Pepi II Neferkare var den femte farao i 6. dynasti og regerede traditionelt omkring 2278–2184 f.v.t. Hans regeringstid var usædvanlig lang og kom til at strække sig over flere generationer. Den traditionelle kronologi giver ham 94 år på tronen, mens de samtidige kilder med sikkerhed dokumenterer mere end 60 år; den præcise længde diskuteres derfor stadig.
Pepi II overtog et stærkt kongerige efter Merenre I, men gennem hans lange regering ændrede magtforholdene sig. Provinsens embedsmænd og nomarker fik større selvstændighed, mens centralmagten gradvist blev svækket. Pepi II blev dermed den sidste store farao i Det Gamle Rige, og tiden efter hans død blev præget af politisk uro og opløsning af den gamle centralmagt.

Familie
Pepi II var søn af Merenre I Nemtyemsaf og dronning Ankhesenpepi II. Han var endnu et barn, da han kom på tronen, og hans mor fik derfor en særlig betydning i begyndelsen af hans regering. Hendes bror Djau, der havde været vesir under både Pepi I og Merenre I, har sandsynligvis også spillet en vigtig rolle omkring den unge konge (Tyldesley 2006: 61–63; Dodson & Hilton 2004: 71–76).

Pepi II havde flere hustruer. Blandt de kendte var Neith, Iput II, Ankhesenpepi III, Ankhesenpepi IV, Udjebten og Meritites IV. Flere af kvinderne tilhørte den udvidede kongefamilie, og ægteskaberne viser, hvor tæt de forskellige grene af kongehuset var forbundet i slutningen af 6. dynasti (Tyldesley 2006: 61–63; Dodson & Hilton 2004: 76–78).

Neith var datter af Pepi I og regnes almindeligvis for datter af Ankhesenpepi I. Hun blev hustru til Pepi II og bar blandt andet titlerne Kongens datter, Kongens hustru og Kongens mor. Hun kan have været mor til Pepi II’s efterfølger Merenre II Nemtyemsaf, men denne forbindelse er ikke helt sikker (Tyldesley 2006: 61–63; Dodson & Hilton 2004: 77).

Iput II var ligeledes hustru til Pepi II, men hendes præcise afstamning er mindre sikker. Ankhesenpepi III var datter af Merenre I og dermed nært beslægtet med Pepi II. Ankhesenpepi IV var mor til en kongelig søn ved navn Neferkare, men det er usikkert, hvilken af de senere konger med dette navn han skal identificeres med (Dodson & Hilton 2004: 76–78).

Dronningerne Neith, Iput II og Udjebten fik hver deres pyramideanlæg i tilknytning til Pepi II’s pyramidekompleks i Sydsaqqara. Neiths grav er særlig interessant, fordi hendes gravkammer indeholder Pyramidetekster. Brugen af disse tekster i dronningernes pyramider viser en vigtig udvikling i den kongelige begravelseskult ved slutningen af Det Gamle Rige (Tyldesley 2006: 61–63; Dodson & Hilton 2004: 77; Allen 2005: 301–324).

Regeringstid
Pepi II efterfulgte Merenre I som den femte farao i 6. dynasti. Ifølge den traditionelle kronologi var han omkring seks år gammel, da han kom på tronen. På grund af hans unge alder har hans mor, Ankhesenpepi II, sandsynligvis fungeret som regent i de første år. Hendes bror Djau, der havde været vesir under både Pepi I og Merenre I, kan også have spillet en vigtig rolle omkring den unge konge (Tyldesley 2006: 61–63; Dodson & Hilton 2004: 71–76).

Pepi II er især kendt for sin usædvanligt lange regeringstid. Manetho tillægger ham 94 år på tronen, mens Turin-kongelisten angiver mere end 90 år. Den traditionelle kronologi har derfor ofte placeret hans regering omkring 2278–2184 f.v.t. De 94 år kan imidlertid ikke bekræftes af samtidige kilder, og regeringstidens præcise længde er fortsat usikker (Dodson 2016: 42; Baker 2008: 299–303; Shaw 2000: 124–126).

