Kort introduktion
Ay var en højtstående embedsmand ved hoffet og blev farao efter Tutankhamons død.
Han havde tjent flere konger gennem Amarna-perioden og spillede sandsynligvis en vigtig rolle i overgangen fra Akhenatons religiøse reformer til genindførelsen af den traditionelle egyptiske religion.
Da Tutankhamon døde uden en arving, overtog Ay tronen, selv om han allerede var en ældre mand.
Hans regeringstid varede kun få år, men han arbejdede for at skabe stabilitet i landet efter en periode med politiske og religiøse forandringer.
I denne artikel kan du læse om hans familie, vejen til tronen, regeringstid, monumenter og betydning for Egyptens historie.

Familie
Ay var en af de mest indflydelsesrige embedsmænd i slutningen af det 18. dynasti, men hans oprindelse er fortsat usikker. Han optræder første gang i kilderne under Amarna-perioden, hvor han bar en række høje hof- og embedsmandstitler, før han senere selv blev farao (Dodson/2009).

Mange forskere har foreslået, at Ay stammede fra den indflydelsesrige familie omkring Yuya og Thuya, som var forældre til dronning Tiye. Hvis dette er korrekt, ville Ay have været bror eller halvbror til Tiye og dermed onkel til Akhenaten. Der findes dog ingen inskription, som direkte bekræfter dette slægtskab, og teorien forbliver omdiskuteret (Dodson/2009)

Ay var gift med Tey, som bar titlen »Amme for den Store Kongelige Hustru«. Denne titel forbindes normalt med Nefertiti, hvilket har ført til teorien om, at Tey var Nefertitis amme eller stedmor (Manniche/2010).

En af de mest diskuterede teorier i egyptologien er, at Ay kan have været far til Nefertiti. Denne opfattelse bygger blandt andet på hans titel it nṯr (“Guds Fader”), som findes i hans Amarna-grav. Hvis Nefertiti var gift med faraoen Akhenaton, kunne titlen tolkes som “kongens svigerfar”. Ingen kilder omtaler imidlertid direkte Nefertiti som Ays datter, og spørgsmålet er derfor fortsat uafklaret (Dodson/2009 ).

Ay spillede en central rolle ved hoffet under både Akhenaton og Tutankhamon. Under den unge Tutankhamun fungerede han som en af rigets vigtigste rådgivere og synes at have haft betydelig indflydelse på regeringen. Flere afbildninger viser ham i nær tilknytning til kongefamilien, og han optræder blandt andet ved Tutankhamons begravelse, hvor han udfører Åbningen-af-munden-ceremonien – en rolle, der normalt blev udført af den efterfølgende konge ( Dodson/2009).

Efter Tutankhamons død overtog Ay selv tronen. Det er muligt, at han giftede sig med den kongelige enke Ankhesenamun for at styrke sit krav på kongemagten. En ring fundet med navnene på både Ay og Ankhesenamun har ofte været fremhævet som bevis for et sådant ægteskab, men spørgsmålet diskuteres fortsat blandt forskerne (Dodson/2009;).

Samlet set står Ay som bindeleddet mellem Amenhotep III’s hof, Amarna-periodens kongefamilie og genoprettelsen af den traditionelle stat under Tutankhamon og Horemheb. Trods hans centrale rolle er mange af hans familieforhold fortsat blandt de største uløste spørgsmål i det 18. dynastis historie.

Regeringstid
Ay regerede i cirka fire år, omtrent 1323–1319 f.Kr., og var allerede en ældre mand, da han overtog tronen efter Tutankhamuns død. Hans regering markerer den sidste fase af overgangen fra Amarna-periodens religiøse og politiske omvæltninger til den fulde genoprettelse af den traditionelle egyptiske stat (Dodson/2009).

Ay havde gennem mange år været blandt rigets mest magtfulde embedsmænd. Under Akhenaten bar han høje hoffunktioner, og under Tutankhamon fungerede han som kongens nærmeste rådgiver. Da den unge farao døde uden en levende arving, stod Ay i en stærk position til at overtage magten (Dodson/2009).

