Shepseskaf var den sidste sikkert dokumenterede farao i 4. dynasti og regerede omkring 2503–2498 f.v.t. Selvom hans regeringstid var kort, markerer den afslutningen på den periode, hvor Egyptens største pyramider blev opført. I stedet for at lade bygge en pyramide valgte han et gravmonument i form af en stor mastaba, Mastabat el-Fara’un, ved Sydsaqqara. Hans regering udgør samtidig overgangen til 5. dynasti, hvor kongemagten fortsatte, men hvor solguden Ras kult fik en stadig større betydning.

Vejen til tronen
Shepseskaf efterfulgte sin far, Menkaure, som farao og blev den sidste sikkert dokumenterede regent i 4. dynasti. Tronfølgen synes at være forløbet uden større politiske uroligheder, og der findes ingen samtidige kilder, som tyder på en magtkamp ved hans tronbestigelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt Shepseskaf blev efterfulgt af en konge ved navn Djedefptah (hos Manetho kaldet Thamphthis), har længe været diskuteret. Turin King List har en beskadiget passage, som tidligere er blevet tolket som en henvisning til en ukendt regent, men hverken samtidige inskriptioner, seglaftryk eller embedsmandsgrave bekræfter eksistensen af en konge mellem Shepseskaf og Userkaf. De fleste moderne egyptologer betragter derfor Djedefptah som en usikker eller muligvis fiktiv regent (Verner 2001, 347–349; Baker 2008, 114–115; Shaw 2000, 95).

Et vigtigt vidnesbyrd er graven til embedsmanden Netry-nesut-pu, som gjorde tjeneste under flere konger. Hans biografiske indskrifter nævner kongerækken Radjedef, Khefre, Menkaure, Shepseskaf, Userkaf, Sahure og Neferirkare, men ikke Djedefptah. Dette styrker opfattelsen af, at Shepseskaf blev efterfulgt direkte af Userkaf.

Familie
Shepseskaf var næsten med sikkerhed søn af farao Menkaure, bygherren af den mindste af de tre store pyramider på Giza. Hvem hans mor var, er derimod ikke sikkert dokumenteret. De fleste forskere peger på dronning Khamerernebty II, som bar titlen Kongens hustru og var tæt knyttet til Menkaures gravkompleks. Andre har foreslået prinsesse Rekhetre, men der findes ingen samtidige kilder, som bekræfter denne opfattelse (Dodson & Hilton 2004, 56–58; Baker 2008, 424–426).

Shepseskafs hustru er ikke kendt med sikkerhed. Dronning Khentkaus I er ofte blevet foreslået som hans ægtefælle, blandt andet fordi hendes monument ligger i nærheden af Menkaures og Shepseskafs anlæg. Arkæologiske fund har imidlertid ikke påvist nogen direkte forbindelse mellem de to, og et ægteskab kan derfor ikke betragtes som dokumenteret.

En anden mulighed er Bunefer, der bar titler knyttet til Shepseskafs gravkult. Hendes præcise forhold til kongen er dog usikkert. Hun kan have været hans hustru, men det er også blevet foreslået, at hun var en datter, som senere fungerede som præstinde i hans dødekult (Dodson & Hilton 2004, 56–58).

Der findes ingen samtidige kilder, som med sikkerhed identificerer Shepseskafs børn. Prinsessen Khamaat, der var gift med embedsmanden Ptahshepses, er blevet foreslået som datter af Shepseskaf, men slægtskabet bygger på indirekte indicier og kan ikke bevises.
Den sparsomme dokumentation betyder, at Shepseskafs nærmeste familie fortsat er blandt de mindst kendte i hele 4. dynasti.

Regeringstid
Shepseskaf regerede i slutningen af 4. dynasti, omkring 2503–2498 f.v.t., selv om den præcise datering varierer en smule mellem de moderne kronologier. Turin King List tilskriver ham en regeringstid på fire år, mens den egyptiske præst Manetho, der skrev i det 3. århundrede f.v.t., angiver syv år. De fleste moderne egyptologer vurderer, at Shepseskaf regerede i omkring fire til seks år, hvilket stemmer bedst overens med de arkæologiske fund og de byggeprojekter, der kan knyttes til hans regering (Verner 2001, 347–349; Baker 2008, 424–426; Shaw 2000, 95).

Da Shepseskaf overtog magten, var Egypten fortsat et stærkt og velorganiseret rige. Den centrale administration, som var blevet opbygget under Khufu, Khefre og Menkaure, fungerede fortsat effektivt, og samtidige embedsmænd fortsatte deres karriere uden tegn på større politiske omvæltninger. Der findes ingen kilder, som tyder på borgerkrig, udenlandske invasioner eller alvorlige interne konflikter i hans regeringstid.

