Kort introduktion
Horemheb var den sidste farao i det 18. dynasti og begyndte sin karriere som soldat og hærleder.
Han kom til magten efter Ay og arbejdede for at genoprette orden i Egypten efter Amarna-periodens uro. Horemheb gennemførte reformer af statsadministrationen og styrkede både hæren og den centrale magt.
Han forsøgte samtidig at fjerne mange spor efter Akhenaton og de øvrige Amarna-konger for at understrege forbindelsen til de gamle traditioner.
Da han døde uden en søn, udpegede han sin efterfølger, Ramses I, som grundlagde det 19. dynasti.
I denne artikel kan du læse om hans familie, vejen til tronen, regeringstid, reformer og betydning for Egyptens historie.

Familie
Horemheb var den sidste farao i det 18. dynasti og adskiller sig fra de fleste af sine forgængere ved ikke at være født ind i den kongelige familie. Han kom sandsynligvis fra en velstående familie i området omkring Hutnesut (det senere Alabastron) i Mellemegypten, men hans præcise oprindelse er ukendt (Booth/2009; Baker/2008).

Horemhebs forældre nævnes ikke i samtidige kilder, og ingen sikre slægtskabsforbindelser til det thutmosidiske kongehus er kendt. Hans karriere blev i stedet bygget på militær og administrativ dygtighed. Under Tutankhamun steg han til posten som øverstbefalende for hæren og blev en af rigets mest magtfulde embedsmænd (Booth/2009).

Hans vigtigste hustru var Mutnodjmet, der senere blev dronning. Hendes identitet er et af de mest omdiskuterede spørgsmål i forskningen. Mange egyptologer har foreslået, at hun kan være identisk med den Mutbenret (Mutnodjmet), som optræder i Amarna-kunst som søster til Nefertiti. Hvis denne identifikation er korrekt, ville Horemheb gennem sit ægteskab have fået en indirekte forbindelse til Amarna-slægten. Beviserne er dog ikke endelige, og spørgsmålet diskuteres fortsat (Baker/2008; Dodson/2009).

Mutnodjmet blev begravet i nærheden af Horemhebs gravanlæg ved Saqqara. Undersøgelser af hendes jordiske rester tyder på, at hun døde i forbindelse med en graviditet i relativt høj alder. Dette kan være en forklaring på, at parret aldrig fik en overlevende arving (Booth/2009).

Der kendes ingen børn af Horemheb. Manglen på en direkte arving blev afgørende for Egyptens historie, da den tvang ham til at vælge en efterfølger uden for sin egen familie. Valget faldt på hans nære medarbejder og militære kollega Ramesses I, der grundlagde det 19. dynasti efter Horemhebs død ( Booth/2009).

Før han blev farao, var Horemheb gift med en kvinde ved navn Amenia. Hun er kendt fra hans gravanlæg i Saqqara og synes at være død, før Horemheb besteg tronen. Flere af de tidligste monumenter viser Amenia som hans hustru, mens Mutnodjmet først optræder senere i hans karriere (Baker/2008).

Som familiefigur står Horemheb derfor i en særstilling blandt det 18. dynastis herskere. Han var hverken søn af en farao eller medlem af den gamle kongeslægt, men nåede alligevel tronen gennem militær og politisk talent. Hans manglende arvinger betød samtidig, at han blev den sidste farao i dynastiet og den mand, der banede vejen for Ramsessidernes næsten to hundrede år lange herredømme over Egypten (Booth/2009; Baker/2008).

Regeringstid
Horemheb regerede ca. 1319–1292 f.Kr. og var den sidste farao i det 18. dynasti. Da han besteg tronen, var Egypten stadig præget af de politiske, religiøse og administrative problemer, som var opstået under Amarna-perioden. Horemheb betragtede sig selv som den hersker, der skulle genoprette maat – den guddommelige orden – og føre landet tilbage til stabilitet og tradition (Booth/2009; Baker/2008).

Før sin tronbestigelse havde Horemheb gjort karriere som militær leder under Tutankhamun. Han bar titler som »Kongens stedfortræder i hele landet« og »Øverstkommanderende for hæren«, hvilket gjorde ham til en af rigets mest magtfulde mænd. Selv om han ikke blev valgt som efterfølger af Tutankhamon, var han allerede en central figur i statsadministrationen og stod stærkt, da Ay døde uden en arving (Booth/2009).