Et vigtigt vidnesbyrd om hans tronbestigelse findes i Tutankhamons grav, KV62. På gravkammerets nordvæg ses Ay udføre Åbningen-af-munden-ceremonien på den afdøde konge. I egyptisk tradition blev dette ritual normalt udført af den efterfølgende hersker, og scenen opfattes derfor som et vigtigt bevis på, at Ay allerede var udpeget som efterfølger ved begravelsen (Carter/1932–1933).

Ays tronbestigelse fandt sted i en politisk usikker periode. Efter Tutankhamons død synes enkedronningen Ankhesenamun at have forsøgt at få en hittitisk prins til Egypten som ægtemand og farao. Denne episode, kendt som Dakhamunzu-affæren, endte med prins Zannanzas død under rejsen til Egypten. Flere forskere har spekuleret på, om Ay kan have haft interesse i at forhindre den udenlandske prins i at nå frem, men der findes ingen direkte beviser for dette ( Dodson/2009).

Under sin regering fortsatte Ay den politik, der var blevet indledt under Tutankhamon. De traditionelle gudekulter blev støttet, templer blev restaureret, og forbindelsen til Amarna-periodens Aten-kult blev gradvist svækket. Samtidig forsøgte han at styrke sin egen legitimitet ved at fremstille sig som den retmæssige arvtager til det 18. dynastis kongerække (Hornung/1999).

Der findes relativt få daterede monumenter fra Ays regeringstid, hvilket skyldes både den korte regeringstid og efterfølgende ødelæggelser. Hans efterfølger, Horemheb, iværksatte senere en systematisk omskrivning af historien, hvor Ay – ligesom flere af Amarna-periodens herskere – i vid udstrækning blev fjernet fra den officielle kongerække (Dodson/2009;).

Ay døde efter omtrent fire års regering. Han blev efterfulgt af Horemheb, som sandsynligvis allerede havde forventet selv at arve tronen. Magtovertagelsen markerede afslutningen på Amarna-slægtens sidste indflydelse på Egyptens historie og begyndelsen på en ny fase af politisk konsolidering (Dodson/2009).

Selv om Ays regeringstid var kort, spillede den en afgørende rolle i overgangen mellem Tutankhamons restaurationsperiode og Horemhebs omfattende reformer. Han fungerede som det sidste bindeled mellem Amarna-hoffet og den genoprettede traditionelle stat, der kom til at præge resten af det Nye Rige (Hornung/1999; Manniche/2010).

Ekspeditioner / krige
Ays regeringstid var kort og præget af indenrigspolitisk stabilisering snarere end store militære kampagner. Der findes ingen sikre optegnelser om større felttog ledet af faraoen selv, hvilket sandsynligvis skyldes både hans høje alder ved tronbestigelsen og den begrænsede længde af hans regeringstid (Dodson/2009).

Egypten befandt sig fortsat i en periode med genopbygning efter Amarna-tidens religiøse og politiske omvæltninger. De vigtigste udfordringer var at genoprette centralmagtens autoritet og sikre kontrollen over de områder, som havde været påvirket af Akhenatons udenrigspolitik.

I Nubien synes den egyptiske administration at være fortsat uden større afbrydelser. Der findes ingen tegn på omfattende oprør eller større militære operationer under Ay, og de sydlige provinser forblev under egyptisk kontrol.

I Syrien og Palæstina var situationen mere usikker. Hittiterriget fortsatte sin ekspansion under kong Suppiluliuma I og hans efterfølgere, mens Egyptens indflydelse i regionen gradvist blev svækket. Der findes dog ingen bevarede kilder, som dokumenterer større militære felttog gennemført af Ay for at ændre denne udvikling.

Rigets militære styrker stod fortsat under betydelig indflydelse af den magtfulde general Horemheb. Horemheb havde allerede under Tutankhamon opbygget en stærk position som øverstbefalende for hæren og fungerede sandsynligvis som garant for den militære stabilitet under Ays regering (Dodson/2009).
Selv om Ay ikke er kendt som en krigerkonge, bidrog hans regering til at sikre en fredelig overgang mellem Tutankhamons restaurationsperiode og Horemhebs senere reformer. Hans vigtigste bedrift på det militære område synes derfor at have været opretholdelsen af rigets stabilitet snarere end nye erobringer eller store felttog (Hornung/1999).

