Gudinden Nebethetepet (𓈖𓃀𓏏𓏭𓄤𓂋𓏏𓊪𓏏𓏤 – nbt-ḥtp.t) var en mindre, men teologisk vigtig guddom i det gamle Egypten, særligt knyttet til Heliopolis’ solkult.
Hendes navn betyder “Fruen af Tilfredshed” eller “Hun, der bringer fred gennem offeret”, og det afspejler hendes rolle som personifikation af harmoni og guddommelig tilfredshed.

Nebethetepet blev anset for at være en kvindelig manifestation af solguden Ra, hans skabende kraft og den energi, der gjorde liv muligt.
I flere tekster beskrives hun som Ras “hånd” – et symbol på den feminine side af skabelsen, som sammen med den maskuline solkraft frembringer verden.
I den heliopolitanske teologi blev hun ofte identificeret med Hathor, gudinden for kærlighed og frugtbarhed, hvilket understreger hendes rolle som livgiver.
Hendes navn optræder på tempelinskriptioner, steler og i hymner, hvor hun nævnes som en gudinde, der bringer fred, glæde og skønhed.

Selvom hun ikke havde en omfattende kult eller mange selvstændige templer, havde hun teologisk betydning som symbol på balancen mellem det mandlige og det kvindelige princip i skabelsen.
Nebethetepet udtrykker dermed den egyptiske forestilling om, at kosmos opretholdes gennem samarbejde mellem modsatrettede, men komplementære kræfter.
Nebethetepet havde ikke en egentlig kult i Deir el-Medina, havde hendes symbolik betydning for arbejdernes religiøse liv.
Hun blev set som Ras kvindelige skaberkraft, der bragte fred og harmoni i verden.
For håndværkerne, der byggede kongegravene, repræsenterede hun guddommelig tilfredshed og balance, værdier som var vigtige for både arbejdet og livet i efterverdenen.