Seneferibre Senusret IV regerede kortvarigt i Øvre Egypten omkring 1582 f.v.t. og nåede mindst sit første regeringsår. Han regnes hos Ryholt og Baker som den sidste kendte regent i det 16. dynasti under Anden Mellemtid. Hans magt var centreret omkring Theben. Senusret IV er især kendt for en kolossal granitstatue og en dateret stele fra Karnak.

Familie
Senusret IV’s vej til tronen og hans slægtskab med Mentuhotep VI kendes ikke. Fødenavnet Senusret kan have været valgt for at knytte regenten til det 12. dynastis stærke tradition, men viser ikke et biologisk slægtskab. Hans forældre, hustru og børn er ukendte. Det vides heller ikke, hvem der overtog magten efter ham.

Regeringstid
Senusret IV regerede omkring 1582 f.v.t. og er sikkert dokumenteret i sit første regeringsår.
En stele fra Karnak er dateret til år 1, anden måned i Shemu, dag 1.

Hans vigtigste monument er den 2,75 meter høje kolossalstatue af rosa granit, Cairo JE 36128/CG 42026, som blev fundet i Karnak i 1901.

Han kendes også fra en blok i Tod og en overligger fra Edfu.
En økseklinge i Petrie Museum, UC 16324, kan muligvis tilhøre ham, men den er også blevet knyttet til Senusret I.
Der kendes ingen sikre ekspeditioner fra hans regeringstid (Baker 2008: 391; Ryholt 1997: 151–162, 388–391).

Grav og mumie
Senusret IV’s grav er ikke fundet, og dens placering kendes ikke. Han kan være blevet begravet i det thebanske område, men der findes ingen arkæologiske beviser for dette. Der er heller ikke identificeret nogen mumie eller noget gravudstyr, som med sikkerhed kan forbindes med regenten.

Eftermæle
Senusret IV efterlod sig et usædvanligt markant monument i den store granitstatue fra Karnak. Hans placering er dog omdiskuteret: Ryholt henfører ham til det 16. dynasti, von Beckerath til det sene 13. dynasti og Dautzenberg til det tidlige 17. dynasti. Det beskadigede navn Senefer[…]re i Karnak-kongelisten kan muligvis henvise til ham. Hvis Ryholts placering er korrekt, var Senusret IV en af de sidste regenter før det 16. dynastis sammenbrud (Dautzenberg 1992: 43–48; von Beckerath 1999: 102–103).