|
  |
|
Historien om Wenamon´s
Rejse. |
|
|
|
|
|
|
Bag historien om Wenamon´s rejse til Byblos
i Libanon, for at hente tømmer til Amons
Gudebåd, findes meget sandsynligt en
virkelig hændelse, og måske er det Wenamon´s
rapport til Herihor efter hans hjemkomst.
|
|
|
Den originale papyrus opbevares i Moskva, og blev første
gang oversat i 1899 af W.Golenischeff.
Dokumentet er dateret til omkring år 1100 fvt.
|
|
|
Efter opløsningen og afslutningen af Ramses kongernes
20.dynasti er ægyptens tid som stormagt slut. De to
lande er i opløsning, fra Theben tiltager
Ypperstepræsten Herihor sig magten over Øvreægypten, fra
omkring Abydos i nord til første katarakt, ved Aswan,
mod syd og grundlægger 21.dynasti. |
|
|
Og i Tanis i det nordøstlige Delta, har den libyske
Smendes og hans gemalinde Tanetamun taget magten. Her
begynder 22.dynasti. |
|
|
At Wenamon får gudebilledet "Vejens Amon" med på rejsen,
viser nok vigtigheden afskaffe træ til fornyelser af
dele af båden, tidligere da Ægypten havde magten over
Syrien og Levanten har der ikke været problemer med at
skaffe fint kvalitetstræ, fra fyrsten i Byblos, måske
givet som tribut eller som en del af den almindelige
samhandel, men som det fremgår af fortællingen, er denne
storhedstid forbi. |
|
|
Det er lidt af baggrunden for denne fortælling. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
" I det femte år, på den
16. dag i sommerens tredje måned drog " Den ældste i hallen
i Amons tempel" Wenamon ud på en færd for at hente tømmer
til gudekongens, Amon-Re´s store og hellige båd, som kløver
flodens vande, og hvis navn er "Weser-hér". |
|
|
På denne dag kom jeg til
Tanis, Smendes og Tanetamun´s stad. Jeg afleverede et brev
fra Amon-Re, gudernes konge, og de fik det forelæst, og de
sagde : |
|
|
"Sandelig, vil vi gøre som Amon-Re befaler." Jeg
holdt rest i Tanis, indtil de første dage i sommerens fjerde
måned. Smendes og Tanit-Amun sendte
mig da af sted med skipperen Mangebet på den første dag i
sommerens fjerde måned. |
|
|
Jeg kom til Dor, en by,
som tilhører Zaker-folket. Stadshøvedsmanden, dér hed Badil.
Han drog omsorg for, at der blev bragt mig 50 brød, en
krukke vin samt en oksefjerding. |
|
|
En af mine matroser
rømmede fra skibet, og han medtog: |
|
|
1 Guldskål til en værdi af
5 Lod. (Deben)
4 Sølvkar til en værdi af 20 Lod,
1 pung med sølvstykker, værdi 20 Lod,
I alt, i guld 5 Lod, i sølv 31 Lod. |
|
|
|
|
|
Om morgenen begav jeg mig
til Stadshøvedsmandens hus, og jeg forebragte ham denne
klage: "Jeg er blevet bestjålet i din havn; eftersom du er
Høvedsmand her, har du også ansvar for sikkerhed og orden i
Staden; det er derfor din pligt at foretage en undersøgelse
vedrørende de værdisager der er frastjålet mig. Disse sager
tilhører Amon-Re, gudernes konge, og de tilhører endvidere
Smendes og min herre ypperstepræsten Herihor og mange andre
ægyptiske herre, de tilhører også Werit og Merker, og de
tilhører Zarker-Baál, fyrsten af Byblos." |
|
|
Han svarede mig med disse
ord:" Hvad enten du nu bliver mild eller vred, så fatter jeg
intet af det klagemål, som du forebringer mig. Dersom tyven
var hjemmehørende i min stad og var gået ombord på dit skib
og havde stjålet dine penge, ville jeg have holdt dig
skadesløs af min egen kasse, indtil man havde pågrebet
tyven, og det var fastslået hvem han var, men tyven som har
bestjålet var hjemmehørende på dit eget skib. Trods dette
vil jeg bede dig om at blive liggende her endnu et par dage,
og jeg vil da gøre et forsøg på at få sagen opklaret" |
|
|
Da jeg havde tilbragt ni
dage liggende for anker i havnen dér, begav jeg mig atter
til ham og jeg sagde: "Nå, har du fundet mine penge, for jeg
vil gerne sejle videre med skipperen og de andre som gør
færden med mig ?" |
|
|
|
Her er
et hul i håndskriftet, der mangler ca. 20 linjer af teksten. |
Det fremgår af sammenhængen af samtalen at stadshøvedsmanden
ender uden resultat. Wenamon tager derfor sagen i egen hånd.
