Takelot III regerede i Øvre Egypten omkring 774–759 f.v.t. De første fem år var han medregent sammen med sin far, Osorkon III, hvorefter han regerede alene. Hans magt omfattede Theben, dele af Mellemægypten og Dakhla oasen (Kitchen 1996: 345–348; Jansen-Winkeln 2006: 250–252).

Familie
Takelot III’s vej til tronen gik gennem hans far, Osorkon III. Han blev først udnævnt til Amuns ypperstepræst og derefter til medregent i faderens 24. regeringsår. Efter fem års fælles regering overtog han regentmagten alene (Kitchen 1996: 345–348; Jansen-Winkeln 2006: 250–252).

Hans far var Osorkon III, og hans mor var Tentsai. Hans yngre bror Rudamun efterfulgte ham senere som regent. Hustruerne Irtiubastet, Kakat og Betjet er knyttet til Takelot III, men deres indbyrdes rang og børnenes mødre kendes ikke sikkert (Dodson og Hilton 2004: 222–224; Kitchen 1996: 346–348).

Takelot III havde mindst to sønner. Djedptahiufankh blev anden profet for Amun, mens Osorkon F blev profet for Amun i Theben. Flere døtre er også blevet knyttet til familien, men nogle af slægtskaberne kan ikke skelnes sikkert fra Takelot II’s familie (Dodson og Hilton 2004: 222–224).

Regeringstid
Før Takelot III blev medregent, havde han flere vigtige embeder. Han var Amuns ypperstepræst i Theben, Harsafes ypperstepræst i Herakleopolis, general og guvernør over Øvre Egypten. Embederne gav ham kontrol over både tempeladministrationen og militæret i området mellem Herakleopolis og Theben (Kitchen 1996: 345–348; Payraudeau 2009: 291–301).

I sine første fem regeringsår delte Takelot III magten med sin far, Osorkon III. Forholdet dokumenteres af vandstandsmærke nr. 13 i Karnak, hvor Takelot III’s 5. regeringsår nævnes sammen med Osorkon III’s 28. regeringsår. Efter faderens død fortsatte Takelot III som eneregent (Beckerath 1966: 43–55; Jansen-Winkeln 2006: 250–252).

En donationsstele fra Amheida i Dakhla oasen er dateret til Takelot III’s 13. regeringsår. Stelen registrerer en jordgave til Thoths tempel og viser, at Takelot III’s myndighed også blev anerkendt vest for Nildalen. Et dokument fra et 14. regeringsår kan muligvis tilhøre ham, men dateringen kan også gælde Takelot II (Kaper og Demarée 2006: 19–37; Payraudeau 2009: 291–301).

Monumenter
Takelot III er dokumenteret flere steder i Øvre Egypten. I Karnak findes hans navn og titulatur i Osiris Heka-djets kapel. Her er han afbildet i en offerscene, og kapellets indskrifter viser forbindelsen mellem regentfamilien og Osiriskulten i Amuns tempelområde (Legrain 1900: 128–130; Payraudeau 2009: 296–300).

Hans 5. regeringsår er bevaret i vandstandsmærke nr. 13 på kajmuren foran Amuns tempel, mens vandstandsmærke nr. 4 omtaler hans 6. regeringsår. En graffito på taget af Khonsus tempel i Karnak er dateret til hans 7. regeringsår (Beckerath 1966: 43–55; Kitchen 1996: 346–348).

I 2005 blev en stele fra Takelot III’s 13. regeringsår fundet i ruinerne af Thoths tempel ved Amheida i Dakhla oasen. Den registrerer en jordgave til templet og nævner elleve præster, som fik del i indtægterne. Fra Abydos kendes desuden en kalkstensstele med Takelot III’s navn. Den opbevares på Det Egyptiske Museum i Kairo, nr. JE 30434 (Kaper og Demarée 2006: 19–37; El-Tayeb 2024: 216–227).

Grav og mumie
Takelot III’s grav er ikke fundet, og hans mumie er ikke identificeret. Det er blevet foreslået, at graven lå ved Medinet Habu i det vestlige Theben, hvor flere medlemmer af regentfamilien senere blev begravet. Der er dog endnu ikke fundet arkæologiske rester, som kan bekræfte placeringen (Dodson og Gee 2017: 67–74).

Tre små kanopiske krukker med navnet Takelot opbevares på Rijksmuseum van Oudheden i Leiden, nr. C.I.280, C.I.283 og C.I.284. Krukkerne har låg formet som en bavian, en sjakal og en falk. Deres ægthed har tidligere været betvivlet, men navnets skrivemåde og genstandenes tidlige samlingshistorie taler for, at de er ægte og stammer fra Takelot III’s grav (Dodson og Gee 2017: 67–74).

Eftermæle
Takelot III videreførte sin fars regentlinje og bevarede familiens magt over store dele af Øvre Egypten. Fundet af stelen fra hans 13. regeringsår viste, at han regerede længere end tidligere antaget. Dokumenterne fra Dakhla oasen viser desuden, at hans myndighed blev anerkendt langt uden for Nildalen.