugt! Vær mig
nådig og forund mig at vende hjem til
kongens gård! Lad mig atter skue det sted,
hvor det er mit hjertes lyst at dvæle. Hvad
er vel bedre end at finde hvile i fædrenes
jord? Når denne lykkelige begivenhed er
sket, da give gud mig fred. |
|
|
Han opfylde
dette fromme ønske for at forsøde mit livs
aften, og hans hjerte fatte medlidenhed med
den, som han har drevet bort, at han ikke
for stedse skal leve i det fremmede. |
|
|
Han vise sig
barmhjertig på denne dag og bønhøre den, som
bor i det fjerne. Ægyptens hersker, vær mig
nådig. Forund mig atter at tjene
kongsgårdens frue og lytte til hendes ord om
kongebørnene. |
|
|
Lad mine
lemmer atter føles unde. Alderen har
indhentet mig, svækkelsen sætter ind, mine
øjne er tunge, mine arme er svage, og mine
fødder tøver med at opfylde mine ønsker. Mit
hjerte trættes, bortgangens time stunder
til, og færden til evighedens sted forestår. |
|
|
Det er mit håb
igen en gang at høre hende tale om sine
børns vel, og hendes agt at tilbringe
evigheden med mig. |
|
|
Omsider tog
Ægyptens konge, Sesostris I, beslutning om
min sag. Kongen sendte mig et budskab og
gaver, som de skænkes en af kongens venner.
Han frydede sin tjeners sind, som kunne han
være hersker over et fremmed land, og
kongebørnene, som levede i kongsgården,
bevidnede mig deres hilsen. |
|
|
Afskrift af
brevet, som bragtes tjeneren vedrørende hans
hjemfærd til Ægypten. |
|
|
” Vi Sesostris
I, af guds nåde Ægyptens konge, tilsiger
hirdsmanden Sinuhe, vor kongelige hilsen og
gunst." |
|
|
Dette vort
kongelige brev bringes dig, at du kan vide,
som følger. |
|
|
Du har vandret
gennem fremmede lande. Du er draget fra
Kodem til Retenu. Det ene land gav dig til
det andet efter dit hjertes indskydelser.
Hvis du mener nu at skulle drages til ansvar
for dine handlinger, da bør du vide, at
intet vidnesbyrd vil blive dig aftvunget
under ed. Sligt vil ikke kræves af dig. Ej
heller agtes du stævnet for herrernes råd.
Sligt vil ej finde sted. Traken om at drage
af lande groede i dit eget sind, den opstod
ikke hos dig, fordi en mand var gram i hu. |
|
|
Denne din
himmel, kongsgårdens frue, lever som fordum
i fryd og gammen. Sindsbilledet på jordisk
magt pryder hendes pande. Hendes børn samles
om hende i kongsgården. Du skal atter komme
til at fryde dig over de måltider, som hun
skænker, og du skal atter leve ved hendes
rigdom. |
|
|
Bryd op, og
vend tilbage til Ægypten, at du må ense
kongsgården, hvor du fordums har levet, og
kysset jorden ved de tvende porte og slutte
dig til vennernes skare. |
|
|
Alderen har
indhentet dig. Den kraftige manddomstid
ligger bag dig. Dine tanker er alt rettet
mod den dag, da du skal sendes til jorden og
vandre til de henfarendes skare. Din nat er
dig fastsat med olier og bind fra Tait`s
hånd. Din kiste er af guld, dens åsyn er af
lasur sten (lapis lasuli), og himmelgudinden
slår sine vinger om dig. Du føres bort på en
slæde trukket af tyre. Sangere går foran
optoget, og dødedansen trædes ved indgangen
til din grav. Dødsklagens hellige ord lyder
dig i møde. Blodige ofre bringes til din
gravsten. Mellem konge-ætens grave knejser
din gravs søjler i hvide sten. |
|
|
Du skal ej dø
i fremmed land. Syrerne skal ej stede dig
til jorden. Du skal ej hyldes i fåreskind
ved din ligfærd. Sligt skal ej være din lod.
Drag omsorg for din sidste færd og vend
hjem.” |
|
|
|
|
|
Afskrift af
brevet til bekræftelse på modtagelsen af
kongebrevet. |
|
|
”
Haremsfogeden Sinuhe siger: En fredens
herlighed være med dig. Din sjæl, du gode
gud, som solen elsker, og Monthu, herren af
Theben, lovpriser, har opladt øjet for den
flugt, som jeg foretog uden viden om min
gerning. |
|
|
Amon-Re,
herren over de to landes troner, og alle
Ægyptens store guder give liv og sundhed til
din hellige næse. De skænke dig en evighed
uden grænser og en evighed uden ende. |
|
|
Dit navn være
forkyndt i Ægypten, og i de fremmede kande.
Landene under solens bane være i din magt.
