Kort introduktion
Ramesses I var grundlægger af det 19. dynasti og regerede Egypten omkring 1292–1290 f.Kr. Han kom ikke fra den gamle kongefamilie, men fra en militær slægt i Nildeltaet. Efter en lang karriere under farao Horemheb blev han udpeget som tronfølger og overtog magten uden uro. Hans regeringstid varede kun få år, men han sikrede en stabil overgang til sin søn Seti I. Dermed lagde Ramesses I grundlaget for Ramsesside-slægten, som kom til at herske over Egypten i mere end to hundrede år og gav landet nogle af dets mest berømte faraoner, herunder Ramesses II.

Familie
Ramesses I var den første farao i det 19. dynasti og grundlægger af den slægt, som senere skulle give Egypten nogle af dets mest berømte herskere. I modsætning til de fleste tidligere faraoner kom han ikke fra den gamle kongelige familie, men fra en militær og administrativ slægt med rødder i det nordøstlige Nildelta, sandsynligvis i området omkring Avaris, den tidligere hyksoshovedstad (Kitchen/1982; Baker/2008).

Hans fødenavn var oprindeligt Paramessu (Pa-Ra-mes-su), som betyder “Den som Ra har født”. Før sin tronbestigelse gjorde han karriere under Horemheb og opnåede en række høje militære og administrative embeder. Hans baggrund afspejler den voksende betydning, som hæren havde fået siden slutningen af det 18. dynasti (Gardiner/1953; Kitchen/1996).

Ramesses’ far hed Seti, men var ikke farao og må ikke forveksles med den senere konge Seti I. Faderen bar titler som officer og embedsmand og tilhørte sandsynligvis den militære elite i Deltaet. Familien synes gennem flere generationer at have været knyttet til hæren og statsadministrationen (Baker/2008).

Hans hustru var Sitre, der efter sin søns tronbestigelse fik den kongelige titel “Kongens Moder”. Hun blev senere begravet i Kongernes Dal i grav KV38, som oprindeligt blev anlagt til Thutmose I og senere genanvendt til hendes begravelse (Dodson & Hilton/2004).
Ramesses I og Sitre fik mindst én søn, den senere farao Seti I. Seti var allerede en erfaren militær leder, da hans far besteg tronen, og han blev hurtigt udpeget som kronprins og medregent. Dette sikrede en stabil arvefølge og styrkede det nye dynastis position (Kitchen/1982; Baker/2008).

Gennem Seti I blev Ramesses I farfar til Ramesses II, en af Egyptens længst regerende og mest berømte faraoner. Dermed blev Ramesses I stamfader til Ramsesside-slægten, som kom til at dominere Egypten gennem store dele af det 19. og 20. dynasti (Kitchen/1982).
Flere medlemmer af familien gjorde karriere inden for militæret og administrationen. Dette viser, at Ramsessiderne allerede før tronbestigelsen havde opbygget et stærkt netværk af loyale embedsmænd og officerer. Horemhebs beslutning om at vælge Ramesses som arving skyldtes sandsynligvis både hans personlige loyalitet og familiens solide position i staten (Gardiner/1953; Dodson & Hilton/2004).

Selv om Ramesses I kun regerede i kort tid, fik hans familie enorm betydning for Egyptens historie. Hans efterkommere kom til at herske i mere end to århundreder, og Ramsesside-slægten blev en af de mest succesrige kongelige familier i oldtidens Egypten. Det er derfor ikke hans egen regeringstid, men hans rolle som dynastigrundlægger, der gør ham historisk vigtig (Kitchen/1996; Baker/2008).

Regeringstid
Ramesses I regerede kun omkring 1292–1290 f.Kr., hvilket gør ham til en af de kortest regerende faraoner i det Nye Rige. Da han besteg tronen, var han allerede en ældre mand, sandsynligvis omkring 50–60 år gammel. Hans korte regeringstid skyldes derfor sandsynligvis høj alder snarere end politiske problemer (Kitchen/1982; Baker/2008).

Før tronbestigelsen var Ramesses kendt som Paramessu og havde gjort en lang karriere under Horemheb. Han bar en række høje titler, herunder militære og administrative embeder, som gjorde ham til en af rigets mest betroede mænd. Horemheb, der ikke havde nogen overlevende arvinger, udpegede ham til tronfølger for at sikre en fredelig magtovergang (Gardiner/1953; Kitchen/1996).

