Merenre I Nemtyemsaf var den fjerde farao i 6. dynasti og regerede omkring 2283–2278 f.v.t. Han var den ældste søn af Pepi I og efterfulgte sin far på tronen. Selv om hans regeringstid var forholdsvis kort, fortsatte han sin fars politik med at styrke rigets administration og udbygge forbindelserne til Nubien. De samtidige indskrifter fra embedsmændene Weni den Ældre og Herkhuef giver et enestående indblik i denne periode og gør Merenres regering til en af de bedst dokumenterede i begyndelsen af 6. dynasti.

Familie
Merenre I Nemtyemsaf var den ældste søn af Pepi I og dronning Ankhesenpepi I, der var datter af nomarken Khui og hans hustru Nebet fra Abydos. Gennem sin mor tilhørte han en af de mest indflydelsesrige familier i Øvre Egypten, som under Pepi I opnåede stor politisk betydning (Dodson & Hilton 2004:72–78; Baker 2008:296–298).

Hans morbror Djau blev udnævnt til vesir og var en af rigets mest magtfulde embedsmænd. Merenre videreførte samarbejdet med denne familie, som fortsat spillede en central rolle i rigets administration.

Ifølge de fleste egyptologer giftede Merenre I sig med Ankhesenpepi II, der tidligere havde været en af Pepi I’s hustruer og var mor til den senere farao Pepi II. Hvis denne rekonstruktion er korrekt, var Ankhesenpepi II både Merenres moster, stedmor og dronning, mens Pepi II samtidig var hans halvbror og stedsøn. Disse usædvanlige familieforhold viser, hvor tæt de kongelige og de ledende nomarkfamilier var knyttet til hinanden i slutningen af Det Gamle Rige (Dodson & Hilton 2004:72–78).
Der kendes ingen børn, som med sikkerhed kan tilskrives Merenre I.

Regeringstid
Merenre I overtog tronen efter Pepi I som den fjerde farao i 6. dynasti. Tidligere mente flere forskere, at far og søn havde haft en samregering, men offentliggørelsen af South Saqqara Stone af Vassil Dobrev og Michel Baud i 1995 har vist, at Merenre sandsynligvis først blev konge efter Pepi I’s død (Baud & Dobrev 1995).

Der hersker fortsat usikkerhed om længden af Merenres regeringstid. Turin-kongelisten angiver 40 år, men denne oplysning betragtes almindeligvis som en fejl, muligvis opstået ved en forveksling mellem navnene Merenre og Meryre, som var Pepi I’s tronnavn. De fleste egyptologer vurderer i dag, at Merenre regerede i omkring 6–11 år, mens South Saqqara Stone peger på en regeringstid på omkring 11 år (Baker 2008:296–298; Shaw 2000:123–124).

Merenre fortsatte sin fars politik med at styrke den centrale administration, samtidig med at de lokale nomarker bevarede en betydelig indflydelse i provinserne. En af hans vigtigste beslutninger var udnævnelsen af Weni den Ældre til den første kendte “guvernør over hele Øvre Egypten”, hvilket gav ham ansvaret for administrationen af rigets sydlige del. Embedet afspejler den voksende betydning af en effektiv regional administration under 6. dynasti (Lichtheim 1973:18–23).

En indskrift fra Aswan fortæller, at Merenre i sit 5. regeringsår personligt modtog tribut fra nubiske høvdinge ved Egyptens sydlige grænse. Begivenheden viser både kongens interesse for Nubien og den stigende betydning, som området fik for Egyptens handel, diplomati og udenrigspolitik (Baker 2008:296–298).

Ekspeditioner
Merenre I videreførte den aktive udenrigspolitik, som var indledt under Pepi I, og udbyggede Egyptens forbindelser med Nubien. En af kongens vigtigste embedsmænd var karavanelederen Herkhuef, hvis indskrifter i graven ved Qubbet el-Hawa er den vigtigste samtidige kilde til denne politik (Gregersen 2010).

Merenre sendte Herkhuef på flere ekspeditioner til Yam og de nubiske områder Irtjet, Setju og Wawat. Formålet var at opretholde diplomatiske forbindelser med de lokale herskere og hjembringe kostbare produkter som røgelse, ibenholt, elefantstødtænder, panterskind og andre værdifulde varer fra det indre Afrika. Herkhuefs beretning viser, at ekspeditionerne blev gennemført med stor succes og styrkede Egyptens indflydelse syd for Første Katarakt (Gregersen 2010).