Dette er en tjeners ønske for sin herre, som
agter at udløse ham fra dødsriget. |
|
|
Du kundskabs
herre, der kender menneskenes sind, fattede
mit ønske i din hellige kongsgård, skønt
tjeneren frygtede at fremsætte det, al den
stund det var en såre vanskelig sag, at føre
slig tale. |
|
|
Den store gud,
solens jordiske lige, hjalp sin tjener. En
tjener søger ly hos en herre, der har magt
til at værne ham. Jeg stiller mig under dit
værn. |
|
|
Hersker,
vældige Horus, hvis arme knuger landene. Det
være herskerens befaling, at de trofaste
mænd, Maki af Kodem, Khettuwas fra den
nubiske borg og Mennu fra Asiens kyst føres
med mig til Ægypten. Det er herre med gode
navne, stærke i deres kærlighed til dig, og
dog er de ikke erindrede i kongsgården, og
man forglemmer ej heller de asiatiske
høvdinge, som er dine mænd, og kommer til
dig som hunde. |
|
|
Tjenerens
flugt har jeg ikke planlagt, den er ikke
forberedt i mit hjerte. Jeg har ikke
overlagt min handling. Jeg er uden viden om
hvad der drev mig til opbrud fra mit
hjemland. Det var som en drøm, der kom over
mig, som en mand fra nordens sivmarker ser
sig rykket til strømhvirvlerne, en nubier
til flodens udløb i havet. Der er ikke
rettet sigtelser imod mig, jeg er ikke
forfulgt, jeg har ikke hørt smædende ord om
mig. Herolderne har ikke optaget mit navn i
dine kundgørelser. Jeg erindre blot, mine
lemmer begyndte at skælve, og mine fødder
helt af sig selv begav sig på vej. Mit
hjerte drev mig bort. Det var gud, der
bestemte min flugt og tvang mig af sted. Jer
er ingen hovmodig herre, men en ydmyg
tjener, der kender sæd og skik i kongens
land. |
|
|
Solguden har
stillet Ægypten under din frygt og de
fremmede lande under din rædsel. Hvad enten
jeg lever i kongsgården, eller jeg lever
her, er magten dog din til at formørke
synskredsen for mig. Solen står op efter din
vilje. Vandet i floden drikkes på dit bud,
og himlens luft åndes efter din befaling.
Jeg, din tjener, vil frasige mig de
tjenester og værdigheder, jeg har i dette
land, for at følge dit mægtige bud. Man
lever ved den luft du skænker. |
|
|
Måtte de store
guder elske din hellige næse, være dig nådig
og lade dig leve evigt. |
|
|
|
|
|
Der kom bud
til tjeneren, og jeg fik lov til at forblive
endnu en dag i landet Jaà for at tage
bestemmelse over mit gods og overdrage det
til mine børn. Min ældste søn overtog
beskyttelsen af min stamme, og alle mine
ejendele blev stillet under hans varetægt,
mine børn, mine hjorder og mine
daddelpalmer. |
|
|
Tjeneren begav
sig på vej til sit hjemland og tog vejen mod
syd. Da jeg kom til Horusvejene, sendte
høvedsmanden, som førte befalingen der, bud
til kongsgården for at aflægge beretning.
Kongen lod en af kongsgårdens fogeder komme
for at modtage mig, som man modtager en
mand, hvem kongen kender, og han førte med
sig et skib lastet med gaver til de
beduiner, der var i mit følge og havde været
mine ledsagere til Horusvejene. Jeg
forestillede hver af den for ham ved navn. |
|
|
Alle kongens
mænd bivånede, at jeg lagde ud og satte
sejl. Der blev arbejdet med iver i kabyssen
lige til vi kom til kongsgården. |
|
|
|
|
|
Da orden atter
var lys, og morgenen gryede, kom man og
vækkede mig. Fem mand kom, og fem mand gik,
og jeg førtes til kongsgården. Jeg berørte
jorden med min pande, mellem de to store
billedstøtter, der bevogter indgangen.