Ved sin tronbestigelse fremstillede Horemheb sig som den legitime arvtager til de store faraoner før Amarna-perioden. Han undlod bevidst at fremhæve forbindelserne til Akhenaton, Smenkhkare, Tutankhamon og Ay og betragtede i praksis deres regeringer som en afvigelse fra den rette orden. I officielle dokumenter lod han ofte deres regeringsår indgå i sin egen kronologi, som om han selv var den retmæssige efterfølger til Amenhotep III (Gardiner/1953).
Et af de vigtigste dokumenter fra hans regering er den såkaldte Store Reformstele ved Karnak. Her beskriver Horemheb de problemer, der plagede landet, herunder korruption blandt embedsmænd, misbrug af magt, ulovlig skatteopkrævning og uretfærdig behandling af almindelige borgere. Stelen indeholder en række reformer og straffebestemmelser, som skulle genoprette retfærdighed og styrke statens autoritet (Booth/2009).
Horemheb gennemførte omfattende administrative reformer. Han reorganiserede embedsværket, styrkede domstolene og begrænsede lokale embedsmænds mulighed for at misbruge deres stillinger. Samtidig sikrede han, at hæren og præsteskabet igen blev integreret i den traditionelle statsstruktur. Disse reformer lagde grundlaget for den stabilitet, som senere gjorde det muligt for det 19. dynasti at udvikle sig til en af Egyptens stærkeste perioder (Booth/2009; Baker/2008).
Religiøst fuldførte Horemheb den proces, som var begyndt under Tutankhamon og Ay. Templerne blev restaureret, Amon-præsteskabet fik igen en central rolle, og sporene efter Aten-kulten blev systematisk fjernet. Talatat-blokke fra Akhenatons templer blev genbrugt som fyldmateriale i nye byggerier ved Karnak, hvilket både havde en praktisk og symbolsk betydning (Hornung/1999).

På det udenrigspolitiske område arbejdede Horemheb på at genoprette Egyptens position i Syrien-Palæstina og Nubien. Selv om de største militære kampagner først kom under hans efterfølgere, styrkede han hæren og genetablerede Egyptens autoritet i flere grænseområder. Hans baggrund som general gav ham stor respekt blandt militære kredse (Booth/2009).

Da Horemheb ikke havde nogen overlevende børn, måtte han vælge en efterfølger uden for sin egen familie. Han udpegede sin betroede embedsmand og militære kollega Ramesses I som arving. Denne beslutning sikrede en fredelig magtovergang og markerede begyndelsen på det 19. dynasti (Booth/2009).

Horemheb døde efter omtrent 27 års regering. Ved hans død var Egypten igen en stabil og velfungerende stat med en stærk centraladministration, en reorganiseret hær og et genoprettet tempelsystem. Mange historikere betragter derfor Horemheb som den egentlige genopbygger af Egypten efter Amarna-periodens kriser og som den farao, der lagde fundamentet for Ramses-tidens storhed (Booth/2009; Baker/2008).

Ekspeditioner / krige
Horemheb var den sidste farao i det 18. dynasti og den første siden Amenhotep II, hvis baggrund primært var militær frem for kongelig. Allerede under Tutankhamun optrådte han som øverstkommanderende for hæren og som kongens repræsentant i udenrigspolitiske anliggender. Flere inskriptioner fremstiller ham som rigets vigtigste militære leder længe før hans tronbestigelse (Booth/2009; Baker/2008).

Militær karriere før tronbestigelsen
Fra sit gravanlæg i Saqqara kendes en række relieffer, som viser Horemheb modtage udenlandske gesandter, føre tilsyn med hæren og rapportere direkte til faraoen.
Disse scener illustrerer hans centrale rolle i genopbygningen af Egyptens internationale position efter Amarna-perioden (Booth/2009).

Horemheb bar titler som: Kongens stedfortræder i hele landet , (idnw n nswt m tꜣ r-ḏr.f), Øverstkommanderende for hæren , (imy-r mšꜥ wr), Arvelig fyrste og Kongens fortrolige
Disse titler viser, at han allerede før sin tronbestigelse fungerede som en af rigets mest magtfulde personer (Baker/2008).

