I Ægypten har der tilbage fra Gamle Rige været flere skabelsmyter, tre forskellige myter opstod tre forskellige steder i landet, i Heliopolis, Hermopolis og i Memphis. I hver af disse byer skabte præsterne skabelsmyter der passede til de lokale guder.
I Heliopolis ” Solens by” opstod i tiden under Gamle Rige 2686-2181 fvt., En skabelsesberetning, Ennead´en, (ni gudekredsen) der beskæftiger sig med spørgsmålet: “Hvordan bliver man mange”, et forsøg på at forklare universets sammenhænge.

I myten rejste der sig en høj fra urhavet, Nun eller Kaos. På højen var Atum / Re der opstår spontant fra urhavets kaos og på magisk vis, befrugter sig selv. Han skabte guden Shu (luft) og gudinden Tefnut (fugtighed) Dette gudepar blev forældre til jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Shu adskilte himmel og jord ved at løfte Nut. Geb og Nut fik børnene Osiris, Seth, Isis og Nephtys. Og Horus den ældste.

Seth (Set, Suetekh. Tyfoeus, Tyfaon, Tyfos.) blev symbol på kaos, sammenbrud og naturkræfterne. Han herskede over ørknerne “det røde land”, og Seth kaldes derfor også den Røde gud. modsat Osiris der herskede over “det sorte land” (Nildalen og Deltaet). Han er også hersker over ikke ægyptiske lande Libyen , Nubien og Asien.(Palæstina).

Seth vises som en mand med Seth-dyrets hoved. Over tid sker der ændringer i Seths relationer. Tidligt danner han par med søsteren Nephtys. Han er far til Anubis, og onkel til Horus den yngre.
Hans anden partner var gudinden Tawaret, en guddom med flodhesthoved, der beskyttede kvinder ved frugtbarhed og fødsel. Hun var også beskytter af nyfødte og små børn.

Farao Peribsen fra sent 2.dynasti (ca.2775-2650 fvt.) var den første konge der identificerede sig med Seth, og gav sig selv en Seth-titel i stedet for det traditionelle Horus-navn.
Hans efterfølger, Khasekhemwy, tog både et Horus og Seth navn i hans titulære, hvilket afspejler de to guders mytiske sammensmeltning.

Under Hyksos perioden (1650-1550 fvt.) var Seth øverste Rigs-gud, og blev tilbedt i Avaris, i det nordøstlige delta, og blev her identificeret med den kanaanæiske stormgud Baal. I løbet af denne tid var to Hyksos-gudinder, Anat og Astarte, Seths partnere.

Et af kult-centrene for Seth var i Ombos. Det meste af templet er nu en ruin, men det, der er tilbage, kan dateres til 18.dynasti (1550-1295 fvt). under udgravnig blev der fundetet stort scepter, som Amenhotep III (1390-1352 fvt.) dedikerede til Seth. Dette er det største enkelte fajanceobjekt fundet i Egypten.

Senere under 19.Dynasti (1295-1186 fvt.) blev han stats-gud sammen med Amon og Re i Karnak og Ptah i Memphis, som den fjerde af de vigtigste guder i kosmos.
Seth blev nu anset som en krigsgud, der kunne skabe splid blandt Egyptens fjender.

Rammesidekongerne kom oprindeligt fra Avaris, og må på den måde haft baggrund i Seth-kulten i deltaet. At hans indflydelse i perioden er stor kan ses ved valg af kongenavnene for Seti I, Seti II. og Setnacht. Det er også i denne periode man i Amduat, forstærker billedet af Seth som beskytter af Re, under solgudens rejse gennem de 12 nattetimer , stående i forstavnen af hans bark, mens han dræbte Res fjende, slangen Apopis.

Under 25 Dynasti (747-656 fvt.) og tiden med Assyrisk overherredømme, bliver Seth sat i forbindelse med alt hvad der er ondt, og alt der kom udefra. I ørknerne hvor Seth herskede, blev han unfer 26.dynasti (656-525 fvt.) værdsat og lovprist som i Hibis Templet i Khaga Oasen, opført under Psamik II (595-589 fvt.).

