Sahure var den anden farao i 5. dynasti og regerede omkring 2487–2475 f.v.t. Han overtog tronen efter sin far Userkaf og videreførte den politiske stabilitet og den voksende dyrkelse af solguden Ra. Under hans regering blomstrede handelen med nabolandene, og Egypten sendte ekspeditioner til blandt andet Punt, Byblos, Sinai og Nubien. Samtidig blev der opført imponerende bygningsværker, herunder hans pyramidekompleks i Abusir og soltemplet Sekhet-Re. Sahure regnes som en af de bedst dokumenterede konger fra Det Gamle Rige og lagde grundlaget for den udvikling, der kom til at præge resten af 5. dynasti.

Familie
Sahure var med stor sandsynlighed søn af farao Userkaf, grundlæggeren af 5. dynasti, og dronning Neferhetepes. Dette understøttes af relieffer og indskrifter fra Sahures pyramidekompleks i Abusir, hvor Neferhetepes bærer titlen “Kongens moder”, mens Userkaf gennem den kongelige slægtslinje fremstår som hans far. Selvom ingen bevaret tekst direkte omtaler Userkaf som Sahures far, er dette slægtskab bredt accepteret blandt moderne egyptologer (Verner 2001, 275–279; Dodson & Hilton 2004, 84–85).

Sahures tronbestigelse viser, at overgangen mellem Userkaf og hans efterfølger forløb fredeligt. Der findes ingen tegn på interne magtkampe eller dynastiske konflikter, og kongemagten synes at være blevet overført efter den normale arvefølge.

Sahures hovedhustru var sandsynligvis Neferetnebty, som kendes fra relieffer i kongens dødetempel. Her afbildes hun sammen med Sahure og medlemmer af den kongelige familie, og hendes titler viser, at hun indtog en fremtrædende position ved hoffet. Arkæologiske fund tyder på, at hun spillede en vigtig rolle i den kongelige repræsentation, men hendes oprindelse er ukendt (Lehner 1997, 160–161; Verner 2001, 289–291).

Det kan ikke udelukkes, at Sahure havde flere hustruer, men ingen andre dronninger kan med sikkerhed knyttes til ham ud fra de nuværende kilder.

Relieffer fra Sahures pyramidekompleks viser flere kongelige prinser. Blandt de bedst kendte er Ranefer og Netjerirenre, der begge omtales som kongesønner. Ranefer anses af de fleste forskere for senere at være blevet farao under tronnavnet Neferirkare Kakai, mens Netjerirenre sandsynligvis døde, før han kunne overtage tronen (Verner 2001, 291–293; Dodson & Hilton 2004, 86–87).

Der er desuden afbildet flere prinser og prinsesser i reliefferne, men deres navne og indbyrdes slægtsforhold er ikke alle bevaret. Derfor kan den kongelige familie ikke rekonstrueres fuldstændigt.

Vejen til tronen
Sahure overtog tronen efter sin far Userkaf og blev den anden konge i 5. dynasti. Der findes ingen bevarede kilder, som tyder på, at tronfølgen var omstridt, og alt peger på, at magtoverdragelsen forløb fredeligt. Dette var af stor betydning, fordi dynastiet stadig var nyt, og en stabil arvefølge var med til at styrke den kongelige magt og sikre kontinuiteten i rigets administration (Verner 2001, 279–280).

Sahure synes at have været den udpegede tronfølger allerede under Userkafs regering. Hans nære tilknytning til kongefamilien og hans fremtrædende placering i de kongelige relieffer understøtter denne opfattelse. Samtidig videreførte han sin fars religiøse politik ved fortsat at fremhæve solguden Ra som kongemagtens vigtigste guddommelige beskytter (Shaw 2000, 109–111).

Med Sahures tronbestigelse blev 5. dynasti for første gang videreført gennem en regelmæssig arvefølge fra far til søn. Dette styrkede dynastiets legitimitet og lagde grundlaget for den politiske stabilitet, som kom til at præge store dele af resten af dynastiet. Under Sahure udviklede Egypten sig til en aktiv handels- og søfartsnation med tætte forbindelser til Levanten, Sinai, Nubien og landet Punt, samtidig med at de store kongelige byggeprojekter fortsatte (Lehner 1997, 160–162; Verner 2001, 280–282).