Monumenter
Selv om Ays regeringstid kun varede omkring fire år, efterlod han sig en række betydningsfulde monumenter. Mange af disse afspejler hans usædvanlige karriere som højtstående embedsmand under Akhenaton, rådgiver for Tutankhamon og til sidst farao. Samtidig blev flere af hans monumenter senere overtaget eller ødelagt af hans efterfølger Horemheb, hvilket gør det vanskeligt at rekonstruere hans oprindelige byggeprogram (Dodson/2009).

Amarna-graven (Grav 25) Før Ay blev farao lod han opføre en stor klippegrav i Amarna, kendt som Grav 25. Graven er blandt de mest betydningsfulde private grave fra Amarna-perioden og indeholder flere vigtige historiske scener.
Her ses Ay og hans hustru Tey modtage belønninger fra Akhenaten og Nefertiti. Graven indeholder også en af de længste kendte versioner af den berømte Aten-hymne, som er blandt de vigtigste tekster fra Amarna-periodens religion (Hornung/1999).
Selv om Ay senere blev farao, blev han aldrig begravet i denne grav.

Byggearbejder ved Karnak. Efter Tutankhamons død fortsatte Ay restaureringen af de traditionelle gudekulter. Ved Karnak-templet findes fragmenter af statuer, relieffer og inskriptioner med hans navn, som viser hans støtte til Amon-kulten og den religiøse genopbygning efter Amarna-perioden (Dodson/2009).
Mange af disse monumenter blev senere usurperet af Horemheb, som erstattede Ays navne med sine egne kartoucher.

Dødetemplet ved Medinet Habu. På Nilens vestbred ved Theben opførte Ay et dødetempel nær det område, hvor det senere store tempel for Ramses III blev bygget ved Medinet Habu. Kun begrænsede rester er bevaret, da store dele af anlægget senere blev demonteret eller indbygget i andre bygninger.
Templet var viet til kongens dødekult og fulgte den traditionelle model for faraoniske dødetempler i det Nye Rige.

Grav WV23 i Vestdalen. Som farao lod Ay opføre sin kongelige grav, WV23, i Vestdalen i Kongernes Dal. Graven er mindre end mange af de store kongegrave fra det 18. dynasti, men dens dekorationer viser tydeligt forbindelsen til den traditionelle Osiris-religion og markerer det endelige brud med Aten-kultens ideologi (Dodson/2009).
På gravens vægge ses blandt andet Ay i selskab med Osiris, Hathor og andre traditionelle guddomme. Dette understreger hans rolle i genoprettelsen af de gamle kulter efter Amarna-perioden.

Monumenter overtaget af Horemheb. Et af de mest karakteristiske træk ved Ays monumenter er, at mange af dem senere blev usurperet af Horemheb. Efter sin tronbestigelse fjernede Horemheb systematisk navnene på flere af sine forgængere, herunder Ay, og indsatte sine egne kartoucher på monumenter, statuer og bygningsværker (Dodson/2009).
Denne praksis var medvirkende til, at Ay i århundreder næsten forsvandt fra den officielle historieskrivning.

Ays monumenter afspejler den afgørende overgang mellem Amarna-perioden og genoprettelsen af den traditionelle egyptiske stat. Hans Amarna-grav giver et unikt indblik i Aten-religionen, mens hans kongelige monumenter viser tilbagevenden til de gamle guder. Samtidig illustrerer de mange usurpationer, hvor effektivt Horemheb senere forsøgte at slette sporene efter sine forgængere (Hornung/1999).

Politiske forhold / efterspil
Ay overtog tronen i en af de mest usikre perioder i egyptisk historie. Ved Tutankhamuns død stod Egypten uden en voksen arving af kongelig blodslinje, og spørgsmålet om tronfølgen blev afgørende for rigets fremtid. Som rigets mest erfarne embedsmand var Ay i en unik position til at overtage magten (Dodson/2009).

En central begivenhed i denne periode er den såkaldte Dakhamunzu-affære, kendt fra hittitiske kilder. Efter Tutankhamons død sendte enkedronningen Ankhesenamun et brev til den hittitiske konge Suppiluliuma I, hvori hun bad om en af hans sønner som ægtemand og kommende farao. Hun understregede, at hun ikke ønskede at gifte sig med en af sine egne undersåtter, hvilket antyder, at hun forsøgte at forhindre en intern magtovertagelse .

