Familie
Er beskrevet i  Amenhotep IV – Ankhenaton Part 1.

Regeringstid
I den senere fase af hans regering, ca. år 7–17, gennemførte Akhenaton en gennemgribende religiøs reform. Aten blev ophøjet som den centrale guddom, mens dyrkelsen af Amon og andre guder blev undertrykt. Navne og billeder af Amon blev systematisk fjernet fra monumenter, og tempeløkonomien blev omstruktureret, så ressourcerne i højere grad blev kontrolleret af kongemagten. Religionen blev nu centreret omkring kongen og hans familie som de eneste legitime formidlere mellem Aten og menneskene (Hornung; Manniche).

Samtidig ændrede kongens rolle sig ideologisk. Akhenaton fremstod ikke længere som en traditionel krigerkonge, men som en religiøs leder med en særlig forbindelse til Aten. Dette afspejles tydeligt i kunsten, hvor han og hans familie fremstilles i intime og næsten dagligdags scener under solskivens stråler.

I de senere år af hans regering bliver kildematerialet mere fragmentarisk. Flere medlemmer af kongefamilien, herunder datteren Meketaten, døde sandsynligvis i denne periode. Samtidig optræder en medregent, Smenkhkare, hvis identitet og rolle er usikker. Han kan have været en kortvarig medregent i slutningen af Akhenatons regering eller en selvstændig efterfølger, men dette er fortsat omdiskuteret (Dodson / 2004).

Amarna-brevene viser, at Egyptens internationale position i denne periode kan have været under pres. Vasaller i Syrien og Palæstina anmodede gentagne gange om militær støtte mod lokale fjender, hvilket traditionelt er blevet tolket som tegn på en svækket udenrigspolitik. Det er dog muligt, at Akhenaton i stedet prioriterede diplomatiske løsninger frem for militære indgreb (Moran / 1992).

Akhenatons regeringstid afsluttes efter ca. 17 år. Efter hans død blev mange af hans religiøse reformer hurtigt opgivet, og den efterfølgende periode var præget af en gradvis tilbagevenden til den traditionelle religion og magtstruktur.

Den religiøse og kunst revolution
I det 18. dynasti, ca. 1353–1336 f.v.t., gennemførte farao Akhenaton en af de største forandringer i Egyptens historie. Han brød med den traditionelle gudeverden og indførte en ny religion centreret om solguden Aton. (Shaw 2000; Redford 1984).

Akhenaton grundlagde en ny hovedstad, Akhenaton (Amarna), som hurtigt blev opført og fungerede som centrum for både religion og kongemagt. Her blev Aton dyrket som den øverste gud, og byen blev et synligt udtryk for den nye tro.

Den gamle egyptiske religion byggede på mange guder, især Amon, som havde stor betydning i Theben. Akhenaton ændrede dette ved at ophøje Aton til den eneste gud. Se Ankhenatens Solhymne

Templer for andre guder blev lukket, og navnet Amon blev fjernet fra monumenter. Aton blev ikke fremstillet som menneske eller dyr, men som en solskive, hvorfra stråler med små hænder rakte ned mod jorden.

I den nye religion stod faraoen i centrum. Det var kun gennem Akhenaton og hans familie, at menneskene kunne nærme sig Aton. Faraoen blev dermed både religiøst og politisk overhoved, og hans rolle fik en endnu større betydning end tidligere.

Samtidig ændrede kunsten sig. Kongen og hans familie blev vist i mere naturlige og dagligdags situationer, ofte i nær kontakt med hinanden. Figurerne fik lange ansigter og slanke kroppe, og der blev lagt vægt på lys, liv og forbindelsen til solen.

Efter Akhenaton sdød ophørte reformen hurtigt. Under Tutankhamon blev den gamle religion genindført, og hovedstaden Amarna blev forladt. Akhenaton navn blev senere fjernet fra mange inskriptioner, som om man ønskede at slette ham fra historien.

Akhenatons religiøse reform står i dag som et af de tidligste kendte forsøg på en tro med én gud. Samtidig viser den, hvor tæt religion og magt var knyttet i det gamle Egypten – og hvor hurtigt selv store forandringer kunne forsvinde igen.

Ekspeditioner / krige
Amarna-brevene viser, at Egyptens vasaller i Syrien og Palæstina gentagne gange anmodede om militær støtte mod lokale fjender. Der er imidlertid kun få tegn på, at Akhenaton reagerede aktivt med militære indgreb (Moran / 1992).
Dette er traditionelt blevet tolket som en svækkelse af Egyptens udenrigspolitik, men det er også muligt, at kongen prioriterede diplomati og interne religiøse reformer frem for militære kampagner.

