Fair use
er et princip i den
amerikanske
lovgivning
om
ophavsret.
Fair use betyder at selvom der er ophavsret på en
ting, kan det godt bruges alligevel uden tilladelse fra
ophavsrethaveren i visse bestemte situationer. Fair
use-princippet omfatter særligt brug i forbindelse med
omtale eller kritik af værkerne. Et tilsvarende
princip findes ikke direkte i dansk
(kontinentaleuropæisk) ophavsret. Den danske
ophavsretslov indeholder i stedet en fast opregning af,
hvilke indskrænkinger i ophavsretten der er tilladt - de
såkaldte låneregler i ophavsretslovens kapitel 2.
Det er disse regler der giver ret til eksempelvis en vis
lovlig privatkopiering. Lånereglerne kan opdeles i 3
kategorier:
- Fri benyttelse
, hvor den omfattede
værksudnyttelse kan ske uden vederlag til
ophavsmanden.
- Tvangslicens
, hvor benyttelsen kan ske uden
rettighedshaverens tilladelse, men hvor der dog skal
betales vederlag for udnyttelsen.
- Aftalelicens
, hvor en benyttelse kan ske i
henhold til en kollektiv aftale. Det særlige ved
aftalelicens er, at også værker, der ikke er direkte
omfattet af den kollektive aftale må benyttes efter
reglerne alligevel.
Blandt de frie benyttelser findes
citatretten i ophavsretslovens § 22, hvorefter det
er tilladt at citere offentliggjorte værker "i
overensstemmelse med god skik og i det omfang, som
betinges af formålet". Denne ret - og særligt
betingelsen om god skik - minder om fair use, men er dog
ikke helt det samme. For eksempel omfatter fair use også
visse benyttelser i undervisningssammenhæng, hvilket i
dansk ret til dels er omfattet af
aftalelicensbestemmelserne. |
Ved brug af
billeder gælder den almindelige ophavsret, specielt
§1 til og med §4:
Bekendtgørelse af lov om ophavsret:
Herved bekendtgøres lov om ophavsret, jf.
lovbekendtgørelse nr. 194 af 11. marts 1997, med de
ændringer, der følger af lov nr. 407 af 26. juni 1998.
Kapitel 1
Ophavsrettens genstand og indhold
Beskyttede
værker
§ 1. Den, som frembringer et litterært eller
kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten
dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt
skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som
musikværk eller sceneværk, som filmværk eller
fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst
eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på
anden måde.
Stk. 2. Kort samt tegninger og andre
i grafisk eller plastisk form udførte værker af
beskrivende art henregnes til litterære værker.
Stk.
3. Værker i form af edb-programmer henregnes til
litterære værker.
Beskyttelsens indhold
§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov
angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket
ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det
tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret
skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden
litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.
Stk.
2. Som fremstilling af eksemplarer anses også det
forhold, at værket overføres på indretninger, som kan
gengive det.
Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt
for almenheden, når
- 1) eksemplarer af værket udbydes til salg,
udlejning eller udlån eller på anden måde spredes
til almenheden,
- 2) eksemplarer af værket vises offentligt,
herunder udsendes i fjernsyn, eller
- 3) værket fremføres offentligt, herunder
udsendes i radio eller fjernsyn.
Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3,
nr. 3, anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed,
der finder sted for en større kreds, som ellers måtte
anses som ikke-offentlig.
§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet
i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på
eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt
for almenheden.
Stk. 2. Værket må ikke ændres
eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller
i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens
litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.
Stk.
3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden
ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og
omfang afgrænset brug af værket.
Bearbejdelser
§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller på
anden måde bearbejder et værk, herunder overfører det
til en anden litteratur- eller kunstart, har ophavsret
til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over det
på en måde, som strider mod ophavsretten til det
oprindelige værk.
Stk. 2. Ophavsretten til et nyt
og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri
benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten
til det oprindelige værk. |