Ramses IX – Neferkare-setepenre regerede omkring 1129–1111 f.v.t. og var ottende regent i det 20. dynasti. Han efterfulgte Ramses VIII og regerede i næsten 18 år. Hans regeringstid var præget af økonomiske problemer, voksende uro og omfattende plyndringer af kongegrave ved Theben. Retsakterne fra undersøgelserne af gravrøverierne er blandt periodens vigtigste kilder. Ramses IX blev begravet i grav KV6 i Kongernes Dal og efterfulgt af Ramses X.

Familie
Ramses IX efterfulgte Ramses VIII, men det præcise slægtskab mellem dem kendes ikke. Den mest udbredte teori er, at Ramses IX var søn af prins Montuherkhepeshef, en søn af Ramses III. Hvis det er rigtigt, var Ramses IX barnebarn af Ramses III og nevø til Ramses VIII. Dronning Takhat er blevet foreslået som hans mor, fordi hun bar titlen kongemoder. Forslaget er dog ikke sikkert, og Ramses VII er også blevet nævnt som en mulig far.

Ramses IX’s hustru kendes heller ikke med sikkerhed. Dronning Baketwernel er blevet foreslået, men identifikationen bygger på usikre tolkninger af dekorationerne i grav KV10.

To af Ramses IX’s sønner er kendt. Prins Montuherkhepeshef var sandsynligvis den oprindelige tronfølger og blev begravet i grav KV19 i Kongernes Dal. Prins Nebmaatre blev ypperstepræst for Re i Heliopolis. Ingen af dem efterfulgte deres far. Ramses X kan have været endnu en søn af Ramses IX, men deres slægtskab er ikke sikkert bevist (Kitchen 1984: 127–134; Dodson 1987: 224–229; Dodson & Hilton 2004: 191 og 193–194; Baker 2008: 330–332).

Regeringstid
Ramses IX overtog tronen efter Ramses VIII. Hans tronbestigelse fandt sandsynligvis sted på den 21. dag i den første måned af årstiden Akhet. Han regerede i omkring 18 år og fire måneder. Hans højeste dokumenterede dato er fra det 19. regeringsår, og han døde sandsynligvis på eller kort før den 27. dag i den første måned af Peret.

De mest kendte begivenheder fra hans regering var undersøgelserne af gravrøverierne i Theben i regeringsår 16 og 17. Papyrus Abbott og flere andre retsdokumenter fortæller, at embedsmænd undersøgte kongegrave, dronningegrave og private grave på vestbredden. Mange grave var stadig urørte, men blandt andet kong Sobekemsaf II’s grav var blevet plyndret.

Undersøgelsen førte til en strid mellem Paser, borgmester i det østlige Theben, og Paweraa, borgmester i det vestlige Theben. Paser anklagede Paweraa for ikke at have beskyttet gravområdet godt nok. Paweraa deltog selv i undersøgelseskommissionen og blev ikke dømt. Året efter blev flere arbejdere fra Deir el-Medina arresteret og afhørt om nye gravrøverier.

Dokumenterne viser, at myndighederne stadig kunne organisere undersøgelser og retssager, men også at staten havde svært ved at beskytte gravene og kontrollere sine egne embedsmænd. Efter Ramses IX’s død blev tronen overtaget af Ramses X (Beckerath 1984: 7–9; Peet 1930: 27–51; Baker 2008: 330–332).

Ekspeditioner og krige
Der kendes ingen sikre beretninger om krige eller større ekspeditioner under Ramses IX. Egypten havde på dette tidspunkt mistet størstedelen af sine tidligere besiddelser i Levanten, og ingen bevarede tekster viser, at kongen forsøgte at generobre områderne.

Ramses IX’s navn er fundet i Nubien, Dakhla-oasen og muligvis ved Gezer i Kanaan. Fundene viser, at hans navn blev kendt uden for Nildalen, men de kan ikke bruges som bevis for militære felttog. I Nubien var den egyptiske administration stadig aktiv, og kongens titulatur blev indhugget ved Amara Vest i hans sjette regeringsår (Grimal 1992: 289; Shaw 2000: 308; Baker 2008: 330–332).

Monumenter og byggearbejder
Ramses IX’s vigtigste byggearbejder fandt sted i Heliopolis, hvor han lod opføre og udsmykke anlæg i solguden Res tempelområde. De bevarede rester omfatter døråbninger, stenblokke og indskrifter med kongens navne. Nogle indskrifter nævner også hans søn Nebmaatre, som var ypperstepræst for Re i Heliopolis.

Ved Karnak lod Ramses IX opføre en udsmykket port i Amons tempel og dekorere muren nord for den syvende pylon. Her findes scener, hvor Amons ypperstepræst Amenhotep modtager kongelige hædersbevisninger. Præsten er vist næsten lige så stor som kongen, hvilket afspejler Amons præsteskabs voksende betydning i Theben.

Kongens navne er desuden fundet i Memphis, Dakhla-oasen og ved Amara Vest i Nubien. Der kendes dog ikke noget omfattende byggeprogram, som kan sammenlignes med de store tempelbyggerier tidligere i Det Nye Rige (Amer 1982: 11–16; Grimal 1992: 289).

Grav og mumie
Ramses IX blev begravet i grav KV6 i Kongernes Dal. Graven har en lige akse, er omkring 105 meter lang og ligger nær dalens centrale område. Den var ikke helt færdig ved kongens død, og den sidste del blev hurtigt omdannet til gravkammer. Et grundrids af graven er bevaret på et stort kalkstensostrakon, som blev fundet i KV6.

Væggene er udsmykket med tekster og billeder fra blandt andet Ra-litaniet, Dødebogen, Mundåbningsritualet, Hulebogen, Jordbogen og Amduat. Gravkammerets hvælvede loft viser himmelgudinden Nut. Graven har stået åben siden oldtiden, hvilket fremgår af græske, romerske og koptiske graffiti på væggene.

Kongens mumie blev senere flyttet fra KV6 og skjult i den kongelige mumiesamling DB320 ved Deir el-Bahari. Den blev fundet i 1881 i en genanvendt kiste, som havde tilhørt Neskhons, hustru til ypperstepræsten Pinedjem II. Mumien blev identificeret som Ramses IX på grundlag af indskrifter på ligklæderne og andre genstande fra samlingen. Kroppen var stærkt beskadiget af gravrøvere, og både halsen og flere lemmer var brækket. Mumien opbevares nu på Nationalmuseet for Egyptisk Civilisation i Kairo ( Reeves & Wilkinson 1996: 168–169).

Eftermæle
Ramses IX regerede længere end de fleste af Ramses III’s efterfølgere og skabte en vis stabilitet efter flere korte regeringer. Hans monumenter i Heliopolis og Karnak viser, at kongemagten stadig kunne gennemføre byggearbejder, men ypperstepræsten Amenhoteps fremtrædende rolle viser også Amons præsteskabs voksende magt.

Ramses IX’s regering huskes især for undersøgelserne af gravrøverierne i Theben. De bevarede retsdokumenter giver et usædvanligt indblik i korruption, kriminalitet og myndighedernes arbejde ved slutningen af Det Nye Rige. Gravplyndringerne blev senere en vigtig årsag til, at mange kongelige mumier blev flyttet og skjult i fælles gravsamlinger.