Menkaure var den femte farao i Egyptens 4. dynasti og regerede (2532-2504 fvt.) i den sidste del af Det Gamle Rige. Han er især kendt som bygherren af den tredje og mindste af de store pyramider på Giza-plateauet. Selvom hans pyramide er mindre end Khufus og Khefres, vidner den om et højt teknisk niveau og en fortsat stærk kongemagt. Arkæologiske fund viser desuden, at kunsten under Menkaure nåede et af sine højdepunkter med de berømte statuer fra hans daltempel. Moderne forskning betragter ham som en hersker, der videreførte rigets stabilitet og administrative styrke i slutningen af 4. dynasti.

Familie
Menkaure var med stor sandsynlighed søn af farao Khefre (Khafre) og dronning Khamerernebty I. Selvom der ikke findes en samtidig indskrift, der udtrykkeligt omtaler ham som deres søn, peger arkæologiske fund fra Giza stærkt på dette slægtskab. Især en flintkniv fundet i Menkaures dødetempel, hvor Khamerernebty I omtales som “kongens moder”, udgør et vigtigt vidnesbyrd om hans afstamning (Dodson & Hilton 2004, 54–56; Verner 2001, 332–334).

Menkaures hovedgemalinde var sandsynligvis Khamerernebty II, der var datter af Khamerernebty I. Hun er sandsynligvis identisk med den dronning, der er afbildet sammen med Menkaure i den berømte dobbeltstatue fra daltemplet ved Giza. Hendes grav (G III-a) ligger umiddelbart syd for Menkaures pyramide, hvilket understreger hendes betydning ved hoffet.

Parret havde mindst én søn, Khuenre, der bar titlen “kongens ældste søn”. Han døde sandsynligvis før sin far og kom derfor aldrig på tronen. Efter Menkaures død blev kongemagten overtaget af Shepseskaf, som de fleste forskere anser for at have været hans søn, selv om der ikke findes en samtidig indskrift, der udtrykkeligt bekræfter slægtskabet (Dodson & Hilton 2004, 56–58).

Menkaures nærmeste familie omfattede desuden flere prinser og højtstående embedsmænd fra den kongelige slægt, hvilket viser, at kongefamilien fortsat spillede en central rolle i rigets administration under 4. dynasti.

Regeringstid
Menkaure overtog tronen efter sin far, Khefre, i den sidste del af 4. dynasti. Selvom den præcise rækkefølge mellem de sidste regenter i dynastiet tidligere har været diskuteret, er der i dag bred enighed om, at Menkaure efterfulgte Khefre direkte. Tidligere spekulationer om, at personer som Baufre eller Hordjedef skulle have regeret mellem de to konger, har ikke fundet støtte i det arkæologiske kildemateriale og betragtes ikke som sandsynlige i moderne egyptologi (Verner 2001, 332–335; Shaw 2000, 91–93).

Menkaure regerede i den sidste del af 4. dynasti, sandsynligvis i omkring 18 til 28 år, afhængigt af hvilken kronologi der følges. Den nøjagtige længde af hans regeringstid er usikker, da de samtidige kilder er sparsomme. Den Kongelige Papyrus fra Torino er beskadiget netop ved dette afsnit, og Manethos oplysning om en regeringstid på 63 år anses i dag for at være stærkt overdrevet og uden støtte i det arkæologiske materiale (Verner 2001, 332–338; Shaw 2000, 91–93).

Menkaure overtog et velorganiseret rige, hvor den centrale administration fungerede effektivt. Embedsværket, der var blevet opbygget under Khufu og videreudviklet under Khefre, fortsatte uden kendte større ændringer. Viziren og rigets højeste embedsmænd stod fortsat for administrationen, skatteopkrævningen, retsvæsenet og ledelsen af de store kongelige byggeprojekter. Der er ingen tegn på politiske uroligheder eller interne magtkampe under hans regering.

Udvindingen af kalksten fra Tura, granit fra Aswan samt kobber og turkis fra Sinai fortsatte under Menkaure. Disse aktiviteter vidner om en velfungerende administration og en stærk økonomi, der fortsat kunne organisere større ekspeditioner til rigets vigtigste råstofområder.

Kunsten under Menkaure nåede et af sine højdepunkter i Det Gamle Rige. De mange triader og den berømte dobbeltstatue fra daltemplet viser en bemærkelsesværdig teknisk kunnen og en mere harmonisk fremstilling af kongen end hos flere af hans forgængere. Disse værker regnes i dag blandt de fineste eksempler på egyptisk kongeskulptur.

