Wenamons rejse til Byblos.

Historien om Wenamon´s Rejse.


	Bag historien om Wenamon´s rejse til Byblos i Libanon, for at hente tømmer til Amons Gudebåd, findes meget sandsynligt en virkelig hændelse, og måske er det Wenamon´s rapport til Herihor efter hans hjemkomst.
	Den originale papyrus opbevares i Moskva, og blev første gang oversat i 1899 af W.Golenischeff. Dokumentet er dateret til omkring år 1100 fvt.
	Efter opløsningen og afslutningen af Ramses kongernes 20.dynasti er ægyptens tid som stormagt slut. De to lande er i opløsning, fra Theben tiltager Ypperstepræsten Herihor sig magten over Øvreægypten, fra omkring Abydos i nord til første katarakt, ved Aswan, mod syd og grundlægger 21.dynasti.
	Og i Tanis i det nordøstlige Delta, har den libyske Smendes og hans gemalinde Tanetamun taget magten. Her begynder 22.dynasti.
	At Wenamon får gudebilledet "Vejens Amon" med på rejsen, viser nok vigtigheden afskaffe træ til fornyelser af dele af båden, tidligere da Ægypten havde magten over Syrien og Levanten har der ikke været problemer med at skaffe fint kvalitetstræ, fra fyrsten i Byblos, måske givet som tribut eller som en del af den almindelige samhandel, men som det fremgår af fortællingen, er denne storhedstid forbi.
	Det er lidt af baggrunden for denne fortælling.

" I det femte år, på den 16. dag i sommerens tredje måned drog " Den ældste i hallen i Amons tempel" Wenamon ud på en færd for at hente tømmer til gudekongens, Amon-Re´s store og hellige båd, som kløver flodens vande, og hvis navn er "Weser-hér".

På denne dag kom jeg til Tanis, Smendes og Tanetamun´s stad. Jeg afleverede et brev fra Amon-Re, gudernes konge, og de fik det forelæst, og de sagde :

"Sandelig, vil vi gøre som Amon-Re befaler." Jeg holdt rest i Tanis, indtil de første dage i sommerens fjerde måned. Smendes og Tanit-Amun sendte
mig da af sted med skipperen Mangebet på den første dag i sommerens fjerde måned.

Jeg kom til Dor, en by, som tilhører Zaker-folket. Stadshøvedsmanden, dér hed Badil. Han drog omsorg for, at der blev bragt mig 50 brød, en krukke vin samt en oksefjerding.

En af mine matroser rømmede fra skibet, og han medtog:

1 Guldskål til en værdi af 5 Lod. (Deben)
4 Sølvkar til en værdi af 20 Lod,
1 pung med sølvstykker, værdi 20 Lod,
I alt, i guld 5 Lod, i sølv 31 Lod.

Om morgenen begav jeg mig til Stadshøvedsmandens hus, og jeg forebragte ham denne klage: "Jeg er blevet bestjålet i din havn; eftersom du er Høvedsmand her, har du også ansvar for sikkerhed og orden i Staden; det er derfor din pligt at foretage en undersøgelse vedrørende de værdisager der er frastjålet mig. Disse sager tilhører Amon-Re, gudernes konge, og de tilhører endvidere Smendes og min herre ypperstepræsten Herihor og mange andre ægyptiske herre, de tilhører også Werit og Merker, og de tilhører Zarker-Baál, fyrsten af Byblos."

Han svarede mig med disse ord:" Hvad enten du nu bliver mild eller vred, så fatter jeg intet af det klagemål, som du forebringer mig. Dersom tyven var hjemmehørende i min stad og var gået ombord på dit skib og havde stjålet dine penge, ville jeg have holdt dig skadesløs af min egen kasse, indtil man havde pågrebet tyven, og det var fastslået hvem han var, men tyven som har bestjålet var hjemmehørende på dit eget skib. Trods dette vil jeg bede dig om at blive liggende her endnu et par dage, og jeg vil da gøre et forsøg på at få sagen opklaret"

Da jeg havde tilbragt ni dage liggende for anker i havnen dér, begav jeg mig atter til ham og jeg sagde: "Nå, har du fundet mine penge, for jeg vil gerne sejle videre med skipperen og de andre som gør færden med mig ?"

