Nilens hovedstrøm, består på dette tidspunkt kun af vand med oprindelse i det sydlige Afrika.

De første spor af menneskelig aktivitet omkring Nildalen går tilbage til old-stenalderen for ca. 475,000 år siden. Fra perioden findes grove håndøkser og skrabere, der indikerer jagtmetoder og forarbejdning af skind. (*1)

For ca. 75,000 år siden forfines stenredskaberne, de bliver nu slået i fliser, fra samme stenblok. (flint).

Omkring 30,000 fvt. forbinder den Blå-Nil sig med Nilens hovedstrøm, så der nu fra Lake Tana kommer store mængder ler-slam, der aflejre sig i de strandsøer der opstår, der hvor slammet lukker for hovedstrømmen.

For 18.000 år siden blev klimaet tørrere, og savannen udtørrede, og skrumpede ind til områderne omkring Oaserne og Nildalen. De vilde dyr fulgte vandet og græsset, og jægerne fulgte dyrene. 

Ved Wadi Kubanija syd for Aswan, gjorde en polsk-amerikansk i 1978 er bemærkelsværdigt fund. I forbindelse med en lille boplads med omkring 20 beboere, opdagede man blandt sandklitterne spor efter marker. Her var tydeligvis blevet dyrket en et kornet hvede og byg.

Omkring 10.000 indtræder en ny klimaændring, og den faste beboelse af Nildalen ophører på grund af en øget nedbør i Nordafrika. Nomadiske jæger-samlere erstatter dem, og der er ingen tegn på brug af høstværktøj, de næste 4000 år.

Bopladserne bekræfter eksistensen af en række landsbyer i det flade ørken-område, på randen af det frugtbare land.

Mens store ler-beholdere af groft materiale oftest findes på selve bopladsen, indeholder gravene oftest fint tilvirkede keramiske genstande. Fade, skåle og platter er oftest fremstillet af rød eller brun, poleret ler.

Disse fund fra Badari kulturens gravpladser er de første vidnesbyrd om en højtudviklet dødekult, der senere blev så vigtig i ægyptens historie.Efter som døde blev begravet med deres mest personlige ejendele og i deres eget tøj, havde dødekulten også en funktion som social markør, og bevis for sociale skel.(*2)    

Badari kulturen blev efterfulgt af Naqada, den vigtigste af de forhistoriske kulturer i Ægypten.

I Naqada I bruger man rød poleret keramik, enten ensfarvet eller med sort kant. Foruden fade og tallerkner er de vigtigste genstande store fladbundede kar, der med tiden udvikler sig til flasker og andre beholdere. Rødpoleret lertøj, bemalet med creme-farvede stregmønstre er et af Naqada I.s særkender.

Først brugte man geometriske mønstre, der kan tolkes som stiliserede blomster. I den sene del af perioden begynder man at benytte figurer i dekorationen, mest dyr fra nildalen som flodheste og krokodiller.

Undertiden består dekorationerne af mennesker og dyr, der giver indtryk af at være enten jagt, krigs eller rituelle scener. De første dekorationer med både kommer også fra denne periode. Kvindeidoler optræder hyppigt.

I studierne af den geografiske udbredelse af Naqada-kulturen, har det været muligt at spore en ny livsstil og økonomisk strategi, en ny teknisk videnstruktur, og en ny form for social-organisering." (*3)

Det sortkantede lertøj, der så ofte forekommer i den tidligere periode, bliver mindre almindelig.

Det andet store fremskridt, var fremstilling af en anden type keramik. Man benyttede ler af en type med meget mergel (mergel-ler). Leret er sværere at bearbejde end nilslam, men giver en stærkere, mere kompakt, keramik, der er velegnet til opbevarings beholdere til fødevarer.

Skibet antyder denne mobilitet, og har det udviklet sig til det symbol på dominans, som det senere blev i kulturel og historisk forstand.

Nye karakteristiske former dykker op, specielt et stort antal dyre formede sminkepaletter, der blev brugt til at blande kosmetik på. De skjoldformede paletter, med to fuglehoveder i de øverste hjørner, er forløberen for de dekorerede ceremonielle paletter fra tidlig dynastisk tid."(*4)

Det er en tid med store fremskridt, som det ses i de første eksempler på kunstvanding. Det er herfra, vi gennem de første hieroglyffer, møder det tidligste ægyptiske sprog. Der er også fra denne periode, vi har de første billedlige fortællinger på de rituelle paletter.

Det er fra denne periode man finder de første royale kirkegårde i Ægypten, i Thinis (Umm el-Qa`ab i Abydos), i Naqada og i Nekhen, og en enkelt grav i Gebelin. Disse herskere brugte genkendelige kongelige ikonografier til at udtrykke det ideologiske grundlag for deres magt, og kan derfor kaldes konger.

Det er her man ser den første regelmæssige brug af kongens navn indskrevet i en serekh – paladsfacade, under en Horus falk. De findes på ofte på gravgods som keramik og små brikker af elfenben.