Familie
Akhenaton blev født som søn af Amenhotep III og dronning Tiye og tilhørte den Thutmoside kongeslægt. Han var sandsynligvis ikke oprindeligt udpeget som tronfølger, men overtog denne rolle efter sin ældre bror, kronprins Thutmose, døde tidligt. Dronning Tiye synes at have spillet en fortsat vigtig politisk rolle ind i hans regeringstid, hvilket blandt andet fremgår af Amarna-brevene (Moran / 1992; Manniche / 2009).

Hans hovedhustru var Nefertiti, som indtog en enestående position i både religiøs og politisk sammenhæng. Hun optræder ofte side om side med kongen i ceremonielle scener og udfører handlinger, der normalt var forbeholdt faraoen. Det er blevet foreslået, at hun i de senere år af hans regering kan have fungeret som medregent eller endda regeret selv under navnet Neferneferuaten, men dette er fortsat omdiskuteret (Manniche / 2009; Tyldesley / 1998).

Akhenaton havde også mindst én sekundær hustru, Kiya, som synes at have haft en fremtrædende position i den tidlige del af Amarna-perioden. Hendes præcise rolle og skæbne er uklar, men hun er ofte blevet foreslået som mulig mor til Tutankhamun, selv om nyere DNA-analyser peger på, at hans mor snarere var en anonym kongelig kvinde, muligvis en søster til Akhenaton (Hawass et al. / 2010; Dodson / 2004).

Akhenaton og Nefertiti fik seks døtre: Meritaten, Meketaten, Ankhesenpaaten (senere Ankhesenamun), Neferneferuaten Tasherit, Neferneferure og Setepenre. Disse prinsesser optræder hyppigt i Amarna-kunsten og spiller en central rolle i den nye religiøse ikonografi (Manniche / 2009; Bagh / Fokus på Amarna).

Der er ingen sikkert attesterede sønner i samtidige relieffer. Tutankhamun anses i dag med stor sandsynlighed for at være Akhenatons søn på baggrund af genetiske undersøgelser, men hans moder er ukendt (Hawass et al. / 2010). Figuren Smenkhkare er endnu mere usikker; han kan have været en yngre slægtning eller medregent, og i nogle teorier identificeres han med den kvindelige regent Neferneferuaten (Dodson / 2004; Manniche / 2009).

Samlet set fremstår Akhenatons familie som både velbelyst og gådefuld, hvor mange detaljer stadig er genstand for forskning og debat.

Regeringstid
Amenhotep IV, senere kendt som Akhenaton, regerede ca. 1353–1336 f.Kr. i omkring 17 år og overtog et rige på højden af sin magt efter Amenhotep III. Det er muligt, at der i slutningen af faderens regering fandt et kort medregentskab sted på 1–2 år, men dette er fortsat omdiskuteret i forskningen (Dodson / 2004; Bryan).

I de første år af sin regering, ca. år 1–6, regerede han under navnet Amenhotep IV og opholdt sig primært i Theben. Her videreførte han formelt den traditionelle religiøse orden, men begyndte samtidig at fremhæve solguden Aten gennem nye tempelbyggerier ved Karnak-templet. Disse Aten-templer adskilte sig fra de traditionelle ved deres åbne struktur, som tillod direkte sollys at gennemstrømme helligdommen, hvilket afspejler en tidlig udvikling i hans religiøse tænkning (Manniche / 2009; Bagh).

Omkring år 5–6 ændrede han sit navn til Akhenaton, “den som er virksom for Aten”, hvilket markerer et klart ideologisk brud med Amon-kulten. I denne periode lod han også anlægge en helt ny hovedstad, Akhetaten (Amarna), som blev etableret på et hidtil ubebygget område i Mellemægypten. Byen blev grundlagt gennem grænse-steler, hvor kongen selv beskriver sit valg af stedet som guddommeligt bestemt (Manniche / 2009; Kemp). Fortsættes i part 2.

Ekspeditioner / krige
Amenhoteps regeringstid er bemærkelsesværdig ved fraværet af større militære felttog, hvilket adskiller ham fra mange tidligere faraoner i det 18. dynasti.

Monumenter
Akhenatons byggeaktivitet markerer et afgørende brud med tidligere faraoners traditioner og afspejler tydeligt hans religiøse reformer. Hans monumenter kan opdeles i to hovedfaser: den tidlige periode i Theben og den senere periode i den nye hovedstad Akhetaten (Amarna).

I begyndelsen af sin regering lod han opføre flere Aten-templer ved Karnak-templet. Disse bygninger, herunder det såkaldte Gem-pa-Aten (“Aten er fundet”), adskilte sig markant fra traditionelle egyptiske templer ved deres åbne gårde uden tage, som tillod sollyset direkte adgang til helligdommen. Dette arkitektoniske valg afspejler Aten-kultens fokus på solens lys som guddommelig manifestation (Manniche; Bryan).

En vigtig teknisk nyskabelse i denne periode var anvendelsen af de såkaldte talatat-blokke, små standardiserede sandstensblokke, som gjorde det muligt at opføre bygninger hurtigt og effektivt. Disse blokke blev senere demonteret og genbrugt som fyld i andre monumenter efter Akhenatons død, hvilket i dag har gjort det muligt for arkæologer at rekonstruere dele af hans templer (Manniche; Kemp).