Situationen i Syrien og Palæstina
Ved slutningen af Amarna-perioden havde Egypten mistet en del af sin tidligere indflydelse i Syrien og Palæstina. Hittiterriget havde udnyttet svaghederne under Akhenaton og udvidet sin magt i området. Som general arbejdede Horemheb på at genoprette Egyptens position og styrke kontrollen over de tilbageværende vasalstater (Booth/2009).

Der findes dog ingen sikre kilder, som dokumenterer store erobringsfelttog under hans egen regeringstid. Hovedformålet synes at have været stabilisering frem for ekspansion.
Nubien
I Nubien fortsatte Egypten med at opretholde sin kontrol over de sydlige provinser og de vigtige guldminer. Horemheb styrkede administrationen og militærets tilstedeværelse i området, hvilket bidrog til rigets økonomiske stabilitet (Booth/2009

Hærreformer
En af Horemhebs vigtigste bedrifter var reorganiseringen af hæren. Efter Amarna-periodens politiske uro blev disciplinen styrket, kommandostrukturen forbedret og samarbejdet mellem militæret og centraladministrationen udbygget. Disse reformer gjorde hæren til et effektivt redskab for staten og skabte grundlaget for de store militære succeser under det 19. dynasti (Booth/2009).

Militær propaganda
Som farao lod Horemheb sig ofte afbilde som traditionel sejrherre over Egyptens fjender. Relieffer viser ham slå asiatiske og nubiske fjender ned foran guderne, præcis som tidligere faraoner havde gjort. Disse fremstillinger følger dog den klassiske egyptiske kongelige ikonografi og kan ikke nødvendigvis tolkes som beskrivelser af konkrete felttog (Baker/2008).

Betydning
Horemhebs vigtigste militære indsats var ikke store erobringer, men genopbygningen af hæren og genetableringen af Egyptens autoritet efter Amarna-periodens krise. Hans reformer gjorde det muligt for hans efterfølgere, især Seti I og Ramesses II, at føre de omfattende militære kampagner, som senere kom til at præge det 19. dynasti (Booth/2009).

Monumenter
Horemheb efterlod sig et omfattende byggeprogram, som afspejler hans ønske om at genoprette Egypten efter Amarna-periodens politiske og religiøse omvæltninger. Mange af hans monumenter blev opført på steder, hvor Akhenatons bygninger tidligere havde stået, og flere af dem indeholder genanvendte talatat-blokke fra Aten-templerne. Horemheb fremstillede sig selv som den farao, der genetablerede den traditionelle orden og gudernes gunst (Booth/2009; Baker/2008).
Ved Karnak gennemførte Horemheb omfattende byggearbejder. Her lod han opføre den såkaldte Niende Pylon og sandsynligvis også den Tiende Pylon. Til opførelsen blev tusindvis af talatat-blokke fra Akhenatons Aten-templer anvendt som fyldmateriale. Disse blokke er senere blevet en uvurderlig kilde til vores viden om Amarna-periodens kunst og arkitektur (Booth/2009; Redford/1984). Ved Karnak lod Horemheb også opstille sin berømte Reformstele, som beskriver hans administrative reformer og kampen mod korruption blandt embedsmændene.

Ved Luxor-templet fortsatte Horemheb restaureringsarbejder, der var blevet afbrudt under Amarna-perioden. Relieffer viser ham i traditionelle religiøse ceremonier foran Amon, Mut og Khonsu. Disse scener understreger hans rolle som genopretter af den ortodokse religion og de gamle kulter (Booth/2009).

Før han blev farao, lod Horemheb opføre en imponerende grav ved Saqqara. Graven er blandt de vigtigste ikke-kongelige monumenter fra slutningen af det 18. dynasti. Reliefferne viser udenlandske gesandter, militære ceremonier, hæren, religiøse processioner og Horemheb som kongens nærmeste mand. Graven giver et unikt indblik i hans karriere som general under Tutankhamon og hans vej til magten (Booth/2009). Efter tronbestigelsen blev graven aldrig taget i brug som kongelig begravelse.

