Strejken i Deir el Medina.

Verdenshistoriens første strejke.


		I året 1170 fvt sendte en skriver fra Deir El Medina et brev til sin foresatte Vesiren, over at kornmagasinerne var tomme. Han bad Vesiren handle hurtigt for ellers kunne håndværkerne ikke holde sig i live.
		Skriveren meldte at på den ene side at arbejdet med kongebørnenes grav gik fortræffeligt. Men på den anden side beklagede han sig men de nye forsyninger har ikke været tilstrækkelige for kort tid efter er der igen mangel på mad og der udbryder en strejke. Disse begivenheder er beskrevet i en dagbog ført af en skriver i dødebyen.
		Strejken begyndte år 29 den 10 mekhir – dvs. det 29ende år af Ramses III regeringstid.

		Verdenshistoriens første strejke. (1*)
		” Arbejderne brød ud gennem dødebyens 5 mure og sagde: ” Vi er sultne. Der er allerede gået 18 dage” ( siden de skulle have haft forsyninger). Og de satte sig ned bag Thotmose III`s tempel (Medinet Habu). Da kom skriverne ved dødebyens fængsel, de to arbejdsformænd, de to inspektører og de to kvartermestre og råbte til dem: ” Kom dog ind igen ” og de svor store eder : ”Kom, vi har faraos korn, det ligger her, det er oplagret i dødebyen.”

		Men løftet blev åbenbart ikke opfyldt, for dagen efter besatte arbejderne Ramses II`s store gravtempel Ramesseum. Da de militære myndigheder i dødebyen tilbød forhandlinger, stod arbejderne stejlt og afslog, hvorefter præsterne den næste dag den 12 mekhir søgte at mægle.

		Men arbejderne svarede ” Vi er draget herhen af sult og tørst; vi har ikke noget tøj, vi har ingen salver, vi har ingen fisk, vi har ingen kål. Giv derfor vor nådige herre Farao besked, og skriv til vor foresatte Visiren, at man skal sørge for levnedsmidler til os” Da udleverede man dem på den dag kornet for måneden Tubi ( den første vintermåned, dvs. måneden før).

		Arbejderne synes derefter at være draget ind i dødebyen. Men næste dag 13 mekhir udbrød en ny opstand under ledelse af håndværkeren Pekhor.

		Pekhor, Mentmoses søn, sagde til dem: ”Se, jeg siger jer, hvad jeg vil svare. Gå op og hent jeres værktøj, slå portene i stykker, og tag kone og børn med. Jeg går foran jer til Thutmose III`s tempel og lader jer sidde der endnu i dag.”

		Den følgende måned (den tredje vintermåned) synes det atter at være gået galt.
		Murene overskrides. De satte sig ved dødebyen. Tre officerer fra garnisonen i dødebyen kom for at hente arbejderne ind. Da sagde arbejderen Mose, Anakhtes søn: ” Ved Amon, ved fyrsten, hvis store ånder dræber, de skal ikke få mig derop i dag.” og han nedlagde arbejdet. Og inspektøren (…..) sagde : ” Jeg vil ikke lade ham straffe, fordi han har svoret ved Faraos navn”

		Arbejderne drog derefter ud til en nærliggende landsby.

		Da holdt tre officerer fra dødebyen en tale til dem ved landsbyens dobbeltport. Man lod Amennakhet skriveren ved dødebyen, hente de to kvartermestre og de to inspektører for at få dem ind (…….).” Vi vil ikke komme ! Sig blot til dine foresatte (…..). Vi har sandelig ikke bare overskredet murene på grund af vores sult. Vi har et stort ord at sige: I denne Faraos by sker der Uret(?)

		Den 28 dag i den fjerde måned og sidste måned var Vesiren i Theben og han greb ind i konflikten ved en skriftlig tilkendegivelse til de strejkende.
		” Når jeg ikke kommer til jer, er det så ikke, fordi jeg intet har at bringe jer?”. Når i siger :” Tag ikke vore rationer fra os”, er så jeg, Visiren, indsat for at fratage?. Hvad en mand som jeg udfører, er jo tværtimod og give. Selv i magasinerne findes intet mere, men jeg skal give jer, hvad jeg kan fremskaffe”. Og dødebyens skriver Hore meddelte dem:” I skal få halvdelen af rationerne. Jeg skal selv udlevere jer dem.

		Nogle dage efter blev der udleveret to sække korn til arbejderne, men de var ikke tilfredse.

		Da sagde arbejdsformanden Khonsumose til arbejderne; ” Se jeg siger jer: Hent i korn selv! Gå ned til havnen til kornmagasinet, og sig det også til de unge” Sådan sagde han. Da nu skriveren Amennakhte havde udleveret dem kornet, så begav di sig til havnen, som man havde sagt til dem. Da de havde passeret den ene mur, kom skriveren Amennakhte og sagde til dem: Gå ikke til havnen, jeg vil straks give jer korn, men hvis I alligevel går derhen, så vil jeg straffe jer med den hårdeste dødsstraf”

		Arbejderne lod sig skræmme, og vendte om, men 11 dage senere brød de ud igen.

		De sagde ” Vi sulter” og de satte sig ved bagsiden af Merneptahs tempel. Og de råbte til bypræfekten , der just kom forbi, og han lod vingårdsarbejderen Sowenufer sende til dem for at sige dem: ” Jeg giver jer disse 50 sække spelt til at leve af – Farao lader jeg give korn”

		Her slutter dagbogen.



**		**
	Rester af den oprindelige arbejderlandsby er udgravet og det er stadig muligt at fornemme den lille by, indeklemt mellem kongernes dal, dronningernes dal og mod øst området med embedsmandsgravene.	(1)

Referencer:

Peter Frederiksen, Knud Ryg Olsen, Olaf Søndberg ; Grundbog til historie. Verdenshistorien indtil 1750. (1) p.33-34.)
Foto : Erik Christensen (1).