Det var i skikkelse af en mand, at Ra blev gammel. Og med tiden frygtede menneskene ham ikke længere, og adlød ikke længere hans love.

De lo af ham og sagde:  “Se på Ra! Hans knogler er som sølv, hans kød som guld, hans hår er farven på lapis lazuli!”

Ra blev vred da han hørte dette, men han blev mere vred over de onde gerninger, som mænd gjorde i ulydighed mod hans love. Da sammenkaldte han guderne han havde skabt Shu og Tefnut og Geb og Nut og han tilkaldte også Nun. Snart samledes guderne omkring Ra på hans hemmelige sted, sammen med gudinderne.

Men menneskene vidste intet om, hvad der foregik, og fortsatte med at spotte Ra og bryde hans lov.

Så talte Ra til Nun foran de forsamlede guder.

“Du ældste af guder, du der skabte mig, og I guder som jeg har skabt. Se på menneskeheden der blev skabt, af mine øjnes glans. Se, hvordan menneskene modarbejder mig. Hør, hvad de siger om mig, fortæl mig hvad jeg skal gøre med dem. For jeg vil ikke ødelægge menneskeheden, før jeg har hørt jeres råd. “

Da sagde Nun: “Min søn Ra, Guden der er større end ham, der skabte ham og mægtigere end dem, som han har skabt, drej dit “mægtige Øje” mod dem og send straffen i form af din datter, gudinden Sakhmet.”

Ra svarede: “Allerede nu er de bange, og de flygter ud i ørkenen og skjuler sig i bjergene i frygt, ved lyden af min stemme.”

“Send “dit øje” mod dem i form Sakhmet!” Råbte alle de andre guder og gudinder, og bukkende sig for Ra, til deres isser berørte jorden.

Så af Ra`s “Øje” skabtes hans datter, den frygteligste af alle gudinder. Som en løvinde angreb hun sit bytte, og hendes største glæde var i drabet, og hendes glæde var i blodet. På Ra`s bud for hun gennem øvre og nedre Egypten for at dræbe dem, der havde hånet og modarbejdet ham. Hun dræbte dem blandt bjergene, der ligger på begge sider af Nilen, og ned langs floden, og i de brændende ørkener.

Alle hun så dræbte hun, imens hun nød myrderiet og smagen af blod.

Ra så ud over jorden og så, hvad Sakhmet havde gjort. Da kaldte han på hende og sagde: “Kom, min datter og fortæl mig hvordan du har udført mine ordre.” Sakhmet svarede med den forfærdelige stemme en løvinde der beskytter sit bytte: “Ved det liv, som du har givet mig, har jeg faktisk taget hævn over menneskeheden, og mit hjerte fryder sig.”

I mange nætter flød Nilen rød som blod, og Sakhmet fødder var røde, da hun gik hid og did gennem alle dele af Ægypten, og dræbte igen og igen.

Ra så igen ud over jorden, og hans hjerte fyldtes med medlidenhed for menneskene, selv om de havde gjort oprør mod ham. Men intet kunne stoppe den grusomme gudinden Sakhmet, end ikke Ra selv. “Hun skal ophøre med drabene af hendes egen adkomst”

Ra mente, at dette kun kunne ske med list, så gav han sin ordre: “Bring til mig hurtige budbringere, der kommer frem på jorden, så som tavst som skygger og med en hastighed som stormens vinde”

Da de kom, sagde han til dem: “Rejs så hurtigt som du kan op ad Nilen, til stedet hvor den strømme voldsomt over klipper og mellem øerne ved Den Første katarakt. Gå til øen, som kaldes Elephantine og bring derfra en stor krukke med rød okker, som findes der. “

Budbringere hastede af sted og returneret med blodrød okker til Heliopolis, Ra`s by hvor der står stenen obelisker med spidser af guld, der som fingre peger mod solen. Det var nat da de kom til byen, men hele dagen havde kvinderne i Heliopolis brygget øl som Ra bød dem.

Ra kom til det sted, hvor øllet stod venter i syv tusind krukker, og guderne fulgte med ham til at se, hvordan han i sin visdom ville frelse menneskeheden. Ra sagde: “Bland den røde okker fra Elephantine med byg-øllet.” Og det blev gjort, så øllet skinnede rødt som menneskeblod i måneskin. Så sagde Ra: “Bring det nu ud til det sted, hvor Sakhmet vil fortsætte med at dræbe folk, når solen stiger.” Og mens det stadig var nat blev de syv tusind krukker øl blev hældt ud over markerne, så at jorden var dækket af øl, til en dybde af ni tommer, – tre gange målet af ryggen af en mands hånd – med det stærke øl, hvis navn i øvrigt er “Søvn-mager”.

Da dagen brød frem kom Sakhmet “den grusomme” også, slikkende sig om munden, ved tanken om de mænd, som hun ville slå ihjel. Hun fandt sted oversvømmet, og ikke levende væsener at syne, men hun så øllet der havde samme farve som blod, og hun troede det faktisk var blod – blod fra dem, som hun havde dræbt.

Hun lo af fryd, og hendes latter var ligesom brølet fra en løvinde sulten efter at dræbe. I den tro at det faktisk var blod, standsede hun og drak. Igen og igen drikker hun, ler af glæde, men styrken af øllet påvirkede hendes hjerne, så hun ikke længere kunne slå ihjel.

Til sidst kom hun dinglende tilbage til stedet hvor Re ventede, denne dag havde hun ikke dræbt bare en eneste mand. Så Re sagde: “Du kommer i fred, du søde.” Og hendes navn blev ændret til Hathor, og hendes karakter blev også ændret til sødme af kærlighed og og styrken af lyst.

Og fra nu af bestemte Hathor at give sølle mænd og kvinder den store magt af kærlighed. Men for altid derefter drak hendes præstinder til hendes ære øl fra Heliopolis, farvet med rød okker fra Elephantine, når de fejrede hendes fest hvert nytår.

Så menneskeheden blev reddet, og Ra fortsatte med at regere, skønt han var gammel. Men tiden var nærmer sig, hvor han skal forlade Jorden for at herske for evigt i himlene, så de yngre guder kan regere i hans sted.