Neferirkare Kakai var den tredje farao i 5. dynasti og regerede 2477 – 2467 fvt. Han overtog et rige, der var præget af stabilitet og økonomisk vækst, og videreførte den udvikling, som var begyndt under Userkaf og Sahure. I hans regeringstid fik dyrkelsen af solguden Ra en endnu større betydning, samtidig med at statsadministrationen blev mere omfattende og velorganiseret. Neferirkare er især kendt for sit store pyramidekompleks i Abusir og for de berømte Abusir-papyri, der giver et enestående indblik i administrationen af et kongeligt gravtempel under Det Gamle Rige.

Familie
Neferirkare Kakais familiebaggrund er ikke fuldstændigt afklaret, men de fleste egyptologer mener i dag, at han var søn af farao Sahure og dronning Neferetnebty. Tidligere blev han ofte anset for at være søn af Userkaf og Khentkaus I, men relieffer fundet i Sahures gravtempel peger på, at Neferirkare sandsynligvis tilhørte Sahures nærmeste familie. Han omtales her som prins Ranefer, hvilket af mange forskere opfattes som hans fødenavn, før han besteg tronen (Verner 2001, 294–296; Dodson & Hilton 2004, 52–53).

Neferirkare var gift med dronning Khentkaus II, der blev begravet i et selvstændigt pyramidekompleks ved siden af hans eget i Abusir. Hun spillede en betydelig rolle ved hoffet og bar flere fremtrædende titler, herunder “Kongens hustru” og “Kongens moder”.

Parret fik mindst to sønner, som begge senere blev faraoner. Den ældste var Neferefre (Raneferef), hvis regeringstid blev kort, mens den yngste, Niuserre, blev en af 5. dynastis mest betydningsfulde herskere. Flere forskere mener desuden, at den kortvarigt regerende Shepseskare kan have været en nær slægtning – muligvis en bror eller en ældre søn af Sahure – men hans præcise forhold til Neferirkare er fortsat usikkert og diskuteres stadig (Verner 2001, 296–299; Baker 2008, 310–312).

Vejen til tronen
Neferirkare blev født som prins Ranefer og var sandsynligvis den ældste søn af farao Sahure og dronning Neferetnebty. Som kronprins synes han tidligt at have været udset til at efterfølge sin far, hvilket understøttes af relieffer fra Sahures gravtempel, hvor han optræder med fremtrædende kongelige titler. Ved tronbestigelsen antog han tronnavnet Neferirkare, “Smuk er Ras ka”, mens Kakai fortsat blev anvendt som hans fødenavn (Verner 2001, 294–296).

Der er ingen samtidige kilder, som tyder på, at tronfølgen var omstridt. Tværtimod peger de arkæologiske fund på en fredelig magtoverdragelse, der sikrede kontinuiteten i den kongelige slægt og den stabile udvikling, som var begyndt under Userkaf og fortsat under Sahure. Under Neferirkare blev forbindelsen mellem kongemagten og solguden Ra yderligere styrket, hvilket blandt andet kom til udtryk i hans titulatur og byggeprogram.

Neferirkare overtog et rige med en velfungerende administration, omfattende handelsforbindelser og en stærk centralmagt. Hans regering kom derfor i høj grad til at bygge videre på de politiske og økonomiske resultater, som hans forgængere havde skabt, samtidig med at statsadministrationen blev yderligere udbygget (Shaw 2000, 112–113; Verner 2001, 296–299).

Regeringstid
Neferirkare Kakai regerede sandsynligvis i omkring 10–11 år i første halvdel af det 25. århundrede f.v.t. Den nøjagtige længde af hans regeringstid er usikker. Den egyptiske præst Manetho tillagde ham en regeringstid på 20 år, men denne oplysning stemmer dårligt overens med de arkæologiske fund. På Palermo-stenen er den senest bevarede optegnelse fra hans regering den femte kvægoptælling, hvilket svarer til omkring regeringsår 9 eller 10, afhængigt af hvordan kvægoptællingerne blev gennemført. Da resten af annalerne er gået tabt, kan hans samlede regeringstid ikke fastslås med sikkerhed (Verner 2001, 299–301; Shaw 2000, 112).

Det ufuldendte pyramidekompleks i Abusir tyder desuden på, at Neferirkare døde tidligere end forventet. Pyramiden blev påbegyndt som en seks-trinspyramide, men planen blev senere ændret til en ægte pyramide med glatte sider. Arbejdet var imidlertid langt fra afsluttet ved kongens død, og flere dele af gravtemplet måtte færdiggøres af hans sønner, først Neferefre og senere Niuserre (Lehner 1997, 168–171; Verner 2001, 303–306).

Selvom de historiske begivenheder fra hans regering er sparsomt dokumenteret, viser samtidige indskrifter, at riget fortsat var præget af politisk stabilitet og økonomisk fremgang. Ekspeditioner til Sinai fortsatte udvindingen af kobber og turkis, mens handelsforbindelserne med Levanten og Nubien blev opretholdt. Samtidig voksede den kongelige administration betydeligt, hvilket afspejles i de omfattende arkiver fra Abusir, hvor et stort antal administrative dokumenter vidner om en velorganiseret tempeløkonomi og en stadig mere specialiseret embedsstand (Verner 2001, 306–309).