Den højeste almindeligt accepterede samtidige datering fra Pepi II’s regering er „året efter den 31. kvægtælling, 1. måned af Shemu, dag 20“, bevaret i en indskrift fra Hatnub (Spalinger 1994: 308).
Hvis kvægtællingen blev gennemført hvert andet år, vil denne datering svare til omkring kongens 63. regeringsår. Problemet er, at vi ikke med sikkerhed ved, hvor regelmæssigt kvægtællingerne blev foretaget. Dateringen kan derfor ikke uden videre omregnes til et bestemt regeringsår (Spalinger 1994: 308).

Det sikreste er derfor at fastslå, at Pepi II havde en meget lang regeringstid på mere end 60 år, mens den traditionelle angivelse på 94 år fortsat er usikker (Dodson 2016: 42; Spalinger 1994: 308).

Pepi II’s lange regeringstid betød, at flere generationer af embedsmænd og lokale guvernører nåede at opbygge stærke positioner. Især i Øvre Egypten blev lokale embeder i stigende grad knyttet til bestemte familier. Nomarkerne fik større lokal indflydelse, mens kongemagtens direkte kontrol med provinserne gradvist blev svækket (Dodson 2016: 42; Shaw 2000: 124–126; Baker 2008: 299–303).

Det betyder dog ikke, at centralmagten pludselig brød sammen under Pepi II. Kongen opretholdt gennem en stor del af sin regering en fungerende administration, gennemførte byggeprojekter og sendte ekspeditioner uden for Egypten. Svækkelsen af centralmagten var en længere udvikling, og afslutningen på Det Gamle Rige kan derfor ikke forklares alene med Pepi II’s høje alder eller lange regeringstid (Dodson 2016: 42; Shaw 2000: 124–126).

Ekspeditioner
Pepi II fortsatte den politik mod syd, som var blevet ført under Merenre I. Ekspeditioner til Nubien og områderne længere mod syd skulle sikre handelsvejene og skaffe værdifulde varer som elfenben, ibenholt, røgelse, skind og andre produkter til Egypten (Shaw 2000: 124–126; Baker 2008: 299–303).

Et særligt indblik i denne politik får vi gennem Herkhuefs gravindskrift fra Qubbet el-Hawa. Efter en rejse mod syd bragte Herkhuef nyheden om, at han havde en dværg med tilbage. Den unge Pepi II reagerede med stor begejstring og sendte et brev til Herkhuef med ordre om at passe omhyggeligt på dværgen under hjemrejsen. Kongen lovede samtidig store belønninger, hvis han nåede hoffet levende og uskadt (Gregersen 2010;).

Brevet giver et sjældent personligt glimt af Pepi II som barn. Samtidig viser det, at kongen fra residensen fulgte de ekspeditioner, der blev gennemført langt mod syd. Den fulde beretning om Harkuefs rejse behandles særskilt i artiklen Herkuefs Rejser til Yam (Gregersen 2010).

Forbindelserne mod syd blev dog ikke altid opretholdt fredeligt. Embedsmanden Mekhu fra Elefantine blev dræbt under en ekspedition mod syd. Hans søn Sabni drog derefter til Nubien for at hente faderens lig hjem til Egypten. Beretningen viser, at de sydlige handelsveje kunne være farlige, og at forholdet til de lokale befolkninger ikke altid var fredeligt (Shaw 2000: 125–126).

Pepi II sendte også ekspeditioner til Sinai, hvor kobber og turkis blev udvundet. En klippeindskrift med kongens navn er bevaret ved Wadi Maghara og dokumenterer egyptisk aktivitet dér under hans regering.

Aktiviteten fortsatte også i alabastbruddene ved Hatnub. Her kendes blandt andet dateringer fra den 14. kvægtælling og fra året efter den 31. kvægtælling. Sidstnævnte er den højeste almindeligt accepterede samtidige datering fra Pepi II’s regering (Spalinger 1994: 308).

Mod nord blev forbindelserne med Byblos på den libanesiske kyst opretholdt. Flere genstande med Pepi II’s navn er fundet i Byblos, blandt andet i forbindelse med byens tempelområde (Baker 2008: 299–303).

Monumenter
Pepi II’s vigtigste monument var hans pyramidekompleks i Sydsaqqara. Pyramiden bar navnet Men-ankh-Neferkare, „Neferkares liv er bestandigt“. Anlægget fulgte i hovedtræk den form, der var blevet fastlagt for de kongelige pyramidekomplekser i 6. dynasti, med daltempel, processionsvej, gravtempel, kultpyramide og kongens pyramide (Lehner 1997: 161–163; Verner 2001: 356–359).