Ved sin kroning antog han tronenavnet Menpehtyre (Mn-pḥty-Rˁ), “Varig er Ras styrke”. Navnet signalerede kontinuitet med den traditionelle kongemagt og understregede forbindelsen til solguden Ra. Dette var vigtigt efter de politiske og religiøse omvæltninger, som Egypten havde gennemlevet siden Amarna-perioden (Baker/2008).

Selv om hans regeringstid var kort, fortsatte Ramesses I den politik, som Horemheb havde indledt. Den centrale administration blev opretholdt, templerne modtog fortsat kongelig støtte, og hæren bevarede sin stærke position i staten. Der findes ingen tegn på større interne konflikter eller arvefølgeproblemer i denne periode (Kitchen/1982).

Et af Ramesses I’s vigtigste politiske initiativer var udpegelsen af sin søn Seti I som kronprins og sandsynligvis medregent. Seti var allerede en erfaren militær leder og kunne derfor uden vanskeligheder overtage regeringen ved faderens død. Denne planlagte overgang blev afgørende for det nye dynastis stabilitet (Dodson & Hilton/2004).

Ramesses I nåede at påbegynde enkelte byggeprojekter, især ved Karnak, men de fleste blev først fuldført under Seti I. Derfor overskygges hans regering ofte af både forgængeren Horemheb og sønnen Seti I. Moderne forskning understreger dog, at hans største bedrift var at sikre den dynastiske kontinuitet, som gjorde Ramsessidernes storhedstid mulig (Kitchen/1996; Baker/2008).

Da Ramesses I døde efter omkring to års regeringstid, overtog Seti I tronen uden modstand. Magtovergangen markerede begyndelsen på en af de mest succesrige perioder i egyptisk historie. Selv om Ramesses I regerede kort, blev hans navn udgangspunktet for en kongeslægt, som kom til at dominere Egypten i mere end to århundreder (Kitchen/1982; Gardiner/1953).

Ekspeditioner / krige
Ramesses I’s regeringstid var meget kort, og der findes ingen sikre optegnelser om større militære felttog gennemført af ham som farao. Hans betydning på det militære område skal derfor først og fremmest ses i lyset af hans lange karriere som officer og embedsmand før tronbestigelsen samt hans rolle i etableringen af det militære dynasti, som senere blev videreført af Seti I og Ramesses II (Kitchen/1982; Baker/2008).

Før han blev farao, gjorde Ramesses karriere under Horemheb, der selv var professionel general. Ramesses opnåede flere høje militære poster og blev en del af den kreds af officerer, som stod bag genopbygningen af Egyptens hær efter Amarna-periodens svækkelse af centralmagten (Kitchen/1982-85).

Ved begyndelsen af det 19. dynasti stod Egypten over for udfordringer i både Syrien-Palæstina og Nubien. Hittiterriget havde i de foregående årtier udvidet sin indflydelse i Levanten, mens Egyptens kontrol over flere vasalstater var blevet svækket. Ramesses I nåede dog ikke at iværksætte større militære operationer for at ændre denne situation (Gardiner/1953).

Meget tyder på, at den praktiske ledelse af hæren allerede under Ramesses I i vid udstrækning lå hos kronprinsen Seti I. Seti havde betydelig erfaring som militær leder og var sandsynligvis ansvarlig for forberedelserne til de felttog, som senere blev gennemført efter hans tronbestigelse (Kitchen/1982; Dodson & Hilton/2004).

Selv om Ramesses I ikke er kendt for store sejre på slagmarken, bidrog han til at bevare den stærke militære organisation, som Horemheb havde opbygget. Hæren forblev en af statens vigtigste institutioner, og dens stabilitet gjorde det muligt for Seti I hurtigt at genoprette Egyptens position som stormagt i Nærorienten (Baker/2008).

Ramesses I’s militære betydning ligger derfor mindre i konkrete krige og mere i hans rolle som forbindelsesled mellem Horemhebs reformer og Seti I’s senere erobringer. Han sikrede kontinuiteten i ledelsen af hæren og skabte grundlaget for de militære succeser, der kom til at præge det 19. dynasti (Kitchen/1982-85).