De mytiske fortællinger om Seth fortsætter i den Ptolemæiske periode (332-30 fvt.) og den tidlige romerrske periode. I Horus templet i Edfu, har man i en lang række relieffer, på den indre tempelmur, vist fortællingen om kampen mellen Seth og Horus, og Seth der bliver spist som en kage. I græsk og romersk tid ser det ud til man i Ægypten har brugt navnene Seth og Tyfon efter behov.
Tyfon ligestilles af den græske forfatter Plutarch med den ægyptiske gud Seth. I hans bog “De Iside Et Osiride” (Isis og Osiris). Han bruger konsekvent Tyfon når han fortæller om Seth. Han er den græske gud for uro og ondskab og kaos.
Tyfon er søn af den græske modergudinde Gaia og Tataros. Tyfon var det største af Gaias børn, Han ragede op over bjergene, og hans hoved rørte ved stjernerne, og hans arme rakte fra solopgang til solnedgang. Hundrede slanger voksede ud fra hans overkrop, og de brølede som hundrede tyre, og kroppen var udstyret med tusindvis af vinger.
Tyfon-dyret. Er et mytologisk væsen forbundet med guden Seth, dyret ligner en sjakal med en myresluger snude, firkantede ører, og en kløftet hale. Det Tyfoniske dyr var forbundet med den græske gud for kaos, Tyfon.

 

Der var to store festivaler forbundet med Seth.
Den ene var de epagome dage, de sidste fem dage før Rempet eller nytår.Da det ægyptiske år bestod af 12måneder af 30 dage, var året 360 dage. Det var de dage, hvor Nut fødte de fem guder Osiris, Horus, Seth, Isis og Nephthys. Egypterne hædrede hver af dem på deres fødselsdag.
En anden festival var omkring Horus templet i Edfu, den involverede en rituel genopførelse af slaget mellem Seth oh Horus. Enten kongen eller en præst ville have en kage udformet som en flodhest, der symboliserede Seth. Kagen blev skåret ud og spist som afslutning og symbol på Horus sejer over Seth.

 

 

Uddrag om Seth fra myten om Isis og Osiris (efter Plutarch).
Seth er bror til Osiris, ifølge myten er han den onde brodermorder, der må tage kampen op mod Osiris` søn Horus, der gør krav på tronen, som retmæssig arving efter hans far. Seth og Horus udkæmper en lang kamp, hvor begge kommer voldsomt til skade, Horus mistede et øje og Seth sine testikler, men kan ikke besejre modstanderen. fortællingen slutter med en retssag som Horus vinder og guden Thoth heler deres skader.

Mordet på Osiris.
Men han havde lagt sine planer med hjælp fra to og halvfjerds af hans onde venner og Aso den onde dronning af Etiopien. Hemmeligt havde Seth indhentet nøjagtige mål af Osiris krop, og lod fremstillede en smuk kiste, der blev lavet så den kun passede til ham. Den var lavet af de sjældneste og mest kostbare træsorter, cedertræ bragt fra Libanon og ibenholt fra Punt i sydligste af Det Røde Hav.
For ingen skov vokser i Egypten undtagen bløde og ubrugelige palmer.

Seths fest for Osiris.
Så Seth holdt en stor fest til ære for Osiris, men de øvrige gæster var de tooghalvfjerds medsammensvorne. Det var den største fest, der dengang var set i Egypten og maden var mere indbydende, vinene stærkere og de dansende piger smukkere end nogensinde før.
Da Osiris hjerte var gjort fornøjet med fest og sang, blev kisten bragt ind, og alle var forbavsede over dens skønhed. Osiris beundrede det sjældne cedertræ indlagt med ibenholt og elfenben, med mindre sjældent guld og sølv, og malet indvendigt med tallene for guder og fugle og dyr, og han ønskede den meget. “Jeg vil give denne kiste til den, til den, den passer nøjagtigt!” råbte Seth
Straks begyndt de sammensvorne at prøve den efter tur for at se, om de kunne vinde den. Men en var for høj og en anden for kort, en var for fedt, og en anden for tyndt – men alle prøvede forgæves. “Lad mig se, om jeg vil passe ind i denne pragtfuld stykke arbejde,” sagde Osiris, og han lagde sig ned i kisten, mens alle de samledes lydløst omkring den. “Jeg passer nøjagtigt, og kisten er min!” råbte Osiris.
“Den er faktisk din, og det skal være så evigt!” hvæsede Seth da han smækkede låget på kisten. Derefter sømmede han og de sammensvorne hastigt låget på kisten og forseglede alle sprækker med bly. Så mennesket Osiris døde i kisten og hans ånd gik mod vest på tværs af Nilen, ind i Duat stedet for prøvning, men derfra til Amenti, hvor de lever for evigt, som har levet godt på jorden og har bestået domme af Duat, kunne han ikke komme endnu.
Seth og hans kammerater tog kisten der indeholdt Osiris krop og kastede den i Nilen, og Hapi Nilguden bar den ud i Det Store Grønne, hvor det blev kastet rundt i mange dage, før den blev kastet i land på den fønikiske kyst nær byen Byblos.

