For den kulturelle indvandring i Nildalen, var de klimatiske ændringer i Nordafrika en afgørende faktor. For ca.500,000 år siden, var Vejret var præget af rigelig nedbør, hvilket kan ses af de mange regnvandsfloder, Wadier, der i dag gennemskærer ørknerne på kryds og tværs. Oprindeligt førtes regnvandet der faldt over savanne landskabet, væk gennem disse floder. Nilens hovedstrøm, består på dette tidspunkt kun af vand med oprindelse i det sydlige Afrika.

Dengang for 475,000 år siden, var Sahara en frodig græsslette, beboet af dyr som elefanter, giraffer, vildokser, strudse, gazeller, antiloper og løver, hyæner og andre rovdyr. De samme dyr, som vi i dag ser i Masai Mara i Kenya. De første spor af menneskelig aktivitet omkring Nildalen går tilbage til old-stenalderen for ca. 475,000 år siden. Fra perioden findes grove håndøkser og skrabere, der indikerer jagtmetoder og forarbejdning af skind. (*1)

For ca. 75,000 år siden forfines stenredskaberne, de bliver nu slået i fliser, fra samme stenblok. (flint).

Aterian industri er et navn givet af arkæologer for en type sten værktøjs fremstilling, der nåede Ægypten ca. 40.000 fvt. Værktøjstypen stammer oprindeligt fra området omkring Atlasbjergene i det nordlige Sahara. Navnet Ateriansk refererer stedet Bir el Ater, syd for Annaba i Marokko. Personlig pynt, gennemborede muslingeskals perler er fundet i mindst en udgravning, og er dateret til 82.000 år fvt.

Khormusan kulturen dukker op i Ægypten mellem 40.000 og 30.000 fvt. Kulturen er kendetegnet ved at frembringe genstande, med brug af avancerede værktøjer, ikke kun at forarbejde sten, men også dyreknogler og hæmatit. Der er fundet små pilespidser, men aldrig buer. Khormusan kulturen afsluttes omkring 16.000 fvt. Da der begynder at opstå konkurrence med fremkomsten af nye kulturer.

Omkring 30,000 fvt. forbinder den Blå-Nil sig med Nilens hovedstrøm, så der nu fra Lake Tana kommer store mængder ler-slam, der aflejre sig i de strandsøer der opstår, der hvor slammet lukker for hovedstrømmen.

For 18.000 år siden blev klimaet tørrere, og savannen udtørrede, og skrumpede ind til områderne omkring Oaserne og Nildalen. De vilde dyr fulgte vandet og græsset, og jægerne fulgte dyrene. Da jagtområderne nu blev mindre, finder man herfra de første tegn på mere faste beboelser. På bopladserne er fundet knogler af vildhest, flodhest og vildæsel. Desuden strudseæg og muslinger.

Halfan kulturen blomstrede for mellem 18.000 og 15.000 år siden. langs Nildalen i Ægypten og Nubien. Halfan kulturen udspringer af Khormusan kulturen, og var som den, afhængig af jagt, fiskeri og indsamling af urter og frugter for at overleve. Større koncentrationer af fundne genstande viser, at de ikke har været tvunget til sæsonbestemte vandringer, men man er fastboende i længere perioder. Det primære materiale der er efterladt af denne kultur er stenredskaber, afslag og klippemalerier.

Qadan kultur var en kultur, der opstod i det nordøstlige Afrika cirka 15.000 år siden. Og skønnes at have eksisteret cirka 4.000 år. En lang række udgravninger i øvre Nubien, har bevist eksistensen af en mesolitisk kultur , der benyttede kværnsten, og fremstillede sten-segl til at høste vildt korn langs Nilen. I begyndelsen af ”Sahaba Daru Nil fasen”, hvor en klimaændring begynder udtørringen af Sahara, tvang det beboerne i de libyske oaser, til at trænge ind i Nildalen.

Esna eller Sebilian kulturen. I Ægypten, viser analyser af pollen fundet ved arkæologiske udgravninger, at Sebilian kultur eller Esna kulturen også indsamlede hvede og byg. Domesticerede frø blev ikke fundet.

Ved Wadi Kubanija syd for Aswan, gjorde en polsk-amerikansk i 1978 er bemærkelsværdigt fund. I forbindelse med en lille boplads med omkring 20 beboere, opdagede man blandt sandklitterne spor efter marker. Her var tydeligvis blevet dyrket en et kornet hvede og byg. En datering af afgrøderne med kulstof-14, viser en alder mellem 13.- 14.000 år. Om der er tale om egentligt landbrug er et åbent spørgsmål, men fund af håndkværne på bopladserne, tyder på det.

Omkring 10.000 indtræder en ny klimaændring, og den faste beboelse af Nildalen ophører på grund af en øget nedbør i Nordafrika. Nomadiske jæger-samlere erstatter dem, og der er ingen tegn på brug af høstværktøj, de næste 4000 år.

