Kort introduktion
Mentuhotep II var farao i det 11. dynasti.
Han er mest kendt for at samle Egypten efter en lang tid med krige og uro.
På hans tid var landet delt mellem herskere i nord og syd.
Efter flere års kampe lykkedes det ham at erobre sine modstandere og blive konge over hele Egypten.
Derfor regnes han som den hersker, der indledte Mellemste Rige, en periode med fred, stærk kongemagt og stor udvikling.
Han lod også bygge et stort gravtempel ved Deir el-Bahari i Theben. Templet blev senere forbillede for andre kongelige byggerier.
I denne artikel kan du læse om hans familie, regeringstid, monumenter og betydning for Egyptens historie.

Familie. Nomarken Montuhotep var søn af Intef III og dronning Iah.   Neferu II. var hans søster.

Montuhotep II havde en lang række hustruer, som blev begravet med ham i eller tæt på hans dødetempel.

252.9 cm høj statue af Mentuhotep II. i Jubilæums-dragt. Met. 26.3.29
Foto EC ( 01)

Tem ™ var muligvis Montuhoteps førstehustru. Hun var mor til hans børn Montuhotep III og Neferu III.
Tem havde titler som ”Kongens hustru” (hmt-nswt) og “Kongens hustru, hans elskede” (hmt-nswt nswt mryt.f) . At hun var mor til kongebørn fremgår af titlerne ” Kongens moder ” (mwt-nswt) og ”Dobbel kongemoder” (mwt-nswt-bitj). Yderligere havde hun titlen (wrt-hts-nbwi) “Den Store, af hetes-scepteret, de to herre “.
Tilsyneladende er hun død efter Montuhotep II og blev begravet af hendes søn, Montuhotep III, i faderen tempel.
Under Lord Dufferings udgravning, af det sydvestlige hjørne af templets hypostyl hal i 1859, opdagede man Tems plyndrede grav. Stedet blev genudgravet i 1968 af tyske Dieter Arnold.

Neferu II. Hun var datter af Intef III og Iah hun havde titlerne (s3t-nswt-smswt-n-kht.f,) “ældste konge datter af hans krop” og (irjt-p3t) “arve prinsesse”. I forbindelse med Montuhotep II havde Neferu II som ”Kongens hustru” (hmt-nswt) og “Kongens hustru, hans elskede” (hmt-nswt nswt mryt.f) . Hun havde også titlen (hmwt-nbwt) “fremest af alle kvinder “.
Neferu II blev begravet i den nordlige del af Montuhoteps tempelområde, der senere blev begravet under Hatshepsuts tempel. Man efterlod dog en adgang til graven i denne senere konstruktion. Graven (TT 319) er udhugget i klippevægen, og blev opdaget af Herbert E. Winlock og hans team i 1924 og gravkammeret, der var uberørt, blev udgravet det følgende år.

Kawit. (k3wj.t) var muligvis af nubisk oprindelse, og en af Montuhotep II sekundære hustruer.
Hun havde titlerne (hmt-nswt mryt.f ) “Kongens hustru, hans elskede” og (khkrt-nswt), “Kongens prydelse”. Hun var også “præstinde for gudinden Hathor” .
Hun blev begravet under terrassen i Montuhotep II.s tempel, hvor E. Naville fandt hendes sarkofag i 1907.

Henhenet var muligvis en af Intef III sekundære hustruer, der ved faderens død blev tilknyttet Montuhoteps Harim, hun er muligvis mor Neferu II. Hun havde som sekundær hustru titlerne (hmt-nswt mryt.f ) “Kongens hustru, hans elskede” og (khkrt-nswt-w3tit) “Unik besmykning af kongen.” Yderligere havde hun titlen ”præstinde for Hathor” Henhenet døde muligvis i barselsseng.

Sadeh, Ashayet, og Kemsit var tre andre af Montuhotep II.s sekundære hustruer. De havde alle titlen (hmt-nswt mryt.f ) “Kongens hustru, hans elskede” og (khkrt-nswt-w3tit) “Unik besmykning af kongen.” De havde alle titlen ”præstinde for Hathor”.
Montuhotep II.s sekundære hustruer er alle blevet begravet i et enkelt hul, gravet under terrasse i hans dødetempel. De var alle unge under 22 år, måske omkommet ved en ulykke, måske en epidemi, der er mange muligheder, men man ved det ikke.