Merenre fortsatte også udnyttelsen af stenbruddene i Hatnub, hvor der blev brudt egyptisk alabast til kongelige byggeprojekter. En ekspedition under ledelse af Weni den Ældre hentede en stor altersten til kongens pyramide, og indskrifter fra Hatnub dokumenterer denne aktivitet (Shaw 2000: 123–124; Baker 2008: 296–298).

Desuden blev der gennemført en ekspedition til Wadi Hammamat, hvor der blev hentet gråvakke og andre bjergarter til kongelige monumenter. Disse ekspeditioner viser, at Merenre videreførte den effektive administration og ressourceudnyttelse, som var blevet opbygget under Pepi I.

En mere udførlig beskrivelse af Herkhuefs rejser og deres historiske betydning findes i artiklen Herkhuefs rejser til Yam (Gregersen 2010).

Monumenter
Merenre I videreførte den omfattende byggeaktivitet, som var blevet indledt under Pepi I. Hans vigtigste bygningsværk var pyramidekomplekset i Sydsaqqara, der bar navnet Kha-nefer-Merenre (“Merenres skønhed viser sig”). Komplekset blev opført efter den traditionelle plan fra slutningen af Det Gamle Rige med daltempel, processionsvej, gravtempel og pyramide (Lehner 1997:164–166; Verner 2001).

Gravkammerets vægge blev udsmykket med Pyramidetekster, der videreførte den religiøse tradition fra Unas, Teti og Pepi I. Teksterne skulle beskytte kongen på rejsen gennem underverdenen og sikre hans genfødsel i efterlivet (Allen 2005:20–28).

Merenres navn er desuden fundet på monumenter og indskrifter fra blandt andet Elefantine, Aswan og Hatnub, hvilket viser, at hans byggevirksomhed og kongelige administration omfattede store dele af Øvre Egypten (Baker 2008:296–298).

Grav og mumie
Merenre I blev begravet i sin pyramide Kha-nefer-Merenre i Sydsaqqara. Pyramiden blev sandsynligvis fuldført trods kongens forholdsvis korte regeringstid. Som i de øvrige kongegrave fra slutningen af Det Gamle Rige var gravkammerets vægge dækket af Pyramidetekster, der skulle sikre kongens genfødsel og vej gennem efterlivet (Lehner 1997:164–166; Allen 2005:20–28).

Pyramiden blev udgravet af Gaston Maspero i 1881. Ved udgravningen fandt han en sort granitsarkofag med en mumie af en ung mand. Hvis mumien virkelig tilhører Merenre I, er den den ældst bevarede kongelige mumie fra det gamle Egypten og opbevares i dag på Det Egyptiske Museum i Kairo.

Mumiens identitet er dog omdiskuteret. Flere forskere har peget på, at balsameringsteknikken og indpakningen af bandagerne minder mere om begravelser fra Det Nye Rige, og det er derfor blevet foreslået, at mumien kan stamme fra en senere genbegravelse. Spørgsmålet er fortsat uafklaret (Lehner 1997:164–166; Verner 2001; Baker 2008:296–298).

Eftermæle
Merenre I videreførte den politik, som hans far Pepi I havde indledt. Han styrkede den kongelige administration, bevarede de tætte forbindelser til de mægtige nomarkfamilier og udbyggede Egyptens diplomatiske og handelsmæssige forbindelser med Nubien. Selvom hans regeringstid var forholdsvis kort, sikrede den en stabil overgang mellem Pepi I og Pepi II og bidrog til at fastholde Egyptens stærke position i slutningen af Det Gamle Rige (Shaw 2000:123–124; Baker 2008:296–298).

Merenres regering er usædvanligt godt belyst gennem samtidige indskrifter. Selvbiografierne fra Weni den Ældre og Herkhuef giver et sjældent indblik i rigets administration, ekspeditioner og forbindelser med Nubien. Sammen med South Saqqara Stone hører disse kilder til de vigtigste vidnesbyrd om den politiske udvikling i slutningen af 6. dynasti (Gregersen 2010; Baud & Dobrev 1995).