Som farao lod Horemheb opføre grav KV57 i Kongernes Dal. Graven markerer et vigtigt udviklingstrin i de kongelige gravanlæg. KV57 er den første kongegrav, hvor dele af Amduat optræder i en form, som senere blev standard i det 19. dynasti. Gravens udsmykning regnes blandt de fineste fra hele det Nye Rige og danner et vigtigt bindeled mellem det 18. og 19. dynastis gravkunst (Hornung/1999; Booth/2009).

Horemheb er også kendt for systematisk at have overtaget monumenter fra tidligere herskere. Mange statuer og relieffer af Tutankhamon, Ay og i nogle tilfælde Akhenaton fik fjernet deres navne og erstattet med Horemhebs egne kartoucher. Denne praksis havde både økonomiske og politiske årsager. Den sparede ressourcer og understregede samtidig hans rolle som den legitime genopretter af Egypten efter Amarna-perioden (Baker/2008).

Der findes monumenter med Horemhebs navn i Karnak, Luxor, Memphis, Saqqara, Abydos, Heliopolis og Nubien. Dette viser, at hans byggeprogram var landsdækkende og havde til formål at demonstrere genoprettelsen af centralmagtens autoritet efter årtiers uro (Booth/2009).

Horemhebs monumenter er blandt de vigtigste vidnesbyrd om overgangen mellem Amarna-perioden og Ramsessidernes tid. Hans byggeprojekter genoprettede de traditionelle kultcentre, mens genanvendelsen af Aten-templernes talatat-blokke symboliserede afslutningen på Akhenatons religiøse revolution. Mange af de monumenter, som senere faraoner i det 19. dynasti byggede videre på, hviler derfor direkte på det fundament, som Horemheb skabte (Booth/2009; Baker/2008).

Politiske forhold / efterspil
Horemheb overtog tronen efter Ays død og afsluttede dermed den lange periode med politisk usikkerhed, der havde præget Egypten siden Akhenatons religiøse revolution. Som tidligere general og administrator havde han allerede omfattende erfaring med rigets ledelse, og hans regering blev i høj grad præget af ønsket om at genoprette orden, stabilitet og respekt for statens institutioner (Booth/2009; Baker/2008).
Ved sin tronbestigelse stod Egypten stadig over for følgerne af Amarna-perioden. De traditionelle templer var blevet svækket, administrationen havde mistet effektivitet, og mange embedsmænd havde udnyttet den politiske uro til personlig berigelse. Horemheb fremstillede derfor sig selv som den hersker, der var udvalgt af guderne til at genoprette maat – den guddommelige orden, som var grundlaget for det egyptiske samfund (Booth/2009).

Det vigtigste dokument fra hans regering er den såkaldte Reformstele ved Karnak. Her beskriver Horemheb en række problemer i staten, herunder bestikkelse, ulovlig skatteopkrævning, embedsmisbrug og korruption blandt både civile og militære embedsmænd. Stelen indeholder detaljerede bestemmelser om straffe og administrative reformer, der skulle sikre en mere retfærdig og effektiv forvaltning af landet (Booth/2009).

Et centralt element i Horemhebs politik var genopbygningen af statsadministrationen. Han reorganiserede embedsværket, styrkede domstolene og begrænsede lokale myndigheders mulighed for at misbruge deres magt. Samtidig blev hæren integreret tættere i den centrale administration, hvilket gav staten større kontrol over provinserne og grænseområderne (Baker/2008).
Religiøst fuldførte Horemheb den proces, som var blevet påbegyndt under Tutankhamon og Ay. Amon-præsteskabet blev genoprettet som en af rigets vigtigste institutioner, templer blev restaureret, og de traditionelle gudekulter blev igen centrum for statens religiøse liv. Horemheb forsøgte samtidig at fjerne de sidste officielle spor af Aten-kulten og Amarna-periodens særstilling (Hornung/1999).