En af Shepseskafs vigtigste opgaver var at færdiggøre sin far Menkaures pyramidekompleks på Giza. Arkæologiske undersøgelser viser, at dele af dødetemplet blev afsluttet under hans regering, blandt andet ved anvendelse af soltørrede lersten i stedet for de kalkstensblokke, der oprindeligt var planlagt. Ændringen skyldtes sandsynligvis ønsket om hurtigt at færdiggøre anlægget, så den kongelige gravkult kunne fortsætte uden afbrydelse (Lehner 1997, 130–133; Verner 2001, 339–341).

Shepseskaf iværksatte samtidig opførelsen af sit eget gravkompleks i Sydsaqqara. I modsætning til sine forgængere valgte han ikke at bygge en pyramide, men et monument i form af en stor mastaba, der i dag er kendt som Mastabat el-Fara’un. Beslutningen markerer et af de mest usædvanlige arkitektoniske valg i Det Gamle Rige. Da ingen samtidige tekster forklarer baggrunden for dette valg, er årsagen fortsat genstand for forskning. Forslagene spænder fra praktiske hensyn som den korte regeringstid til ændringer i kongemagtens ideologi, men ingen af forklaringerne kan bevises (Lehner 1997, 136–138; Verner 2001, 347–349).

Shepseskafs død markerede afslutningen på 4. dynasti. Med Userkafs tronbestigelse begyndte 5. dynasti, hvor kongerne fortsatte pyramidetraditionen, men samtidig gav solguden Ra en langt mere fremtrædende rolle gennem opførelsen af kongelige soltempler.

Monumenter
Selvom Shepseskafs regeringstid var forholdsvis kort, blev den præget af flere betydningsfulde byggeprojekter. Det vigtigste var opførelsen af hans eget gravkompleks i Sydsaqqara, men han spillede også en central rolle i færdiggørelsen af sin far Menkaures pyramidekompleks på Giza. Tilsammen markerer disse projekter afslutningen på den monumentale byggeaktivitet, der havde præget 4. dynasti.

Det mest markante monument fra Shepseskafs regering er Mastabat el-Fara’un, der adskiller sig fra de foregående kongers pyramider ved at være opført som en monumental mastaba. Gravanlægget viser, at kongemagten fortsat rådede over betydelige ressourcer og en højt udviklet byggeorganisation, selv om den traditionelle pyramideform blev opgivet. Monumentets arkitektur behandles nærmere i næste afsnit.

Shepseskaf lod desuden færdiggøre de sidste arbejder ved Menkaures pyramidekompleks på Giza. Arkæologiske undersøgelser viser, at dødetemplet blev afsluttet under hans regering, men at dele af byggeriet blev udført i soltørrede lersten i stedet for den kalksten og granit, som oprindeligt var planlagt. Ændringen skyldtes sandsynligvis et ønske om at færdiggøre anlægget hurtigt, så gravkulten kunne opretholdes uden forsinkelse (Lehner 1997, 130–133; Verner 2001, 339–341).

Til Shepseskafs eget gravkompleks hørte også et daltempel og en processionsvej, der forbandt graven med Nilens dal. Selvom disse anlæg kun er delvist bevaret, viser udgravningerne, at de fulgte den grundlæggende plan, som var udviklet ved de kongelige pyramidekomplekser i 4. dynasti. Den største nyskabelse var derfor ikke selve gravkompleksets opbygning, men udformningen af gravmonumentet.

Der kendes ingen større templer, fæstningsanlæg eller andre monumentale byggeprojekter fra Shepseskafs regering. Det skyldes sandsynligvis både den korte regeringstid og det betydelige arbejde, der blev lagt i færdiggørelsen af Menkaures gravkompleks og opførelsen af kongens eget gravanlæg.

Mastabat el-Fara’un
Shepseskaf lod opføre sit gravanlæg i den sydlige del af Saqqara, omkring 1,5 km syd for Djosers trinpyramide. Anlægget er det eneste kongelige gravmonument fra 4. dynasti, der ikke blev opført som en pyramide. I stedet valgte kongen en monumental mastaba, som siden middelalderen har været kendt under det arabiske navn Mastabat el-Fara’un, der betyder “Faraos mastaba”. Det oprindelige egyptiske navn på gravkomplekset var Qbḥ Špss-kꜣ=f, som kan oversættes til “Shepseskaf er renset” (Lehner 1997, 136; Verner 2001, 347).

