Ægyptens Oaser

Oaserne i Ægypten.

	Oaserne i ægyptens vestlige ørken, er opstået som en række sænkninger i et oprindeligt kalkstens plateau, hvor vinderosion har fjernet de blødere dele af de oprindelige aflejringer.
	Her kommer vand fra en undergrunds kilde frem, og danner en ansamling af vand, der periodisk kan være meget dyb.
	Vandet her kommer fra et underjordisk bassin, der ligger i mellem 500 og 1.500 meters dybde. Det anslås at bassinet indeholder 50,000 kubik kilometer vand.
	De fem største oaser i ægyptens vestlige ørken, er Siwa, Bahariya, Farafra, Dakhla og Kharga oaserne, de er placeret fra nord mod syd, i en dalsænkning der løber næsten parallelt med Nildalen. Området udgør den østligste del af Sahara.
Karavane-ruten Darb el-Arba`in.	Darb el-Arba`in. Eller ” de fyrres vej” er den lange karavanerute der strakte sig fra Kobbei i Dafur via ørkenen, Bir Natrum og Wadi Howar og via Kharga til Asuit i Mellemægypten. Navnet ”de fyrres vej” referer til de 40 dage det tog at foretage turen.
	Oaserne har altid været steder hvor karavaneruterne mødtes, og derfor behøvede beskyttelse mod angreb fra libyske nomader. Det kan ses i den række af små forposter og forter romerne byggede at beskytte karavanerne på Darb el Arba ìn ruten, omkring Kharga Oasen
	Fra gamle rige er ruten blevet benyttet til transport af importvarer som guld, røgelse, elfenben, krydderier, strudseæg og fjer, levende dyr og mennesker og forskellige planter.

Historie.
	Omgivet af ørken, har oaserne fra gammel tid, været af stor betydning. Først for at kunne kontrollerer ørkenens karavaneveje, siden for deres produktion af landbrugs-produkter.
120.000 fvt.	De tidligste menneskelige bosættelser i oaserne kan dateres til ca. 120,000 år fvt. (palæolitisk tid), senere for ca. 12.000 år siden, har beboerne været omgivet af frodig savanne.
7.000 - 6.000 fvt.	Nyere arkæologiske udgravninger i Siwa, Farafra og Kharga oaserne viser at forskellige grupper, først jægere, derefter samlere og landbrugere i perioden mellem 7000 og 6000 år fvt., tog fast ophold i disse områder.


**		**

3000 fvt.

Senere i den faraoniske periode ca. 3000 år fvt., havde kongerne allerede i Gamle Rige ekspeditioner til oaserne.

Fra 6.dynasti findes, i Dakhla oasen, resterne af en by med et areal på 35 hektar (1 hektar = 10.000 m2). Det viser interessen for at kontrollere karavaneruterne, der går gennem oaserne. Her mødes ruterne fra det centrale Afrika med kurs mod nord, med de øst – vestlige ruter gennem den Libyske Ørken.

I Ægypten var ørkenen, fra myternes tid, anset for guden Seths domæne, da guden blev anset for at repræsenterer der onde, beskrev det ørkenen udmærket.

1550 - 1076 fvt.

Fra Nye Rige fortsatte de ægyptiske konger med at kontrollerer oaserne, med det var blevet sværere at opretholde forbindelsen med Nildalen. Årsagen var at de klimatiske forhold havde ændret sig til det Sahara der er i dag.

664-525 fvt.

Under 26.dynasti gennemgik oaserne en stor udvikling af jordbruget, og blev samtidig vitale for handlen mellem Nildalen og Libyen.

332 fvt. - 400 evt.

Denne udvikling fortsatte til den Græsk – Romerske periode, hvor oaserne inkl. Fayum blev de vigtigst produktions områder for hvede og byg, desuden sesam, oliven olie, vin og selvfølgelig dadler, frugt og grønsager.

Så det er ikke uden grund, at den tidlige græske rejsende, Herodot ”historiens fader" omtaler oaserne som ”De velsignedes øer”.

I det 2.århundrede evt. indførte romerne kameler i den vestlige ørken, som erstatning for æsler, der hidtil var benyttet til korntransporterne. I Romertiden var der romerske garnisoner i en række små forter i fx Dush, Kharga og Bahariya der var med til at kontrollerer imperiets yderste grænser.

