Skabelsesmyten fra Heliopolis
Indledning
Skabelsesmyten fra Heliopolis er en af de ældste og mest betydningsfulde fortællinger fra oldtidens Egypten. Myten blev udviklet i byen Iunu, som grækerne senere kaldte Heliopolis, “Solbyen”. Her forsøgte præsterne at forklare, hvordan verden, guderne og menneskene var blevet til. Fortællingen beskriver, hvordan skaberguden Atum opstod af urvandet Nun og skabte de første guder, som siden dannede grundlaget for hele universet. Heliopolis-myten fik enorm betydning for egyptisk religion og kongemagt og kom til at præge religiøse tekster, tempelindskrifter og forestillinger om skabelsen gennem mere end to tusind år.
Denne version ligger tæt på de egyptiske tempeltekster, men er fortalt i et mere flydende og læsevenligt sprog.
I begyndelsen fandtes kun urvandet, Nun. Der var intet land, ingen himmel og ingen levende væsener. Alt var skjult i et uendeligt mørke og en dyb tavshed.
Men i dette urhav opstod en kraft af sig selv. Det var Atum, den første skaber. Ingen havde født ham, og ingen havde skabt ham. Han hævede sig over urvandet på den første jordhøj, Benben, og stod alene i den tomme verden.
Atum ønskede ikke længere at være alene. Derfor skabte han sine første børn, Shu, luftens gud, og Tefnut, fugtighedens gudinde. Ifølge den ældste tradition skete dette ved egen kraft, hvor Atum frembragte liv fra sin egen krop. I senere og mere symbolsk fortolkede versioner skete skabelsen gennem hans åndedræt eller spyt, hvilket knyttede skabelsen til ordet, ånden og den guddommelige vilje.
Shu og Tefnut drog ud i mørket, og Atum savnede dem. Han sendte derfor sit øje ud for at finde dem. Da de vendte tilbage, blev han fyldt af glæde. Tårerne strømmede fra hans øjne, og hvor de faldt på jorden, opstod de første mennesker.
Senere fik Shu og Tefnut børnene Geb og Nut. Geb blev jorden, mens Nut blev himlen. I begyndelsen lå de tæt omslynget, men Shu løftede Nut op over Geb og skabte rummet mellem himmel og jord. Dermed blev verden, som menneskerne kendte den, til.
Geb og Nut blev forældre til Osiris, Isis, Seth og Nephthys. Osiris blev den retfærdige konge, Isis den vise gudinde, Seth hersker over storme og kaos, og Nephthys beskytter af de døde.
Således opstod Heliopolis’ hellige enneade: Atum, Shu, Tefnut, Geb, Nut, Osiris, Isis, Seth og Nephthys. Fra disse guder udsprang al orden og alt liv.
Hver morgen, når solen steg op over horisonten, mente egypterne, at skabelsen blev gentaget.
Solguden besejrede nattens mørke, ligesom Atum engang havde overvundet kaosset i Nun.
Derfor var skabelsen ikke blot en begivenhed i fortiden, men en evig proces, der blev fornyet dag efter dag.
Bibliografisk:
Allen, James P. (2014): Middle Egyptian Literature, s. 35-42.
Assmann, Jan (2001): The Search for God in Ancient Egypt, s. 112-118.
Hornung, Erik (1996): Conceptions of God in Ancient Egypt, s. 146-162.
Wilkinson, Richard H. (2003): The Complete Gods and Goddesses of Ancient Egypt, s. 88-95.
