Djoser var den første store regent i 3. dynasti og en af de vigtigste konger i Egyptens historie. I hans regeringstid blev den egyptiske stat stærkere, administrationen mere omfattende, og sten blev for første gang brugt i et kongeligt bygningsværk i meget stor skala. Djoser var i sin egen tid kendt under Horus-navnet Netjerikhet, mens navnet Djoser først optræder i senere kilder. Seglaftryk med hans navn i Khasekhemwys grav ved Abydos tyder på, at han deltog i den tidligere konges begravelse og derefter overtog tronen. Hans mest berømte monument er trinpyramiden i Sakkara, der traditionelt forbindes med embedsmanden og arkitekten Imhotep. Anlægget blev et afgørende vendepunkt i udviklingen af de egyptiske pyramider og den monumentale stenarkitektur (Dodson 2006: 22–24; Wilkinson 1999: 83–86; Baker 2008: 119–122).

Titulatur
Djosers vigtigste samtidige kongenavn var hans Horus-navn Netjerikhet, skrevet i en serekh.
Horus-navn:
Netjerikhet – Nṯrj-ḫt, der kan oversættes som “Guddommelig af legeme”, “Den guddommelige krop” eller mere frit “Den guddommelige”.

Dette navn findes på hans samtidige monumenter, seglaftryk og i pyramidekomplekset i Sakkara. Det var derfor det navn, som kongen officielt blev kendt under i sin egen regeringstid (Dodson 2006: 22; Wilkinson 1999: 83–84).

Navnet Djoser er derimod ikke sikkert dokumenteret fra hans egen tid. Det optræder i senere kilder, blandt andet i graffiti fra Det Nye Rige i pyramideområdet ved Sakkara. Navnet kan have været et fødenavn eller et senere anvendt kongenavn, men dette kan ikke afgøres med sikkerhed (Clayton 2006: 33; Baker 2008: 119).

I senere kongelister forekommer han under navneformer som Djoser og Djoserit, mens Manetho kalder ham Tosorthros. Disse former viser, at mindet om ham blev bevaret længe efter hans død, men de samtidige indskrifter gør det klart, at Netjerikhet var hans officielle kongenavn.

Familie
Djoser var sandsynligvis søn af kong Khasekhemwy, den sidste store regent i 2. dynasti, og dronning Nimaathap. Nimaathap bar titler, der knyttede hende til en konge og til den nye kongeslægt, og hun betragtes derfor ofte som moder til Djoser og som en central person i overgangen mellem 2. og 3. dynasti (Dodson & Hilton 2004: 48–53; Wilkinson 1999: 80–84).

Seglaftryk med Netjerikhets navn blev fundet i Khasekhemwys grav V ved Abydos. De viser, at Djoser eller hans administration var involveret i begravelsen. Dette er et vigtigt argument for, at han efterfulgte Khasekhemwy direkte og muligvis var hans søn (Dodson 2006: 22; Wilkinson 1999: 83).

Djosers hustru var sandsynligvis Hetephernebti, hvis navn og titel optræder sammen med kongen på fragmenter fra Heliopolis. Hun bar titlen “kongens hustru”. På de samme fragmenter nævnes også Inetkaes, som almindeligvis opfattes som Djosers datter. En anden kvinde kan muligvis identificeres som Nimaathap, men fragmenternes beskadigede tilstand gør fortolkningen usikker (Dodson 2006: 22; Dodson & Hilton 2004: 53).

Djoser kan have haft flere døtre, men der kendes ingen søn, som med sikkerhed kan identificeres som hans efterfølger. Forholdet mellem Djoser og den næste konge, Sekhemkhet, er derfor ikke endeligt afklaret. Sekhemkhet kan have været en nær slægtning, men kilderne dokumenterer ikke et sikkert far-søn-forhold.