Den blev senere at blive en del af den berygtede slavehandel rute mellem Nordafrika og det centrale Afrika.

Kharga Oasen.


**		**


	Kharga Oasen er fra gammel tid kendt som ” den sydlige oase” og er den største af oaserne i den libyske ørken i Ægypten. Den ligger i en sænkning omkring 160 kilometer lang og mellem 20 og 80 kilometer bred, og beliggende ca. 200 kilometer vest for Nildalen.
	I oldtiden var en stor del af sænkningen en sø, hvor store mængder af sandet ler blev aflejret, efter vandet trak sig tilbage, udgør det i dag størstedelen af det dyrkede areal. Oasen får lidt regn, men hoveddelen af vandet der benyttes kommer fra brønde og boringer i den porøse kalk-sandsten der danner undergrunden.
Historie.
	Langs den gamle karavanerute mellem Luxor og Kharga Oasen, har arkæologer fra Oriental Institute of Chicago, udgravet en række strukturer og en stor del af den fundne keramik dateres til Mellemste Rige.
Deportation under Nye Rige	Gennem hele historien har Kharga oasen været et af de steder, der er benyttet ved deportation af uønskede indbyggere fra Nildalen. Med den store afstand til Nildalen, den stegende sommerhede, har gjort oasen ideel til forvisning. Mange beretninger fra Nye Rige fortæller om det, og en række dokumenter fortæller om ekspeditioner, udsendt for at nedkæmpe oprør blande oasens indbyggere.
26.dynasti.	Under Tredje Mellemtid, 26.dynasti med libyske herskere i Ægypten, øges interessen for oaserne, og karavaneruterne beskyttes mod de plyndrende ørkenstammer, som man forsøger at bringe under kontrol.
	Fra dette tidspunkt sker en opblomstring af oasen, og der bygges to templer, Hibis og El-Ghueita, der begge er dedikeret til guderne Amon, hans hustru Mut og deres søn måneguden Khonsu, der udgør den Thebanske triade fra Luxor.
Romerske periode.	I den romerske periode opførtes mindst tyve forter, opført i soltørrede lersten, og af varierende størrelse og funktion, nogle er store landsbyer eller garnisonsbyer, mens andre er små ørken forposter, opført langs karavaneruten. De større fæstninger kan have været bygget på eksisterende bosættelser, men i Romertiden er deres befolkninger voksede hurtigt.
	Mange af de romerske befæstede bosættelser ligger strategisk på bakketoppe. Samtidigt er der i flere forter som Qasr el-Ghueita, Nadura, Qasr Dush og Qasr el-Zayyan, bygget templer der kunne rumme store grupper af mennesker.
	Romerne gik langt for at sikre vand i oasen. Man ved ikke hvordan eller hvornår de oprindelige borehuller er lavet - nogle er over 120m dybe og bliver fortsat anvendes i dag. Romerne udhuggede også lange underjordiske akvædukter i de vandførende sandstens lag, i op til 50 meters dybde. Disse gravearbejder har krævet en enorm mængde af arbejdskraft.

Hibis Tempel.	Hibis Templet ligger i en palmelund ca. 2 km. nord for Kharga by, det er det største og bedst bevarede af templerne i Kharga Oasen. Templet er placeret i en dal sænkning mellem Nadura og Gebel al-Teir, der begge er ”bjerge”, forhøjninger i landskabet. Templets navn Hibis (Ægyptisk = ploven), refererer måske netop dette forhold. I oldtiden, var templet omgivet af en sø, der nu er forsvundet.
Psammetik II.	Opførelsen af templet er påbegyndt Ca.590 fvt under 26.dynasti af Psammetik II. 595-589 fvt. dette tempel var udekoreret.
Darios I.	Under 27.dynasti og perserkongen Darios I. 521-486 fvt, skete den store udbygning og færdiggørelse af det omfattende dekorations-program.
	Templet er indviet til den Thebanske triade Amon (Herre af Hibis), Mut og Khonsu.
	Fra denne tid kommer et stort og enestående væg relief forestiller en bevinget fremstilling af guden Seth, gud over ørkenen og oaser. Han er malet blå, en farve som normalt er forbeholdt luft guder og kæmper med Apophis slangen.