Gravtemplet var rigt udsmykket med relieffer. Motiverne viste blandt andet kongen sammen med guderne, Sed-festen, kongens sejr over Egyptens fjender og den rituelle opretholdelse af orden over kaos.

I tilknytning til kongens gravanlæg blev der opført selvstændige pyramidekomplekser for dronningerne Neith, Iput II og Udjebten. Hvert anlæg omfattede en pyramide og et mindre gravtempel. Flere af dronningernes gravkamre indeholdt Pyramidetekster, hvilket viser den fortsatte udbredelse af disse religiøse tekster blandt kongehusets kvinder (Lehner 1997: 161–163; Verner 2001: 359).

Kongelige dekreter fra Pepi II er bevaret fra både Abydos og Koptos. Ved Koptos udstedte kongen flere dekreter, som gav Min-templet og institutioner knyttet til kongens kult økonomiske og administrative privilegier. Dekreterne giver et værdifuldt indblik i forholdet mellem kongemagten, templerne og den lokale administration under Pepi II.

Fra Abydos kendes ligeledes et kongeligt dekret. Sammen med dokumenterne fra Koptos viser det, at Pepi II fortsat greb aktivt ind i forholdet mellem centralmagten og de vigtige religiøse institutioner i provinserne.

Grav og mumie
Pepi II blev begravet i sin pyramide Men-ankh-Neferkare i Sydsaqqara. Indgangen på pyramidens nordside fører gennem en nedadgående passage til et forkammer og videre til gravkammeret. Gravkammerets loft var udsmykket med stjerner, mens væggene var dækket af Pyramidetekster, der skulle sikre kongens fortsatte liv efter døden (Lehner 1997: 161–163; Verner 2001: 356–359). Den sorte granitsarkofag var forsynet med Pepi II’s kongelige titulatur.

Pyramiden blev åbnet af Gaston Maspero i 1881. Senere foretog Gustave Jéquier omfattende undersøgelser af hele pyramidekomplekset. Hans arbejde med kongegraven blev udgivet i Le Monument funéraire de Pepi II. Tome I: Le tombeau royal i 1936.

Graven var blevet plyndret allerede i oldtiden. Der er ikke fundet en mumie, som med sikkerhed kan identificeres som Pepi II. Vi ved derfor ikke, hvad der skete med kongens lig efter gravrøveriet.

Eftermæle
Pepi II var den sidste store og veldokumenterede farao i 6. dynasti. Hans usædvanligt lange regeringstid kom til at præge afslutningen på Det Gamle Rige, men det vil være for enkelt at gøre hans lange regering alene ansvarlig for den politiske udvikling, der fulgte efter hans død (Dodson 2016: 42; Shaw 2000: 124–126).

Gennem hans regeringstid voksede de lokale embedsmænds og nomarkers betydning, især i Øvre Egypten. Embeder blev i stigende grad knyttet til lokale familier, og centralmagten fik vanskeligere ved at fastholde den samme kontrol med provinserne som tidligere. Samtidig fortsatte kongemagten med at fungere gennem administration, tempelkult, byggearbejder og ekspeditioner langt ind i Pepi II’s regering.

Efter Pepi II fulgte en række kortvarige og dårligt dokumenterede regenter. Den gamle centralmagt blev gradvist svækket, mens lokale magtcentre fik større selvstændighed. Udviklingen førte videre mod Første Mellemtid (Dodson 2016: 42; Shaw 2000: 124–126).

Pepi II står derfor som en overgangsskikkelse. Han regerede over pyramiderigets sidste lange fase, men ved afslutningen af 6. dynasti var de politiske forhold, der havde båret Det Gamle Rige gennem flere århundreder, under forandring.

Relaterede:
Harkhuf s Grav på Qubbet el Hawa i Aswan, med de omfattende indskrifter om hans bedrifter under Pepi I, Merenre og Pepi II regeringsperioder.

Mekhu´s QH 25 og Sabini´s Grav QH 26. i Qubbet el Hawaer De to var guvernører over Elephantine i Pepi II`s regeringstid.