Muit. I en grav fundet i forbindelse med de fem kvindegrave, var en fem-årig pige begravet. Det er ikke klart, om hun var en af Montuhoteps ”koner” eller en af hans døtre.

Regeringstid.

Da Montuhotep arvede tronen efter faderens død, overtog han et land, der strakte sig over de 16.øvreægyptiske nomer fra Elephantine og Aswan ved første katarakt til Tjebu mod nord.
Ændringerne i hans status fra lokal konge til “Konge over de to lande” ses i hans skiftende titulatur. Før krigen i år 14, var hans Horus navn Zematawy , bagefter tog han titlen “Kongen af den Hvide krone” og tilføjer et nebti navn, for til sidst, da landet var forenet, at udvide med et guld-horus navn, og ændre til – Horus, “der har forenet de to lande”.
Hvis Montuhotep har været samregent med Intef III, er han som meget ung vokset op under følgerne af den lange borgerkrig, og kampene mod 10.dynasti, omkring Abydos og mod nord til Tjebu. Den generelle mangel på vidnesbyrd fra den tidlige del af Montuhoteps tidlige regeringstid, kunne indikere, at han var ung da han besteg tronen, en hypotese, i der passer med hans lange regeringstid.
De første fjorten års af Montuhotep II s regeringstid, synes der at have været fredeligt i den Thebanske region, da der ikke er nogen overlevende spor, af en konflikt, der med sikkerhed kan dateres til denne periode.
Men før år 14, menes han at forsøge at udvide sit landområde længere mod syd, ned i Nubien.

I hans 14.regeringsår, der kaldes ”År for forbrydelsen i Thinis”, udbrød der igen kampe i Thinitiske nome, hvor Abydos ligger. De Herakleopolitanske konger fra 9 og 10 dynasti havde generobret Thinite og truede nu, resten af Øvreægypten. Ikke alene havde de indtaget Abydos, men de havde samtidigt ødelagde store dele af den kongelige gravplads under kampene.
Montuhotep’s reaktion var, at sende sin hær mod nord, og tvinge de rivaliserende konger ud af Abydos og fortsætte krigen imod dem – Han besejrende Assiut, Mellem Ægypten og endelig Herakleopolis selv.

Det er måske i disse slag, at de 60 soldater, der blev fundet i Deir el Bahari, var faldet. (se nedenfor)
Kong Merykara fra 10.dynasti kan være døde under konflikten, hvilket yderligere har svækket Herakleopolis, og efter mere end 100 års borgerkrig, gav det Montuhotep mulighed for at genforene Ægypten under Thebansk ledelse. Og blev derved den første Thebanske konge, der med rette kan kaldes konge over Øvre-og Nedre Ægypten.

Genforeningen. Den nøjagtige dato, hvor genforeningen er ukendt, men det antages at være sket kort før hans 39. regeringsår.
Der er bevis for at genforeningsprocessen tog sin tid, det skyldes måske den generelle usikkerhed i landet. Det et en tid hvor almuen begraves med våben, embedsmændenes gravsteler viser dem med våben, og ikke de almindelige regalier.

Guddommeliggørelse. Efter genforeningen blev Montuhotep II af sine undersåtter anses for at være guddommelige. Dette var stadig tilfældet ved udgangen af 12.dynasti omkring 200 år senere. På steler rejst af Sesostris III og Amenemhat III ser man mundåbnings ceremonien udført på statuer af Montuhotep II.

Centraliseret administration. Efter sammenbruddet af 6.dynasti og under Første Mellemtid havde nomarkerne tiltaget sig magten over deres lokalområder og gjort embedet arveligt i familien. Manglen på en central magt sikrede dem fuldstændig ejendomsret og skatte frihed af deres jord.
Efter foreningen af Ægypten indledte Montuhotep en stærk politisk reorganisering og centralisering, Han styrkede sin kongelige autoritet ved at opfinde embedet som Vesir eller guvernør. Han indsatte to embedsmænd Bebi og Dagi som Vesirer over Øvre og Nedreægypten, som herefter havde kontrol over de lokale nomarker.

Ekspeditioner.