Han forlader Dor, og ude på havet plyndre han en tilfældig
skipper for 31 Lod sølv for at holde sig skadesløs. |
Efter
dette optrin kommer han til Byblos, men fyrsten, der har
fået nys, om hans voldsomme og retsstridige færd, nægter at
modtage ham og befaler ham straks at forlade havnen, Wenamon
forstår imidlertid at trække tiden ud. |
|
" Jeg tilbragte 19 dage
liggende i hans havn, |
|
|
|
|
|
 |
* |
** |
|
|
|
Havnen
i Byblos fungerer i dag som i oldtiden |
|
|
|
|
|
|
 |
|
* |
|
** |
|
Naturhavnen ved Byblos, med romerske anlæg i
baggrunden. |
|
|
|
|
|
og der gik ikke en dag, uden han
sendte bud til mig med denne besked, "Pak dig ud af min
havn." |
|
|
I de dage fejrede han en
offerfest for sine guder, og det hændte, at en af hans
svende blev grebet af guden og hensat i henrykkelse, og i
denne tilstand råbte han: "Bring gudebilledet hid! Bring
Amons sendemand hid, for han har gudebilledet. Lad ham have
sin frihed! Giv ham lov at rejse" Medens henrykkelsen havde
tag i den unge mand, og det varede hele natten, fandt jeg
ved et tilfælde et skib, som skulle sejle til Ægypten. Jeg
ladede mine ting ombord i dette skib og ventede på mørkets
frembrud; jeg sagde til mig selv: "Når det bliver mørkt, vil
jeg bringe gudebilledet ombord, uden nogen får det at se".
Imidlertid kom havnefogeden til mig med denne befaling. "
Bliv her til morgen, for således behager det fyrsten" Jeg
svarede med disse ord: " Er du ikke den samme mand, som
aldrig har ladet nogen lejlighed gå fra sig for at kunne
sige til mig. "Pak dig, ud af min havn", mon ikke grunden
er, at det skib, som jeg har fundet liggende sejlklart i
mellemtiden kan forlade havnen, så du igen kan komme og
sige: Pak dig bort." |
|
|
Han gik bort og aflagde
beretning til fyrsten, denne sendte derpå bud til skipperen
med disse ord. "Bliv her til i morgen og vær til rådighed
for sig." |
|
|
|
|
|
Om morgenen den følgende
dag lod fyrsten sende bud til mig og kaldte mig for sig. Det
var på den tid af dagen, da der skulle bringes offer til
hans borg; den lå lige ved vandet, og jeg fandt ham siddende
i en sal i det øverste stokværk med ryggen vendt mod et
vindue, alt medens bølgerne fra det store syriske hav bruste
bag ham. |
|
|
Jeg hilste ham med disse
ord:" Amon´s fred være med dig" Han spurgte mig: " Hvor
længe er det i dag siden, du rejste fra Amons hus?" , jeg
svarede ham " Fem måneder og en dag indtil i dag " Han
fortsatte med at spørge "Taler du virkelig sandt? Hvor er
det pas fra Amon, som du burde have hos dig? Hvor er
ypperstepræstens brev, som du også burde have hos dig? |
|
|
Jeg svarede, " Disse breve
er hos Smendes og Tanit-Amun". |
|
|
Da blev han meget vred og
sagde til mig, " Du har altså undladt at medbringe pas og
brev! Hvor er i grunden det skib af cedertræ, som Smendes
har givet dig? Hvor befinder dets syriske besætning sig? Han
betroede dig sikkert ikke til denne skipper, for at du
skulle blive slået ihjel, og kastet overbord! Af hvem skulle
man så have krævet gudebilledet udleveret? Og til hvem
skulle man i øvrigt have henholdt sig?" |
|
|
Det var spørgsmålene han
stillede mig. Jeg svarede ham " Det er sandelig et ægyptisk
skib med ægyptisk besætning, der sejler for Smendes, det har
virkelig ingen syrisk besætning." |
|
|
Han sagde til mig, " Der
ligger sikkert 20 skibe der sejler på Smendes by, og i
Sidon, en anden havn, som du også gerne kan opsøge, ligger
der mængder af skibe, som er fragtet til Birket-el`s by, og
sejlet med varer til hans hus." Jeg formåede at bevarer
fatningen i dette pinlige øjeblik, og han fortsatte, " Hvad
er i grunden årsagen til, at du
foretager denne rejse?" Jeg svarede ham, " Jeg er kommet for
at hente tømmer til gudekongen Amon-Re´s hellige båd. Din
fader har skænket tømmer til den, og din farfar har skænket
tømmer til den, og du vil sikkert også gøre det samme."