Regeringstid
Sahure regerede i begyndelsen af 5. dynasti, sandsynligvis fra omkring 2487 til 2475 f.v.t., selv om den præcise kronologi fortsat diskuteres. Turin-kongelisten tillægger ham en regeringstid på tolv år, mens Palermo-stenen kun bevarer oplysninger fra enkelte regeringsår. Sammenholdt med de arkæologiske fund vurderer de fleste moderne forskere, at Sahure regerede i omkring tolv til tretten år (Verner 2001, 280–282; Shaw 2000, 109).

Selv om hans regeringstid var forholdsvis kort, blev den en periode med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Den centrale administration, som var blevet styrket under Userkaf, fortsatte sin udvikling, og embedsværket fik en stadig større betydning. Dette afspejles blandt andet i de rigt udsmykkede mastabagrave, som højtstående embedsmænd lod opføre omkring den kongelige gravplads i Abusir. Samtidig udviklede den kongelige administration sig til et effektivt system, der kunne organisere store byggeprojekter og langvarige ekspeditioner uden for Egyptens grænser (Lehner 1997, 160–163).

Et af de mest karakteristiske træk ved Sahures regering var den omfattende kontakt med nabolandene. Relieffer i hans gravtempel viser store skibe, der vender tilbage fra Byblos i Levanten med kostbare cedertræsstammer, som blev anvendt til skibsbygning og kongelige bygningsværker. Fund af seglaftryk og kongelige kartoucher i Libanon bekræfter, at der eksisterede tætte forbindelser mellem Egypten og de fønikiske havnebyer allerede på dette tidspunkt (Verner 2001, 283–285).

Sahure sendte også en ekspedition til Punt, som er den tidligste sikkert dokumenterede kongelige ekspedition til dette område. Ifølge Palermo-stenen hjembragte ekspeditionen store mængder myrra samt malakit, elektrum og andre kostbare produkter. Desuden omtales ekspeditioner til Sinai, hvor der blev udvundet kobber og turkis, og til Nubien, hvor diorit blev brudt til statuer og monumenter. Disse foretagender viser, at Egypten allerede i begyndelsen af 5. dynasti rådede over en velorganiseret flåde og et effektivt administrativt apparat, som kunne planlægge og gennemføre langdistanceekspeditioner (Wilkinson 2000, 94–96; Shaw 2000, 110).

Reliefferne fra Sahures gravtempel viser desuden kampscener mod libyske stammer vest for Nildalen. Hvorvidt disse billeder skildrer egentlige historiske felttog eller først og fremmest har en symbolsk betydning som udtryk for faraos sejr over kaosmagterne, er fortsat genstand for debat. Flere af motiverne blev genbrugt af senere faraoner, hvilket viser, at de også havde en ideologisk funktion. Palermo-stenen bekræfter dog, at der under Sahure blev gennemført militære og administrative aktiviteter i Egyptens grænseområder (Verner 2001, 284–286).

Religiøst videreførte Sahure den udvikling, som var begyndt under Userkaf. Solguden Ra fik en stadig mere fremtrædende rolle i kongemagten, og opførelsen af soltemplet Sekhet-Re understreger den voksende betydning af solkulten. Samtidig blev kongens gravtempel udbygget og udsmykket i et omfang, som overgik tidligere kongers anlæg. Denne udvikling kom til at præge resten af 5. dynasti og markerer overgangen fra de enorme pyramidebyggerier i 4. dynasti til en periode, hvor de religiøse kultbygninger og deres udsmykning fik en langt større betydning.

Monumenter
Sahure var en af de mest betydningsfulde bygherrer i begyndelsen af 5. dynasti. Hans regeringstid markerede en videreudvikling af den kongelige arkitektur, hvor gravtemplet og dets udsmykning fik større betydning end selve pyramiden. Samtidig fortsatte han den religiøse udvikling, som var begyndt under Userkaf, ved at styrke dyrkelsen af solguden Ra gennem opførelsen af et kongeligt soltempel. Sahures byggeprogram afspejler derfor både politisk stabilitet, økonomisk styrke og en ny religiøs orientering, der kom til at præge resten af dynastiet.