Montuhotep ønskede at genoprette kontrollen over Nubien, der havde været uafhængigt under Første Mellemtid. På Elephantine anbragte han en militær garnison, der hurtigt kunne rykke sydpå.
Nubien. Under ledelse af Visir Khety, gennemførtes i hans år 29 og igen år 31, kampagner mod syd. Det er fra omtalen af disse kampagner vi første gang finder navnet KUSH optegnet, som en betegnelse for landet Nubien.
Deltaet. Af andre militære kampagner er kampene mod libyerene i det vestlige delta-område, og asiaterne på Sinai. Der er også tegn på militære aktioner mod det sydlige Palæstina.
På Sinai tilkæmpede han sig adgang til kobber og turkisminerne. Det øgede behovet for adgang til Rødehavet og åbning af handelsruten gennem Wadi Hammamat.

Monumenter. 

Montuhotep var en stor bygherre, og igangsatte, i sin lange regeringstid mange byggerier. Det mest kendte er hans Dødetempel i Deir el Bahari, der senere blev politisk udnyttet af Hatshepsut, ved at hun byggede nærmest oven på den nordlige del af det tidligere tempel.

Gebel el-Silsila. Stelen for Nakhtnebtepnefer–Intef fra Wadi Shaft el-Rigal nær Gebel el-Silsila, ca.65 km. nord for Aswan.
Montuhotep II er her vist i dobbelt størrelse I forhold til de andre personer. Foran ham star Intef III og embedsmand Khety, og bag ham hans moder dronning Iah. Ved figurernes størrelse kan vise at Montuhotep var en større konge end hans forgænger

Elephantine. Montuhotep byggede også på Elephantine ved første katarakt.
Krigsguden Monthu var øverste gud i det Thebanske område, før Amon blev gjort til Rigs-gud. Derfor er det Monthu templerne i byerne El Kab, El Tod, Amant han byggede og udbyggede, sammen med Monthu templet i Karnak. (nord for Amon templet).

Monthu templet i El tod.

El Tod. I Monthu templet i Tod, er fundet to blokke fra et monument opført under Montuhotep II.s regeringstid. Disse blokke har lettet fastlæggelsen af rækkefølgen af de tidligste konger i 11. dynasti Blokkene viser Mentuhotep II der står foran navnene på tre af hans forfædre, der er identificeret ved deres fødenavn (nomen) og deres Horus navn.

Disse er Intef I. Sehertawy, Intef II. Wahankh og Intef III. (Nakht-neb-tep-nefer – er ikke bevaret).

Nord for Theben byggede han i Deir-el-Ballas, Dendera og i Abydos.

Dødetemplet i Deir el Bahari var oprindeligt overdækket med et tag båret af 280 søjler. Foto. EC

Deir el Bahari, Dødetemplet. Montuhotep byggede et stort begravelses og dødetempel komplekse i Deir el Bahari. Komplekse var en stor terrasse bygget sten struktur, anlagt op mod klipperne og bygget omkring en pyramide struktur der symboliserede urhøjen. Templets tag blev båret af 280 stensøjler.
I forbindelse med tempel komplekset opførtes grave for seks af hans hustruer og medlemmerne af hans hof. Under udgravninger er deres kalkstens sarkofager blev

fundet.

Graven. Indgangen til Montuhoteps grav ligger nordøst for templet, Her fører en 150 m lang lige korridor ned til et stort underjordisk kammer, 45 m under overfladen. Dette kammers væge og spidse loft, er foret med rød granit. Her var opstillet et alabast kapel, det var oprindeligt lukket med en dobbelt dør, der nu mangler.
I forbindelse med kongens grav, blev der fundet en sandstens statue. Dens hudfarve var sort, et typisk træk for afbildning af Osiris.
Graven er plyndret af gravrøvere De få resterende genstande var et scepter, flere pile, og en samling af træmodeller af skibe, kornmagasin og bagerier.