Her er et hul i håndskriftet, der mangler ca. 20 linjer af teksten.

Det fremgår af sammenhængen af samtalen at stadshøvedsmanden ender uden resultat. Wenamon tager derfor sagen i egen hånd. Han forlader Dor, og ude på havet plyndre han en tilfældig skipper for 31 Lod sølv for at holde sig skadesløs.

Efter dette optrin kommer han til Byblos, men fyrsten, der har fået nys, om hans voldsomme og retsstridige færd, nægter at modtage ham og befaler ham straks at forlade havnen, Wenamon forstår imidlertid at trække tiden ud.

" Jeg tilbragte 19 dage liggende i hans havn,


		*
**
	Havnen i Byblos fungerer i dag som i oldtiden



*		**
	Naturhavnen ved Byblos, med romerske anlæg i baggrunden.

og der gik ikke en dag, uden han sendte bud til mig med denne besked, "Pak dig ud af min havn."

I de dage fejrede han en offerfest for sine guder, og det hændte, at en af hans svende blev grebet af guden og hensat i henrykkelse, og i denne tilstand råbte han: "Bring gudebilledet hid! Bring Amons sendemand hid, for han har gudebilledet. Lad ham have sin frihed! Giv ham lov at rejse" Medens henrykkelsen havde tag i den unge mand, og det varede hele natten, fandt jeg ved et tilfælde et skib, som skulle sejle til Ægypten. Jeg ladede mine ting ombord i dette skib og ventede på mørkets frembrud; jeg sagde til mig selv: "Når det bliver mørkt, vil jeg bringe gudebilledet ombord, uden nogen får det at se". Imidlertid kom havnefogeden til mig med denne befaling. " Bliv her til morgen, for således behager det fyrsten" Jeg svarede med disse ord: " Er du ikke den samme mand, som aldrig har ladet nogen lejlighed gå fra sig for at kunne sige til mig. "Pak dig, ud af min havn", mon ikke grunden er, at det skib, som jeg har fundet liggende sejlklart i mellemtiden kan forlade havnen, så du igen kan komme og sige: Pak dig bort."

Han gik bort og aflagde beretning til fyrsten, denne sendte derpå bud til skipperen med disse ord. "Bliv her til i morgen og vær til rådighed for sig."

Om morgenen den følgende dag lod fyrsten sende bud til mig og kaldte mig for sig. Det var på den tid af dagen, da der skulle bringes offer til hans borg; den lå lige ved vandet, og jeg fandt ham siddende i en sal i det øverste stokværk med ryggen vendt mod et vindue, alt medens bølgerne fra det store syriske hav bruste bag ham.

Jeg hilste ham med disse ord:" Amon´s fred være med dig" Han spurgte mig: " Hvor længe er det i dag siden, du rejste fra Amons hus?" , jeg svarede ham " Fem måneder og en dag indtil i dag " Han fortsatte med at spørge "Taler du virkelig sandt? Hvor er det pas fra Amon, som du burde have hos dig? Hvor er ypperstepræstens brev, som du også burde have hos dig?

Jeg svarede, " Disse breve er hos Smendes og Tanit-Amun".

Da blev han meget vred og sagde til mig, " Du har altså undladt at medbringe pas og brev! Hvor er i grunden det skib af cedertræ, som Smendes har givet dig? Hvor befinder dets syriske besætning sig? Han betroede dig sikkert ikke til denne skipper, for at du skulle blive slået ihjel, og kastet overbord! Af hvem skulle man så have krævet gudebilledet udleveret? Og til hvem skulle man i øvrigt have henholdt sig?"

Det var spørgsmålene han stillede mig. Jeg svarede ham " Det er sandelig et ægyptisk skib med ægyptisk besætning, der sejler for Smendes, det har virkelig ingen syrisk besætning."