Som led i denne politik gennemførte han en omfattende omskrivning af den officielle historie. Akhenaton, Smenkhkare, Tutankhamon og Ay blev i vid udstrækning udeladt af senere kongelister. Deres monumenter blev overtaget eller ændret, og deres regeringsår blev i praksis betragtet som en afvigelse fra den legitime kongerække. Horemheb fremstillede sig selv som den retmæssige arvtager til de store faraoner før Amarna-perioden, især Amenhotep III (Booth/2009).
På det internationale plan genoprettede Horemheb Egyptens prestige som stormagt. Selv om de største militære erobringer først kom under Seti I og Ramesses II, lagde Horemheb grundlaget gennem en styrket administration, en reorganiseret hær og en mere aktiv udenrigspolitik (Booth/2009).

Manglen på en arving blev et af de vigtigste spørgsmål i slutningen af hans regeringstid. Da Horemheb ikke havde nogen overlevende sønner, valgte han sin betroede embedsmand og militære kollega Ramesses som tronfølger. Denne Ramesses blev senere farao som Ramesses I og grundlagde det 19. dynasti. Beslutningen sikrede en fredelig magtovergang og forhindrede en ny arvefølgekrise (Booth/2009; Baker/2008).

Da Horemheb døde efter omkring 27 års regering, efterlod han et Egypten, der igen var politisk stabilt, økonomisk velfungerende og religiøst samlet. Mange historikere betragter derfor Horemheb som den egentlige genopbygger af staten efter Amarna-periodens kriser. Uden hans reformer ville Ramsessidernes storhedstid sandsynligvis ikke have været mulig (Booth/2009).

Horemhebs eftermæle blev paradoksalt nok så succesfuldt, at hans efterfølgere ofte fik æren for resultater, der i virkeligheden blev skabt under hans regering. Moderne forskning har imidlertid i stigende grad fremhævet hans rolle som den farao, der genetablerede Egyptens institutioner og skabte grundlaget for det Nye Riges sidste storhedstid (Booth/2009; Baker/2008).

Grav
Horemheb blev begravet i grav KV57 i Kongernes Dal ved Theben. Graven blev opdaget i 1908 af den amerikanske arkæolog Edward R. Ayrton under Theodore M. Davis’ udgravninger i dalen. KV57 er den sidste kongegrav fra det 18. dynasti og markerer samtidig begyndelsen på den gravtype, der senere blev videreudviklet under det 19. dynasti (Booth/2009; Baker/2008).

Graven ligger i den centrale del af Kongernes Dal og adskiller sig fra tidligere grave ved sin plan og udsmykning. Arkitekturen kombinerer elementer fra de sene grave i det 18. dynasti med de mere komplekse anlæg, som senere blev standard under Seti I og Ramesses II. Horemhebs grav fungerer derfor som et vigtigt bindeled mellem to af Egyptens store kongeperioder (Hornung/1999).

KV57 består af en række korridorer og kamre, som leder frem til gravkammeret. Væggene er udsmykket med fint udførte relieffer, der hører til blandt de bedste i Kongernes Dal. Udsmykningen viser, at Horemheb ønskede at fremstå som den legitime arvtager til de store faraoner før Amarna-perioden og som beskytter af den traditionelle religion (Booth/2009).

Et af gravens vigtigste kendetegn er dens religiøse dekorationer. KV57 er den første kongegrav, hvor store dele af underverdensbogen Amduat optræder i en form, der senere blev standard i det 19. dynasti. Teksterne beskriver solguden Ras rejse gennem nattens tolv timer og hans genfødsel ved daggry. Denne udsmykning viser Horemhebs tætte forbindelse til den traditionelle egyptiske forestillingsverden efter afslutningen på Amarna-periodens religiøse eksperimenter (Hornung/1999).

Reliefferne i KV57 er udført i sunk relief og var oprindeligt bemalet i stærke farver. Selv om mange af farverne er gået tabt, regnes gravens kunstneriske kvalitet blandt de højeste i Kongernes Dal. Flere scener viser Horemheb foran Osiris, Anubis, Hathor og andre traditionelle guddomme, som var vendt tilbage til centrum af statens religion efter Akhenatons regeringstid (Booth/2009).

I gravkammeret blev der fundet fragmenter af Horemhebs sarkofag. Sarkofagen var fremstillet af rød kvartsit og dekoreret med beskyttende gudinder. Den blev alvorligt beskadiget af gravrøvere i oldtiden, og kun dele af den er bevaret. Resterne viser dog, at begravelsen oprindeligt var udført med stor omhu og i overensstemmelse med de kongelige traditioner fra det Nye Rige (Baker/2008).

