Aton / Aten var i det gamle Ægypten var betegnelsen for solen som himmellegeme. Solgudens navn blev skrevet Aten (itn) eller Pa-Aten. ”Ra-Horakhte, som jubler i horisonten i sin egenskab af lyset (Shu), som er i solen (Aton)”. Aton er Ra´s fysiske manifestation, som solen. Det er den første gud hvis navn indskrives i en kartouche, hvilket ellers var forbeholdt kongen.
Oprindelsen af guden Aten er usikker, men dyrkelsen af solen som guddommelig kan findes tilbage i den tidlige sol kult i byen Heliopolis. Men dyrkelsen af Aton kan umiddelbart dokumenteres i 4 perioder, først under 12.dynasti 1991-1782 fvt., hvor den er en repræsentation af kongen.
Senere under tidlige 18.dynasti bliver Aton primært dyrket i den kongelige kult. Under Amenhotep III forstærkes tilbedelsen af Aten (Ra) og Akhenaten ændre statsreligionens Rigsgud fra Amon til Aton, i en form hvor kongen er gudens eneste repræsentant på jorden.
Med Akhenatens død 1334 fvt. og Tutankhamuns indsættelse, genindsættes Amun som Rigsgud, og Atens periode er forbi.

Aton er anset for at være både maskuline og feminine på samme tid. Al skabelse mentes at udspringe fra gud og alt eksisterede i guden.
Aton gjorde ingen forskel mellem mænd og kvinder. Og var en Gud af uendelig godhed. “Aten er hvad der giver liv til Maát”, dvs. der gav liv til den retfærdighed og kosmiske orden der herskede i landet.
Aton-religionen omfattede stadig, at man fik evigt liv efter døden. Det foregik ikke længere gennem dødekulten for Osiris, som det gjorde før. Men via Akhenaten og hans førstehustru Nefertiti var de eneste som kunne tilbede Aton direkte.
Der er altså tale om en triade mellem Aton, Akhenaten og Nefertiti.
Monoteisme.
Egyptologer og religionsforskere har, på trods af det, foreslået dette er verdens første monoteistiske religion. Altså at tro på der kun eksisterer en gud, som det i dag gælder, for en række af hovedreligionerne.

De mest kendte templer er i byen Amarna, men før han forlod Theben blev Aton tilbedt i templet Akhenaten, der var anlagt øst for Amon templet i Karnak.

Atens ikonografi ændres over tiden. I de tidligste tider blev Aten forbundet med solguden Ra, og blev under Amenhotep III afbildet som en mand med falkehoved, kronet af en solskive.
I de første år af Amenhotep IV regeringstid blev solen stadigvæk afbilledet som Ra-Horakhte, med falkehoved.
Derefter fra ca.1340 fvt. fremstilles guden ikke som menneske men, kun som solskiven, hvor der for enden af strålerne er hænder der rækker livets tegn, Ankh, frem. I afbildningen af solen ændre figuren sig fra at være en flad skive, til at blive fremstillet som en halv kugle.
Om natten blev Thoth identificeret månen ”Sølv Aton”.

12.dynasti. Referencer til Aten, solen som gud, kendes så tidligt som 12.dynasti 1991-1782 fvt. hvor den er refereret i ”Historien om Sinuhe.”
”I år 30, dag 7. i den tredje måned af oversvømmelsen, gik guden ind i sin horisont. Kongen af Øvre og Nedre Ægypten, Sehetep-Ib-Re (Amenemhet I. døde 11962 fvt.), fløj til himlen, forenet med solskiven, Han, der henrykte solgudens hjerte, fjernede sig til himmelen. Han forenede sig med dagens stjerne, og han forenede sine guddommelige lemmer med den (Ra), som havde skabt dem.”

18.dynasti.
Thotmose I henviste til Aten som gud, i en inskription hugget under hans nubiske kampagner.

Hatshepsut. Et andet eksempel er fra Hatshepsut´s obelisk i Karnak templet, hvis top (”pyramidionen”) oprindeligt var beklædt med det gyldne metal Elektrum, om den hed det ”toppen af obelisken ville skinne på Ægypten som Aton”.

Amenhotep III. Allerede under Amenhotep III eksisterede der en Aton kult, der blev dyrket ved hoffet. Men Aton var kun en af de mange guder, der blev tilbedt af den kongelige familie. Under Amenhoteps III.s regeringstid træder Aton tydeligere frem. Indflydelsen ses blandt andet i navnet ”Den strålende Aton”, en lystbåd han fik bygget til hans dronning Teje, og hvor han, når han sejlede i båden, var symbolet på Aton. Han byggede til sin Heb-Sed fest (30 års regeringsjubilæum), et palads på Vestbredden, som kaldtes ”Neb-Maàt-Ra (kongens navn) er den strålende Aton”. Som det fremgår har Amenhotep III set sig selv som Atons inkarnation. Men at han ikke har undsagt Amon som den øverste gud, ses i forbindelse med hans død og begravelse 1353 fvt., hvor han begraves efter de gamle ritualer.