Han sagde til mig, " Der ligger sikkert 20 skibe der sejler på Smendes by, og i Sidon, en anden havn, som du også gerne kan opsøge, ligger der mængder af skibe, som er fragtet til Birket-el`s by, og sejlet med varer til hans hus." Jeg formåede at bevarer fatningen i dette pinlige øjeblik, og han fortsatte, " Hvad er i grunden årsagen til, at du
foretager denne rejse?" Jeg svarede ham, " Jeg er kommet for at hente tømmer til gudekongen Amon-Re´s hellige båd. Din fader har skænket tømmer til den, og din farfar har skænket tømmer til den, og du vil sikkert også gøre det samme."

Da jeg havde udtalt disse ord, svarede han mig og sagde, " Det er rigtigt nok, de har ydet deres til den, og jeg vil sandelig også gerne yde mit, men så må du give mig vederlag på en eller anden måde, mine forfædre har ganske vist givet tømmer, men dengang sendte farao til gengæld skibe ladet med alle ægyptens herligheder , og de blev losset på deres stabelpladser. Hvis du kan ordne det på sådan måde, at jeg opnår en passende modydelse, vil jeg også levere tømmer."

Derpå lod fyrsten sine forfædres årbøger hente frem, og der blev læst op for mig af dem. Der fandtes virkeligt en post i en af årbøgerne på 1000 Lod sølv, og med henblik herpå sagde han til mig, " Hvis kongen af Ægypten var min herre, og jeg hans tjener, ville han have sendt sølv og guld med denne befaling, "Gør, som Amons ord lyder." Det var ikke nogen konge gave der blev skænket min fader, og jeg er ikke din tjener, og ej heller tjener af dem, som har sendt dig i dette ærinde! Hvis jeg blot råber mod Libanons skove, da vil himmelen åbne sig og træerne ligge på stranden! Vis mig for øvrigt de sejl, som du nødvendigvis må have medbragt for at sætte skibene i stand til at føre tømmeret til Ægypten! Vis mig også tovene, som du må have medbragt for at kunne surre de stammer, som jeg skal lade fælde og levere dig. Eller tror du jeg udruster dine skibe med sejl?. Når skibene bliver for tungt lastet, vil de bryde sammen, og du vil finde døden i havet, selv om Amon lader sin stemme lyde, så det giver genlyd og purrer Seth ud for at udløse sin vrede, når hans tid er. Jeg tænker vel Amon har sørget for alle de lande, som der overhovedet er sørget for. Han har da ikke først og fremmest sørget for Ægypten, hvorfra du er kommet? Er ikke kunst og håndværk kommet fra dette land til mit hus? Er ikke lærdom og forskning kommet fra dette land til mit hus? Hvorfor da denne ynkelige rejse de har ladet dig foretage?"

Jeg sagde til ham, "Det er jo en formastelig tale, du fører. Jeg foretager sandelig ikke nogen rejse,
der fortjener at ynkes. Der er ikke et eneste skib på hele havet, som ikke tilhører Amon. Havet er hans, og Libanon, som du hævder er dit eje, er også hans. Træerne dér gror alene for at tjene for hans hellige båd "Weser-Hét", herren over alle skibe. Sandelig Amon-Re, gudernes konge, tog selvegen til orde, og befalede min herre Herihor at sende mig på denne færd. Det er ham, som har ført mig hid med dette mægtige gudebillede, og så har du ladet denne vældige gud vente i samfulde 29 dage og lade ham blive liggende i din havn, endda du viste, at han var nær.

Er han ikke stadig den samme, som han altid har været? Og ikke desto mindre begynder du at købslå med Amon om Libanon, med ham, der er dets herre!.

Hvad der angår dine ord om, at de gamle konger sendte sølv og guld, ja vel, hvis de havde kunnet skænke liv og karskhed, han var også dine gamle fædres herre, og derfor er også du, Amons tjener. Når du siger til Amon, "Ja, sandelig vil jeg handle efter din betaling." så vil du til gengæld få tildelt liv og karskhed, og det skal gå dig vel,
tillige med dit land og dit folk. Men, læg ikke hånd på Amons ejendom, for husk på, en løve vogter over, hvad der tilhører den. Lad dine skrivere blive kaldt sammen, så jeg kan sende et brev til Smendes og Tanit-Amun, ægyptens herskere, som Amon har indsat i norden, og de vil sikkert sende det fornødne gods. Jeg vil underrette dem om sagen, og sige til dem, "Send en modydelse på forskud, indtil jeg vender tilbage og kan betale det udlagte beløb.""

