Igennem Ægyptens oldtidens havde guderne og kongerne en række forskellige kroner, de blev afbildet med, hvis stil og symbolværdi varierede. Kronerne symboliserer kongers, dronningers og guders magt. Kronerne er omtalt i mange tekster og ofte afbildet som statuer i templer og grave, og er i dag det eneste bevis for deres eksistens. Ingen kongekrone er nogensinde blevet fundet. Dette har givet anledning til den teori, at der kun har været én af hver krone, til enhver tid, og at de blev overleveret fra konge til konge.

Den hvide krone (hedjet = ”den hvide”) var kronen for Øvreægypten. Den var formet som en høj kegle med en kugleformet afslutning.
Den er først afbildet på kong Skorpions ceremonielle våben, et køllehoved, der stammer fra den prædynastiske periode Naqada II. Men også på kong Narmers palette fra ca.3100 fvt. er han vist med den hvide krone, mens han viser besejrede fjender. På den modsatte side er den Røde Krone afbildet.
Som gudinde for Øvreægypten beskyttede gribbe-gudinden Nekhbet den hvide krone.

Den røde krone (deshret = ”den røde”) der symboliserede Nedreægypten ser ud som en flad cylinder, der var lavest fortil, og bagpå strækkes op på midten til en høj cylinder. Øverst en spole, der stak frem mod fronten.
Der findes en lang række statuer og afbildninger der viser kongen iført den røde krone.
Den røde krone blev beskyttet af gudinden Wadjet, fremstillet som en kobraslange.
Det er stadig et mysterium hvad der blev af “den Røde Krone” når den ikke længere blev benyttet.

Den dobbelte krone, hed på ægyptisk Pa sekhemti = (”den Mægtige”) var en kombination af den hvide og den røde krone, og derved symboliserede foreningen af de to lande -​​Øvre og Nedreægypten.
Det ægyptiske pa sekhemti kommer via oldgræsk til at blive et egyptologisk og arkæologisk fagudtryk ”peshenet” = (den ægyptiske konges dobbeltkrone).

Nemes var et hovedklæde lavet af stribet stof, der var glat over panden og fastgjort så det faldt ned af ryggen. To af klædets folder hvilede på skuldrene. Den var forrest udsmykket med Uræus-diademet, der beskyttede kongen.

Den blå krone eller krigskronen, kendt som khepresh på egyptisk.
Den tidligste kendte omtale af khepresh findes på Kairo-stelen, som dateres til farao Neferhotep III’s regeringstid under den Anden Mellemperiode.
Denne krone blev særligt fremtrædende i det Nye Rige, hvor mange faraoer er afbildet iført den i militære sammenhænge.
Der er endnu ikke fundet et originalt eksemplar af en khepresh.
Som med mange andre kongelige kroner var en uraeus (kobra) fastgjort på forsiden af khepreshen.

Gudekroner:

Atef eller fjer kronen ligner i sin enkleste udgave den hvide krone med to strudsefjer, og en skive fastgjort til toppen, eventuelt yderligere et par vædderhorn. Den blev båret af guderne ved religiøse ceremonier og begravelses ritualer.
I ptolemæisk tid kan fremstillingerne være udvidet med flere horn, en eller flere solskiver og adskillige kobraslanger.
Atef kronen er karakteristisk for dødsguden Osiris, og kongen bærer Atef kronen, når han fremstilles i skikkelse af Osiris, og i andre rituelle situationer der i dag ikke præcist forstås.

Gudernes kroner havde ofte særlige egenskaber, der blev identificeret, med den pågældende gud. Ofte er en gudekrone kombinationen af guden og dens hellige dyr. Eksempel, Vædderen er Amons hellige dyr, så han fremstilles med vædderhorn på sin krone.
Symbolerne for guderne ændret sig over tiden, og i den ptolemæiske periode (332-32 fvt.), blev der i gudekronerne indarbejdet mange forskellige elementer, der viste, at guden eller kongen var forbundet med flere andre guder.

Hathors krone vises som et par kohorn der omslutter en solskive. De symboliserede hendes helligt dyr, koen og hendes forening med solen, som datter af Ra.

Isis krone var oprindeligt hieroglyffen for “trone”, der symboliserede hendes tætte forhold til kongen. Senere, da Isis og Hathor blev tæt forbundet, fik Isis en krone, som Hathor, et par kohorn der omslutter en solskive.

Amon Krone.