Seth finder Osiris.
Men det skete sådan at Seth kom vildsvinejagt med sine hunde, jagende om natten efter sin sædvane, da han elskede mørket, hvor onde ting er omkring. I lyset fra månen, så han kisten af cedertræ træ indlagt med ibenholt og elfenben, med guld og sølv, og genkendte den ved synet kom had og vrede til ham i en Rød Sky, og han rasede som en panter fra syden. Han flåede kisten op, og tog Osiris legeme og delte det i fjorten stykker ved hans guddommelige styrke, og han spredte dem op og ned i hele Nilens længde, således at krokodiller kan spise dem “Det er ikke muligt at ødelægge kroppen af en gud!” råbte Seth. “Dog har jeg gjort det – for jeg har ødelagt Osiris!”
Hans latter rungede gennem landet, og alle der hørte det rystede og skjulte sig. Nu måtte Isis begynde sin eftersøgning én gang til. Denne gang havde hun hjælpere, for Nephtys forlod hendes onde mand Seth og kom til hendes søster.
Og Anubis, søn af Osiris og Nephtys, der har form af en sjakal, hjælper med eftersøgningen. Når Isis rejste gennem landet var hun var ledsaget og bevogtet af syv skorpioner.( Myten om Isis og de syv Skorpioner).

Kampen mellem Horus og Seth.
Da han hørte dette vidste Osiris, at tiden var inde for Horus at erklære krig mod Seth, og bød ham at samle en stor hær og sejler op af Nilen for at angribe ham i ørkenen mod syd. Horus samlede hans styrker og forberedte sig på til at indlede krigen. Og Re selv, den skinnende far til guderne, kom til hans hjælp i hans eget guddommelige båd, der sejler over himlen og gennem farerne i underverden.
Før de satte sejl trak Re Horus til side for at stirre ind i hans blå øjne, for uanset hvem der ser i dem, guder eller mænd, ser fremtiden afspejlet der.
Men Seth så på, og han tog form af et sort vildsvin – sort som en tordensky, skræmmende at se på, med stødtænder som kunne fremkalde rædsel i tapreste hjerte.
I mellemtiden sagde Re til Horus: “Lad mig stirre ind i dine øjne, og se, hvad der vil komme ud af denne krig.” Han stirrede ind i Horus øjne og deres farver var den som ´det store grønne` når sommerhimmelen bliver det dybeste blå. ” Mens han stirrede passerede det sorte svin forbi og distraheret ham, så han udbrød, “Se lige her! Aldrig har jeg set så stort og skræmmende et svin.”
Og Horus kiggede, men han vidste ikke, at det var Seth, men troede, det var et vildsvin der kom ud af et krat i nord, og han ikke var klar med en amulet eller et magisk ord for at beskytte sig mod fjenden. Da sendte Seth en ånde af ild mod Horus øjne, og Horus skreg af smerte og stort raseri. Han vidste nu, at det var Seth, men Seth var forsvundet øjeblikkeligt og kunne ikke fanges.
Re fik Horus bragt til et mørkt rum, og det varede ikke længe før hans øjne kunne se igen, så klart som før. Da han var helet var Re vendt tilbage til himlen, men Horus var fyldt med glæde, han kunne se igen, og da han satte op ad Nilen i spidsen for sin hær, delte landet på begge sider hans glæde og blomstrede i foråret. Der var mange slag i denne krig, men den sidste og største var i Edfu, hvor det store tempel for Horus står den dag i dag til minde om det.

Slaget mellem Horus og Seth.
Seth og Horus hære mødte hinanden blandt øerne og vandfaldene ved første katarakt.
I form af en rød flodhest af gigantisk størrelse, sprang Seth op på øen Elephantine og udstødte en stor forbandelse over Horus og over Isis, “Lad der komme en rasende storm og en mægtig oversvømmelse over mine fjender!” udbrød han, og hans stemme var ligesom torden der rullende over himlen fra syd mod nord.
Straks brød en storm løs over bådene med Horus og hans hær, vinden rasede og vandet blev presset op i store bølger. Men Horus holdt kursen, hans egen båd glimtede gennem mørket, og dets bov skinnede som et glimt af solen.
Ved Edfu, vendt Seth rundt og gjorde front mod forfølgerne skrævende over Nilen, så enorm en rød flodhest var han.
Men Horus tog skikkelse af en smuk ung mand, tolv fod høj. I hans hånd holdt han en harpun, tredive fod lang med en klinge seks fod bred på det bredeste sted. Seth åbnede sine mægtige kæber for at ødelægge Horus og hans tilhængere, når stormen slog deres både til vrag.
Men Horus kastede harpunen, og den ramte dybt ind i hovedet på den røde flodhest, dybt ind i hans hjerne.
Det ene stød dræbte Seth ´den store onde´, fjende af Osiris og guder – og den røde flodhest sank død om på Nilens bred i Edfu.
Stormen gik over, floden sank og himlen var klar og blå igen.