Kort introduktion til pt.2
I anden del af Ramses II’s (ca. 1279–1213 f.Kr.) historie ser vi nærmere på de monumenter, der gjorde ham berømt både i sin egen tid og i eftertiden.
Over hele Egypten lod han opføre templer, statuer og bygningsværker, som stadig præger landskabet i dag.
Artiklen behandler også hans grav i Kongernes Dal, den berømte mumie og det eftermæle, som har gjort Ramses II til en af de mest kendte faraoner i verdenshistorien.
Sammen giver disse monumenter og fund et enestående indblik i en hersker, hvis navn stadig er uløseligt knyttet til Egyptens storhedstid.

Monumenter
Ramses II var en af de mest aktive bygherrer i Egyptens historie. I løbet af sin mere end 66 år lange regeringstid lod han opføre, udvide eller restaurere templer, paladser, statuer og offentlige bygninger over hele Egypten og Nubien. Hans navn findes på monumenter fra Nildeltaet i nord til Abu Simbel i syd, og ingen anden farao har efterladt sig et så omfattende byggeprogram (Kitchen/1982; James/2000).

Et af hans vigtigste projekter var opførelsen af den nye hovedstad Pi-Ramses i det østlige Nildelta. Byen fungerede som kongelig residens, administrativt centrum og militær base for Egyptens aktiviteter i Asien. Pi-Ramses blev en af de største byer i Det Nye Rige og et symbol på Ramses II’s magt og prestige (Kitchen/1982).

Ved Karnak-templet videreførte Ramses II de store byggeprojekter, som hans far Seti I havde påbegyndt. Hans vigtigste bidrag var færdiggørelsen af den enorme Hypostylhal, der med sine 134 søjler er et af de største religiøse rum, som nogensinde er opført. Mens mange af de fineste relieffer på de indre søjler blev udført under Seti I, lod Ramses færdiggøre store dele af udsmykningen og tilføjede sine egne indskrifter og relieffer på hallens ydre vægge (Kitchen/1969–1990; Brand/2000).

På den nordlige ydermur lod Ramses indhugge scener fra sine militære kampagner, især slaget ved Kadesh. Reliefferne viser kongen i kamp mod hittitterne og ledsages af tekster fra det såkaldte Bulletin og Poemet, som udgør nogle af de vigtigste historiske kilder til hans regeringstid (Breasted/1906; Kitchen/1969–1990).

Ramses opførte desuden flere kolossalstatuer i tempelområdet og lod sit navn indhugge på en række ældre monumenter. I den første gård opstillede han store osiride-statuer og monumentale figurer af sig selv, som skulle understrege hans rolle som gudernes udvalgte hersker og Egyptens beskytter. Mange af disse statuer er bevaret i fragmenteret form og vidner om det enorme omfang af hans byggeprogram (James/2000).

Karnak var ikke blot et tempel, men centrum for dyrkelsen af Amon-Ra, Egyptens vigtigste gud i Det Nye Rige. Ved at bygge og udsmykke templet styrkede Ramses forholdet til Amon-præsteskabet og demonstrerede sin religiøse legitimitet. Tempelkomplekset blev samtidig et monument over hans egen regeringstid og en synlig påmindelse om hans magt for både samtidige og kommende generationer (Kitchen/1982; Brand/2000).

Ved Luxor-templet opførte Ramses den monumentale første pylon og den store forgård foran Amenhotep III’s tempel. Foran indgangen lod han opstille kolossale statuer af sig selv samt to obelisker. Den ene står fortsat i Luxor, mens den anden siden 1836 har stået på Place de la Concorde i Paris (James/2000).

På Thebens vestbred opførte Ramses sit store dødetempel, Ramesseum, som var viet til Amon og den guddommeliggjorte konge. Templet var et af de største i Det Nye Rige og er især kendt for sine relieffer af slaget ved Kadesh og den enorme kolossalstatue af kongen, som oprindeligt var blandt de største statuer i Egypten (Kitchen/1982).

I Nubien lod Ramses opføre klippetemplerne ved Abu Simbel. Det store tempel domineres af fire kolossalstatuer af kongen ved indgangen, mens det mindre tempel er viet til dronning Nefertari og gudinden Hathor. Templerne blev anlagt for at demonstrere Egyptens magt i Nubien og regnes i dag blandt de mest berømte monumenter fra den egyptiske oldtid (Tyldesley/2000).

Ramses udførte også byggearbejder ved Abydos, Memphis, Heliopolis, Hermopolis og talrige andre byer. Mange ældre templer blev restaureret eller udvidet, og kongens navn blev tilføjet på monumenter over hele landet. Dette bidrog til at styrke hans synlighed og understregede hans rolle som beskytter af guderne og Egyptens traditionelle institutioner (Kitchen/1982).