Regeringstid
Djoser regnes af de fleste moderne egyptologer som den første sikre konge i 3. dynasti og dermed den regent, der indledte Det Gamle Rige. Selvom de senere kongelister ikke er enige om, hvor Nebka skal placeres, viser de samtidige arkæologiske fund, at Horus Netjerikhet efterfulgte Khasekhemwy. De mange seglaftryk med Netjerikhets navn, som blev fundet i Khasekhemwys grav ved Abydos, viser, at han stod for begravelsen af sin forgænger og sandsynligvis overtog tronen umiddelbart derefter (Wilkinson 1999: 83–86; Dodson 2006: 22).

Djosers regering markerede begyndelsen på en ny epoke i Egyptens historie. Den centraliserede administration, som var blevet opbygget under Khasekhemwy, blev videreudviklet, og kongemagten fik en hidtil uset kontrol over rigets ressourcer. Denne udvikling gjorde det muligt at gennemføre de store byggeprojekter i sten, som kom til at kendetegne Det Gamle Rige (Kemp 2005: 157–160; Wilkinson 1999: 84–86).

Regeringstidens længde er usikker. Turin-papyrussen tilskriver Djoser 19 år, mens Manetho angiver en regeringstid på 29 år. De omfattende byggearbejder i Sakkara tyder imidlertid på, at han regerede længe nok til, at pyramidekomplekset kunne gennemgå flere planlagte udvidelser. Derfor mener flere forskere, at en regeringstid på omkring 25–30 år er sandsynlig, selv om den nøjagtige længde ikke kan fastslås (Baker 2008: 119; Lehner 2008: 84–86).

Under Djosers regering blev Egypten den førende politiske magt i Nildalen. Administrationen blev udbygget, kongemagtens ceremonielle rolle blev styrket, og de første monumentale stenbyggerier lagde grunden til de store pyramider, der blev opført af hans efterfølgere gennem resten af 3. og 4. dynasti (Dodson 2022: 50–53; Wilkinson 1999: 84–86).

Imhotep – vesir, arkitekt og bygmester
Imhotep var Djosers mest betydningsfulde embedsmand og bar en lang række høje titler, blandt andet vesir, ypperstepræst i Heliopolis, leder af kongens bygningsarbejder og leder af billedhuggerne. Han var kongens nærmeste rådgiver og havde ansvaret for store dele af rigets administration og de omfattende byggeprojekter, som blev gennemført under Djosers regering (Kemp 2005: 159–160; Shaw 2003: 86).

Imhoteps navn er bevaret på soklen til en statue af Djoser fra Saqqara. Det er den tidligste kendte samtidige omtale af en navngiven embedsmand i Egypten og gør det muligt med sikkerhed at fastslå, at han var en historisk person og ikke en senere legendarisk skikkelse (Shaw 2003: 86; Baker 2008: 120).

Ifølge den egyptiske tradition var Imhotep arkitekten bag Djosers trinpyramide og hele pyramidekomplekset i Saqqara. Under hans ledelse blev der for første gang opført monumentale bygninger næsten udelukkende af tilhugne kalkstensblokke. Tidligere havde sten hovedsageligt været anvendt til dørstolper, gulve og enkelte arkitektoniske detaljer, mens selve bygningerne var opført af soltørrede lersten. Djosers gravkompleks markerede derfor et afgørende teknologisk gennembrud i den egyptiske arkitektur (Kemp 2005: 159–160; Lehner 2008: 84–90).

Mere end to tusinde år efter sin død blev Imhotep ophøjet til vismand og helbreder. I Sen- og Ptolemæertiden blev han dyrket som en guddom og identificeret af grækerne med lægeguden Asklepios. Hans kult spredte sig over store dele af Egypten, og han blev æret som beskytter af skrivere, lærde, arkitekter og læger. Denne guddommeliggørelse viser den usædvanlige respekt, som hans navn bevarede gennem hele den egyptiske historie (Shaw 2003: 86–87; Kemp 2005: 159).

Ekspeditioner
Fra Djosers regeringstid kendes kun få ekspeditioner med sikkerhed, men de viser, at Egypten allerede tidligt i 3. dynasti havde kontrol over vigtige råstofområder uden for Nildalen.

