I byen Mendes i det østlige Delta, var der en vædderkult under Mellemste Rige (2055-1650 fvt.), hvor en vædder, ligesom Apis-tyren, blev valgt til at erstatte den tidligere vædder.
Når den døde startede præsterne deres søgen efter en der havde en række specielle
karakteristika, der sikrede at det var det dyr til formålet. Når den tidligere vædder døde, blev det antaget, at dens sjæl vandrede over i den nye Mendes vædder, på det tidspunkt, hvor den blev installeret i templet med alle de nødvendige ceremonier og ritualer. Dyret ville så leve resten af sit liv, i et område af templet, indrettet til ham som, det guddommelige
Oprindeligt blev han fremstilles som em vædder med vandrette ”proptrækker” horn, og en Uræus slange mellem hornene. Han blev ofte afbildet som en vædder med store, buede horn eller som en menneskeskikkelse med vædderhoved.
Vædderen i Mendes kaldt Ba-Neb-djet, Banebdjed eller Banebdjedet, – ”Baén af Djed” ellers kan det også oversættes til “Vædderen fra Mendes”, og ”Osiris Ba” (sjæl), og efter som den samtidigt blev anset for ”Res liv”, ”Shus liv”, og ”Gebs liv”, blev den legemliggørelsen af et kosmisk firkløver, der blev beskrevet som én gud med fire hoveder på én hals.