I det gamle Egypten var “Akh” en vigtig del af det egyptiske koncept om sjælen og efterlivet. Akh-ånden repræsenterede den udødelige og lysende del af et menneske, som opnåede en slags guddommelig status efter døden.
For at en afdød kunne blive en Akh, var det nødvendigt at gennemgå visse rituelle handlinger, herunder mumificering og begravelsesritualer.
Disse ritualer skulle sikre, at Ka og Ba kunne genforenes og transformeres til en Akh.

Akhén havde forskellige funktioner efter døden.

At give adgang til efterlivet, og det guddommelige. At blive en Akh betød, at den afdøde havde bestået sin hjertevejning og var værdig til at træde ind i efterlivet. Akh-ånden repræsenterer foreningen af Ka og Ba efter døden, hvilket skaber en udødelig og lysende ånd, der kunne eksistere i efterlivet. Akh-ånden kunne således nyde evig fred og lykke i Aaru, de dødes paradis.

Beskyttelse, ritualer og magi Akh-ånden kunne fungere som en beskytter for de efterlevende familiemedlemmer. Den kunne også tilbyde vejledning og hjælp til de levende, ofte gennem drømme eller åbenbaringer. Akh-ånder kunne også spille en rolle i magiske og rituelle handlinger. De kunne påkaldes for at udføre beskyttende eller helbredende magi.

Som en del af vedligeholdelse af Màat. Som en del af den kosmiske orden (Màat), kunne Akh-ånder hjælpe med at opretholde balance og harmoni både i efterlivet og i den levende verden. De var dermed en del af den større guddommelige struktur.

.

.I Pyramideteksterne fortælles det, at når en mand døde, rejste hans Akh til himlen.
I teksten i formular 245, i kong Unas pyramide (2375-2345 fvt.), forenes kongens Akh med stjernerne:

“Denne Unas kommer til dig, oh Nut, 
Han har lagt hans far i jorden,
Han har lagt Horus bag ham, 
Hans magi har udstyret ham.” 

Nut himmelgudinden svarer,
” Tag din plads i himlen,
Blandt himlens stjerner,
for du er den enlige stjerne…..”

Akh var den opstandne form af kongen, når han havde genvundet sin mobilitet i underverdenen.

Akh ændrede karakter i løbet af den tid det tog den snørklede, ægyptiske mytologi, at udvikle sig.

Langt senere havde de religiøse overbevisninger ændret sig, så i Dødebogens tekst, betragtedes Akh som en ond kraft:  “Min mund er stærk: og jeg udstyret mod Akhs. Lad dem ikke få magt over mig.”

Akh-ånden blev ofte symboliseret som en ibis eller en hejre, begge fugle, der repræsenterer lys og oplysning. Denne symbolik understregede Akh-åndens guddommelige og oplyste natur.