Således var mine ord til ham, og kan gav mit brev til sine skrivere.

Efter denne samtale lod han et skib laste med tømmer, som skulle være til mast og bov og stævn for gudekongen, Amon-Re´s hellige båd, og ydermere med endnu fire bjælker af fint tømmer, og han sendte denne last til Ægypten.

Hans sendemænd drog til Ægypten og nåede tilbage til mig i Syrien i vinterens første måned.

Smendes og Tanit-Amun sendte mig:

Guld: fire skåle og et drikkebæger.
Sølv: fem skåle.
Fint linned: 1 stykke på 10 alen, 10 tørklæder.
Papyrus: 500 ruller
Oksehuder: 500 stykker.
Reb: 500 ruller.
Linser: 20 sække.
Fisk: 30 kurve.

og desuden til mig selv.

Lærred: 5 stykker
Linser: 5 sække
Fisk: 5 kurve.

Denne sending glædede fyrsten meget, og han opbød 300 mand og 300 okser og satte fogeder over dem og sendte dem ud for at fælde træer. De blev fældet, og lå vinteren over indtil sommeren, og de blev da slæbt til kysten.

Fyrsten begav sig ud af sin borg og stævnede mig til møde. Da jeg gik frem mod ham, faldt skyggen af hans solskærm på mig, og Penamon, en af hans hovmestre, stillede sig mellem mig og fyrsten, og han sagde " Pas på, din herre faraos skygge falder på dig." Men fyrsten blev opbragt og sagde, idet han irettesatte hovmesteren for hans onde tunge. " Lad ham dog være i fred."

Jeg indtog min plads ved siden af fyrsten, og da han vendte sig mod mig sagde han, " Se, det ærinde, som mine fædre udfører i svundne dage, har jeg også udført, skønt der ikke er ydet mig, hvad der blev ydet dem af dine fædre. Nu er tømmeret bragt ned, og det er stablet op her, se nu til, at det bliver lastet på et belejligt skib, for nu henligger
det på dit ansvar her. Men, kom nu ikke med nogen undskyldninger om, at du frygter søen. Hvis du tænker på den skræk, som søen indgyder dig, så betænk også den frygt, som du burde have for mig, for jeg har ikke behandlet dig, som Khaenwese´s sendemand blev behandlet. Han måtte sammen med sit følge blive her i landet samfulde 17 år,
og de døde alle sammen i deres logis." og så fortsatte han, henvendt til sin hovmester, " Tag ham med og lad ham se de grave, i hvilke de hviler."

Jeg svarede, " Nej, skån mig for at se dem ! De sendemænd som Khaemwese sendte dig, var kun mennesker, for Khaemwese havde kun mennesker til sin rådighed, der var ingen gud blandt hans sendemænd. Du siger til mig, " Skynd dig hen og betragt din staldbroder!" Kan du ikke glæde dig over, hvad der er sket? Burde du ikke opstille en mindesten og skrive på den: Amon-Re, gudernes konge, sendte mig "vejens Amon", hans hellige sendemand, og Wenamon, hans menneskelige sendemand, for at hente planker til gudekongens, Amon-Re´s store og hellige båd. Jeg lod dem fælde og bringe hid. Jeg forsynede ham med skib og mandskab, og jeg lod ham drage til Ægypten, for at han hos Amon kunne bede om at der måtte skænkes for mig årtusinder ud over den levetid, som er mig tildelt."

Skulle det hænde en anden gang, at en sendemand fra Ægyptens land kommer til dette land, og han er skriftkyndig, da vil han kunne læse dit navn på mindestenen, og du vil modtage livets vand i den anden verden, som det bliver guderne til del."

Han svarede mig. " Det er en stor forjættelse, som du dér udtaler."