|
|
|
Da jeg havde udtalt disse
ord, svarede han mig og sagde, " Det er rigtigt nok, de har
ydet deres til den, og jeg vil sandelig også gerne yde mit,
men så må du give mig vederlag på en eller anden måde, mine
forfædre har ganske vist givet tømmer, men dengang sendte
farao til gengæld skibe ladet med alle ægyptens herligheder
, og de blev losset på deres stabelpladser. Hvis du kan
ordne det på sådan måde, at jeg opnår en passende modydelse,
vil jeg også levere tømmer." |
|
|
Derpå lod fyrsten sine
forfædres årbøger hente frem, og der blev læst op for mig af
dem. Der fandtes virkeligt en post i en af årbøgerne på 1000
Lod sølv, og med henblik herpå sagde han til mig, " Hvis
kongen af Ægypten var min herre, og jeg hans tjener, ville
han have sendt sølv og guld med denne befaling, "Gør, som
Amons ord lyder." Det var ikke nogen konge gave der blev
skænket min fader, og jeg er ikke din tjener, og ej heller
tjener af dem, som har sendt dig i dette ærinde! Hvis jeg
blot råber mod Libanons skove, da vil himmelen åbne sig og
træerne ligge på stranden! Vis mig for øvrigt de sejl, som
du nødvendigvis må have medbragt for at sætte skibene i
stand til at føre tømmeret til Ægypten! Vis mig også tovene,
som du må have medbragt for at kunne surre de stammer, som
jeg skal lade fælde og levere dig. Eller tror du jeg
udruster dine skibe med sejl?. Når skibene bliver for tungt
lastet, vil de bryde sammen, og du vil finde døden i havet,
selv om Amon lader sin stemme lyde, så det giver genlyd og
purrer Seth ud for at udløse sin vrede, når hans tid er. Jeg
tænker vel Amon har sørget for alle de lande, som der
overhovedet er sørget for. Han har da ikke først og fremmest
sørget for Ægypten, hvorfra du er kommet? Er ikke kunst og
håndværk kommet fra dette land til mit hus? Er ikke lærdom
og forskning kommet fra dette land til mit hus? Hvorfor da
denne ynkelige rejse de har ladet dig foretage?" |
|
|
Jeg sagde til ham, "Det er
jo en formastelig tale, du fører. Jeg foretager sandelig
ikke nogen rejse,
der fortjener at ynkes. Der er ikke et eneste skib på hele
havet, som ikke tilhører Amon. Havet er hans, og Libanon, som
du hævder er dit eje, er også hans. Træerne dér gror alene
for at tjene for hans hellige båd "Weser-Hét", herren over
alle skibe. Sandelig Amon-Re, gudernes konge, tog selvegen
til orde, og befalede min herre Herihor at sende mig på
denne færd. Det er ham, som har ført mig hid med dette
mægtige gudebillede, og så har du ladet denne vældige gud
vente i samfulde 29 dage og lade ham blive liggende i din
havn, endda du viste, at han var nær. |
|
|
Er han ikke stadig den
samme, som han altid har været? Og ikke desto mindre
begynder du at købslå med Amon om Libanon, med ham, der er
dets herre!. |
|
|
Hvad der angår dine ord
om, at de gamle konger sendte sølv og guld, ja vel, hvis de
havde kunnet skænke liv og karskhed, han var også dine gamle
fædres herre, og derfor er også du, Amons tjener. Når du
siger til Amon, "Ja, sandelig vil jeg handle efter din
betaling." så vil du til gengæld få tildelt liv og karskhed,
og det skal gå dig vel,
tillige med dit land og dit folk. Men, læg ikke hånd på
Amons ejendom, for husk på, en løve vogter over, hvad der
tilhører den. Lad dine skrivere blive kaldt sammen, så jeg
kan sende et brev til Smendes og Tanit-Amun, ægyptens
herskere, som Amon har indsat i norden, og de vil sikkert
sende det fornødne gods. Jeg vil underrette dem om sagen, og
sige til dem, "Send en modydelse på forskud, indtil jeg
vender tilbage og kan betale det udlagte beløb."" |
|
|
Således var mine ord til
ham, og kan gav mit brev til sine skrivere. |
|
|
Efter denne samtale lod
han et skib laste med tømmer, som skulle være til mast og
bov og stævn for gudekongen, Amon-Re´s hellige båd, og
ydermere med endnu fire bjælker af fint tømmer, og han
sendte denne last til Ægypten. |
|
|
Hans sendemænd drog til
Ægypten og nåede tilbage til mig i Syrien i vinterens første
måned. |
|
|
Smendes og Tanit-Amun
sendte mig: |
|
|
Guld: fire skåle og et
drikkebæger.
