Øresteler var små votivsteler, som blev rejst i templer og helligdomme i det gamle Egypten, især i Det Nye Rige (ca. 1550–1070 f.Kr.).
De er opkaldt efter deres mest karakteristiske motiv – afbildninger af menneskeører – som symboliserede gudernes evne til at høre menneskets bønner.
Ørestelerne udtrykker en form for personlig fromhed, hvor almindelige egyptere henvendte sig direkte til guderne uden præsternes mellemled.
De blev ofte opstillet af håndværkere og borgere i områder som arbejderbyen Deir el-Medina til gudinden Nebethetepet/Hathor og Theben 8 Karnak, hvor man bad guder som Amun, Ptah og Hathor om hjælp eller helbredelse.
Stelerne blev oftest udført i kalksten og kunne vise ét eller mange ører, undertiden ledsaget af korte indskrifter som “Må Amun høre min stemme, når jeg kalder.”
Gentagelsen af ører skulle forstærke bønnen og sikre gudens opmærksomhed. Nogle steler viser også øjne eller ansigter, hvilket understreger gudens evne til både at se og høre de troende.
Disse steler viser, at religionen i det gamle Egypten ikke kun handlede om faraoens og statens store ceremonier, men også om den enkeltes håb og behov for at blive hørt. Ørestelerne er derfor et vigtigt vidnesbyrd om den nære og personlige side af den egyptiske tro.

Usersatet´s ørestele. Nye Rige 18.dynasti 1500 -1292 fvt. Kalksten 17,5 x 14 x 5,3 cm. Fra Deir el Medina Turin Cat.1546 (foto: Ec. 2011)