Djedkare Isesi var den ottende farao i 5. dynasti og regerede i omkring 28–40 år, sandsynligvis fra ca. 2405 til 2367 f.v.t. Han efterfulgte Menkauhor Kaiu og blev efterfulgt af Unas. Djedkare gennemførte en række ændringer i rigets administration og fortsatte udbygningen af statens forbindelser med Sinai, Nubien og landet Punt. I modsætning til flere af sine forgængere opførte han ikke et soltempel, men koncentrerede sine byggearbejder om sit pyramidekompleks i Saqqara. Hans lange regeringstid markerer afslutningen på den klassiske periode i 5. dynasti og danner overgangen til de sidste konger i dynastiet. De mange samtidige indskrifter og gravanlæg gør ham til en af de bedst dokumenterede faraoner fra Det Gamle Rige.

Familie
Djedkare Isesis familieforhold er ikke fuldt klarlagt. Det er usikkert, hvem hans forældre var, og der findes ingen samtidige indskrifter, som sikkert knytter ham til den foregående konge, Menkauhor Kaiu. Tidligere blev han ofte opfattet som Menkauhors søn, men der findes ingen arkæologiske beviser, som bekræfter dette (Dodson & Hilton 2004: 57–60; Verner 2001: 329–331).

Hans hovedhustru var sandsynligvis Setibhor, hvis store gravanlæg ligger umiddelbart nordøst for Djedkares pyramide i Saqqara. Gravens størrelse og udsmykning viser, at hun indtog en usædvanlig høj position ved hoffet. Flere forskere mener derfor, at hun var kongens vigtigste dronning (Verner 2001: 330).

Flere af Djedkares børn er kendt fra deres grave i Saqqara. Blandt de bedst dokumenterede er prinserne Isesiankh, Neserkauhor, Raemka og Kaemtjenent, mens prinsesserne Kekheretnebti og Hedjetnebu sandsynligvis også tilhørte den kongelige familie. Slægtskabet er sikkert for nogle af børnene, mens andre fortsat diskuteres blandt egyptologer (Dodson & Hilton 2004: 58–60).

Regeringstid
Djedkare Isesi overtog tronen efter Menkauhor Kaiu. Der findes ingen samtidige kilder, som beskriver tronfølgen, og hans slægtskab med forgængeren er ukendt. Magtovertagelsen synes dog at være sket uden større politiske uroligheder, og hans lange regeringstid vidner om et stabilt styre (Verner 2001: 329–331; Shaw 2000: 115).

Turin-kongelisten tillægger Djedkare en regeringstid på 28 år, mens andre kilder peger på, at han kan have regeret i mere end 30 år. En indskrift fra Wadi el-Hudi er dateret til “året efter den 21. kvægtælling”, hvilket svarer til mindst 41 eller 42 regeringsår, hvis kvægtællingen blev gennemført hvert andet år. Flere egyptologer vurderer derfor, at Djedkare var en af de længst regerende konger i 5. dynasti (Verner 2001: 331; Baker 2008: 282).

Under hans regering blev rigets administration udviklet. Embedsmænd fik større ansvar, og flere højtstående personer lod opføre store mastabaer med udførlige biografiske indskrifter. Disse grave giver et detaljeret indblik i statsforvaltningen og det daglige liv under Det Gamle Rige (Shaw 2000: 115–116; Wilkinson 2000: 168–170).

Djedkare fortsatte de kongelige ekspeditioner til Sinai, hvor der blev udvundet kobber og turkis. Indskrifter fortæller også om rejser til Punt, hvorfra der blev hentet myrra, ibenholt, elfenben og andre kostbare varer. Ekspeditioner til Nubien sikrede adgang til guld og andre råstoffer, som var vigtige for rigets økonomi (Shaw 2000: 116; Baker 2008: 282–283).

I modsætning til sine forgængere lod Djedkare ikke opføre et kongeligt soltempel. I stedet koncentrerede han sine byggearbejder om sit pyramidekompleks i Saqqara og om udviklingen af den kongelige administration. Hans regering markerer afslutningen på den periode, hvor soltemplerne havde været et centralt element i kongernes byggeprogram (Lehner 1997: 185–188; Verner 2001: 331–333).

Monumenter
Djedkare Isesi opførte sit pyramidekompleks i Sydsaqqara, hvor pyramiden fik navnet Nefer Djedkare (“Smuk er Djedkare”). I modsætning til flere af sine forgængere valgte han ikke at bygge i Abusir. Flytningen af det kongelige gravanlæg til Saqqara markerede en ændring i den kongelige byggetradition, som også blev fulgt af de senere konger i 5. og 6. dynasti (Lehner 1997: 185–188; Verner 2001: 331–333).

Djedkare var den første konge siden Userkaf, der ikke lod opføre et kongeligt soltempel. Denne ændring tyder på, at soltemplerne ikke længere havde den samme centrale betydning i det kongelige byggeprogram. I stedet blev ressourcerne samlet om pyramidekomplekset og andre statslige byggeprojekter (Shaw 2000: 116; Lehner 1997: 153).

Flere indskrifter viser, at Djedkare iværksatte byggearbejder uden for Memfis-området. Han lod opføre eller udvide templer i Øvre Egypten og støttede udbygningen af anlæg ved rigets grænser. Samtidig fortsatte de kongelige ekspeditioner til Sinai og Nubien, hvor indskrifter dokumenterer udvindingen af kobber, turkis og guld (Baker 2008: 282–283; Shaw 2000: 116).

Djedkares regering er desuden kendt gennem de mange mastabaer, som rigets embedsmænd opførte i Saqqara og Abusir. Gravene er rigt udsmykkede og rummer biografiske tekster, der giver et enestående indblik i statsadministrationen, hoffet og samfundet i slutningen af 5. dynasti. De udgør i dag nogle af de vigtigste kilder til perioden (Verner 2001: 332–333; Wilkinson 2000: 168–170).

Mumie
Djedkare Isesi blev begravet i sin pyramide i Sydsaqqara. Gravkammeret blev plyndret allerede i oldtiden, men arkæologiske udgravninger har afdækket dele af gravanlægget og begravelsesudstyret. Ved udgravningerne blev der fundet rester af en mumie, som sandsynligvis stammer fra kongen. Knoglerne tilhørte en mand, der døde i en alder af omkring 50 til 60 år, hvilket stemmer godt overens med en lang regeringstid. Da graven havde været udsat for plyndringer gennem årtusinder, kan en endelig identifikation dog ikke foretages (Lehner 1997: 185–188; Verner 2001: 333).

Eftermæle
Djedkare Isesi var en af de længst regerende faraoner i 5. dynasti. Under hans regering blev rigets administration videreudviklet, og kongemagten lagde større vægt på den civile forvaltning end på opførelsen af kongelige soltempler. Denne udvikling kom til at præge de følgende konger i slutningen af Det Gamle Rige (Shaw 2000: 115–116; Verner 2001: 331–333).

Hans pyramidekompleks i Sydsaqqara markerede begyndelsen på en ny kongelig gravtradition, som blev videreført af efterfølgerne i 6. dynasti. Samtidig giver de mange embedsmandsgrave fra hans regering et enestående indblik i statsadministrationen, religionen og samfundet i slutningen af 5. dynasti (Lehner 1997: 185–188; Wilkinson 2000: 168–170).

Djedkares regering regnes i dag for et vendepunkt i Det Gamle Rige. De mange arkæologiske fund og samtidige indskrifter gør ham til en af de bedst dokumenterede faraoner fra perioden og en central skikkelse i overgangen mellem 5. og 6. dynasti.