Sølv: fem skåle.
Fint linned: 1 stykke på 10 alen, 10 tørklæder.
Papyrus: 500 ruller
Oksehuder: 500 stykker.
Reb: 500 ruller.
Linser: 20 sække.
Fisk: 30 kurve. |
|
|
og desuden til mig selv. |
|
|
Lærred: 5 stykker
Linser: 5 sække
Fisk: 5 kurve. |
|
|
Denne sending glædede
fyrsten meget, og han opbød 300 mand og 300 okser og satte
fogeder over dem og sendte dem ud for at fælde træer. De
blev fældet, og lå vinteren over indtil sommeren, og de blev
da slæbt til kysten. |
|
|
Fyrsten begav sig ud af
sin borg og stævnede mig til møde. Da jeg gik frem mod ham,
faldt skyggen af hans solskærm på mig, og Penamon, en af
hans hovmestre, stillede sig mellem mig og fyrsten, og han
sagde " Pas på, din herre faraos skygge falder på dig." Men
fyrsten blev opbragt og sagde, idet han irettesatte
hovmesteren for hans onde tunge. " Lad ham dog være i fred." |
|
|
Jeg indtog min plads ved
siden af fyrsten, og da han vendte sig mod mig sagde han, "
Se, det ærinde, som mine fædre udfører i svundne dage, har
jeg også udført, skønt der ikke er ydet mig, hvad der blev
ydet dem af dine fædre. Nu er tømmeret bragt ned, og det er
stablet op her, se nu til, at det bliver lastet på et
belejligt skib, for nu henligger
det på dit ansvar her. Men, kom nu ikke med nogen
undskyldninger om, at du frygter søen. Hvis du tænker på den
skræk, som søen indgyder dig, så betænk også den frygt, som
du burde have for mig, for jeg har ikke behandlet dig, som
Khaenwese´s sendemand blev behandlet. Han måtte sammen med
sit følge blive her i landet samfulde 17 år,
og de døde alle sammen i deres logis." og så fortsatte han,
henvendt til sin hovmester, " Tag ham med og lad ham se de
grave, i hvilke de hviler." |
|
|
Jeg svarede, " Nej, skån
mig for at se dem ! De sendemænd som Khaemwese sendte dig,
var kun mennesker, for Khaemwese havde kun mennesker til sin
rådighed, der var ingen gud blandt hans sendemænd. Du siger
til mig, " Skynd dig hen og betragt din staldbroder!" Kan du
ikke glæde dig over, hvad der er sket? Burde du ikke
opstille en mindesten og skrive på den: Amon-Re, gudernes
konge, sendte mig "vejens Amon", hans hellige sendemand, og
Wenamon, hans menneskelige sendemand, for at hente planker
til gudekongens, Amon-Re´s store og hellige båd. Jeg lod dem
fælde og bringe hid. Jeg forsynede ham med skib og mandskab,
og jeg lod ham drage til Ægypten, for at han hos Amon kunne
bede om at der måtte skænkes for mig årtusinder ud over den
levetid, som er mig tildelt." |
|
|
Skulle det hænde en anden
gang, at en sendemand fra Ægyptens land kommer til dette
land, og han er skriftkyndig, da vil han kunne læse dit navn
på mindestenen, og du vil modtage livets vand i den anden
verden, som det bliver guderne til del." |
|
|
Han svarede mig. " Det er
en stor forjættelse, som du dér udtaler." |
|
|
Jeg fortsatte mine ord til
ham og sagde, " Hvad angår det beløb, som du endnu har til
gode hos mig, kan vi ikke ordne det således: når jeg kommer
hjem til Amon, vil han sikkert godkende den måde, hvorpå
hans hans ærinde er udført, og betale gælden." |
|
|
Jeg gik ned til kysten,
hvor tømmeret lå opstablet, men dér fik jeg øje på 11 skibe,
der nærmede sig udefra, de tilhørte landsmænd af den
skipper, som jeg havde plyndret ude på havet for at holde
