Hvornår fortællingen om ”Eventyret om De to brødre” oprindeligt er nedskrevet er usikkert, men denne udgave (BM/EA10183.4) er dateret ca 1215 fvt. Papyrus D’Orbiney er opkaldt efter en engelsk kvinde, der købte den i Paris i 1851.
Af papyrusrullen kan det ses, at Skriveren Inene, har skrevet teksten ned i løbet af denne periode. Han henviser til påståede kilder, skriveren i skatkammeret Kagab, skriveren Hori og skriveren Merem-Ipet. Papyrusen er skrevet med hieratisk skrift, og teksten er opdelt i 24 sektioner.
Indtil videre er Papyrus D’Orbiney den eneste overlevende kilde til det ægyptiske eventyr om De to brødre.

 

Eventyret om de to brødre.

Der var engang – sådan fortælles der – to brødre med samme mor og far. Den ældste hed Anubis og den yngste Bata. Anubis havde em gård og en kone, mens hans yngre bror Bata boede hos ham som en søn. Det var ham, der spandt og vævede (klæde) til ham, og han vogtede hans kvæg på marken. Det var ham der pløjede og høstede, og det var ham der sørgede for at alt andet arbejde blev gjort på markerne. Den lille bror var en dygtig bonde, hvis lige ikke fandtes i hele landet, og der var noget næsten guddommeligt over ham.
Dag ud og dag ind vogtede han brorens kvæg, drev det det ud om morgenen og hver aften kom han hjem var han belæsset med fodergrønt, mælk og kviste til brændsel som han lagde for fødderne af sin ældre broder, der på denne tid sad og sammen med sin kone. Så spiste og drak han og gik derefter til stalden, hvor han sov sammen med kvæget.
Men om morgenen, når den nye dag var brudt frem, bragte han de nybagte brød til (huset), og stillede dem for den ældre bror; der gav ham brød med ud på marken, og han drev sine okser ud for at lade dem græsse på marken.
Han gik bag sine okser, og de sagde til ham, ” På det eller det sted er græsset godt ” og han forstod hvad de sagde, og han førte dem til det gode græs som de ønskede. Okserne trivedes i hans varetægt, og køerne fik dobbelt så mange kalve.

Da nu tiden til pløjningen var kommet, sagde storebroren til ham, ” Lad okserne spænde for ploven, for jorden er kommet frem (efter oversvømmelsen), og er rede til at pløje. Og du skal også bringe sædekornet til marken, for i morgen tidligt vil vi pløje flittigt.” Sådan talte han til ham. Hans yngre bror gjorde alt, hvad Anubis havde sagt han skulle gøre.
Men om morgenen, da den nye dag var kommet, gik de ude på marken med deres okser. De pløjede flittigt og var meget glade for at arbejdet skred frem.
Da mange dage var gået derefter, de var ude på marken og manglede såkorn. Så sende han den yngre bror af sted og sagde, ” Skynd dig og hente os korn fra laden”.
Han fandt sin store brors kone siddende og flette sit hår. Han sagde til hende ” Rejs dig og giv mig noget såkorn, så jeg kan skynde mig ud til marken, for min bror venter på mig. Tøv ikke! ” Hun sagde til ham, ” Gå selv hen og luk kornmagasinet op, og hent, hvad du vil – for jeg kan ikke slippe mit hår.”
Den unge mand gik ind i sin stald, og slæbte en stor krukke frem, for han agtede at tage så meget såkorn, han kunne bære. Han samlede meget hvede og byg og kom ud med det på skulderen.
Hun sagde til ham, ” Hvor meget er det der, du kumme ud med på skulderen? ” Han sagde ” Tre mål hvede og to mål byg, i alt fem mål, er det som jeg har på skulderen”. Således talte han til hende.

Hun sagde lokkende til ham ” Du er sandelig stærk, jeg ser også hver dag, hvor mange kræfter du har” for hendes hjerte begærede ham, som en kvinde tragter efter en ung mand. Hun rejste sig op, greb fat i ham og sagde, ” Kom, lad os tilbringe en stund sammen og sove, det skal blive godt for dig. Hvis du vil, klæder jeg mig smukt for dig.”
Da blev den unge mand som sydens leopard over dette skammelige hun havde sagt til ham, og hun blev meget bange; han sagde til hende ” Du har været som en moder for mig, og min broder som en fader for mig, for han er den ældste og har opdraget mig. Hvad skal den modbydelighed, du sagde til mig betyder? Sig det ikke igen til mig. Jeg skal ikke tale om det for noget menneske.” Så tog han kornet på skulderen og gik ud på marken. Han kom hen til den ældre bror, og de arbejdede flittigt ved deres dont.