Førdynastiske periode. Den førdynastiske periode begynder ca. 6000 år fvt, og svarer til den neolitiske periode, og slutter ca. 3100 fvt. Dateringerne af den førdynastiske perioder blev fastlagt, før omfattende udgravning havde fundet sted, og de senere fund viser også en mere gradvis overgang til den dynastiske tid. Den samme gradvise udvikling, der kendetegner de forskellige perioder, er til stede gennem hele førdynastiske periode, og de enkelte ”kulturer” ikke må fortolkes som adskilte enheder, men er en kontinuerlig strøm.

Den førdynastiske periode er normalt inddelt i kulturelle perioder, hver opkaldt efter den lokation, hvor en bestemt type ægyptisk keramik først blev udgravet. Langt størstedelen af førdynastiske fund er fra Øvreægypten, grunden er Nilens årlige aflejring af slam/ silt, deponeret langt mere  slam over Deltaet, og begravede og opløste de fleste genstande.

Badari kultur. Omkring 4500 år fvt. ses den første overgang fra stenalder til den ældste kobber-stenalder i Ægypten. Den ældste kobber-stenalder kultur i Øvre Ægypten repræsenteres af en række bopladser og gravpladser på Nilens østbred ved Badari syd for Asuit.Kronologisk overlapper de tidlige stadier af denne kultur slutningen af Merimde kulturen i nord og ca.4400 fvt i nord og begyndelsen af Naqada I i syd ca. 3800 fvt. Bopladserne bekræfter eksistensen af en række landsbyer i det flade ørken-område, på randen af det frugtbare land.Rester af hytter, og siloer nedgravet i jorden og beholdere til opbevaring af forråd, samt lag, der indeholder affald fra bopladserne viser, at disse menneskers økonomiske aktiviteter bredte sig over et bredt spektrum, herunder landbrug, husdyrhold, jagt og fiskeri. De tidlige landbrugsteknikker krævede ikke særligt meget hårdt arbejde. Floden havde dannet en række naturlige damme og søer på flod sletten, og disse principper for kunstig vanding af afgrøder, kom senere til at danne grundlag for ægyptens landbrug, og det naturlige system blev grundlaget for en udbygning med diger og kanaler.

De døde blev begravet på gravpladser i udkanten af landsbyerne, og de fleste blev anbragt på siden i fosterstilling, med ansigtet vendt mod vest. Som regel var de pakket ind i sivmåtter, og ledsaget af store mængder gravgods. Mens store ler-beholdere af groft materiale oftest findes på selve bopladsen, indeholder gravene oftest fint tilvirkede keramiske genstande. Fade, skåle og platter er oftest fremstillet af rød eller brun, poleret ler. Randen blev oftest sodsværtet med en særlig teknik, der kendetegnet for typen. Før genstanden blev poleret, blev deres overflade dekoreret med rillemønster. Gravene indeholder også en lang række genstande, der primært benyttes til kosmetik og til udsmykning af kroppen. Udskæringer med figurer i elfenben og ben er især bemærkelsværdige. Man har desuden fundet kosmetikpaletter af sten, udskårne salve-skeer, hårnåle, pyntekamme og armbånd af ben og elfenben, halskæder af turkisperler, poleret steatit, muslingeskaller og forskellige sten, man har desuden fundet kobber i form af nåle og perler.

Disse fund fra Badari kulturens gravpladser er de første vidnesbyrd om en højtudviklet dødekult, der senere blev så vigtig i ægyptens historie.Efter som døde blev begravet med deres mest personlige ejendele og i deres eget tøj, havde dødekulten også en funktion som social markør, og bevis for sociale skel.(*2) 

Badari kulturen blev efterfulgt af Naqada, den best kendte af de forhistoriske kulturer i Ægypten.

William Flinders Petrie var den første, der efter hans udgravninger i Naqada i 1894 foretog en inddeling af keramikken i de tre hovedgrupper Naqada I, II og III. Og kaldte de tre perioder Ameratien , Gerzean og Semainean.

4400 – 3500 fvt. Naqada I – Ameratien periode.

“Den ældste del af Naqada kulturen eksisterede parallelt med Badari-kulturen, der geografisk ligger nord for Naqada området, der gradvist voksede ind over Badari, for til sidst helt at erstatte den. Naqada-kulturens udbredelsområde ligger mellem Abydos og Hierakonpolis, hvor de store handelsruter førte fra Oaserne, over Nilen, til Rødehavs kysten. Naqada I ligner Badari-kulturen med hensyn til landbrug, teknik og materielle træk. Et umiskendeligt træk er den håndværksmæssige kvalitet af gravgenstande. I Naqada I. bruger man rød poleret keramik, enten ensfarvet eller med sort kant. Foruden fade og tallerkner er de vigtigste genstande store fladbundede kar, der med tiden udvikler sig til flasker og andre beholdere. Rødpoleret lertøj, bemalet med creme-farvede stregmønstre er et af Naqada I.s særkender.