Et karakteristisk træk ved Ramses II’s monumenter er det enorme antal statuer. Fra kolossale figurer ved templerne til mindre skulpturer i granit, kalksten og sandsten fremstilles kongen som den ideelle hersker og gudernes udvalgte søn. Disse billeder var en vigtig del af den kongelige propaganda og bidrog til at skabe det eftermæle, som stadig knytter sig til hans navn (James/2000).

Ramses II’s byggeprogram havde både religiøse, politiske og praktiske formål. Monumenterne fungerede som templer, administrative centre og symboler på kongemagtens styrke. Tilsammen udgør de et af de mest omfattende byggeprogrammer i verdenshistorien og er en af hovedårsagerne til, at Ramses II stadig er blandt de bedst kendte faraoner i dag (Kitchen/1982; James/2000).

Politiske forhold
Ramses II’s lange regeringstid var præget af en usædvanlig grad af politisk stabilitet. Da han overtog tronen efter Seti I, stod Egypten stærkt både militært og økonomisk, og gennem de følgende årtier lykkedes det ham at bevare denne position. Hans styre blev kendetegnet ved en kombination af militær styrke, diplomatisk samarbejde og effektiv administration (Kitchen/1982; James/2000).

Et af de vigtigste politiske resultater var afslutningen på konflikten med hittitterne. Efter mange års rivalisering i Syrien indgik Ramses II og den hittitiske konge Hattusili III omkring år 21 af Ramses’ regeringstid en fredsaftale. Traktaten fastslog gensidig støtte, ikke-angreb og samarbejde mellem de to stormagter. Den er bevaret i både egyptisk og hittitisk udgave og regnes som den ældst kendte internationale fredsaftale i verdenshistorien (Breasted/1906; Bryce/2005).

Freden blev senere styrket gennem diplomatiske ægteskaber. Ramses giftede sig med mindst to hittitiske prinsesser, hvilket yderligere forbedrede forholdet mellem Egypten og Hatti. Disse ægteskaber var ikke blot symbolske, men indgik som en vigtig del af den udenrigspolitiske strategi, der sikrede fred langs rigets nordøstlige grænse (Kitchen/1982; James/2000).

Administrativt videreførte Ramses det system, som Horemheb, Ramses I og Seti I havde opbygget. Riget blev styret gennem et omfattende embedsværk, hvor vesirer, skatmestre, militære ledere og tempeladministrationer arbejdede tæt sammen med kongemagten. Denne organisation gjorde det muligt at administrere et stort rige og gennemføre de omfattende byggeprojekter, som kendetegnede hans regeringstid (Kitchen/1982).

Den nye hovedstad Pi-Ramses i det østlige Nildelta blev centrum for regering og administration. Byens placering gav hurtig adgang til både Middelhavet, Sinai og de asiatiske provinser. Herfra kunne kongen overvåge udenrigspolitikken og reagere hurtigt på begivenheder i Levanten (James/2000).

Forholdet til præsteskabet var generelt godt. Ramses støttede de store templer og sikrede betydelige donationer til gudekulterne, især til Amon-templet i Karnak. Samtidig bevarede han den kongelige kontrol over staten og undgik de magtkampe mellem præsteskab og kongehus, som senere skulle præge slutningen af Det Nye Rige (Tyldesley/2000).

Den lange regeringstid skabte kontinuitet og stabilitet. Flere generationer af egyptere levede hele deres liv under den samme farao, og Ramses blev et symbol på orden og velstand. Samtidig betød den lange levetid, at mange af hans arvinger døde før ham, hvilket gjorde tronfølgen mere kompliceret mod slutningen af hans regering (Dodson & Hilton/2004).

Da Ramses II døde efter mere end seks årtier på tronen, efterlod han et rige, der fortsat var blandt oldtidens stærkeste stater. Hans politiske resultater hvilede ikke kun på militære sejre, men i lige så høj grad på diplomati, administration og evnen til at skabe stabilitet over en usædvanlig lang periode (Breasted/1906; Kitchen/1982; Bryce/2005).

Grav (KV7)
Ramses II blev begravet i grav KV7 i Kongernes Dal på Nilens vestbred ved Theben. Graven ligger i den centrale del af dalen og blev anlagt som det sidste hvilested for den farao, der regerede længst i det 19. dynasti. På grund af sin placering tæt ved dalbunden blev graven gennem årtusinderne udsat for flere oversvømmelser, som forårsagede omfattende skader på både arkitektur og udsmykning (Reeves & Wilkinson/1996).

Arbejdet med graven blev sandsynligvis påbegyndt kort efter Ramses II’s tronbestigelse og fortsatte gennem store dele af hans mere end 66 år lange regeringstid. Den lange regeringstid gav mulighed for løbende udvidelser og udsmykninger, hvilket gjorde KV7 til et af de største gravanlæg i Kongernes Dal. Gravens plan følger den type, som blev udviklet under det 19. dynasti, med lange korridorer, søjlehaller, sidekamre og et centralt gravkammer dybt inde i klippen (Weeks/2001).

