TT 290 Ini Nefer – Akh ånd

I oldægyptisk religion var akh den højeste og mest fuldendte form for den menneskelige sjæl efter døden.

Når en person havde gennemgået mumificeringen, fået de rette ritualer og bestået dommen i efterlivet, kunne vedkommende “blive til en akh” – en strålende, virksom og udødelig ånd.
En akh var ikke bundet til én verden, men kunne bevæge sig frit mellem de levende og de dødes rige.
Derfor blev akh-ånder betragtet som både hjælpsomme og potentielt farlige. Hvis de blev æret med ofringer og mindet gennem navnet, kunne de beskytte familien og gribe ind i de levendes verden. Men hvis de blev glemt eller ignoreret, kunne de skabe ulykker eller sygdom.
At opnå akh-status var derfor et centralt mål i dødekulten – et tegn på, at mennesket havde opnået harmoni, retfærdighed og et evigt liv i samspil med guderne.

I Pyramideteksterne fortælles det, at når en mand døde, rejste hans Akh til himlen. I teksten i formular 245, i kong Unas pyramide, forenes kongens Akh med stjernerne:

“Denne Unas kommer til dig, oh Nut
Han har lagt hans far i jorden,
Han har lagt Horus bag ham,
Hans magi har udstyret ham.”

Nut himmelgudinden svarer,
” Tag din plads i himlen,
Blandt himlens stjerner,
for du er den enlige stjerne…..”

Akh var den opstandne form af kongen, når han havde genvundet sin mobilitet i underverdenen. Akh ændrede karakter i løbet af den tid det tog den snørklede, ægyptiske mytologi, at udvikle sig.

Langt senere havde de religiøse overbevisninger ændret sig, og i Dødebogen betragtedes Akh som en ond kraft: “Min mund er stærk: og jeg udstyret mod Akh. Lad dem ikke få magt over mig.”