Ved aftenstid vendte den ældre bror hjem til sit hus, mens hans yngre bror gik bag kvæget og slæbte en tung byrde af alle slags ting fra marken, han drev kvæget foran sig, for at lade det hvile i stalden i landsbyen.

Den ældre brors kone var meget bange, hun frygtede for det hun havde sagt. Hun tog derfor en krukke fedt, smurte sig ind så det lignede hun havde fået tæsk, for at kunne sige til sin mand ” Din yngre bror har mishandlet mig! ”

Om aftenen kom hendes mand hjem, som han plejede hver dag. Da han kom til sit hus, fandt han sin kone liggende slemt tilredt, Hun hældte ikke vand over hans hænder som han var vant til, og hun havde ikke tændt lys, og hans hus lå i mørke, hun selv lå snavset og som forslået.
Hendes mand sagde til hende, ” Hvem har talt med dig? ” og hun svarede ham ” Ingen har talt med mig undtagen din yngre bror. Da han kom for at hente såkorn, fandt han mig siddende alene, og så sagde han til mig, ” Kom, lad os tilbringe en stund sammen og sove, og du skal klæde dig i dine fineste klæder ” Det var hans ord til mig, men jeg hørte ikke på ham, tværtimod gav jeg ham dette svar, ” Er jeg ikke som en moder for dig, er din ældre bror ikke som en fader for dig?” ” Så blev han bange, og han slog mig, så jeg ikke skulle fortælle dig hvad der var sket. Men hvis du lader ham leve, vil jeg tage mit liv. Når han kommer hjem i aften, og jeg har klaget over opfordringen, vil han nok vende det hele om.”

Da blev den ældre bror som sydens leopard, når den raser. Han hvæssede sit spyd, tog det i hånden, og den ældre bror stillede sig bag døren til stalden for at dræbe den yngre bror, når han ved aftenstid drev kvæget, foran sig ind i stalden.
Da solen gik ned, samlede han som han plejede, fodergrønt og andet som han bragte med hjem. Da den første ko trådte ind i stalden sagde den til sin hyrde, ” Se, din ældre bror står nær dig med sit spyd for at dræbe dig, flygt bort fra ham”. Han hørte hvad den første ko sagde, og da resten kom ind, sagde de det samme.
Han så ned af stalddøren, og fik øje på den ældre brors fødder under døren, hvor han stod med sit spyd i hånden. Han kastede sin byrde på jorden og løb for sit liv, og hans ældre bror løb efter ham med spyddet i hånden.
Den yngre bror anråbte Ra-Harmakis og sagde ” Min gode herre! Du er den der dømmer mellem løgneren og den retfærdige” Da hørte Ra-Harmakis hans bønner, og Ra lod en stor sø opstå mellem ham og hans ældre bror, der var fuldt af krokodiller, og den ene kom til at stå på den ene bred, og den anden på den anden bred. Og den ældste bror slog to gange på sin hånd, fordi han ikke havde fået dræbt ham. Det gjorde han.
Da råbte den yngre bror fra den anden bred ” Bliv stående her, til jorden atter bliver lys. Når Aton står op, vil jeg gøre op med dig for hans åsyn, og han vis vise hvad der er ret og uret. Jeg vil i al evighed leve sammen med dig længere, jeg ønsker ikke at være dér, hvor du er, derfor vil jeg gå til Cederdalen.”
Da den nye dag brød frem, og Ra-Harmakis stod op, stod brødrene stadig ved søen. Den yngre bror sagde til sin ældre bror ” hvorfor forfølger du mig for at dræbe mig med list? Vil di ikke nok høre mine ord? Er jeg ikke din yngre bror, og er du ikke som en far for mig, og din kone som en mor for mig? Du sende mig hjem efter sædekorn, og da sagde din kone til mig: ”Kom, lad os tilbringe en stund sammen i gammen” se dette er blevet vendt til det modsatte for dig.”
Derefter lod han ham vide alt der var foregået ham og brorens hustru.

Han svor ved Ra-Harmakis og sagde ” Du ville altså dræbe mig med svig og stod skjult med dit spyd, på et lurvet fruentimmers ord!” Så tog han et skarpt sivblad og skar sin penis af og kastede den i vandet, hvor den grådige Nar-fisk slugte den, og han blev mat og elendig efter dette måltid.
Den ældre bror fortrød inderligt hvad han havde gjort, og han græd højlydt over ham: men han kunne ikke komme over til den yngre bror, på grund af krokodillerne.

