Kort introduktion
Ramses II regerede Egypten fra ca. 1279 til 1213 f.Kr. og var den tredje farao i det 19. dynasti.
Med en regeringstid på mere end 66 år blev han en af de længst regerende konger i Egyptens historie.
Han er især kendt for sine store byggeprojekter, sine krige mod hittitterne og fredsaftalen med Hatti, som er verdens ældst bevarede internationale fredstraktat.
Under Ramses II oplevede Egypten en lang periode med stabilitet og velstand, og hans monumenter findes stadig over hele landet.
Mere end tre tusinde år efter sin død er han fortsat en af de mest kendte faraoner fra det gamle Egypten.

Familie
Ramses II var søn af farao Seti I og dronning Tuya og blev født omkring 1303 f.Kr. Som medlem af den nye Ramsesside-slægt voksede han op i en periode, hvor Egypten igen var ved at genvinde sin position som stormagt efter Amarna-periodens uro. Allerede som ung blev han udpeget til kronprins og deltog i militære og ceremonielle opgaver under sin fars regering (Kitchen/1982; James/2000).

Hans far, Seti I, var en af Det Nye Riges mest succesrige herskere og sikrede Egyptens kontrol over store dele af Syrien og Palæstina. Moderen Tuya bar titler som “Kongens Store Hustru” og “Kongens Moder” og blev senere æret som en af dynastiets vigtigste dronninger (Dodson & Hilton/2004).

Ramses II havde flere hustruer, men den mest berømte var uden tvivl Nefertari, som bar titlen “Kongens Store Hustru”. Hun optræder på talrige monumenter og blev hædret med det lille tempel ved Abu Simbel. Hendes grav, QV66 i Dronningernes Dal, regnes blandt de smukkeste grave i Egypten. Nefertari synes at have haft en særlig position ved hoffet og spillede sandsynligvis også en rolle i kongens diplomatiske forbindelser (Tyldesley/2000; James/2000).

En anden vigtig hustru var Isetnofret, som blev mor til flere af kongens senere arvinger. Hendes søn Merenptah blev efter mange ældre brødres død tronfølger og efterfulgte til sidst sin far på tronen. Isetnofret optræder mindre hyppigt i de officielle monumenter end Nefertari, men hendes betydning for dynastiets videreførelse var stor (Dodson & Hilton/2004).

Efter fredsaftalen med hittitterne giftede Ramses II sig også med mindst to hittitiske prinsesser. Den bedst kendte var datteren af den hittitiske storkonge Hattusili III. Disse ægteskaber var en del af den diplomatiske alliance mellem Egypten og Hatti og markerer en af de tidligste kendte internationale fredspolitikker i verdenshistorien (Kitchen/1982).

Ramses II fik et usædvanligt stort antal børn. Antallet er usikkert, men mindst 100 børn er kendt fra inskriptioner og monumenter. Blandt de mest kendte sønner var Amunherkhepeshef, Ramses, Pareherwenemef, Khaemwaset og den senere farao Merenptah. Khaemwaset blev især berømt som ypperstepræst i Memphis og omtales undertiden som verdens første arkæolog på grund af sin interesse for ældre monumenter (James/2000; Kitchen/1982).

Blandt døtrene er især Bintanath, Meritamon og Nebettawy kendt. Flere af døtrene modtog høje titler ved hoffet, og nogle blev senere gift med deres far i overensstemmelse med den egyptiske kongelige tradition. Disse ægteskaber havde først og fremmest ceremoniel og dynastisk betydning (Dodson & Hilton/2004).

Ramses II levede usædvanligt længe og overlevede mange af sine børn. Da han døde efter mere end 66 år på tronen, var de fleste af hans ældste sønner allerede døde. Tronfølgen gik derfor til Merenptah, som sandsynligvis var den trettende søn. Dette illustrerer både den enorme størrelse af kongefamilien og den usædvanligt lange regeringstid, som kendetegnede Ramses II’s liv (Kitchen/1982).

Familien spillede en central rolle i Ramses II’s propaganda og monumenter. På templer, statuer og relieffer fremstilles kongen ofte sammen med hustruer og børn, hvilket understregede dynastiets styrke og stabilitet. Ingen anden farao i Egyptens historie har efterladt så mange afbildninger af sin familie som Ramses II (James/2000).

Regeringstid
Ramses II regerede Egypten i omkring 66 år, fra ca. 1279 til 1213 f.Kr., og havde en af de længste regeringstider i landets historie. Da han besteg tronen efter sin far Seti I, overtog han et stærkt og velorganiseret rige med stabile grænser og en effektiv administration. Dette gav ham mulighed for at koncentrere sig om både militære kampagner, diplomati og omfattende byggeprojekter (Kitchen/1982; James/2000).

Allerede som kronprins havde Ramses fået militær erfaring og deltaget i statens administration. Derfor var overgangen til enevældig magt forholdsvis problemfri. I de første år af sin regering videreførte han sin fars politik og arbejdede på at fastholde Egyptens kontrol over de områder i Syrien og Palæstina, som Seti I havde generobret (Kitchen/1982).

Et af de vigtigste begivenheder i hans regeringstid var konflikten med hittitterne om kontrollen over Syrien. Kampen kulminerede i det berømte slag ved Kadesh i hans femte regeringsår. Selvom Ramses senere fremstillede slaget som en stor sejr, opnåede ingen af parterne en afgørende militær fordel. Konflikten fortsatte i flere årtier, før den blev afløst af diplomatiske forbindelser mellem de to stormagter (Kitchen/1982; James/2000).

