Den præcise oprindelse af tyrekulte er uklar, men det er en af de ældste dyrkelsespraksisser i Egypten. Apis-kulten kan spores tilbage, mindst til Gamle Rige (cirka 2686-2181 f.Kr.). hvor den blev betragtet som Ptahs jordiske inkarnation.
Apis tyren er den kendteste af de hellige ægyptiske tyre. Den kaldes også Hab. Den er et af de få tilfælde hvor ægypterne tilbeder et levende dyr som gud.
Der var kun en Apis-tyr i live ad gangen, så når den gamle tyr døde startede jagten på at finde den nye guddommelige tyrekalv.
Apis tyren skulle have en række tegn i pelsen. Den skulle være sort og have en hvid trekantet blis i panden, over skulderpartiet aftegning af en hvid falk. Under tungen skulle den have mærket af en skarabæ og spaltede halehår.
Når en ny Apis-tyr var fundet, blev den ført til Memphis med stor ceremoniel pomp og blev indkvarteret i et særligt tempel. Festligheder og ofringer fandt sted, og resten af tyrens liv var derefter fyldt med ritualer og den bedste daglige pleje.

Oprindeligt var den et frugtbarheds-symbol men andre egenskaber kom til som tiden gik.
I Memphis blev den betragtet som guden Ptahs budbringer og “strålende sjæl”.
Efter sin død smeltede Apis sammen med Osiris og blev Osiris-Apis, på græsk Serapis. Apis havde også funktion ved begravelser.
I Sentiden blev han på mange kister fremstillet med en hellig tyr løbende med den afdødes mumie på ryggen.
Apis-tyren blev primært dyrket i byen Memphis, som var en af de vigtigste religiøse og administrative centre. Templet til Ptah i Memphis var centrum for Apis-kulten.
At Apis-kulten var populær og af stor betydning i Ægypten i Sentiden kommer til udtryk da den persiske konge Cambyses (525-522 fvt) ankommer til Memphis som sejrherre, kunne han ikke finde på en større fornærmelse mod befolkningen end at slagte og æde Apis-tyren.
I den græsk-romerske periode blev Apis-kulten sammensmeltet med græske religiøse elementer, og guden Serapis blev skabt, som var en kombination af Osiris og Apis samt nogle græske guddomme

Apis Tyr. Bronze Statuette, Højde 11,8 cm. Ptolemæisk 305 – 31 fvt. Kunst-historisches Museum Vien Inv. 5516. Foto Erik Christensen

Når en Apis-tyr døde blev den først balsameret og derefter begravet i Serapenum i Saqqara, der var en del af den memphitiske gravplads.

Serapeum: blev opdaget af den franske arkæolog Auguste Mariette i 1851. Serapeum indeholder store underjordiske kamre, hvor de mumificerede rester af Apis-tyrene blev lagt i store granitsarkofager. Talrige inskriptioner og steler i Serapeum og andre steder giver værdifulde oplysninger om Apis-tyrenes tilbedelse og deres rolle i Religionen.