Først brugte man geometriske mønstre, der kan tolkes som stiliserede blomster. I den sene del af perioden begynder man at benytte figurer i dekorationen, mest dyr fra nildalen som flodheste og krokodiller. Undertiden består dekorationerne af mennesker og dyr, der giver indtryk af at være enten jagt, krigs eller rituelle scener. De første dekorationer med både kommer også fra denne periode. Kvindeidoler optræder hyppigt. Andre typiske genstande er Rombeformede skiffer paletter og skiveformede køllehoveder. Køllehovederne indgik ofte i gravgodset i højtstående mænds gravgods, indtil stridskøllen i historisk tid mistede sin rolle som militært våben, og overgik til gruppen af faraos regalier.

Et afgørende træk veg Naqada-kulturen er dens geografiske dynamik. Med udgangspunkt i Qena, spredte den sig, først mod nord til området mellem Asuit og Fayum Oasen og senere mod syd til området syd for 1.katarakt. Kolonisering af nye ubeboede områder er ikke den eneste mulighed i denne proces, I samme forbindelse må der være foregået en kulturel tilpasning af beboerne, der allerede boede i områderne, og ernærede sig som jægere, fiskere og samlere. I studierne af den geografiske udbredelse af Naqada-kulturen, har det været muligt at spore en ny livsstil og økonomisk strategi, en ny teknisk videnstruktur, og en ny form for social-organisering.” (*3)

Keramik og genstande fra Naqada I.

3500 – 3200 fvt.Naqada II eller Gerzean perioden.

“De arkæologiske fund giver oplysninger om Naqada kulturens videre materielle udvikling. Betragtes flere forskellige træk under èt, kan Naqada fase II spores tilbage til ca.3500 fvt. Det sortkantede lertøj, der så ofte forekommer i den tidligere periode, bliver mindre almindelig.  To nye tekniske fremskridt, får stigende betydning. Den ene var anvendelsen af nilslam, blandet med skåret strå, til fremstilling af keramik der kunne bruges til fremstilling af meget andet end kar og fade.

Det andet store fremskridt, var fremstilling af en anden type keramik. Man benyttede ler af en type med meget mergel (mergel-ler). Leret er sværere at bearbejde end nilslam, men giver en stærkere, mere kompakt, keramik, der er velegnet til opbevarings beholdere til fødevarer.

Den kulturelle udvikling i perioden er karakteriseret af dynamisk vækst, handels-aktiviteter og stor kontakt med omverdenen. Skibet antyder denne mobilitet, og har det udviklet sig til det symbol på dominans, som det senere blev i kulturel og historisk forstand.  Menneskeskikkelser er de eneste andre figurer, særligt kvinder med brede hofter og armene hævet over hovedet. Denne figurform findes også som idoler.

Nye karakteristiske former dykker op, specielt et stort antal dyre formede sminkepaletter, der blev brugt til at blande kosmetik på. De skjoldformede paletter, med to fuglehoveder i de øverste hjørner, er forløberen for de dekorerede ceremonielle paletter fra tidlig dynastisk tid.“(*4)

Keramik og genstande fra Naqada II.

3200 – 3000 fvt. Naqarda III eller Semainean perioden.

Naqada III er den sidste fase af Naqada kulturen. En periode på 200 år fra cirka 3200-3000 fvt. den bliver også kaldt den proto-dynastiske periode eller dynasti 0. Perioden var præget af en løbende proces med politisk forening, der kulminerede i dannelsen af en enkelt stat. Det er en tid med store fremskridt, som det ses i de første eksempler på kunstvanding. Det er herfra, vi gennem de første hieroglyffer, møder det tidligste ægyptiske sprog. Der er også fra denne periode, vi har de første billedlige fortællinger på de rituelle paletter.

Der var under Naqada II perioden opstået en række selvstændige bystater langs Nilen, der var regeret af lokale høvdinge eller konger. Indbyrdes aftaler eller krige reducerede antallet af store stater i Øvreægypten til tre, Thinis (Abydos), Naqada og Nekhen (Hierakonpolis). Regenterne fra Thinis fortsætter deres territoriale ekspansion, de starter med at erobre Naqada, og fortsatte derefter mod nord, og erobrede Nedreægypten. Hvordan kongen i Nekhen har forhold til Thinis er usikker, men de to stater kan have fusioneret fredeligt. Nu med den Thinitiske konge som regent over hele Ægypten.

Det er fra denne periode man finder de første royale kirkegårde i Ægypten, i Thinis (Umm el-Qa`ab i Abydos), i Naqada og i Nekhen, og en enkelt grav i Gebelin. Disse herskere brugte genkendelige kongelige ikonografier til at udtrykke det ideologiske grundlag for deres magt, og kan derfor kaldes konger. Det er her man ser den første regelmæssige brug af kongens navn indskrevet i en serekh – paladsfacade, under en Horus falk. De findes på ofte på gravgods som keramik og små brikker af elfenben.

De fleste ægyptologer mener Narmer både var den sidste konge i Naqada perioden, far til Menes og derved den egentlige grundlægger af 1.dynasti.

Keramik og genstande fra Naqada III.