mig skadesløs for mit tab, da en af mine matroser rømmede i
Dor, og de havde fået denne befaling, " Grib ham, og lad
ikke et eneste af hans skibe komme til Ægypten." Da jeg så,
hvad der forestod, satte jeg mig ned og græd. |
|
|
Fyrstens skriver kom til
mig og spurgte, " Hvad er der dog i vejen med dig?" og jeg
svarede ham: " Ser du ikke de fugle dér? Nu drager de anden
gang til Ægypten. Se på dem, nu drager de til deres damme,
men hvad venter der mig, der ligger her? Ser du ikke de
skibe dér? De kommer for at fange mig." |
|
|
Han gik til fyrsten og
satte ham ind i begivenhederne. |
|
|
Fyrsten blev så bedrøvet
ved denne efterretning, at han brast i gråd. Han lod sin
skriver komme til mig med et krus vin og en bedekølle, og
ydermere lod han Tentó, en ægyptisk danserinde, der opholdt
sig hos ham, komme til mig med denne befaling: "Syng for
ham, lad ikke hans hjerte vær bekymret." Fyrsten sendte mig
en hilsen med disse ord, " Spis og drik, og lad ikke dit
hjerte være bekymret. I morgen skal du høre alt, hvad jeg
har at sige dig." |
|
|
Den næste morgen lod han
mig og de syriske skippere kalde til sin borg. Han stillede
sig blandt dem, og sagde til deres høvding, " Hvorfor er i
kommet her." De svarede ham, " Vi er ude efter den
jammerlige skude, som du agter at sende til Ægypten, med
kammeraten, der taler vort sprog." Han svarede dem, " Jeg
kan ikke tillade at Amon´s sendemand bliver taget til fange
i mit land. Lad mig sende ham bort, så kan i forfølge ham,
og fange ham." |
|
|
Han lod mig gå ombord i
mit skib og sendte mig bort. |
|
|
Jeg forlod havnen med
gunstig vind, men en storm slog mig ud af kurs, og jeg drev
ind under kysten af Alasia, hvor jeg strandede. Nogle folk
fra en by dér stimlede sammen om mig og havde åbenbart i
sinde at slå mig ihjel, men jeg slap dog med at blive taget
til fange, og jeg blev slæbt til Hatiba, byens herskerinde. |
|
|
Jeg blev ført frem for
hende, da hun var ved at gå ud af sit eget hus for at
aflægge besøg i et andet hus. Jeg hilste hende og sagde,
"Der er vel ikke én i mængden, som forstår ægyptisk?" og en
i stimlen svarede, " Det forstår jeg." Jeg sagde til ham, "
Fortæl din frue, at jeg har hørt lige til Theben, Amon´s
hjemstavn, at overalt bliver der begået uret, men i Alasias
land findel idel ret, men nu sker også uret her i dag." Hun
tog til orde og sagde, " Hvad mener du med disse ord?" og
jeg svarede, " Havet sydede, og stormen forslog mig til
dette land, hvor du lever. Du vil sikkert ikke tillade, at
man tager mig til fange og dræber mig, for jeg er Amon´s
sendemand. Man vil sandelig søge efter mig i al evighed.
Hvis man dristede sig til at dræbe nogle af fyrsten af
Byblos mænd, så ville han havne sig ved at dræbe ti gange så
mange af dine mænd, hvor han end måtte finde dem." |
|
|
Hun lod sine folk kalde for
sig, og hun bragte den til fornuft, og til mig sagde hun, "
Hvil dig nu efter genvordighederne." .............. |
|
|
(1*) |
|
|
Herfra
mangler resten af denne papyrus, så vi kender ikke
slutningen på Wenamon´s fortælling. |
|
|
Referencer: |
- Otto Kofoed-Petersen: De
gamle ægyptere læste. Hasse 1953 (1* Wenamon´s
Færd til Fønikien s 97-111)
|
  |
©Egyptolog.dk/ Erik Christensen 2008 - 2013
Version 5.0.0 |
|
|