Suppiluliuma accepterede til sidst anmodningen og sendte prins Zannanza til Egypten. Prinsen nåede imidlertid aldrig frem, men døde under rejsen under omstændigheder, som aldrig er blevet opklaret. Hittitterne gav egypterne skylden, og hændelsen førte til en alvorlig diplomatisk krise mellem de to stormagter (Bryce/2005; Redford/1984).
Flere forskere har spekuleret på, om Ay kan have haft en rolle i denne udvikling. Som den mest sandsynlige kandidat til tronen havde han meget at miste ved ankomsten af en udenlandsk prins. Der findes dog ingen direkte beviser for, at Ay var involveret i Zannanzas død, og spørgsmålet forbliver et af de store uløste mysterier i det 18. dynasti (Dodson/2009).

For at styrke sin legitimitet kan Ay have giftet sig med Ankhesenamun efter Tutankhamons død. En ring med begge deres navne er blevet fremhævet som muligt bevis på et sådant ægteskab. Hvis dette er korrekt, ville Ay have knyttet sig direkte til den kongelige Amarna-slægt og dermed styrket sit krav på tronen.

Under sin regering fortsatte Ay den religiøse restaurering, som var blevet indledt under Tutankhamon. Amon-præsteskabet blev støttet, de traditionelle templer modtog kongelig finansiering, og de gamle kulter blev yderligere genoprettet. Samtidig blev forbindelsen til Akhenatons Aten-religion gradvist svækket, uden at Ay dog iværksatte den systematiske fordømmelse, som senere kom under Horemheb (Hornung/1999).

Ays største politiske udfordring var sandsynligvis forholdet til den magtfulde general Horemheb. Horemheb havde allerede under Tutankhamon opnået stor indflydelse som øverstbefalende for hæren og havde muligvis forventet selv at blive farao. Ays tronbestigelse kan derfor have været et midlertidigt kompromis mellem hoffets og militærets interesser (Dodson/2009).

Da Ay døde efter omkring fire års regeringstid, overtog Horemheb tronen. Dette markerede afslutningen på den sidste direkte forbindelse til Amarna-hoffet. Horemheb gennemførte efterfølgende omfattende reformer og forsøgte samtidig at omskrive historien ved at fjerne eller nedtone flere af sine forgængere, herunder Ay.

I de officielle kongelister fra det Nye Rige blev Ay i vid udstrækning fortrængt af Horemhebs historiske program. Hans monumenter blev usurperet, hans navn fjernet fra flere indskrifter, og hans korte regeringstid blev reduceret til en overgangsperiode mellem Tutankhamon og Horemheb. På trods af dette viser moderne forskning, at Ay spillede en afgørende rolle i stabiliseringen af Egypten efter Amarna-periodens kriser (Hornung/1999).

Set i et længere historisk perspektiv fremstår Ay som den sidste repræsentant for den kreds af embedsmænd, der havde tjent under Akhenaton, Tutankhamon og Amarna-familien.
Hans regering blev broen mellem Amarna-periodens afslutning og Horemhebs genopbygning af den traditionelle egyptiske stat (Manniche/2010).

Grav
Ay blev begravet i grav WV23 i Vestdalen, den vestlige del af Kongernes Dal. Graven ligger i den samme afsidesliggende dal, hvor også Amenhotep III lod sin grav anlægge. Valget af Vestdalen kan have været et forsøg på at knytte sig til den prestigefyldte linje af faraoner før Amarna-perioden og dermed styrke sin egen legitimitet som hersker (Dodson/2009; Reeves/2015).

WV23 blev første gang registreret af den italienske opdagelsesrejsende Giovanni Belzoni i 1816. På dette tidspunkt var graven allerede blevet plyndret i oldtiden, og store dele af gravudstyret var forsvundet. Trods plyndringerne er graven fortsat en vigtig kilde til forståelsen af Ays regeringstid og begravelse (Belzoni/1820).

Graven følger i store træk den traditionelle plan for kongegrave fra slutningen af det 18. dynasti. En lang korridor fører ned til gravkammeret, som oprindeligt var udsmykket med religiøse tekster og scener fra dødsrigets verden.

Selv om WV23 er mindre end flere af de store kongegrave fra dynastiet, vidner den om, at Ay ønskede en begravelse i fuld faraonisk tradition. Graven repræsenterer samtidig den endelige tilbagevenden til de traditionelle begravelsesforestillinger efter Amarna-periodens religiøse eksperimenter (Hornung/1999).