Jeg fortsatte mine ord til ham og sagde, " Hvad angår det beløb, som du endnu har til gode hos mig, kan vi ikke ordne det således: når jeg kommer hjem til Amon, vil han sikkert godkende den måde, hvorpå hans hans ærinde er udført, og betale gælden."

Jeg gik ned til kysten, hvor tømmeret lå opstablet, men dér fik jeg øje på 11 skibe, der nærmede sig udefra, de tilhørte landsmænd af den skipper, som jeg havde plyndret ude på havet for at holde mig skadesløs for mit tab, da en af mine matroser rømmede i Dor, og de havde fået denne befaling, " Grib ham, og lad ikke et eneste af hans skibe komme til Ægypten." Da jeg så, hvad der forestod, satte jeg mig ned og græd.

Fyrstens skriver kom til mig og spurgte, " Hvad er der dog i vejen med dig?" og jeg svarede ham: " Ser du ikke de fugle dér? Nu drager de anden gang til Ægypten. Se på dem, nu drager de til deres damme, men hvad venter der mig, der ligger her? Ser du ikke de skibe dér? De kommer for at fange mig."

Han gik til fyrsten og satte ham ind i begivenhederne.

Fyrsten blev så bedrøvet ved denne efterretning, at han brast i gråd. Han lod sin skriver komme til mig med et krus vin og en bedekølle, og ydermere lod han Tentó, en ægyptisk danserinde, der opholdt sig hos ham, komme til mig med denne befaling: "Syng for ham, lad ikke hans hjerte vær bekymret." Fyrsten sendte mig en hilsen med disse ord, " Spis og drik, og lad ikke dit hjerte være bekymret. I morgen skal du høre alt, hvad jeg har at sige dig."

Den næste morgen lod han mig og de syriske skippere kalde til sin borg. Han stillede sig blandt dem, og sagde til deres høvding, " Hvorfor er i kommet her." De svarede ham, " Vi er ude efter den jammerlige skude, som du agter at sende til Ægypten, med kammeraten, der taler vort sprog." Han svarede dem, " Jeg kan ikke tillade at Amon´s sendemand bliver taget til fange i mit land. Lad mig sende ham bort, så kan i forfølge ham, og fange ham."

Han lod mig gå ombord i mit skib og sendte mig bort.

Jeg forlod havnen med gunstig vind, men en storm slog mig ud af kurs, og jeg drev ind under kysten af Alasia, hvor jeg strandede. Nogle folk fra en by dér stimlede sammen om mig og havde åbenbart i sinde at slå mig ihjel, men jeg slap dog med at blive taget til fange, og jeg blev slæbt til Hatiba, byens herskerinde.

Jeg blev ført frem for hende, da hun var ved at gå ud af sit eget hus for at aflægge besøg i et andet hus. Jeg hilste hende og sagde, "Der er vel ikke én i mængden, som forstår ægyptisk?" og en i stimlen svarede, " Det forstår jeg." Jeg sagde til ham, " Fortæl din frue, at jeg har hørt lige til Theben, Amon´s hjemstavn, at overalt bliver der begået uret, men i Alasias land findel idel ret, men nu sker også uret her i dag." Hun tog til orde og sagde, " Hvad mener du med disse ord?" og jeg svarede, " Havet sydede, og stormen forslog mig til dette land, hvor du lever. Du vil sikkert ikke tillade, at man tager mig til fange og dræber mig, for jeg er Amon´s sendemand. Man vil sandelig søge efter mig i al evighed. Hvis man dristede sig til at dræbe nogle af fyrsten af Byblos mænd, så ville han havne sig ved at dræbe ti gange så mange af dine mænd, hvor han end måtte finde dem."

Hun lod sine folk kalde for sig, og hun bragte den til fornuft, og til mig sagde hun, " Hvil dig nu efter genvordighederne." ..............

(1*)

Herfra mangler resten af denne papyrus, så vi kender ikke slutningen på Wenamon´s fortælling.

Referencer:

Otto Kofoed-Petersen: De gamle ægyptere læste. Hasse 1953 (1* Wenamon´s Færd til Fønikien s 97-111)