Den bedst dokumenterede ekspedition gik til Wadi Maghara på Sinai, hvor Djosers navn er bevaret på klippeindskrifter. Her udvandt egypterne især turkis, som blev anvendt til smykker, amuletter og indlæg i kostbare genstande. Senere blev Sinai også et vigtigt område for udvinding af kobbermalm, men under Djoser synes turkis at have været den vigtigste ressource (Dodson 2006: 22; Wilkinson 1999: 85).

Reliefferne fra Wadi Maghara viser Djoser i den traditionelle rolle som farao, der besejrer Egyptens fjender og opretholder gudernes orden. Motivet er først og fremmest symbolsk og understreger kongens autoritet over de områder, hvor ekspeditionerne fandt sted, snarere end egentlige militære felttog (Baker 2008: 121; Wilkinson 1999: 85).

Der findes ingen samtidige kilder, som dokumenterer større krigsekspeditioner under Djoser. Hans regering synes i stedet at have været præget af indre stabilitet, hvilket gjorde det muligt at anvende statens ressourcer på administration, minedrift og de omfattende byggeprojekter i Saqqara (Dodson 2022: 50–52).

Monumenter
Ud over trinpyramiden i Saqqara lod Djoser opføre eller udsmykke en række monumenter, som vidner om en aktiv byggepolitik og en styrkelse af kongemagten. Selvom flere af fundene kun er bevaret som fragmenter, giver de et værdifuldt indblik i hans regeringstid.

I Heliopolis er der fundet kalkstensfragmenter med relieffer, der viser Djoser sammen med medlemmer af kongefamilien. Blandt de identificerede personer er dronning Hetephernebti og prinsesse Inetkaes, hvilket gør fundet til en af de vigtigste samtidige kilder til Djosers familie. Fragmenterne viser samtidig Heliopolis’ voksende betydning som religiøst centrum under begyndelsen af Det Gamle Rige (Dodson 2006: 22–23; Dodson & Hilton 2004: 53).

Ved Wadi Maghara på Sinai lod Djoser udføre klipperelieffer, hvor han fremstilles som den sejrende farao, der underkaster sig Egyptens fjender. Reliefferne markerede den kongelige kontrol over områdets værdifulde forekomster af turkis og kobber og dokumenterer de ekspeditioner, der blev sendt til Sinai under hans regering (Wilkinson 1999: 85; Baker 2008: 121).

En kalkstensstatue af Djoser fra hans gravkompleks i Saqqara er blandt de mest betydningsfulde kunstværker fra perioden. På statuens sokkel nævnes embedsmanden Imhotep, hvilket er den tidligste kendte samtidige omtale af ham. Indskriften har derfor stor betydning for forståelsen af både Djosers administration og Imhoteps historiske rolle (Shaw 2003: 86; Baker 2008: 120).

Den såkaldte Hungersnødsstele på øen Sehel forbindes traditionelt med Djoser og fortæller om en syv år lang hungersnød, som kongen skal have afsluttet efter råd fra Imhotep. Indskriften blev imidlertid først udhugget i den ptolemæiske periode, mere end to tusinde år efter Djosers regeringstid. Den kan derfor ikke anvendes som en samtidig historisk kilde, men viser, hvor stor betydning både Djoser og Imhotep fik i den senere egyptiske tradition (Breasted 1906: §146–147; Wilkinson 1999: 84).

Politiske forhold
Djoser overtog et rige, som allerede var blevet samlet under Khasekhemwy, men han videreudviklede den stærke kongemagt og skabte grundlaget for den centraliserede stat, som kom til at præge hele Det Gamle Rige. Administrationen blev udbygget, og faraoen fik en stadig stærkere kontrol over rigets arbejdskraft, naturressourcer og økonomi (Wilkinson 1999: 84–86; Kemp 2005: 157–160).