Monumenter
Selv om Ramesses I kun regerede i omkring to år, nåede han at indlede flere byggeprojekter, som senere blev videreført og udbygget af hans søn Seti I. Hans monumenter er derfor relativt få sammenlignet med senere Ramsesside-faraoner, men de markerer begyndelsen på det 19. dynastis byggeprogram og den politiske stabilitet, som Horemheb havde efterladt (Baker/2008).

Ved Karnak-templet findes flere indskrifter og relieffer med Ramesses I’s navn. Her fortsatte han den restaurering og udbygning af Amon-kultens vigtigste tempel, som var blevet påbegyndt under Horemheb. Flere af de monumenter, der bærer hans navn, blev senere færdiggjort eller udvidet af Seti I, hvilket gør det vanskeligt at afgøre præcist, hvor stor en del af arbejdet der blev udført under Ramesses selv (Kitchen/1982).

Et af de vigtigste monumentale projekter, der kan forbindes med Ramesses I, er begyndelsen på det store tempelbyggeri ved Abydos. Selv om det berømte tempel i Abydos hovedsageligt blev opført af Seti I, findes der tegn på, at planlægningen og de første arbejder blev indledt allerede under Ramesses I. Templet kom senere til at blive et af de vigtigste religiøse monumenter i hele det Nye Rige (Baker/2008).

I Karnak er der fundet blokke og relieffragmenter med Ramesses I’s kartoucher, som viser ham foran Amon og andre traditionelle guddomme. Disse monumenter understreger hans rolle som viderefører af den religiøse genoprettelse, der var blevet gennemført under Horemheb. Som de øvrige tidlige Ramsessider lagde han stor vægt på forbindelsen til Amon-præsteskabet og de traditionelle kulter (Gardiner/1953).

Der kendes også enkelte statuer af Ramesses I, selv om de er langt færre end hos hans efterfølgere. Flere af dem blev senere genanvendt eller omarbejdet under Seti I og Ramesses II. Dette skyldes dels den korte regeringstid, dels at sønnen hurtigt overtog og udvidede de fleste af faderens projekter (Kitchen/1982).

Ramesses I’s monumenter viser tydeligt overgangen mellem Horemhebs reformperiode og den storstilede byggeaktivitet, som kom til at præge det 19. dynasti. Hvor Horemheb primært fokuserede på genopbygning og administration, begyndte Ramesses I at skabe det dynastiske fundament, som Seti I og Ramesses II senere udviklede til nogle af de største byggeprogrammer i egyptisk historie (Baker/2008).

Hans monumentale arv er derfor beskeden i omfang, men stor i historisk betydning. De få bevarede indskrifter og bygningsrester markerer begyndelsen på Ramsessidernes epoke og varsler den kulturelle og politiske blomstring, som snart skulle følge under hans efterkommere (Baker/2008).

Politiske forhold / efterspil
Ramesses I’s regeringstid var kort, men dens politiske betydning var usædvanlig stor. Med hans tronbestigelse blev overgangen fra det 18. til det 19. dynasti gennemført uden de magtkampe, som ofte havde præget tidligere dynastiske skifter. Dette skyldtes i høj grad den forberedelse, som var blevet foretaget under Horemheb, og den stærke position, som Ramesses allerede havde opnået som en af rigets ledende embedsmænd (Kitchen/1982; Baker/2008).

Da Horemheb døde uden børn, stod Egypten igen over for spørgsmålet om tronfølgen. I stedet for at lade magten gå til en fjern slægtning eller en rivaliserende embedsmand havde Horemheb udpeget Paramessu som sin arving. Denne beslutning sikrede kontinuitet i regeringen og forhindrede en ny arvefølgekrise. Tronovergangen fremstår derfor som en af de mest fredelige i hele det Nye Riges historie (Gardiner/1953; Kitchen/1996).

Politisk videreførte Ramesses I den kurs, som Horemheb havde fastlagt. Den centrale administration blev bevaret, hæren fortsatte som en af statens vigtigste institutioner, og samarbejdet mellem kongehuset og Amon-præsteskabet blev styrket. Der findes ingen tegn på større interne konflikter eller opposition mod den nye konge, hvilket tyder på, at hans magtovertagelse blev accepteret af både embedsværk, militær og præsteskab (Baker/2008).