Monumenter
Efter bruddet med Amon-kulten og flytningen fra Theben grundlagde Akhenaton en helt ny hovedstad, Akhetaten (Amarna), på Nilens østbred i Mellemægypten.
Byen blev anlagt som et religiøst og politisk centrum dedikeret til Aten og var uden tilknytning til tidligere gudekulter. Området blev defineret gennem en række grænse-steler, hvor kongen beskrev sin guddommelige inspiration for byens placering (Bagh; Kemp).

I Akhetaten opførte han en række monumentale bygninger, herunder det Store Aten-tempel og det Lille Aten-tempel, som begge var åbne komplekser designet til soltilbedelse.
Derudover blev der opført kongelige paladser, administrative bygninger og embedsboliger, hvilket viser, at byen fungerede som en fuldt udviklet hovedstad.

Akhenaton lod også anlægge sin egen kongelige grav i den østlige ørken (Royal Wadi), i overensstemmelse med sin religiøse ideologi, hvor solen stod op i øst. Dette brød med den traditionelle placering af kongelige grave på Nilens vestbred.

Kunstnerisk er monumenterne fra Amarna-perioden kendetegnet ved en radikal stilændring. Relieffer og statuer viser kongen og hans familie i en mere naturalistisk og ofte stiliseret form med aflange proportioner og intime scener.
Aten fremstilles som en solskive, hvis stråler ender i hænder, der rækker livssymbolet ankh mod kongefamilien.

Efter Akhenatons død blev størstedelen af hans monumenter systematisk demonteret. Talatat-blokkene blev genbrugt i senere byggeprojekter, især under Horemheb, og byen Akhetaten blev forladt. Dette har betydet, at mange af hans monumenter i dag kun er bevaret fragmentarisk, men samtidig har givet moderne forskning en unik mulighed for at rekonstruere hans byggeprogram.

Politiske forhold / efterspil
Akhenatons regeringstid efterlod Egypten i en usædvanlig og ustabil situation, hvor både den religiøse og politiske orden var blevet grundlæggende ændret. Ved at nedbryde Amon-præsteskabets magt og centralisere religionen omkring Aten og kongefamilien havde han svækket de institutioner, som tidligere havde sikret rigets stabilitet.

Samtidig synes Egyptens internationale position at være blevet udfordret. Amarna-brevene vidner om gentagne henvendelser fra vasalstater i Syrien og Palæstina, som bad om militær støtte mod fjender. Manglen på tydelig egyptisk indgriben er ofte blevet tolket som tegn på politisk svækkelse, selv om det også kan skyldes ændrede prioriteringer, hvor kongen fokuserede mere på interne religiøse forhold end på udenrigspolitik (Moran / 1992).

Efter Akhenatons død opstod en kort og uklar overgangsperiode. Figuren Smenkhkare kan have regeret kortvarigt, enten som medregent i slutningen af Akhenatons liv eller som selvstændig farao. Derudover optræder en regent med navnet Neferneferuaten, som muligvis var Nefertiti eller en anden kvindelig medlem af kongefamilien, men dette spørgsmål er fortsat uafklaret.

Den egentlige genoprettelse af den gamle orden begyndte under Tutankhamun, som besteg tronen som barn. Under hans regering blev hovedstaden flyttet væk fra Amarna, og dyrkelsen af Amon og de øvrige guder blev gradvist genindført. Hans navn blev ændret fra Tutankhaten til Tutankhamon som et tydeligt signal om denne religiøse tilbagevenden.

Denne proces blev videreført og fuldendt under de senere herskere Ay og især Horemheb. Horemheb gennemførte en systematisk restaurering af den traditionelle orden og forsøgte samtidig at slette mindet om Amarna-perioden.
Monumenter fra Akhenatons tid blev demonteret, hans navn blev fjernet fra inskriptioner, og han blev udeladt af de officielle kongelister.
I den officielle historieskrivning blev rækkefølgen af konger ændret, således at Amenhotep III syntes at blive direkte efterfulgt af Horemheb. Akhenaton og hans nærmeste efterfølgere blev dermed effektivt fjernet fra den historiske tradition.