Monumenter
Menkaures vigtigste byggeprojekt var pyramidekomplekset ved Giza, som blev opført på plateauets sydvestlige del. Anlægget omfattede kongens pyramide, et daltempel, en processionsvej, et dødetempel samt tre mindre dronningepyramider. Komplekset blev planlagt som en samlet ramme om kongens gravkult og hører til de bedst bevarede kongelige anlæg fra 4. dynasti. Byggeriet var endnu ikke helt afsluttet ved Menkaures død og blev færdiggjort af hans efterfølger, Shepseskaf.

Menkaures pyramide adskiller sig fra de to større pyramider, der blev opført af Khufu og Khefre, ved sine mindre dimensioner og den omfattende anvendelse af rød granit i den nederste del af beklædningen. Selvom pyramiden er den mindste af de tre hovedpyramider på Giza-plateauet, regnes den for et af de mest raffinerede bygningsværker fra Det Gamle Rige.

Daltemplet ved pyramidekomplekset er især berømt for sine mange velbevarede statuer. Her blev de berømte triader fundet, hvor Menkaure er afbildet sammen med gudinden Hathor og personifikationer af Egyptens nomer. Der blev også fundet den kendte dobbeltstatue af kongen og en dronning, som sandsynligvis forestiller Khamerernebty II. Disse skulpturer regnes blandt de fineste eksempler på egyptisk kongelig kunst.

Dødetemplet blev påbegyndt under Menkaure, men var endnu ikke færdigt ved hans død. En del af anlægget blev derfor fuldført under Shepseskaf, der blandt andet anvendte soltørrede lersten i stedet for den oprindeligt planlagte natursten. Templet blev centrum for den dødekult, der fortsatte i flere århundreder efter kongens død.

Syd for kongens pyramide blev der opført tre mindre pyramider, kendt som G III-a, G III-b og G III-c. De forbindes almindeligvis med medlemmer af kongefamilien, sandsynligvis dronninger eller andre kvindelige medlemmer af hoffet. Deres nøjagtige ejere er dog fortsat genstand for forskning.

En detaljeret beskrivelse af Menkaures monumenter findes i de særskilte artikler om Menkaures pyramidekompleks, Menkaures pyramide, Daltemplet ved Menkaures pyramide, Dødetemplet og Dronningepyramiderne G III-a, G III-b og G III-c.

Mumie
Menkaures gravkammer blev åbnet flere gange i oldtiden, og kongens oprindelige begravelse blev plyndret. Under udgravningerne i 1837 fandt den britiske officer Richard William Howard Vyse en menneskekiste af basalt samt et trælåg med Menkaures navn. Selve kisten gik imidlertid tabt, da transportskibet Beatrice forliste i Middelhavet på vej til England.

De menneskelige knogler, som blev fundet i gravkammeret, blev senere kulstof-14-dateret til den kristne eller byzantinske periode og kan derfor ikke have tilhørt Menkaure. Trælåget med kongens navn stammer ligeledes fra en langt senere tid end 4. dynasti. Menkaures egentlige mumie er derfor aldrig blevet fundet eller identificeret med sikkerhed.

Eftermæle
Menkaure blev husket som en retfærdig og from konge længe efter sin død. Hans gravkult fortsatte gennem resten af Det Gamle Rige, og præster opretholdt ofringer ved hans pyramidekompleks i flere århundreder. Fund af altre, offerindskrifter og embedsmænd knyttet til hans dødekult viser, at hans minde fortsat blev æret længe efter afslutningen af 4. dynasti (Lehner 1997, 128–136; Verner 2001, 338–340).

Omkring 2.000 år senere beskrev den græske historiker Herodot Menkaure som en god og retfærdig hersker, der stod i skarp kontrast til sin far Khefre og sin farfar Khufu, som han fremstillede som brutale og undertrykkende konger. Ifølge Herodot genåbnede Menkaure templerne, gav folket adgang til ofringer og dømte retfærdigt. Han fortæller desuden den kendte historie om, at kongen modtog et orakel, der forudsagde en tidlig død. Menkaure forsøgte angiveligt at narre skæbnen ved at lade fakler brænde dag og nat, så nætterne blev til dage og hans liv symbolsk blev forlænget (Herodot, Historier II, 129–133).

Moderne egyptologer betragter Herodots fortælling som et moralsk eksempel snarere end en historisk beretning. Der findes ingen samtidige egyptiske kilder, som bekræfter hans beskrivelser af Menkaures personlighed eller de begivenheder, han gengiver. Alligevel har Herodots skildring haft stor betydning for den senere opfattelse af Menkaure som den mest retfærdige af Giza-pyramidernes tre bygherrer. Nutidens vurdering bygger først og fremmest på arkæologiske fund, der viser en konge, som videreførte den stærke kongemagt og efterlod sig et af Det Gamle Riges mest gennemarbejdede pyramidekomplekser.