Hans vigtigste bygningsværk var pyramidekomplekset i Abusir, som markerer et vigtigt skridt i udviklingen af den kongelige gravarkitektur under 5. dynasti. Anlægget omfattede en pyramide, et daltempel, en lang overdækket processionsvej, et gravtempel, en kultpyramide samt en række magasiner og økonomibygninger. Selve pyramiden var mindre end de monumentale pyramider fra 4. dynasti, men gravtemplet blev udsmykket med nogle af de fineste relieffer fra Det Gamle Rige. Scenerne viser blandt andet religiøse ceremonier, ekspeditioner til Punt og Byblos, skibe lastet med cedertræ, fremmede sendebud og kongens sejre over Egyptens fjender. Ved Ludwig Borchardts udgravninger i begyndelsen af 1900-tallet blev tusindvis af relieffragmenter afdækket, og de regnes i dag blandt højdepunkterne inden for egyptisk billedkunst. Pyramidekomplekset er derfor en af de vigtigste kilder til vores viden om Sahures regering og om udviklingen af den kongelige dødekult i Det Gamle Rige (Lehner 1997, 160–166; Verner 2001, 282–290).

Sahure lod desuden opføre soltemplet Sekhet-Re (“Ras mark”), som videreførte den tradition med kongelige soltempler, der var indledt under Userkaf. Selvom templet endnu ikke er fundet ved arkæologiske udgravninger, er det omtalt i samtidige indskrifter og administrative dokumenter. Soltemplet var et selvstændigt kultsted for solguden Ra, hvor der blev udført daglige ritualer og offerhandlinger til ære for kongen og solguden. Opførelsen af Sekhet-Re understreger den voksende betydning, som dyrkelsen af Ra fik under 5. dynasti, og blev forbillede for flere af de følgende faraoners byggeprogrammer (Verner 2001, 286–287; Lehner 1997, 166).

Fra Sahures regering kendes også navnet på hans kongelige palads, Uetjesneferusahure (“Sahures skønhed stiger op til himlen”), bevaret på seglaftryk fundet i Neferefres gravtempel. Samtidig dokumenterer indskrifter, at minerne i Sinai og stenbruddene i Nubien fortsat blev udnyttet under hans regering. Udvindingen af kobber, turkis og diorit var afgørende for både byggeprojekter og fremstillingen af statuer og kultgenstande. Samlet viser disse monumenter og anlæg, at Sahures regeringstid var præget af omfattende byggeaktivitet, effektiv administration og en økonomi, der gjorde det muligt at gennemføre store projekter både i og uden for Egypten (Verner 2001, 286–290; Shaw 2000, 110–111).

Mumie
Sahures grav blev anlagt i pyramiden ved Abusir, hvor gravkammeret lå dybt inde i monumentets kerne. Allerede i oldtiden blev pyramiden plyndret, og da de første arkæologiske undersøgelser blev gennemført i 1800-tallet og senere af Ludwig Borchardt i begyndelsen af 1900-tallet, var gravkammeret stærkt beskadiget. Der blev fundet fragmenter af kongens sarkofag, men ingen spor af en intakt begravelse eller identificerbare rester af mumien. Derfor er Sahures mumie aldrig blevet fundet, og hverken hans dødsårsag eller alder ved døden kan fastslås (Lehner 1997, 163–164; Verner 2001, 288–290).

Eftermæle
Sahure regnes i dag for en af de mest betydningsfulde faraoner i begyndelsen af 5. dynasti. Hans regeringstid var præget af politisk stabilitet, omfattende byggevirksomhed og en målrettet udbygning af Egyptens handelsforbindelser med Levanten, Punt, Sinai og Nubien. Samtidig videreudviklede han den kongelige solkult og skabte med pyramidekomplekset i Abusir et monument, hvis relieffer hører til de fineste kunstværker fra Det Gamle Rige. Moderne egyptologer betragter derfor Sahure som den konge, der konsoliderede det dynasti, Userkaf havde grundlagt, og lagde grunden til den kulturelle og økonomiske blomstring, som kom til at præge resten af 5. dynasti (Verner 2001, 290–292; Lehner 1997, 166–167; Shaw 2000, 111–112).