Under Amenhotep III.s regeringstid udvikler der sig en strid i Theben, mellem kongen og præsteskabet fra Amon templet i Karnak. (Konflikten er måske i virkeligheden et forsøg på at begrænse templets / præsternes økonomiske magt). der igen indebar at præstestanden , på denne måde blev frataget deres privilegier.

Amenhotep IV. = Akhenaten 1350-1334 fvt.
Akhenaten viderefører og forstærker konflikten, der kulminerer ved at hoffet og gudens kult flyttes til den nye hovedstad Akhetaton ”Akets horisont” eller Amarna. denne tid kan opdeles i to perioder.

Periode I.
År 1 til 9. Det var ikke før Akhenaten blev konge, at Aten blev den øverste gud i Egypten. Per-Aten, (Atens hus) er det første tempel dedikeret til Aten, det blev bygget i Karnak, side om side med rigsguden Amons tempel. Hvad Amons præster fra begyndelsen mente om Aten, og det nye tempel ved vi ikke, men efter Akhenaten regeringstid, blev templet revet ned.

Mellem 1930 og 1950erne blev der i Karnak fundet 35,000 talatat blokke fra det demonterede tempel. I modsætning til Amon templet, der var lukket og mørkt, var Atens tempel opført med åbne gårde, med sol altre omgivet af søjler, og kolossal statuer af Akhenaten. Et område af tempel kaldet Gem-Pa-Aten, “at finde Aten”, var viet til dronning Nefertiti og hendes døtre.

Periode II.
År 9 – 17. I Amenhoteps år 9 sker den store omvæltning, kongen skifter navn til Ahkenaton, som betød ”Den som er god for Aton” eller ”Atons ånd”. Akhenaten blev Atens talerør. Han flyttede hoffet til Amarna, hvor han har opført en ny by, viet til Aton. Han forbyder dyrkelsen af andre guder end Aten. Han omdefinerer samtidigt Aten, der nu bliver en sammen smeltning af Ra-Horakhte og Shu, der manifesteres i solskiven.
Den nye doktrin hævder, at alle skabninger er børn af solen og kongen er hans budbringer, og eneste profet på jorden. og den eneste, der efter sin død forenes med Aton.

Alle andre vil som hos Osiris, i underverdenen, arbejde som de gjorde medens de levede.

Tutankhamon.
Efter Akhenatens død og Tutankhamon´s magtovertagelse, blev Amarna forladt og kongen og hoffet flyttede tilbage til Theben. Præsterne i Karnak templet sikrede en tilbagevenden til den traditionelle tro med Amon som gudernes konge og alle de andre i gudekredsen. Samtidigt blev alle spor efter Aton dyrkelsen destrueret.

Ahkenaten`s Solhymne.
Sol hymnen til Aton, har kong Ahkenaton som forfatter, og anses for at være en af de smukkeste hymner skrevet i det gamle Ægypten.
Akhenaten har haft flere formål med hymnens tekst. Første: Han har en ny religion, der i modsætning til de gamle ikke har en mytologi eller en skabels beretning, der kunne fortælle om gudens væsen, egenskaber eller formåen.
For det andet har han brug for et skrift der gør ham til solens søn og bekræfte hans og hans families guddommelighed.
Hymnen bliver analytisk opdelt i tre hoveddele.
1.del beskriver hvad der sker ved solopgang, mennesker og dyr vågner, dagens begyndelse beskrives som en tilbedelse af Aton.
2.del handlet om hvordan Aton lader livet opstå og nærer det, i moderskødet og i naturen.
3.del begynder ved ” Du stiger op i din skikkelse af den levende Aton,” udtrykker tanken, at solguden ved sin opstigning om morgenen, og gennem dagen bliver et med alt den stråler på. Her forenes Ra-Horakhte med Shu og Atum i Aton.

Du kom til syne skøn i himmelens horisont, Du levende Aton, livets ophav.
Når du står op i den østlige horisont, så du fylder alle lande med din skønhed.
Du kom til syne skøn i himmelens (den østlige) horisont.
Du levende Aton, livets ophav.
Når du står op i den østlige horisont, så du fylder alle lande med din skønhed.
Når du skøn, og stor, og strålende, og ophøjet over et hvert land.

Sådan omslutter dine stråler landene,
indtil grænserne af alt hvad du har skabt.
Du er Ra, du trænger ud til deres grænser,
du betvinger dem for din elskede søn. (Akhenaten)
Selv om du er fjern, så er dine stråler på jorden,
og du er i menneskenes ansigt, (men) din vandring kendes ikke.

Når du går ned i den vestlige horisont,
så er jorden i mørke, som var den død.
Man sover i kamrene med tilhyllet hoved,
Det ene øje ser ikke det andet.