En Profeti. Den yngre bror råbte til ham og sagde ” Når du har pønset på en ond handling, vil du så ikke tænke på en god ting, eller noget jeg har gjort for dig? Gå nu hjem til dit hus og sørg selv for dit kvæg, for jeg vil ikke være hvor du er. Jeg går til Cederdalen “.
“Hvis du vil vise mig dit venskab, så kom mig til hjælp, når du erfarer, at der er tilstødt mig noget ondt. Jeg vil fortrylle mit hjerte og lægge det i blomsten på et cedertræ. Hænder det, at dette træ bliver fældet, og mit hjerte falder til jorden, skal du komme og søge efter det, og selv om du må lede efter det i syv år, må du ikke give op. Når du han fundet mit hjerte, skal du lægge det i en skål med koldt vand, for at jeg kan leve op og tage hævn over den nidding-dåd, der er øvet mod mig.
Du skal erfarer om der er sket mig noget på denne måde. Hvis nogen kommer og byder dig en skål øl, og det skummer højt over, da tøv ikke, drag straks af sted, du får noget at udrette.”
Så begav den yngre bror sig til Cederdalen.
Den ældre bror vandrede hjemad, han gik med hånden på sit hoved, og han havde smurt sig med støv. Da han kom til sit hus, dræbte han sin hustru og kastede hende for hundene, og han sad og sørgede over sin yngre bror.

Da mange dage var gået efter dette, var den yngre bror i Cederdalen, og der var ingen med ham. Han tilbragte dagen med at jage ørkenens vildt, og om aftenen lagde han sig til at sove, under cedertræet, på hvis blomst hans hjerte lå.

Bata i Cederdalen.

Da mange dage var gået byggede han sig en borg i Cederdalen, der var fuldt af gode ting, da han ønskede at stifte en husstand.
En dag han kom ud af sin borg mødte han de ni guder, der gik omkring og drog omsorg for hele deres land. Guderne standsede ham og sagde: ” Oh, Bata. Du nigudekredsens tyr, er du her alene, efter at du har forladt din landsby for Anubis, din ældre brors hustru? Du skal vide hun er dræbt, og du har jo tilgivet din ældre bror for hans uretfærdighed mod dig.” Guderne fik stor medlidenhed for ham og Ra-Hamarkhis sagde til Khnum. ” Du må skabe en kvinde til Bata, så han ikke skal bo alene” Og Khnum skabte en kvinde, der havde en skønnere krop end nogen kvinde i landet, og enhver gud var i hende.
Og de syv Hathorer kom og så hende og de sagde men en mund ” Hun skal dø ved sværd.”
Han følte straks en stor kærlighed for hende, og hun boede i hans hus, og han tilbragte dagen med at jage ørkenens vildt, og om aftenen kom han hjem og lagde jagtens bytte for hendes fødder. Han sagde til hende, ” Gå ikke udenfor, for at havet ikke skal gribe dig, for jeg kan ikke redde dig, for jeg er jo en kvinde ligesom du. Men mit hjerte ligger ovenpå cedertræets blomst, og når en anden finder det, så må jeg kæmpe med ham.” og han åbnede sit hjerte for hende, og fortalte alt der var hændt ham.
Da mange dage var gået efter dette, gik Bata som sædvanligt på jagt, og kvinden vandrede under cedertræet, der stod uden for huset. Havet fik øje på hende, og forfulgte hende, men hun skyndte sig væk og gik ind i sit hus. Havet råbte til cedertræet ” Grib hende for mig” Cedertræet greb fat i en lok af håret og lod det falde i vandet. Og havet bragte det til Ægypten, og skyllede den op der hvor faraos vaskemænd havde deres plads. Duften af lokken hang fast i faraos tøj, og vaskemændene fik mange bebrejdelser i den anledning. ” Der er salve-duft i faraos tøj” lød det dagligt, men de viste ikke, hvad de skulle gøre.

Faraos vaskemester gik ned til strandbredden, han var ked af det, og bekymret over klagerne over arbejdet. Han stillede sig på en sandbank ved bredden og fik øje på lokken, der lå og flød i vandet. Han lod en mand gå ud i vandet for at hente den op. Den udbredte den lifligste duft, og man bragte den til Farao. Faraos skrivere og lærde mænd blev kaldt sammen, og de sagde; ”Hårlokken tilhører en datter af Ra-Harmarkhis, en kvinde af guddommelig herkomst. Den er kommet til dig som en gave fra et andet land”. Lad der blive sendt sendemænd til alle fremmede lande for at lede efter hende, men sendemændene, der drager til Cederdalen bør være ledsaget af mange krigere, hvis du skal have held med at føre hende med.Kongen sagde; ” I har talt vel.” . Og der blev sendt folk af sted, som Faraos skrivere og lærde mænd havde foreslået.

