Kort introduktion
Mentuhotep I regnes traditionelt som grundlæggeren af det 11. dynasti, men der findes ingen samtidige kilder, som beviser, at han regerede som farao.
Senere generationer huskede ham som stamfader til den thebanske kongeslægt, der under Mentuhotep II genforenede Egypten og grundlagde Mellemste Rige.
Derfor står han på grænsen mellem historie og legende. Han kan have været en lokal fyrste i Theben, eller en symbolsk skikkelse skabt af senere konger for at give dynastiet en ældre oprindelse.
Uanset hans virkelige rolle blev hans navn knyttet til begyndelsen på den slægt, der førte Egypten ud af Første Mellemtid.

Mentuhotep I – den glemte stamfader
Mentuhotep I er en af de mest gådefulde skikkelser i Egyptens historie. Han optræder i flere kongerækker som den første hersker i det 11. dynasti, men i virkeligheden ved vi næsten intet om ham. Ingen samtidige monumenter, inskriptioner eller gravfund nævner hans navn, og der findes ingen sikre beviser for, at han nogensinde regerede som farao (Shaw 2000, s. 151-152; von Beckerath 1999, s. 82).

Alligevel fik Mentuhotep I en vigtig plads i den egyptiske tradition. Flere hundrede år senere blev han husket som stamfader til den thebanske kongeslægt, der under Mentuhotep II genforenede Egypten og grundlagde Mellemste Rige (Dodson & Hilton 2004, s. 88-89). For de senere konger var det vigtigt at kunne føre deres slægt tilbage til en ældre og respekteret forfader. Derfor blev Mentuhotep I stående som begyndelsen på dynastiets historie, selv om hans faktiske rolle allerede dengang må have været uklar.

Hvis Mentuhotep I virkelig har levet, var han sandsynligvis ikke farao over hele Egypten. Han kan have været en lokal fyrste eller nomark i Theben i slutningen af Første Mellemtid (Ryholt 1997, s. 17-18). På dette tidspunkt var Egypten delt mellem flere magtcentre. Kongerne i Herakleopolis kontrollerede store dele af Nedre Egypten og Mellemegypten, mens de thebanske herskere langsomt opbyggede deres egen magt i syd (Shaw 2000, s. 151-153).

Det er muligt, at Mentuhotep I var blandt de første ledere af denne lokale herskerslægt. Hans efterkommere, Intef I, Intef II og Intef III, udvidede gradvist deres område og udfordrede kongerne i nord. Da Mentuhotep II nogle generationer senere samlede landet under én krone, blev behovet for en dynastisk stamfader endnu større. Her passede Mentuhotep I perfekt ind i fortællingen om dynastiets oprindelse (Dodson & Hilton 2004, s. 88).

Mentuhotep betyder “Montu er tilfreds”. Navnet peger på den tætte forbindelse mellem den tidlige thebanske elite og krigsguden Montu, som var Thebens vigtigste gud, før Amon senere overtog denne rolle (Shaw 2000, s. 152). Det er derfor muligt, at navnet bevarede mindet om en virkelig person, selv om detaljerne om hans liv for længst var gået tabt.

For moderne forskere er Mentuhotep I et eksempel på, hvordan historie og tradition kan flyde sammen. Han kan have været en historisk person, hvis bedrifter blev glemt. Han kan have været en lokal fyrste, som senere blev ophøjet til konge. Eller han kan være en symbolsk skikkelse, skabt for at give det 11. dynasti en ældgammel oprindelse (von Beckerath 1999, s. 82-83; Baker 2008, s. 246).

Uanset hvad der er sandt, står Mentuhotep I i dag som den legendariske begyndelse på den slægt, der førte Egypten ud af Første Mellemtid og ind i Mellemste Rige. Derfor fortjener han stadig en plads blandt regenterne, ikke fordi vi ved, hvad han gjorde, men fordi hans navn blev en del af fortællingen om Egyptens genfødsel (Ryholt 1997, s. 19; Shaw 2000, s. 153).