Qasr el-Ghueita.	Navnet Qasr el-Ghueita kan oversættes til " fortet ved den dybe kilde" .
Darios I.	Qasr el-Ghueita er beliggende på en bakketop ca. 25 kilometer syd for Kharga by. Det nuværende fort er opført mellem 521 - 486 fvt. af konge Darios I under den første persiske invasion. Fortet blev opført ovenpå en tidligere faraonisk bebyggelse, benævnt Per-Usekh. Stedet var, allerede under Mellemste rige, berømt for sin vin.
Ptolemæus III.	Templet er dedikeret til den Thebanske Triade, Amon, Mut og Khonsu (der bor i Hibis), og er omgivet af en høj mur, opført i soltørrede lersten. Templet blev senere udvidet i den ptolemæiske periode mellem 285 og ca.100 fvt.
	Ruinerne af sandstens templet består af 4 afdelinger, en forhal (pro-naos), med en række smukke søjler, herfra kommer man ind i en hypostylhal med 4 søjler, der fører ind til en forhal og 3 Sanktuarier (allerhelligste) i templet. Fra forhallen fører en trappe op til taget.
	Under den romerske periode blev templet indbygget i et romersk fort. (1),(2).


Nadura Tempel. Hadrian og Antoninus Pius	Nadura tempel er opført på en bakketop, med udsigt over Hibis templet og ørkenvejen til Nildalen. Navnet betyder ”udsigtspunkt” og er resterne af et lille Khonsu tempel. templet er opført under de romerske kejsere Hadrian og Antoninus Pius i 100-200 evt.
	Omkring templet blev opført en fæstnings mur.
	Templet bestod af 3 rum. Man kan stadig se resterne af forhallen (pro-naos), med en række relieffer med en række guder bla. Mut, Bes, Thot. Men den centrale hal og sanktuariet er forsvundet.

	Stedet har fået en koptisk kirke opført mod sydmuren, og er senere brugt som fæstning i den tyrkisk / osmanniske periode.(1)


**		**

Palmelund i Kharga oasen.


**		**
**		**
	Hibis templet.


**		**

Gebel Ghueita,


**		**

Nadura, Khonsu Tempel og Fort.

Dakhla Oasen.

Artiklen er Under opbygning.

	På vejen mellem Farafra og Bahariya kommer man forbi en del af ørkenen, der minder om et snelandskab. Store vindslebne kalkstens blokke, hver i sin form og facon. ”jorden” et hårdt hvidt kalklag, overstrøet med en masse små sorte sten.
	Den Hvide ørken består af kalksten, kalkskaller af encellede mikroorganismer, der til for ca. 1 million år siden blev aflejret i et lavvandet hav. Her findes også en række større fossiler, skaller, snegle og trilobiter.
	Da vandet trak sig tilbage i tertiærtiden dannedes en blød kalksten, der i modsætning til de omkringliggende sandstensklipper, let udsættes for vind erosion.
	Overalt i landskabet findes små sorte sten af markasit. De er opstået ved at jern i havvand, indgår i en kemisk forbindelse med det svovl der kommer, når organisk materiale omsættes på havbunden.

Hvide Ørken.

	På vejen mellem Farafra og Bahariya kommer man forbi en del af ørkenen, der minder om et snelandskab. Store vindslebne kalkstens blokke, hver i sin form og facon. ”jorden” et hårdt hvidt kalklag, med sand i lavninger, og overstrøet med små sorte sten.
	Den Hvide ørken består af kalksten, kalkskaller af encellede mikroorganismer, der til for ca. 1 million år siden blev aflejret i et lavvandet hav. Her findes også en række større fossiler, skaller, snegle og trilobiter.
	Da vandet trak sig tilbage i tertiærtiden dannedes en blød kalksten, der i modsætning til de omkringliggende sandstensklipper, let udsættes for vind erosion.
	Overalt i landskabet findes små sorte sten af markasit, en variant af pyrit (svovlkis). De er opstået ved at jern i havvand, indgår i en kemisk forbindelse med det svovl der kommer, når organisk materiale omsættes på havbunden.


**		**



**		**

Referencer:

(1) Alberto Siliotti " The Oases " 2007 ( s 38-39)
Richard H. Wilkinson : The Complete Tempels of Ancient Egypt. 2000
Foto: 2014 Anders C. de Voss.
http://en.wikipedia.org/wiki/Kharga_Oasis.
http://www.selectegypt.com/egypt/kharga-oasis-maps.html 2014/06/11
(2) http://www.yale.edu/egyptology/ae_gebel.htm 2014/11/01