Batas død.

Da mange dage var gået efter dette, vendte sendemændene, som var rejst ud i det fremmede, tilbage for at aflægge beretning, men de, som var draget til Cederdalen, kom ikke hjem, for Bata havde dræbt dem. Han skånede dog én af dem, for at han kunde fortælle kongen hvad der var sket.
Da lod kongen mange krigsmænd og vognkæmpere drage ud for at hente hende. De var ledsaget af en kvinde, der medførte en mængde prægtige smykker, der kunne glæde en kvindes hjerte, og hun formåede med disse herligheder at lokke kvinden fra Cederdalen til Ægypten. Da hun kom, blev der jublet i hele landet, og kongen fattede ved første øjekast kærlighed til hende, og man udnævnte hende til kongens første elskerinde.
Man lokkede for at hun skulle fortælle hemmeligheden om sin mand, og langt om længe sagde hun til kongen,” Lad cedertræet hugge om, så vil han dø.”
Der blev sendt en skare svært bevæbnede krigere ud for at fælde cederen, de huggede træet om og skar blomsten af, i hvilken Batas hjerte lå, og i samme øjeblik faldt han død om.

Da jorden atter var blevet lys, efter cedertræet var fældet, kom Anup, Batas store bror, ind i sit hus, og han satte sig ned, og der blev bragt ham en skål øl, og det skummede højt op. Han fik derefter et krus vin, men vinen var sur. Da han havde fået dette varsel, tog han sin stav, sine sandaler, sine klæder og sine våben og drog i største hast til Cederdalen.

Da han trådte ind i den yngre brors fæstning, fandt han den yngre bror liggende livløs på sengen. Han græd da han så den yngre bror liggende dér som død. Han gik udenfor for at søge efter den yngre brors hjerte, under det cedertræ, hvor hans yngre bror plejede at lægge sig om aftenen, men han fandt intet. Han tilbragte tre år med at lede efter det uden at finde noget. Da det fjerde år begyndte, længtes han efter at komme hjem til Ægypten, og han sagde til sig selv; ” I morgen vil jeg vende hjem.” Således var hans ord til sig selv.

Da jorden atter var blevet lys, gik han endnu en gang hen under cedertræet og tilbragte dagen med at lede efter hjertet. Ved aftenstid, da han gik frem og tilbage, og lod blikket flakke hid og did for endnu en gang at se godt efter, fandt han noget der lignede et bær; han samlede det op, og det var netop den yngre brors hjerte.
Han hentede en krukke med koldt vand, og han lagde den yngre brors hjerte i krukken og satte sig ned og ventede.

Da mørket var faldet på, havde hjertet opsuget alt det vand, som det formåede, og Bata begyndte at ryste over hele kroppen, han rettede blikket mod hans ældre bror, og Anup tog krukken med det kolde vand, hvori hjertet lå, og lod ham drikke vandet, så hans hjerte kunne komme på plads igen. Bata vågnede straks op og var ganske som han havde været før i tiden. De to brødre omfavnede hinanden hjerteligt, og de talte muntert med hinanden.

Batas forvandling 

Bata sagde til den ældre bror; ” Se, jeg vil forvandle mig til en vældig tyr med prægtige farver og et gådefulgt væsen. Du skal sætte dig op på ryggen af mig, når solen står op, og så drager vi derhen hvor min hustru er, for nu vil jeg kræve hende til regnskab. Du skal bringe mig til kongens gård, og der skal du få store skatte af sølv og guld som gave, fordi du har bragt mig did, og der vil blive jublet over mig i hele landet. Når du har gjort dette, skal du drage hjem igen til din by.”

Da jorden atter blev lys, og en ny dag brudt frem, forvandlede Bata sig, således som han havde fortalt sin ældre bror. Om morgenen satte Anup, den ældre bror, sig op på hans ryg, og de kom snart til kongens gård.
Man gjorde kongen bekendt med tyrens ankomst, og han tog den i øjesyn og blev henrykt over den. Han bragte et offer for den, og han sagde; ” Hvilket stort under der er sket her!”

Der blev jubel over tyren i hele landet, og man slæbte guld og sølv sammen til den ældre bror, og han drog hjem til sin by, med sine skatte. Tyren fik en hel stab af tjenere og meget andet til sin rådighed og farao elskede den højere end noget menneske i hele landet.