En af Ramesses I’s vigtigste handlinger var at sikre dynastiets fremtid. Hans søn Seti blev tidligt udpeget som kronprins og fik en fremtrædende rolle i statens ledelse. Dermed blev magtoverførslen planlagt længe før Ramesses’ død. Denne beslutning gav det nye dynasti en stabilitet, som mange tidligere kongehuse havde manglet (Dodson & Hilton/2004).

Religiøst fortsatte Ramesses I den genoprettelse af de traditionelle kulter, som var blevet gennemført under Tutankhamon, Ay og Horemheb. Amon-templerne bevarede deres centrale rolle, og forbindelsen mellem konge, præsteskab og gudeverden blev yderligere styrket. På dette område var hans regering præget af kontinuitet snarere end forandring (Kitchen/1982).

Selv om Ramesses I ikke gennemførte store reformer, blev hans regeringstid afgørende for udviklingen af det 19. dynasti. Han skabte den politiske ramme, som gjorde det muligt for Seti I hurtigt at genoprette Egyptens position som stormagt i Syrien og Palæstina. Uden den stabile magtovergang ville de senere militære og kulturelle triumfer sandsynligvis have været langt vanskeligere at opnå (Kitchen/1996; Baker/2008).

Efter sin død blev Ramesses I husket som dynastiets grundlægger. Hans efterkommere lagde stor vægt på forbindelsen til ham, selv om hans egen regeringstid havde været kort. Især under Ramesses II blev familien fremhævet som den legitime arvtager til Egyptens gamle kongelige traditioner. Dermed fik Ramesses I en historisk betydning, som langt oversteg hans faktiske regeringsår (Kitchen/1982).

Set i et længere perspektiv blev Ramesses I den afgørende overgangsfigur mellem Horemhebs reformstat og Ramsessidernes storhedstid. Hans største bedrift var ikke erobringer eller monumenter, men etableringen af et nyt dynasti, som kom til at præge Egyptens historie i mere end to århundreder (Baker/2008; Gardiner/1953).

Grav
Ramesses I blev begravet i grav KV16 i Kongernes Dal ved Theben. Graven blev opdaget af Giovanni Battista Belzoni i 1817 og er en af de mindste kongegrave i hele dalen. Den beskedne størrelse skyldes sandsynligvis Ramesses I’s korte regeringstid, som kun gav begrænset tid til planlægning og udførelse af et større gravanlæg (Baker/2008; Kitchen/1996).

KV16 ligger i den centrale del af Kongernes Dal og består af en nedadgående trappe, en korridor, et forkammer og et gravkammer. Selv om graven er relativt lille, er den kunstnerisk betydningsfuld, fordi den markerer begyndelsen på den gravtradition, som senere blev videreudviklet under Seti I og Ramesses II

Et af gravens mest bemærkelsesværdige træk er de velbevarede vægdekorationer. Farverne fremstår stadig usædvanligt klare med stærke nuancer af blå, grøn, rød, gul og sort. Dekorationerne viser Ramesses I foran forskellige guddomme, herunder Osiris, Horus, Anubis og Hathor, og understreger den traditionelle egyptiske forestilling om kongens rejse til efterlivet (Baker/2008).

På væggene findes uddrag af Portebogen (Book of Gates), som beskriver solgudens natlige rejse gennem underverdenens porte. KV16 er blandt de tidligste kongegrave, hvor denne underverdensbog optræder som en central del af udsmykningen. Senere blev den et fast element i mange grave fra det 19. og 20. dynasti (Hornung/1999).

I gravkammeret blev Ramesses I’s sarkofag fundet. Den er udført i rød granit og dekoreret med tekster og religiøse motiver. Sarkofagen er en af de få større genstande, som overlevede gravrøvernes aktiviteter. Selve låget blev beskadiget, men hovedparten af kisten er bevaret (Baker/2008).

Graven blev plyndret allerede i oldtiden, og næsten alt begravelsesudstyr forsvandt. Da Belzoni undersøgte KV16 i begyndelsen af det 19. århundrede, fandt han kun få rester af den oprindelige begravelse. Trods dette er graven en vigtig kilde til forståelsen af den tidlige Ramsesside-periode (Kitchen/1996).