Udbygningen af statsapparatet gjorde det muligt at organisere tusindvis af arbejdere, håndværkere og embedsmænd til store byggeprojekter. Samtidig blev provinserne knyttet tættere til centralmagten gennem et voksende embedsværk, hvor vesiren og de øverste embedsmænd fungerede som kongens nærmeste repræsentanter. Imhotep var den mest fremtrædende af disse embedsmænd og illustrerer den stigende betydning af en professionel administration (Kemp 2005: 159–160; Shaw 2003: 86).

Djosers regering synes at have været præget af indre stabilitet. Der kendes ingen samtidige kilder, som vidner om større borgerkrige eller langvarige militære konflikter. I stedet blev statens ressourcer anvendt til minedrift, ekspeditioner og monumentale byggeprojekter, der styrkede kongemagtens autoritet og viste faraoens rolle som garant for orden og velstand (Dodson 2022: 50–53; Wilkinson 1999: 85–86).

Djosers regering markerer derfor begyndelsen på den politiske og administrative udvikling, som gjorde Egypten til en af oldtidens mest velorganiserede stater. De institutioner, der blev styrket under hans regering, kom til at danne forbillede for de følgende konger i 3. og 4. dynasti (Baker 2008: 122; Wilkinson 1999: 86).

Grav og pyramide
Djoser blev begravet i sit monumentale gravanlæg ved Saqqara, nordvest for den daværende hovedstad Memphis. Gravanlægget domineres af den berømte trinpyramide, som er verdens ældste bevarede monumentale stenkonstruktion. Komplekset markerer overgangen fra de kongelige mastabagrave til de store pyramider, der senere blev opført i Det Gamle Rige (Lehner 2008: 84–90; Wilkinson 1999: 86–89).

Arkæologiske undersøgelser viser, at anlægget blev udviklet gennem flere byggefaser. Det begyndte sandsynligvis som en traditionel mastaba med et omfattende underjordisk gravanlæg, inden det gradvist blev udvidet til den seks-trins pyramide, som ses i dag. En nærmere beskrivelse af gravanlæggets arkitektur og udvikling findes i artiklen Djosers trinpyramide (Lehner 2008: 84–90).

Mumie
Djosers mumie er aldrig blevet fundet med sikkerhed. Ved udgravninger i gravkammeret er der fundet enkelte menneskelige knoglerester, blandt andet dele af en fod og et overarmsben, men deres tilhørsforhold kan ikke fastslås. Gravanlægget blev plyndret allerede i oldtiden, og det er usikkert, om resterene stammer fra Djoser eller fra senere begravelser (Dodson 2006: 23; Lehner 2008: 90).

Der findes derfor ingen sikker viden om Djosers mumie eller hans begravelsesudstyr ud over de fund, der er gjort i gravkomplekset.

Eftermæle
Djoser blev husket som en af Egyptens største faraoner og som den konge, der indledte en ny epoke i landets historie. Hans regering blev forbundet med fred, velstand og store byggeprojekter, og hans navn blev bevaret i de senere kongelister som en af de betydeligste regenter i Det Gamle Rige (Baker 2008: 122; Wilkinson 1999: 89).

Den senere tradition knyttede Djoser tæt sammen med Imhotep. I den ptolemæiske periode blev de begge omtalt i forbindelse med Hungersnødsstelen på Sehel, hvor Djoser fremstilles som den retfærdige konge, der gennem gudernes hjælp bringer en langvarig hungersnød til ophør. Selvom fortællingen ikke er en samtidig historisk kilde, viser den, at hans ry levede videre i mere end to årtusinder efter hans død (Breasted 1906: §146–147).

Djosers største arv var dog den udvikling, han satte i gang. Under hans regering blev den monumentale stenarkitektur for alvor indført, statsadministrationen blev styrket, og de politiske og organisatoriske rammer blev skabt for de store pyramidebyggere i 4. dynasti. Hans regering markerer derfor et af de vigtigste vendepunkter i Egyptens historie (Kemp 2005: 160; Wilkinson 1999: 89).