Da mange dage var gået efter dette, gik tyren ind i kongens kammer og stillede sig hen foran elskerinden, og så sagde den til hende, ” Se jeg lever endnu” Hun spurgte tyren, ”Hvem er du ?” og den svarede hende, ” Jeg er Bata!, Du vidste, hvad du gjorde, da du lod farao hugge cedertræet om, som stod ved min borg. Jeg skulle ikke længere leve, men jeg lever stadig, og nu er jeg en tyr.”

Kongens elskerinde blev slået med rædsel ved denne oplysning, som hun uden tøven agtede at fortælle videre til kongen, og hun forlod skyndsomt kammeret.

Kongen sad nu en dag sammen med hende, og han tilbragte en fornøjelig dag i hendes selskab, hun var yderst indsmigrende over for kongen, og han var særdeles venlig mod hende. Hun sagde så til kongen, som de sad der. ”Sværg mig ved gud, at du vil bønhører mit ønske!” Kongen lånte øre til hendes ord, og hun sagde, ” Forund mig at spise leveren fra den tyr, som går omkring her, den gør jo ingen gavn.” Således var hendes bøn til kongen. Kongen blev tungsindig ved disse ord, og han kom i en meget medtrykt stemning.

Da jorden atter blev lys, og en ny dag brudt frem, besluttede man at slagte tyren. Kongens første mundskænk trådte frem for at have tilsyn med slagtningen. Mens slagtningen stod på, da tyren lå på skuldrene af folkene, gav den et kast med nakken, og der faldt to dråber blod ved Kongens dør, den ene på den ene side, den anden på den anden side af døren, og de to dråber blod voksede op til to store persea-træer, det ene mere frodigt end det andet.

Man ilede med at melde kongen,” Der er hændt et under for kongen!, der vokser to store persea-træer op i løbet af natten ved kongens dør!” Der blev jublet over dem i hele landet, og der blev bragt ofre til træerne.

Da mange dage var gået efter dette, kom kongen frem i et vindue i kongsgården, hvis karm er af lasur-sten (lapilis), og han var smykket med blomster og kranse. Han besteg en gylden vogn og kørte ud af kongsgården for at tage træerne i øjesyn, og elskerinden kom kørende i en vogn efter kongen.
Da kongen havde sat sig under et af træerne, begyndte det andet at tale til elskerinden, og det sagde; ” Ha, du træske kvinde, du vidste hvad du gjorde mod mig, da du lod farao hugge blomsten af cedertræet, og da jeg forvandlede mig til en tyr, lod du mig slagte.”

Da mange dage var gået efter dette, sad elskerinden og spiste sammen med kongen, og han var meget nådigt stemt mod hende. Hun benyttede lejligheden og sagde til kongen, ” Sværg mig ved gud, hvad elskerinden beder mig om, vil jeg bønhører, sig dog således. ” Kongen lånte øre til hendes ord, og hun sagde, ” Lad de to træer fælde, der står ved døren, og lad der blive lavet et par kønne kister af dem.” og kongen bifaldt hendes ønske.

Da jorden atter blev lys, og en ny dag brudt frem, lod kongen snilde håndværkere komme. De fældede faros to hellige træer, alt som kongens gemalinde og hans elskerinde så til. Mens det stod på, skete dét, at en splint sprang af og fløj lige ind i munden på elskerinden, og i samme nu blev hun svanger.

Batas genfødsel

Da mange dage var gået efter dette, fødte hun en dreng, som var den yngre bror. Man meldte kongen, ” Der er født eder en dreng.” Han blev ført ind til kongen, og man gav ham amme og barnepige, og der blev jublet over denne begivenhed i hele landet, og der blev fejret en herlig fest, og man tænkte på et navn til ham. Kongen elskede ham fra første øjeblik, og han udnævnte ham til landsherre i Nubien.

Da mange dage var gået efter dette, ophøjede kongen ham til arvefyrste over hele riget.

Da mange dage var gået efter dette, og han havde tilbragt mange år som arvefyrste over hele riget, drog kongen bort til sin himmel, og han sagde da. ” Lad mine herre blive kaldt til mig. Jeg vil lade dem vide, hvad der er hændt mig.” Man førte også hans hustru frem, og han gik i rette med hende, og herrerne tilkendegav deres bifald i hendes sag. Den ældre bror blev bragt til kongsgården, og han blev ophøjet til arvefyrste i hele riget. Den yngre bror var konge over Ægypten i tredive år, og da han gik til livet, overtog hans ældre bror styret på hans jordfæstelses-dag.

Denne fortælling er lykkeligt kommet til ende til bedste for sjælen af skriveren Meremopet, og den er skrevet af skriveren Enene, bøgernes herre. Den der handler mod denne bog, mod ham bliver Thot en stridens mand.