Arkitektonisk viser KV16 en overgang mellem de sene grave fra det 18. dynasti og de mere komplekse gravanlæg, som blev opført under Seti I. Hvor Horemhebs grav KV57 stadig repræsenterer traditionerne fra det 18. dynasti, peger KV16 frem mod de monumentale Ramsesside-grave, der snart skulle dominere Kongernes Dal (Hornung/1999).

Selv om KV16 er blandt dalens mindre grave, har den stor historisk betydning. Den repræsenterer begyndelsen på det 19. dynastis kongelige begravelsestradition og vidner om overgangen fra Horemhebs reformperiode til Ramsessidernes storhedstid. Gravens velbevarede udsmykninger gør den i dag til et af de mest interessante gravanlæg fra begyndelsen af det Nye Riges sidste store blomstringsperiode (Baker/2008; Kitchen/1982).

Mumie
Ramesses I’s mumie er en af de mest bemærkelsesværdige i egyptologiens historie, fordi den sandsynligvis er den eneste faraomumie, som i moderne tid har befundet sig i privat eje og været udstillet uden for Egypten, før den senere blev hjemført med officiel anerkendelse (Baker/2008).

Efter gravplyndringer i oldtiden blev Ramesses I’s mumie sandsynligvis flyttet fra sin oprindelige grav, KV16, som led i de genbegravelsesprogrammer, præsterne gennemførte under det 21. dynasti for at beskytte de kongelige rester. På et tidspunkt forsvandt mumien imidlertid fra de kendte gravdepoter, og dens videre skæbne blev ukendt (Kitchen/1996).

I slutningen af det 19. århundrede dukkede en uidentificeret kongelig mumie op på det antikvitetsmarked, som dengang blomstrede i Egypten. Mumien blev senere købt af canadieren James Douglas og endte til sidst på Niagara Falls Museum i Canada, hvor den gennem mange år blev udstillet som en anonym egyptisk mumie uden sikker identifikation.

I 1990’erne begyndte forskere at undersøge mumiens oprindelse nærmere. Anatomiske undersøgelser, røntgenanalyser og sammenligninger med kendte kongelige begravelser viste, at der var tale om en højtstående person fra begyndelsen af det 19. dynasti. Mumificeringsteknikken, kroppens alder og flere fysiske karakteristika pegede i retning af Ramesses I (Weeks/1998; Baker/2008).

Undersøgelserne viste, at manden var relativt ældre ved døden, hvilket stemmer godt overens med de historiske oplysninger om Ramesses I’s alder ved tronbestigelsen. Kroppens arme var placeret på en måde, som ofte forbindes med kongelige begravelser i det Nye Rige, og kvaliteten af balsameringen var usædvanlig høj
.
Selv om der ikke findes en inskription, som direkte navngiver mumien som Ramesses I, har mange egyptologer accepteret identifikationen som sandsynlig. Beviserne er ikke absolutte, men kombinationen af arkæologiske, historiske og anatomiske data gør Ramesses I til den mest sandsynlige kandidat (Baker/2008; Dodson & Hilton/2004).

I 2003 blev mumien officielt returneret til Egypten efter aftale mellem de canadiske myndigheder og det egyptiske antikvæsen. Hjemkomsten blev markeret med stor offentlig interesse og blev betragtet som en symbolsk tilbagevenden af dynastiets grundlægger til sit hjemland efter mere end hundrede år i Nordamerika (Hawass/2003).

I dag opbevares mumien i Egypten og regnes af mange forskere for at være Ramesses I, selv om identifikationen fortsat formelt beskrives som sandsynlig snarere end fuldstændig bevist. Hvis identifikationen er korrekt, giver mumien et sjældent indblik i den mand, som grundlagde det 19. dynasti og blev stamfader til Seti I og Ramesses II (Baker/2008).

Ramesses I’s mumie er derfor ikke blot interessant på grund af sin historiske betydning, men også på grund af sin usædvanlige moderne historie. Ingen anden faraomumie har gennemgået en tilsvarende rejse fra Kongernes Dal til Nordamerika og tilbage til Egypten igen