Denne bevidste udslettelse af hans minde betyder, at meget af vores viden om Akhenaton først blev genopdaget gennem arkæologiske fund i det 19. og 20. århundrede.
I dag står han som en af de mest kontroversielle og fascinerende skikkelser i oldtidens historie: en konge, der forsøgte at omforme religion og magt, men hvis projekt ikke overlevede hans egen levetid.

Grav
Akhenaton lod anlægge sin kongelige grav i den østlige ørken ved Akhetaten (Amarna), i den såkaldte Royal Wadi. Denne placering markerer et tydeligt brud med traditionen, hvor faraoner normalt blev begravet på Nilens vestbred i Kongernes Dal.
Valget af østbredden afspejler hans religiøse ideologi, hvor solen og dens opgang spillede en central rolle i forestillingen om liv og genfødsel (Manniche / 2009; Bagh).

Graven følger i sin grundstruktur de kongelige grave fra det Nye Rige med en lige akse af korridorer og kamre, men adskiller sig ved at inkludere sidekamre og rum, som synes at være tilføjet undervejs. Den var udsmykket med scener knyttet til Aten-kulten og viser blandt andet kongefamilien i religiøse sammenhænge.
Særligt bemærkelsesværdige er scenerne, hvor Akhenaton og Nefertiti sørger over deres datter Meketatens død, hvilket er en usædvanlig personlig fremstilling i egyptisk gravkunst (Manniche / 2009).
Det er almindeligt accepteret, at Akhenaton oprindeligt blev begravet i denne grav. Imidlertid blev hans begravelse senere forstyrret, og mange af gravens elementer, herunder sarkofagen af lyserød granit, blev ødelagt og spredt. Resterne af sarkofagen er siden blevet delvist rekonstrueret og viser blandt andet figurer af Nefertiti med beskyttende arme (Dodson / 2004; Kemp).
Et af de største spørgsmål i egyptologien er forbindelsen mellem Akhenaton og den såkaldte KV55-grav i Kongernes Dal. Denne grav blev opdaget i begyndelsen af det 20. århundrede af Theodore M. Davis og indeholdt en stærkt beskadiget begravelse fra Amarna-perioden.
Fundet omfattede fragmenter af en kiste, genstande med tilknytning til dronning Tiye samt spor af navne, der kan forbindes med Akhenaton (Reeves; Dodson).

Mumien i KV55 var i meget dårlig tilstand og faldt delvist fra hinanden ved åbningen. Den har været genstand for intens debat, både hvad angår køn, alder og identitet. Tidligere blev den af nogle tolket som en kvinde på grund af bækkenets form, men senere undersøgelser har vist, at der er tale om en mand (Reeves; Redford).

Moderne DNA-analyser har vist, at individet i KV55 var far til Tutankhamun, hvilket gør det sandsynligt, at mumien tilhører Akhenaton. Denne identifikation er dog ikke fuldstændig accepteret af alle forskere, og alternative forslag, såsom Smenkhkare, er stadig blevet fremsat (Hawass et al. / 2010; Dodson).

Det er muligt, at Akhenatons mumie oprindeligt blev flyttet fra Amarna til Kongernes Dal i forbindelse med genoprettelsen af den traditionelle religion efter hans død. Dette kan have været et forsøg på enten at beskytte eller kontrollere hans begravelse i en periode med politisk og religiøs omvæltning (Dodson; Kemp).

Samlet set afspejler Akhenatons grav og dens efterhistorie den usædvanlige karakter af hans regering: en konge, der brød med traditionerne, og hvis egen begravelse og eftermæle senere blev genstand for usikkerhed, ødelæggelse og omfortolkning.

Mumie
Akhenatons mumie er ikke med sikkerhed identificeret, men forbindes oftest med den mandlige mumie fundet i grav KV55 i Kongernes Dal.

Mumien blev opdaget i begyndelsen af det 20. århundrede og var stærkt beskadiget, hvilket har gjort identifikationen vanskelig. Tidlige undersøgelser gav modstridende resultater med hensyn til både alder og køn, men senere analyser har fastslået, at der er tale om en mand (Reeves; Redford).

Moderne DNA-undersøgelser har vist, at individet i KV55 var far til Tutankhamun, hvilket gør det sandsynligt, at mumien tilhører Akhenaton (Hawass et al. / 2010). Denne identifikation er dog ikke fuldstændig accepteret, og nogle forskere har foreslået, at mumien i stedet kan være Smenkhkare.

Samlet set er identifikationen af Akhenatons mumie fortsat usikker, men KV55-mumien anses i dag af mange for at være det mest sandsynlige kandidat.