En vigtig udvikling under Neferirkares regering var den stigende betydning af kongens tronnavn. Han var den første farao, der konsekvent lod sit tronnavn omslutte af en kartouche, en praksis der siden blev fast tradition blandt Egyptens konger. Denne ændring understregede både kongens guddommelige status og den tætte forbindelse mellem faraoen og solguden Ra, som blev stadig mere fremtrædende under 5. dynasti (Wilkinson 2000, 98–101; Baker 2008, 310).

Monumenter
Neferirkare videreførte den omfattende byggeaktivitet, som havde præget begyndelsen af 5. dynasti. Hans største byggeprojekt var pyramidekomplekset i Abusir, hvor han opførte den hidtil største pyramide i dynastiet. Samtidig fortsatte han traditionen med kongelige soltempler og styrkede den administrative organisation omkring de kongelige kultanlæg. De arkæologiske fund fra hans gravtempel har desuden givet et enestående indblik i statsadministrationen under Det Gamle Rige.

Hans vigtigste bygningsværk var pyramidekomplekset i Abusir. Pyramiden blev oprindeligt anlagt som en seks-trinspyramide, men under byggeriet blev planen ændret til en traditionel pyramide med glatte sider ved at udfylde trinene med murværk og beklæde monumentet med fin kalksten. Arbejdet blev imidlertid afbrudt ved kongens død, og både pyramiden og gravtemplet stod ufuldendte. Anlægget blev senere færdiggjort af hans sønner, først Neferefre og siden Niuserre. Trods sin ufuldstændige tilstand er pyramidekomplekset en af de vigtigste kilder til forståelsen af udviklingen i den kongelige gravarkitektur under 5. dynasti (Lehner 1997, 168–171; Verner 2001, 303–306).

Neferirkare lod desuden opføre soltemplet Setibre (“Ras hjertes sted”), som videreførte traditionen med kongelige soltempler, der var indledt under Userkaf. Soltemplet kendes fra samtidige indskrifter, men dets præcise beliggenhed er endnu ikke fundet. Opførelsen viser, at dyrkelsen af solguden Ra fortsatte med at få større betydning under 5. dynasti og udgjorde en central del af kongens religiøse byggeprogram (Verner 2001, 306–307).

Den største arkæologiske betydning knytter sig imidlertid til de berømte Abusir-papyrer, der blev fundet i gravtemplet. Papyrerne udgør den største bevarede samling administrative dokumenter fra Det Gamle Rige og giver et enestående indblik i den daglige drift af et kongeligt gravtempel. De indeholder blandt andet regnskaber, præsternes tjenesteplaner, offerlister, inventarfortegnelser og optegnelser over templets administration. Materialet har haft afgørende betydning for moderne egyptologers forståelse af statsforvaltningen, tempeløkonomien og embedsværket i Det Gamle Rige og regnes i dag blandt de vigtigste skriftlige kilder fra perioden (Posener-Kriéger & de Cenival 1968; Verner 2001, 307–309).

Mumie
Neferirkare Kakai blev begravet i sin pyramide i Abusir, men som de fleste kongelige grave fra Det Gamle Rige blev gravkammeret plyndret allerede i oldtiden. Da de første arkæologiske undersøgelser blev gennemført, var den oprindelige begravelse derfor forsvundet. Der blev fundet rester af sarkofagen og enkelte fragmenter fra gravanlægget, men ingen identificerbare dele af kongens mumie. Hverken hans mumie, dødsårsag eller alder ved døden er derfor kendt (Lehner 1997, 170–171; Verner 2001, 305–306).

Eftermæle
Neferirkare Kakai regnes i dag for en af de mest betydningsfulde faraoner i begyndelsen af 5. dynasti. Han videreførte den politiske stabilitet og den religiøse udvikling, som var indledt under Userkaf og Sahure, og styrkede samtidig den centrale statsadministration. Hans pyramidekompleks i Abusir markerer et vigtigt trin i udviklingen af den kongelige gravarkitektur, mens de berømte Abusir-papyrer udgør den mest omfattende samling administrative dokumenter fra Det Gamle Rige.

Papyrerne har givet moderne forskere et enestående indblik i tempeladministration, embedsværk, økonomi og den daglige drift af den egyptiske stat. De viser, hvordan præster, skrivere og embedsmænd organiserede de kongelige gravtempler, og de har haft afgørende betydning for forståelsen af samfundets opbygning under Det Gamle Rige.

Neferirkare huskes også som den farao, der gjorde brugen af kartouchen omkring tronnavnet til fast kongelig tradition. Sammen med hans byggeprogram og de omfattende administrative kilder har dette givet ham en central plads i egyptologiens historie. Selvom hans regeringstid ikke er blandt de bedst dokumenterede i samtidige historiske kilder, har de arkæologiske fund fra Abusir gjort ham til en af de bedst kendte herskere fra 5. dynasti (Verner 2001, 307–309; Lehner 1997, 171–172; Shaw 2000, 112–113).