Som de fleste kongegrave i Kongernes Dal blev KV57 udsat for gravrøveri allerede i oldtiden. Størstedelen af gravudstyret blev fjernet, og kun få genstande blev efterladt. Blandt fundene var fragmenter af træfigurer, ushabtier, stykker af begravelsesudstyr samt dele af sarkofagen (Booth/2009).

Gravens historiske betydning rækker langt ud over dens størrelse. KV57 markerer afslutningen på det 18. dynasti og indledningen til Ramsessidernes epoke. Arkitektur, dekorationer og religiøse tekster peger frem mod de store grave for Seti I og Ramesses II, mens Horemhebs egen rolle som genopbygger af staten afspejles i gravens traditionelle ikonografi (Hornung/1999; Booth/2009).

I dag regnes KV57 for en af de vigtigste grave i Kongernes Dal, ikke på grund af sit gravudstyr, men fordi den dokumenterer overgangen mellem Amarna-periodens afslutning og det Nye Riges sidste storhedstid under det 19. dynasti (Baker/2008; Booth/2009).

Mumie
I modsætning til flere af sine forgængere er Horemhebs mumie aldrig blevet identificeret med sikkerhed. Selv om hans grav, KV57, blev fundet i Kongernes Dal i 1908, indeholdt den ingen bevaret kongelig mumie. Da graven blev undersøgt, var den allerede blevet plyndret i oldtiden, og størstedelen af begravelsesudstyret var forsvundet (Booth/2009; Baker/2008).

Det er sandsynligt, at Horemheb oprindeligt blev begravet i KV57 i overensstemmelse med de traditionelle kongelige ritualer fra det Nye Rige. Sarkofagen af rød kvartsit stod stadig i gravkammeret, men var blevet knust af gravrøvere. Fund af ushabtier, begravelsesudstyr og fragmenter af gravinventaret viser, at begravelsen oprindeligt havde været både omfattende og kostbar (Booth/2009).

Under det 21. dynasti blev mange kongelige mumier flyttet fra deres oprindelige grave til hemmelige depoter for at beskytte dem mod gravrøveri. Mumierne af blandt andre Ahmose I, Amenhotep I, Thutmose III, Seti I og Ramesses II blev reddet på denne måde. Horemhebs mumie er imidlertid ikke blevet fundet i nogen af disse depoter, og dens videre skæbne er ukendt (Baker/2008).

Gennem årene er flere uidentificerede mumier blevet foreslået som mulige kandidater til Horemheb. Ingen af teorierne har dog opnået bred accept blandt egyptologer. Der findes hverken inskriptioner, arkæologiske fund eller DNA-analyser, som med sikkerhed kan knytte en bestemt mumie til den sidste farao i det 18. dynasti (Booth/2009).

Manglen på en identificeret mumie betyder, at forskerne ikke med sikkerhed kan fastslå Horemhebs alder ved døden, helbredstilstand eller fysiske fremtoning. Vurderinger af hans alder bygger derfor hovedsageligt på historiske og arkæologiske data. De fleste forskere mener, at han var en ældre mand ved sin død efter en regeringstid på omkring 27 år (Baker/2008).
Nogle forskere har foreslået, at Horemhebs mumie kan være blevet ødelagt under gravplyndringer allerede i oldtiden. Andre mener, at den kan være blevet flyttet og stadig befinder sig blandt de mange uidentificerede mumier fra Kongernes Dal. Indtil videre findes der dog ingen afgørende beviser for nogen af teorierne (Booth/2009).

Selv om Horemhebs mumie fortsat er forsvundet, har hans grav og monumenter givet forskerne et detaljeret billede af hans regeringstid. Hans historiske betydning hviler derfor ikke på bevarede menneskelige rester, men på de reformer, monumenter og politiske forandringer, som han gennemførte. Som den sidste farao i det 18. dynasti blev han manden, der lagde fundamentet for Ramsessidernes storhedstid og afsluttede genopbygningen af Egypten efter Amarna-periodens kriser (Booth/2009; Baker/2008).