De indre vægge var dækket af religiøse tekster og relieffer, der skulle sikre kongens rejse gennem underverdenen. Blandt de vigtigste tekster var dele af Amduat, Portebogen, Dødebogens kapitler og andre begravelsestekster, som beskriver solguden Ras natlige rejse og faraoens forening med guderne. Udsmykningen fulgte de religiøse traditioner, som var blevet udviklet gennem flere århundreder i Kongernes Dal (Hornung/1999).

Selvom meget af dekorationen i dag er beskadiget, viser de bevarede fragmenter, at gravens kunstneriske kvalitet oprindeligt var meget høj. Reliefferne var udført i den karakteristiske stil fra det 19. dynasti med fint modellerede figurer og klare farver. Flere steder kan man stadig se rester af de oprindelige bemalinger (Reeves & Wilkinson/1996).

Allerede få generationer efter Ramses II’s død blev graven udsat for gravrøverier. Som mange andre kongegrave blev den tømt for værdifulde genstande, og store dele af gravudstyret gik tabt. Senere oversvømmelser førte mudder, sten og affald ind i anlægget, hvilket yderligere beskadigede vægge og relieffer. Derfor fremstår KV7 i dag langt dårligere bevaret end eksempelvis Seti I’s grav KV17 (Weeks/2001).

Arkæologiske undersøgelser har vist, at graven oprindeligt rummede et omfattende begravelsesudstyr. Fragmenter af sarkofager, statuer, ushabtier og andre genstande er fundet under udgravningerne. Selvom fundene kun repræsenterer en lille del af det oprindelige inventar, giver de et indblik i den pragt, som omgav Ramses II’s begravelse (James/2000).

I nærheden af KV7 ligger graven KV5, der tilhørte mange af Ramses II’s sønner. Opdagelsen og udgravningen af KV5 har bidraget til en bedre forståelse af den kongelige familie og det begravelseslandskab, som omgav Ramses II i Kongernes Dal (Weeks/2001).

Da præsterne i det 21. dynasti forsøgte at beskytte de kongelige mumier mod gravrøvere, blev Ramses II’s mumie fjernet fra KV7 og flyttet til den kongelige mumiekachette ved Deir el-Bahari. Selve graven mistede dermed sin vigtigste beboer, men fortsatte med at være et vigtigt monument over den store faraos regeringstid (Reeves & Wilkinson/1996).

Selvom KV7 ikke har samme bevaringsgrad som flere andre grave i Kongernes Dal, er den fortsat et af de vigtigste monumenter fra det 19. dynasti. Graven afspejler Ramses II’s enorme ambitioner, hans lange regeringstid og den centrale rolle, som forestillingen om livet efter døden spillede i den egyptiske kongeideologi (Kitchen/1982; James/2000).

Eftermæle
Ramses II blev allerede i sin egen levetid betragtet som en af Egyptens største faraoner. Hans usædvanligt lange regeringstid, omfattende byggeprogram og mange monumenter gjorde ham til et symbol på kongelig magt og stabilitet. Flere generationer af egyptere voksede op uden at kende nogen anden hersker, og hans navn blev kendt over hele riget (Kitchen/1982; James/2000).

Efter hans død fortsatte hans ry med at vokse. Senere faraoner betragtede ham som et ideal for kongemagten og søgte ofte at knytte sig til hans minde. Mange af hans monumenter forblev i brug gennem århundreder, og hans navn optræder hyppigt i inskriptioner fra senere perioder. Selv i den græsk-romerske tid blev han husket som en af fortidens store konger (Tyldesley/2000).

Hans enorme byggeprogram har haft stor betydning for eftertidens opfattelse af Egypten. Monumenter som Abu Simbel, Ramesseum, Karnak og Luxor er blandt de mest berømte levn fra den egyptiske oldtid og tiltrækker hvert år besøgende fra hele verden. Ingen anden farao har sat så tydelige spor i det egyptiske landskab som Ramses II (James/2000).

Moderne forskning har dog nuanceret det billede, som Ramses selv skabte gennem sine monumenter og inskriptioner. Slaget ved Kadesh var eksempelvis ikke den afgørende sejr, som hans propaganda fremstillede det som, og flere af hans byggeprojekter videreførte arbejder, der var påbegyndt af tidligere herskere. Alligevel er der bred enighed om, at Ramses II var en dygtig politiker, administrator og bygherre, som sikrede Egypten stabilitet gennem det meste af det 13. århundrede f.Kr. (Breasted/1906; Kitchen/1982; Bryce/2005).

I dag står Ramses II som den mest kendte farao fra Det Nye Rige og en af de mest berømte herskere i verdenshistorien. Hans lange regeringstid markerede højdepunktet for det 19. dynasti, og hans monumenter, mumie og historiske kilder giver fortsat forskerne ny viden om det gamle Egyptens samfund, religion og politik. Mere end tre tusinde år efter sin død er Ramses II stadig et af de navne, der først forbindes med Egyptens faraoner (James/2000; Tyldesley/2000).