Omkring år 21 af sin regeringstid indgik Ramses II og den hittitiske konge Hattusili III en fredsaftale. Traktaten er den ældst kendte internationale fredsaftale, som er bevaret i både egyptisk og hittitisk udgave. Aftalen afsluttede den langvarige konflikt mellem Egypten og Hatti og skabte grundlag for en periode med fred og samarbejde (Tyldesley/2000).

Efter fredsslutningen kunne Ramses koncentrere sig om rigets indre forhold. Han gennemførte et omfattende byggeprogram over hele Egypten og Nubien og lod sit navn indhugge på utallige monumenter. Mange ældre templer blev restaureret eller udvidet, og nye monumenter blev opført i et omfang, der ikke var set siden Amenhotep III’s regeringstid (James/2000).

Et af hans vigtigste projekter var opførelsen af den nye residensby Pi-Ramses i det østlige Nildelta. Byen fungerede som administrativt centrum og militær base for de egyptiske aktiviteter i Asien. Pi-Ramses udviklede sig til en af de største og mest imponerende byer i Det Nye Rige (Kitchen/1982).

Ramses II’s lange regeringstid skabte en usædvanlig stabilitet i Egypten. Flere generationer voksede op uden at kende nogen anden farao. Samtidig førte den lange levetid til udfordringer med tronfølgen, da mange af hans ældste sønner døde før ham. Først sent i livet blev prins Merenptah udpeget som arving (Dodson & Hilton/2004).

Ved sin død omkring 1213 f.Kr. efterlod Ramses II et stærkt og velstående rige. Hans regeringstid blev et symbol på Det Nye Riges storhed og kom senere til at stå som højdepunktet i det 19. dynastis historie. Ingen anden farao har sat så tydelige spor i det egyptiske landskab gennem monumenter, inskriptioner og statuer som Ramses II (James/2000; Kitchen/1982).

Ekspeditioner og krige
Ramses II er især kendt for sine militære kampagner i Syrien og Palæstina, hvor Egypten kæmpede mod det hittitiske imperium om kontrollen over de vigtige handelsruter og bystater i Levanten. Ved tronbestigelsen overtog han en konflikt, som allerede havde præget hans far Seti I’s regeringstid (Kitchen/1982; James/2000).

I sit fjerde regeringsår gennemførte Ramses et felttog til Syrien for at styrke Egyptens position i området. Året efter fulgte den kampagne, som senere skulle gøre ham berømt. Målet var byen Kadesh ved Orontes-floden, der var et vigtigt strategisk centrum under hittitisk kontrol (Kitchen/1982).

Slaget ved Kadesh i Ramses’ femte regeringsår er et af oldtidens bedst dokumenterede militære opgør. Beretningerne er bevaret i flere versioner af det såkaldte Bulletin og Poemet, som Ramses lod indhugge på templerne i Karnak, Luxor, Abydos, Abu Simbel og Ramesseum. Disse tekster udgør en af de vigtigste kilder til oldtidens militærhistorie (Breasted/1906; Kitchen/1982).

Under felttoget blev den egyptiske hær vildledt af hittitiske spejdere, som gav falske oplysninger om fjendens position. Ramses rykkede derfor frem hurtigere end resten af hæren og blev overrasket af den hittitiske styrke under kong Muwatalli II. Ifølge de egyptiske indskrifter lykkedes det Ramses at samle sine tropper og forhindre et totalt nederlag, indtil forstærkninger nåede frem (Breasted/1906; Kitchen/1982).

Ramses fremstillede senere slaget som en stor sejr, men moderne historikere vurderer generelt resultatet som militært uafgjort. Ingen af parterne opnåede deres vigtigste mål, og Kadesh forblev uden for egyptisk kontrol. Slaget viser dog, at Egypten fortsat var en stormagt, som kunne udfordre hittitterne i Syrien (Breasted/1906; Kitchen/1982; Bryce/2005).

I årene efter Kadesh gennemførte Ramses flere felttog i Palæstina og Syrien. Han generobrede en række byer og styrkede den egyptiske kontrol over det sydlige Levanten, men det lykkedes aldrig at genoprette det store asiatiske imperium, som Thutmose III havde opbygget næsten to århundreder tidligere (James/2000; Kitchen/1982).

Ramses førte også kampagner mod libyske stammer vest for Nildeltaet. Disse felttog havde til formål at beskytte Egyptens grænser mod indtrængende nomadefolk og sikre stabiliteten i de vestlige grænseområder (James/2000).

I syd fortsatte han den egyptiske kontrol over Nubien. Regionen havde stor betydning for rigets økonomi på grund af sine guldminer og handelsforbindelser til Afrika. Ramses lod opføre flere templer og monumenter i området, hvilket understregede den egyptiske dominans (Kitchen/1982).

Omkring år 21 af sin regeringstid afsluttede Ramses konflikten med hittitterne gennem en fredsaftale med Hattusili III. Traktaten er den ældst kendte internationale fredsaftale, som er bevaret i sin helhed, og markerede begyndelsen på en længere periode med fred mellem de to stormagter (Breasted/1906; Bryce/2005).

Selv om Ramses II ikke opnåede store territoriale erobringer, lykkedes det ham at bevare Egyptens position som en af oldtidens førende magter. Hans militære kampagner og senere diplomatiske aftaler sikrede stabilitet langs rigets grænser og bidrog til den lange fredsperiode, som prægede de sidste årtier af hans regeringstid (James/2000; Kitchen/1982).

Fortsætter med monumenter Klik Her til part 2.