I Ægypten har der tilbage fra Gamle Rige været flere skabelsmyter, tre forskellige myter opstod tre forskellige steder i landet, i Heliopolis, Hermopolis og i Memphis. I hver af disse byer skabte præsterne skabelsmyter der passede til de lokale guder.

I Heliopolis ” Solens by” opstod i tiden under Gamle Rige 2686-2181 fvt., En skabelsesberetning, Ennead´en, (ni gudekredsen) der beskæftiger sig med spørgsmålet: “Hvordan bliver man mange”, et forsøg på at forklare universets sammenhænge.

Shu er legemliggørelsen af luften. Han adskiller himmelen og jorden, er “søn af Re” og som sådan kæmper han på solens vegne. Som luftens gud var det hans pligt at holde hans børn adskilt, Geb der var jorden og Nut der var himmelen. Hvis han nogensinde lod dem forene sig ville kaos returnere til verden.

En anden vigtig opgave for Shu var at holde stigen til Himmelen, så de afdøde kunne kravle derop.

Shu bliver vist som en mand med skæg, der på hovedet bærer mellem en, og fire strudsefjer.

Shu og Tefnut er forælder til Geb og Nut, og de er skabelsens andet gudepar.

Shu er symbolet for den blæsende vind, blafrende flag, og på den luft vi indånder.

Tidligst blev Shu og Tefnut tilbedt i templet i Leontopolis og fremstod i form af en løvefigur og var her symboler for solen og månen.

 

Ifølge skabelsberetningen fra Hierakonpolis er Shu er en af ur guderne og søn af Atum hans søster-hustru Tefnut er fugtigheden og der er lidt usikkerhed om hvordan de blev til, men de var en sjæl i to legemer.

Atum er den første gud, og hoveddrivkraften i mange af skabelsesmyterne i Heliopolis hvor han frembringer det første gudepar Shu og Tefnut ved masturbation eller af snot fra næsen.

Han siger selv: ” Jeg var forenet med min hånd, og jeg omfavnede min skygge i en kærlig omfavnelse, Jeg hældte frø (sæd) i min mund, og jeg førte mig selv videre i Shu og Tefnut “