Unas var den niende og sidste farao i 5. dynasti og regerede sandsynligvis i omkring 30 år fra ca. 2375 til 2345 f.v.t. Han efterfulgte Djedkare Isesi og blev efterfulgt af Teti, den første konge i 6. dynasti. Unas er især kendt for sin pyramide i Saqqara, hvor de ældste bevarede Pyramidetekster blev indhugget på gravkamrenes vægge. Disse religiøse tekster fik stor betydning for de senere kongegrave og markerer et vendepunkt i udviklingen af den egyptiske dødekult. Overgangen mellem 5. og 6. dynasti synes at være sket uden større politiske omvæltninger, selv om spørgsmålet fortsat diskuteres blandt egyptologer.

Familie
Unas’ familieforhold er kun delvist kendt. Han var sandsynligvis gift med Nebet og Khenut, som begge er attesteret som dronninger i hans pyramidekompleks ved Saqqara. De blev begravet i store mastabagrave umiddelbart syd for kongens pyramide, hvilket adskiller sig fra den senere tradition, hvor dronninger ofte blev begravet i mindre pyramider ved siden af kongens grav (Dodson & Hilton 2004: 60–62).

Nebet regnes almindeligvis for mor til prins Unasankh (Wenisankh), der er den eneste søn af Unas, som er sikkert kendt fra samtidige kilder. Det er usikkert, om prinsen døde før sin far, da han aldrig efterfulgte ham på tronen.

Flere egyptologer har foreslået, at Iput I, der senere blev gift med Teti, var datter af Unas. Hvis denne tolkning er korrekt, blev forbindelsen mellem 5. og 6. dynasti styrket gennem et kongeligt ægteskab. Der findes dog ingen samtidige indskrifter, som endeligt bekræfter slægtskabet.

I 2008 offentliggjorde den egyptiske arkæolog Zahi Hawass, at hans udgravningshold havde fundet en lille dronningepyramide ved Saqqara, som han identificerede som tilhørende Sesheshet. Hawass foreslog, at hun var mor til Teti, den første konge i 6. dynasti, og muligvis en af Unas’ hustruer. Fundet vakte stor opmærksomhed, fordi det kan bidrage til forståelsen af overgangen mellem 5. og 6. dynasti. Identifikationen bygger dog på arkæologiske indicier og diskuteres fortsat blandt forskere.

Der findes ingen sikre beviser for, at Unas efterlod en voksen mandlig arving, som kunne overtage tronen. Dette kan være en af forklaringerne på, at Teti – muligvis gennem ægteskab med den kongelige familie – blev den første farao i 6. dynasti.

Regeringstid
Unas overtog tronen efter Djedkare Isesi. Der findes ingen samtidige kilder, som beskriver tronfølgen, men magtovertagelsen synes at være sket uden større uroligheder. Turin-kongelisten tillægger ham en regeringstid på 30 år, mens Manetho angiver 33 år. De fleste egyptologer daterer hans regering til omkring 2375–2345 f.v.t. (Shaw 2000: 116; Verner 2001: 333–335).

Overgangen mellem 5. og 6. dynasti har længe været genstand for debat. Turin-kongelisten markerer et skel efter Unas, hvilket tidligere blev tolket som tegn på en afbrydelse i kongerækken. Nyere forskning peger dog på, at overgangen sandsynligvis var mere glidende. Viziren Kagemni begyndte sin karriere under Djedkare Isesi og fortsatte under Unas og Teti, hvilket viser en betydelig administrativ kontinuitet. Desuden er Iput I, Tetis hustru, af flere forskere blevet foreslået som datter af Unas, og fundet af dronning Sesheshets pyramide har styrket teorien om tætte familieforbindelser mellem de to dynastier (Dodson & Hilton 2004: 60–62; Verner 2001: 334).

Selv om kilderne til Unas’ regering er begrænsede, viser relieffer fra hans processionsvej, at Egypten opretholdt forbindelser med nabolandene. Scener viser transport af granitsøjler fra Aswan, asiatiske handelsfolk, markedsliv, jagt og skibsrejser. Kongens navn er fundet ved Elephantine, mens et alabastkar fra Byblos vidner om forbindelser med Levanten. Andre indskrifter peger på ekspeditioner til Sinai og Nubien, hvor der blev udvundet kobber, turkis og guld.

Et berømt relief fra processionsvejen viser en gruppe stærkt afmagrede mennesker. Ældre forskere tolkede scenen som et billede på hungersnød i Egypten, men nyere forskning er mere forsigtig. Motivet kan lige så vel forestille mennesker fra et naboland eller have en symbolsk betydning. Relieffet kan derfor ikke anvendes som sikkert bevis for en hungersnød under Unas’ regering.