Kongebørnene stod i porten for at ledsage
mig videre frem, og kongsgårdens venner
førte mig gennem søjlegården ind i hallen,
hvor jeg andt kongen siddende på den store
trone. |
|
|
Da jeg ydmygt
lå henkastet i støvet foran kongen, var jeg
ganske uden besindelse, og da guden hilste
mig nådigt, følte jeg mig som en mand, der
føres ud af mørket. Min sjæl var lammet, mit
hjerte stod stille, det var som om, det ikke
mere var i mit liv. Jeg formåede ikke at
skelne liv fra død. |
|
|
Kongen sagde
til en af vennerne, ” Rejs ham op, at han
kan tale til mig”. ” Så er du da vendt
tilbage efter en færd gennem fremmede lande”
sagde kongen til mig ” – efter en flugt i
fordoms dage. Nu han alderen sænket sig over
dig, og du er blevet en olding. Det er ikke
en ringe gunst, at dit lig skal begraves
uden at fremmede fører det til jorden. Drag
omsorg for, at du ikke er stum, når dit navn
råbes op. ” |
|
|
Jeg frygtede
meget, at der ventede mig en straf, og jeg
sagde med bævende stemme, ” Min herre agter
nådigst at befale. Om blot jeg kunne svarer
op dine ord. Jeg har intet forbrudt. Det var
guds arm, og en usigelig rædsel der kom over
mig. Den var som sendt af gud. Han har ledet
den flygt. Hersker, du er livets herre, ske
din vilje. |
|
|
I denne stund
blev kongebørnene ført ind, og kongen sagde
til dem, ” Sinuhe er vendt tilbage, og han
er forvandlet til en beduin.” Dronningen
begyndte at le, og kongebørnene råbte i
munden på hverandre. ” Det er ikke sandt,
herre konge.” og kongen svarede, ” Det er
visselig sandt”. Kongebørnene havde bragt
deres halskraver, deres stave og rangler, (Sistre),
som de lagde ned for fødderne af kongen,
medens de kvad (sang).: |
|
|
|
|
|
Læg dine
hænder på der skønne, lykkelige hersker. Sku
det smykke, som himmelens frue ejer. |
|
|
Den gyldne
give livets ånde til din næse. Stjernernes
frue dvæle hos dig. |
|
|
Sydens krone
drage mod nord, og nordens krone drage mod
syd for forenet at mødes på dit herskerord. |
|
|
Den hellige
slange pryder din pande. Du, dit folks værn,
mod dig være solguden nådig. |
|
|
Dit horn er
hvast, din pil skåner ingen. Skænk livets
ånde til den nødstedte. |
|
|
Lad os fejre
en prægtig fest for denne høvding Mehets
søn, den fremmede, som er født i Ægyptens
land. Han drog i landflygtighed af frygt for
dig, han forlof sit folk og sit land af
rædsel for dig. |
|
|
Må ej et
ansigt blegne, der skuer dit åsyn. |
|
|
Må ej et øje
sænke sig, der møder dit blik. |
|
|
Kongen sagde:
”Han har intet at frygte, han han ingen
grund til at skælve. Han skal være en ven
blandt rigets herre og have sin plads
mellem herremænd. Gå ud i hallen, og la ham
få sin rang tildelt.”. |
|
|
Da jeg trådte
ud af hallen, rakte kongebørnene mig hånden,
og vi gik til de to porte. Jeg modtog som
gave en gård, som tilkom det en kongesøn.
Den var prægtigt indrettet med badekammer og
udstyret med billeder af himmelen, med
møbler fra kongens skatkammer, med klæder af
de fineste stoffer, med myrra og fine
olier. En af kongens betroede mænd, som han
elsker, stod i hvert rum, og folkene ivrede
i deres værk. |
|
|
Man fjernede
alle spor, som årene havde sat på mine
lemmer. Jeg blev raget og kæmmet. Jeg gav
støvet tilbage til ørkenens folk og de
smudsige klæder til sandets beboere. Jeg
klædtes i fint linned og salvedes med kostbar
olie. Jeg sov atter på en seng, og jeg
overlod sandet til den, der færtens derpå, og
den stinkende bomolie til den, der finder
behag i at smøre sig med den. |
|
|
Jeg modtog
ydermere som gave et landhus. Man fornyer
alt dets træværk. En skare håndværkere
indretter det på bedste vis. Fra kongsgården
sendes mig mad tre og fire gange om dagen,
foruden hvad kongebørnene uafladeligt bragte
til mig. |
|
|
Man byggede
mig et grav-hus mellem herremændenes grave.
Kongens øvede billedhuggere opridsede
planen, kyndige tegnere og stenhuggere
arbejdede med billedsmykket, og for at
fremme dets gang stilledes værket under
tilsyn af gravstadens fogeder. Dødepræster
blev kaldet, en have anlagt ved ørkenranden,
og agerland udlagt i stadens jord. Alt, som
det sømmede sig for en mand, der har rang
blandt rigets herrer. |
|
|
Min
billedstøtte var beslået med guld, dens
skørt var af hvidguld. Kongen selv havde
befalet dens udførsel. Ingen undersåt har
hidtil været hædret på slig vis. |
|
|
Jeg var i
kongens gunst og nåde med rang af kongens
frænde til den dag, da jeg landede i
dødsriget. |
|
|
|
|
|
Således som
denne historie er fortalt, fra dens
begyndelse til dens slutning, er den fundet
i en gammel bog. |
|
|
|
|
|
|
|
|
.jpg) |
|
** |
|
** |
|
Historien om Sinuhe, som den kan læses i
papyrus Berlin 3022. Faksimile: George Möller
(1876-1921). |
(1) |
|
|
|
|
|
 |
|
** |
|
** |
|
Rygtet om farao Amenemhet 1. var
død, er udgangspunkt for historien om Sinuhe. |
(2) |
|
|
|
|
|
 |
|
** |
|
** |
|
” Vi Sesostris I, af guds nåde
Ægyptens konge, tilsiger hirdmanden Sinuhe, vor
kongelige hilsen og gunst." |
(2) |
|
|
|
|
Referencer: |
- Kofoed-Petersen/Otto : De
gamle Ægyptere læste. Haase & Søn Forlag.
København 1953.
- Foto : 1.
- Foto 2 : Erik A. Christensen.
Neues Museum Berlin, Foto 3. Erik A.
Christensen, Metropolitan Museum, New York.
|
©Egyptolog.dk/ Erik Christensen 2008 - 2016
Version 7.0.1 |
|
|