Monumentet er opført på en rektangulær grundplan, der måler cirka 99,6 × 74,4 meter. Den bevarede højde er omkring 18 meter, men anlægget har oprindeligt været en smule højere. Kernen består af lokale kalkstensblokke, mens ydersiden var beklædt med fint tilhuggede kalkstensblokke fra Tura. De skrånende sider giver monumentet et udseende, der minder om en gigantisk sarkofag snarere end en traditionel mastaba eller pyramide (Lehner 1997, 136–138).

Adgangen til gravkammeret sker gennem en nedadgående passage på monumentets nordside. Herfra fører korridorer til forkamre og magasiner, inden man når selve gravkammeret. Gravkammeret er opført af store granitblokke og overdækket med massive kalkstensbjælker, som skulle bære vægten af overbygningen. Som i de kongelige pyramider blev passagerne beskyttet af portcullis-blokke, der kunne sænkes ned for at hindre gravrøvere i at få adgang til gravkammeret (Verner 2001, 348; Lehner 1997, 137).

Øst for graven lå dødetemplet, hvor præster udførte de daglige ritualer til ære for den afdøde konge. Templet var forbundet med et daltempel gennem en processionsvej, der førte fra Nilens oversvømmelsesområde til gravanlægget. Selvom disse bygninger kun er bevaret i fragmenter, viser udgravningerne, at gravkomplekset fulgte den traditionelle plan, som var udviklet ved de kongelige pyramider gennem 4. dynasti.

Hvorfor Shepseskaf valgte en mastaba frem for en pyramide, har længe været diskuteret. Tidligere mente flere forskere, at den korte regeringstid tvang kongen til at opgive en planlagt pyramide. Denne forklaring anses i dag for mindre sandsynlig. Monumentets størrelse, den omhyggelige planlægning og den omfattende underbygning tyder på, at anlægget fra begyndelsen var tænkt som en mastaba. Flere forskere har derfor foreslået, at valget var bevidst og kan afspejle ændringer i kongemagtens ideologi eller et ønske om at markere afslutningen på den monumentale pyramidetradition. Da ingen samtidige tekster omtaler baggrunden for beslutningen, kan årsagen ikke afgøres med sikkerhed (Lehner 1997, 138; Verner 2001, 348–349).

Monumentet blev første gang undersøgt af europæiske rejsende i første halvdel af 1800-tallet. Karl Richard Lepsius registrerede anlægget under den preussiske ekspedition, og senere foretog Auguste Mariette undersøgelser på stedet. Den første systematiske arkæologiske udgravning blev gennemført af den schweiziske egyptolog Gustave Jéquier i 1920’erne. Hans arbejde dannede grundlaget for den moderne forståelse af gravens arkitektur og udvikling.

Mumie
Shepseskafs mumie er aldrig blevet fundet. Da hans grav blev undersøgt af arkæologer, var gravkammeret tomt, og der blev ikke fundet menneskelige rester, som med sikkerhed kan knyttes til kongen. Hans udseende kendes derfor udelukkende fra samtidige statuer og relieffer.

Eftermæle
Shepseskaf var den sidste sikkert dokumenterede farao i 4. dynasti og afsluttede dermed en af de mest betydningsfulde perioder i Egyptens historie. Under hans forgængere – Sneferu, Khufu, Radjedef, Khefre og Menkaure – blev de store pyramider opført, og kongemagten nåede et højdepunkt både politisk, økonomisk og arkitektonisk.

Hans vigtigste eftermæle er beslutningen om at lade opføre Mastabat el-Fara’un i stedet for en pyramide. Valget har gjort ham til en af de mest omtalte regenter i forskningen om overgangen mellem 4. og 5. dynasti. Selvom årsagen fortsat er ukendt, viser gravanlæggets størrelse og kvalitet, at kongemagten stadig rådede over betydelige ressourcer og en velorganiseret administration.

Shepseskafs regering markerede samtidig afslutningen på den klassiske pyramideperiode i 4. dynasti. Under Userkaf fortsatte kongerne ganske vist med at bygge pyramider, men de blev mindre end forgængernes monumenter, og opførelsen af kongelige soltempler vidner om, at solguden Ras kult fik en stadig mere central rolle i den kongelige ideologi.

Selvom Shepseskaf kun regerede i få år, indtager han derfor en vigtig plads i Egyptens historie. Hans regering danner forbindelsen mellem to dynastier og mellem to forskellige faser i udviklingen af kongemagt, religion og monumental arkitektur. Netop derfor er han i dag en nøglefigur for forståelsen af afslutningen på 4. dynasti og begyndelsen på 5. dynasti.