Unas gennemførte byggearbejder ved Saqqara og Elephantine, men hans vigtigste bidrag var opførelsen af pyramiden med de første kendte Pyramidetekster. Indskrifterne blev forbillede for de kongelige grave gennem resten af Det Gamle Rige og markerer begyndelsen på en ny fase i den egyptiske dødekult (Lehner 1997: 188–191; Allen 2005: 1–8).

Monumenter
Unas opførte sit pyramidekompleks ved det sydvestlige hjørne af Djosers trinpyramide i Saqqara. Pyramiden bar navnet Nefer isut Unas (“Smukke er Unas’ steder”). Selvom den er den mindste af de kongelige pyramider fra Det Gamle Rige, fik den en afgørende betydning for egyptisk religion og kongelig begravelsesskik (Lehner 1997: 188–191).

Pyramidens vigtigste nyskabelse er de ældste bevarede Pyramidetekster, som er indhugget på væggene i forkammeret, gravkammeret og de underjordiske gange. Teksterne består af mere end 200 religiøse formularer, der skulle beskytte kongen på rejsen gennem underverdenen og sikre hans genfødsel blandt guderne. Flere af teksterne findes kun i Unas’ pyramide og blev ikke videreført i de senere kongers grave (Allen 2005: 1–8; Faulkner 1969).

Pyramiden blev samtidig forbillede for de kongelige gravanlæg gennem resten af 5. og 6. dynasti. Den indre plan med forkammer, gravkammer og Pyramidetekster blev videreført af de efterfølgende faraoner og kom til at danne grundlag for udviklingen af de senere Sarkofagtekster og Dødebogen.

Processionsvejen mellem daltemplet og gravtemplet var rigt udsmykket med relieffer. Blandt de bedst kendte scener er transporten af store granitsøjler fra Aswan, markeds- og jagtscener, asiatiske handelsfolk, skibe fra Levanten samt den berømte fremstilling af en gruppe afmagrede mennesker. Reliefferne giver et sjældent indblik i samfundslivet, handelen og de internationale forbindelser i slutningen af 5. dynasti (Lehner 1997: 190–191; Verner 2001: 335).

Udgravninger foretaget af blandt andre Gaston Maspero, Alessandro Barsanti, Cecil Firth, Selim Hassan og Alexandre Piankoff har gjort Unas’ pyramide til et af de bedst undersøgte kongelige monumenter fra Det Gamle Rige. Resultaterne har haft stor betydning for forståelsen af både pyramidernes udvikling og den tidligste egyptiske religiøse litteratur.

Mumie
Unas blev begravet i sin pyramide i Saqqara, hvor hans granitsarkofag fortsat står i gravkammeret. Graven blev plyndret allerede i oldtiden, og det meste af begravelsesudstyret gik tabt. Ved udgravninger i slutningen af 1800-tallet fandt Gaston Maspero menneskelige knogler i gravkammeret, som han mente kunne stamme fra kongen.

Senere undersøgelser har imidlertid vist, at det ikke er muligt med sikkerhed at fastslå, om knoglerne virkelig tilhører Unas. Graven havde været åben og udsat for gentagne plyndringer gennem flere årtusinder, og resterne kan derfor stamme fra en senere begravelse. Der findes i dag ingen mumie, som med sikkerhed kan identificeres som Unas (Lehner 1997: 190–191; Verner 2001: 335–336).

Eftermæle
Unas var den sidste farao i 5. dynasti og indtager derfor en særlig plads i Egyptens historie. Selvom overgangen til 6. dynasti længe blev opfattet som et brud, peger nyere arkæologiske fund på, at magtskiftet sandsynligvis skete med betydelig kontinuitet. Embedsmænd fortsatte deres karriere under den nye konge, og forbindelserne mellem kongefamilierne kan have været tættere, end man tidligere antog (Verner 2001: 334–336; Dodson & Hilton 2004: 60–62).

Unas huskes først og fremmest for at have ladet Pyramideteksterne indhugge i sin pyramide. Teksterne blev forbillede for de følgende kongers grave og udgør den ældste bevarede samling af egyptiske religiøse tekster. De har haft afgørende betydning for forståelsen af egypternes forestillinger om kongemagt, døden og livet efter døden (Allen 2005: 1–8; Faulkner 1969).

Takket være den gode bevaring af pyramiden, reliefferne og Pyramideteksterne er Unas i dag en af de bedst dokumenterede faraoner fra slutningen af Det Gamle Rige. Hans gravkompleks er fortsat et af de vigtigste arkæologiske monumenter fra perioden og danner grundlag for en stor del af den moderne forskning i Egyptens tidligste religiøse litteratur.