Mumie: Ubekendt

Soldatergraven. I 1923 opdagede Herbert E Winlock, der udgravede for Metropolitan Museum i Deir El Medina, en grav der indeholdt mumierne af mere end 60 soldater. Opdagelsen blev umiddelbart overskygget af fundet af Tutankhamon´s grav. Men tre år senere, efter at have genundersøgt mumiebindene. Man opdager at navnene på mumiesvøb er markeret med Montuhotep navn og kartoush, og at navnene typiske stammer for Mellemste Rige. Graven blev straks genåbnet, og Douglas E Derry stod for en undersøgelse af skeletterne konstaterede: 45 havde skader, alvorlige nok til at forårsage døden, heraf 10 såret eller dræbt af ibenholt pile, hvilket antyder at slaget har stået mod nord, måske i forbindelse med indtagelsen af Herakleopolis, og ikke i syd hvor man anvendte pilespidser af flint. 15 havde skader der ikke i første omgang var dødelige. 6 kroppe var skændet af gribbe. Det tyder på de må have ligget på slagmarken nogen tid efter det store slag. I en række tilfælde blev fundet sand under bandagerne.
De var ”store” robuste mænd, gennemsnitshøjde 1,69cm. De havde håret indsmurt i ler, udformet som en beskyttende hjelm. Mange havde, helede tidligere krigsskader, hvilket tyder på det var erfarne krigere. Alle var faldet i kamp. Det er måske for at vise sine trofaste krigere en sidste ære, at han har bragt dem tilbage til Theben og gravsat dem, nær hans eget dødetempel. Det er også foreslået at de kan være ofre fra kampene i Nubien.

Andre relaterede. De personer vi kan relatere til Montuhoteps regeringstid er hans to visirer Bebi og Dagi . Andre er General Intef , Meru – opsynsmand for fangerne. Embedsmændene Khety og Meketre.

Monumenter og genstande i Museer.

General Antef på Stelen er formentlig identisk med kong Montuhotep II´s, general Intef, hvis klippe-grav ligger i området Assasif på Vestbredden. Stelen fra ca. 2050 fvt. kan have stået i hans grav, men det er også muligt, den stammer fra Osiris templet i Abydos, hvor mange efterlod monumenter, det kunne deltage i kommende festspil i Osiris kulten.

General Antefs Stele på Glyptoteket i København Æin.963. Foto EC

Antef der havde titel af ”chef for hæren i hele landet” er afbildet to gange på den store stele. Til venstre indånder han duften af en lotus, blomsten, som ægypterne forbandt med verdens skabelse og de dødes genopstandelse. Foran ham er et offerbord, dækket op med brød, kød, grøntsager og frugt. Til højre står han med hænderne i en gestus, der tilkendegiver ærefrygt for en gud. I indskriften over scenen ærer han guderne i Abydos, Khenti-Imentiu, Wepwawet og ”den store gud” dvs. Osiris. (Jørgensen.2002)

Over billedet tre ritualtekster fra Osiris kulten i Abydos. ” At kysse jorden foran den første af de vestlige, at se Upwanut herlige skikkelse, at drage af sted med den store gud overalt hvor han går – af den ærværdige general Antef – sejrrig.”(Podemann Sørensen 2013:124)

Indskriften under billedfeltet indledes med et offerformular, hvor kongen, Osiris og Khenti-Imentiu, står som garanter for dødeofre til Antef. Herefter følger en række bønner, der udtrykker ønske om at Antef må blive gjort til en ”klar ånd” (akh), at han må få ofre af ”dem der har overflod” på ” stedet der giver ofre”, at han må blive hilst velkommen, når han nærmer sig gude-tribunalet, der dømmer de døde, og at han vil klare sig godt ved døde-dommen, der kaldes ” beregning af ulighed”. (Jørgensen.1996:47)

“Et offer som kongen giver (til) Osiris, herren over Busiris, den første af de vestlige, Abydos´ herre, på alle hans stæder. Påkaldelsoffer: 1000 brød og krukker øl, 1000 stykker oksekød og fjerkræ, 1000 alabastkrukker og stykker klæde, 1000 af alt herligt og rent, brød af tildelingen og offerøl, Abydos` herres forsyninger, efter hans Ka er mæt deraf, til den ærværdige, kongelig sejlbevarer, overgeneral Antef, sejrrig. Måtte de store i Busiris, Abydos` herres hof, gøre ham akh. Måtte de der er i overflod række ham hånden på gravpladsen ”Den der giver ofre”. Måtte der blive sagt ”velkommen” til ham af de store i Abydos.
Måtte han nå til gudernes dommerkollegium, til det sted hvor guderne er, med sin Ka i behold og sine ofre foran sig. Måtte han være sejrrig ved opgørelsen af forskellen. Hvis du siger, hvad der plager dig, skal det blive fordrevet fra dig i kraft af alt det, du har fremsagt for den ærværdige kongelige sejlbevarer, hvis herre elsker han og med rette ham i sit hjerte – Overgeneral Antef, sejrrig”. (Podemann Sørensen 2013.124-125)