Alle deres sager, som er under deres hoveder,
røves, uden de mærker det.
En hver løve kommer ud af sin hule, alle slanger bider,
for mørket er deres grav, og jorden ligger øde,
og deres skaber hviler (er gået ned) i sin horisont.

Når du ved daggry stråler i horisonten, og skinner som Aton om dagen,
så fordriver du mørket, og skænker dine stråler.
Så er de to lande (Ægypten) i fest,
mennesker vågner og står på sine fødder,
– Du har oprejst dem -,
man tvætter (vasker) sine lemmer og griber sine klæder, deres (hævede) hænder tilbeder din tilsynekomst,
hele landet udfører sit arbejde.

Alt kvæg er nyder sin græsgang, træer og urter grønnes,
fuglene flagre ud af deres reder, deres vinger lovpriser din Ka.(solen)

Alt vildtet springer på deres ben, alt som flyver og flagre, det lever når du er stået op for dem.
Skibene sejler mod nord og syd, hver vej er åben ved din tilsynekomst.
Fiskene i floden springer op mod dig, dine stråler er i havets dyb.

Du, der giver vækst til kvinders frugt, du der skaber sæd i manden, du der giver liv til sønnen i moders liv,
du der beroliger ham, så at han ikke græder.
Du! amme i moderskødet, du giver livsånde, for at levendegøre alt, hvad du har skabt.
Når det (barnet) kommer frem af moderskødet, til lyset, på fødslens dag, så åbner du hans mund med det første skrig, og du bereder hans underhold.

Når kyllingen pipper i ægget, så giver du den livsånde der inde, for at holde den i live.
Du giver den dens fulde vækst, til den inde fra bryder ud.
Når den bryder ud af ægget for, at pippe af fuld kraft.
Så løber den bort på sine ben, så snart den er kommet ud derfra

Hvor mangfoldigt er det som du har skabt, det er skjult for ansigtet.
O, Du eneste gud, hvis lige ikke findes.
Du skabte verden efter din vilje, da Du var alene, med mennesker, kvæg og vilde dyr, alt som er på jorden, der går på sine fødder.
Alt det, der for oven, som flyver på sine vinger.
Mennesker i fremmedlandene i Syrien og Nubien, og Ægyptens land,
Du sætter hver person på sin plads, Du bereder deres underhold,
så enhver har sin føde, og hans livstid er beregnet.
Deres tunger er adskilt i med hensyn til sprog, menneskenes skikkelser ligeså; Deres hud er forskellig, da du skelner mellem fremmedfolkene.

Du skaber Nilen i underverdenen, Du bringer den her, efter behag, for at give menneskene liv.
Du er herre over dem alle, og bekymre dig for dem, Du herren over alle lande, hvor du står op.
Du dagens Aton (sol), stor og mægtig på himmelen, alle fjerne fremmedlande lader du leve.
Du lader en Nil fra himmelen (regn) stige ned til dem, og frembringe bølger på bjergene, ligesom havet, og væder deres marker på deres beboede steder.

Hvor fortræffelige er dine beslutninger. Du neheh-evighedens herre!
Nilen i himmelen giver du til fremmedfolkene, sammen med alle ørkenens (vilde) dyr, der løber omkring på deres ben.

Men den virkelige Nil kommer fra underverdenen til Ægypten.

Så rammer dine stråler hver ager.
Når du står op, lever de ved dig og trives ved dig.

Du skaber årstiderne for at give alt, hvad du har skabt vækst, vinteren for at kølne menneskene, sommeren for at de kan smage dig.
Du har skabt den fjerne himmel, for at stige op på den, for at se alt, hvad du har skabt.
Du er den eneste.

Du stiger op i din skikkelse af den levende Aton, stråler og skinner, fjerner dig og kommer tilbage.
Du skabte millioner af skikkelser, ud af dig alene, byer, landsbyer, marker, vej og flod.
Hvert øje skuer dig, når du er over det (øjet) – Thi, du er dagens Aton over jorden.
Verden blev til ved din hånd, ligesom du skabte den.

Skønt Du er i mit hjerte, så er der ingen der kender dig, kun din søn, Nefer-khepru-Ra-ua-n-Reu, (Akhenaten) ”eneste søn af Ra”.
Lad ham være kyndig i dine planer og din kraft.

Jorden er underlagt dig, for du skabte dens beboere. Når du stiger op for den (jorden), så lever den, når du går ned, så dør den.
Du er i dig selv levetiden, man lever gennem dig.
Øjnene dvæler ved din skønhed, til du går ned.
Man lægger alt arbejde til side, når du går ned i vest.
Når du stiger op, så bringer du trivsel til kongens (… mangler).
Alle som (… ), siden du skabte jorden, oprejser Du for din søn, der er udgået af dit liv, Kong Akhetaten og hans gemalinde Nerferti-ati.