De bevarede vægdekorationer viser Ay i selskab med traditionelle guddomme som Osiris, Hathor og Anubis. Særligt kendt er scenen, hvor Ay modtages af gudinden Hathor i skikkelse af en ko, der træder frem fra det hellige bjerg. Motivet symboliserer faraoens genfødsel og optagelse blandt guderne.
Disse billeder adskiller sig markant fra Amarna-periodens kunst og understreger, hvor langt Egypten allerede var vendt tilbage til den traditionelle religion.

Sarkofagen Ays kvartsitsarkofag blev fundet stærkt beskadiget. Låget var knust, og store dele af begravelsesudstyret var forsvundet. Fragmenter af sarkofagen viser dog, at den oprindeligt var udført i høj kvalitet og dekoreret med beskyttende gudinder i traditionel stil (Dodson/2009). Kun få rester af det oprindelige gravinventar er bevaret i dag.

Ødelæggelser under Horemheb
Mange forskere mener, at dele af ødelæggelserne i WV23 ikke alene skyldes gravrøvere. Flere spor tyder på, at graven bevidst blev beskadiget efter Ays død, sandsynligvis under regeringen af Horemheb. Ays navne og billeder blev flere steder ødelagt eller fjernet, hvilket passer ind i Horemhebs generelle politik med at reducere betydningen af sine forgængere (Dodson/2009).

Mumie
Ays mumie er aldrig blevet identificeret med sikkerhed, og hans jordiske rester regnes i dag blandt de store uløste mysterier fra det 18. dynasti. Selv om hans grav, WV23, blev fundet i Vestdalen, indeholdt den ingen bevaret kongelig mumie, da den blev undersøgt i moderne tid (Dodson/2009).

Den oprindelige begravelse
Det er sandsynligt, at Ay oprindeligt blev begravet i WV23 med et komplet kongeligt gravudstyr. Fragmenter af sarkofagen og rester af gravinventaret viser, at begravelsen fulgte de traditionelle kongelige ritualer fra det Nye Rige. Graven blev imidlertid plyndret allerede i oldtiden, og størstedelen af begravelsesudstyret forsvandt (Hornung/1999).

Forsvundet mumie
I modsætning til flere andre faraoner fra det 18. dynasti findes der ingen mumie, som med sikkerhed kan identificeres som Ay. Ingen af de kongelige mumier, der blev genbegravet i de store mumiedepoter under det 21. dynasti, bærer hans navn, og ingen kendte mumier kan knyttes til ham gennem inskriptioner eller arkæologiske fund (Dodson/2009).
Dette har ført til teorier om, at hans mumie enten blev ødelagt under gravplyndringer eller fjernet i forbindelse med de politiske udrensninger, som fandt sted efter hans død.

Horemhebs rolle
Flere forskere har peget på, at Horemheb systematisk forsøgte at reducere betydningen af sine forgængere fra Amarna-perioden og dens efterspil. Ays navn blev fjernet fra flere monumenter, og dele af hans grav blev beskadiget. Det er derfor blevet foreslået, at også hans begravelse kan være blevet udsat for bevidst ødelæggelse, selv om der ikke findes direkte beviser for dette (Dodson/2009).

Moderne forskning
Der er gennem årene blevet fremsat forskellige forslag til identifikationen af Ays mumie blandt de anonyme mumier fra Kongernes Dal, men ingen af teorierne har opnået bred accept. I modsætning til tilfældet med Tutankhamon og Akhenaton har DNA-analyser indtil videre ikke kunnet knytte nogen kendt mumie til Ay (Hawass/2010).

Betydning
Manglen på en identificeret mumie betyder, at forskerne ikke kan undersøge Ays alder ved døden, helbredstilstand eller slægtskab gennem moderne medicinske metoder. Dermed mangler vi en vigtig brik i forståelsen af den mand, som førte Egypten gennem den sidste fase af Amarna-periodens eftervirkninger.
I dag står Ay som en af de få faraoner fra det 18. dynasti, hvis grav kendes, men hvis mumie fortsat er forsvundet. Hans endelige skæbne efter døden er derfor stadig ukendt (Dodson/2009).