Netjerkare Siptah regnes ofte som den sidste farao i 6. dynasti og regerede 2218 – 2216 fvt. – ved afslutningen af Det Gamle Rige. Hvor længe han sad på tronen, vides ikke. Der er ikke fundet samtidige monumenter eller indskrifter, som med sikkerhed kan knyttes til hans regering. I mange år blev den sidste regent i dynastiet identificeret som en kvinde ved navn Nitocris, kendt fra Herodot og Manetho

Navn
Om navnet på den sidste regent i 6. dynasti har længe været et problem. I Abydos-kongelisten, der blev udfærdiget under Seti I, står Netjerkare som nr. 40 umiddelbart efter Merenre II Nemtyemsaf. Abydos-listen angiver kun tronnavnet og giver derfor ikke kongens fødenavn (von Beckerath 1999: 66–67; Baker 2008: 279–280).

I Turin-kongelisten findes på den tilsvarende plads et navn, der tidligere blev læst som Neitiqerty og blev sat i forbindelse med den kvindelige hersker Nitocris, som omtales af Herodot og Manetho. Denne læsning var i mange år grundlaget for opfattelsen af Nitocris som den sidste regent i 6. dynasti.

I 2000 offentliggjorde den danske egyptolog Kim Ryholt en ny rekonstruktion af fragmenterne fra Turin-kongelisten. Ved at undersøge papyrusfragmenternes placering og fibre viste han, at navnet efterfølges af fødenavnet Siptah. Ryholt konkluderede derfor, at der ikke var tale om en kvindelig Nitocris, men om en mandlig konge, som sandsynligvis kan identificeres med Abydos-listens Netjerkare. Kongens navn kan dermed rekonstrueres som Netjerkare Siptah (Ryholt 2000: 87–100).

Nitocris kan derfor ikke uden videre opføres som en historisk kvindelig farao i slutningen af 6. dynasti. Hun hører snarere til en senere historisk tradition, som sandsynligvis er opstået gennem en fejlfortolkning eller forvanskning af navnet på Netjerkare Siptah. Fortællingen om Nitocris hos Herodot og Manetho er dog vigtig for kongens eftermæle og behandles derfor senere i artiklen (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45; Ryholt 2000: 87–100).

Familie og regeringstid
Der findes ingen samtidige kilder, som med sikkerhed fortæller, hvem Netjerkare Siptahs forældre var, eller om han havde hustru og børn. Hans placering umiddelbart efter Merenre II Nemtyemsaf i kongelisterne viser hans plads i kongerækken, men dokumenterer ikke noget familieforhold til de foregående konger. Det kan derfor ikke fastslås, om han tilhørte Pepi II’s nærmeste familie (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45; Ryholt 2000: 93–99).

Netjerkare Siptah efterfulgte Merenre II ved afslutningen af 6. dynasti. I Abydos-kongelisten står Netjerkare som nr. 40, direkte efter Merenre II. I Turin-kongelisten står den tilsvarende regent som Neitiqerty Siptah. Kim Ryholts rekonstruktion af papyrusfragmenterne viser, at de to navne sandsynligvis henviser til samme mandlige konge, Netjerkare Siptah (Ryholt 2000: 87–100).

Hvor længe han regerede, kan ikke fastslås. Den del af Turin-kongelisten, hvor regeringstidens længde skulle have stået, er beskadiget, og der findes ingen samtidige daterede indskrifter, som kan give et sikkert regeringsår. Det er derfor bedst ikke at tillægge ham et bestemt antal år på tronen (Baker 2008: 279–280; Ryholt 2000: 88–90, 99).

Der kendes heller ingen samtidige monumenter, kongelige indskrifter, ekspeditioner eller byggearbejder, som med sikkerhed kan tilskrives Netjerkare Siptah. Hans grav er ikke identificeret, og der kendes ingen mumie, som kan forbindes med ham. Dokumentationen for hans historiske regering er derfor yderst sparsom (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45).

Netjerkare Siptah befinder sig dermed på overgangen mellem Det Gamle Rige og Første Mellemtid. Han regnes ofte som den sidste konge i 6. dynasti, men overgangen til de følgende kortvarige konger er kronologisk usikker. Abydos-kongelisten fortsætter efter Netjerkare med Menkare og en række regenter, som normalt henføres til 7.–8. dynasti (Dodson 2016: 43–45; Ryholt 2000: 96–100).

Nitocris-traditionen
Selv om Netjerkare Siptah sandsynligvis var en mandlig konge, opstod der i antikken en tradition om, at den sidste hersker i 6. dynasti var en kvinde ved navn Nitocris. De vigtigste kilder til denne fortælling er den græske historiker Herodot, der skrev i 5. århundrede f.v.t., og den egyptiske præst Manetho, der skrev i 3. århundrede f.v.t. Ingen samtidige egyptiske kilder kender imidlertid en kvindelig farao med dette navn (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45).

Den ældste udførlige fortælling findes hos Herodot, der skrev omkring 450–420 f.v.t., altså mere end 1.700 år efter afslutningen på 6. dynasti. Han fortæller, at de egyptiske præster havde nævnt én kvindelig hersker for ham. Hendes navn var Nitocris. Hendes bror havde været konge af Egypten, men var blevet myrdet af sine undersåtter, hvorefter Nitocris selv overtog magten (Herodot, Bog II, 100).

” Efter ham (den forrige konge) oplæste præsterne for mig fra en papyrusrulle navnene på andre konger, i alt tre hundrede og tredive. Blandt disse generationer af mennesker var der atten etiopiere, én var en kvinde, en indfødt ægypter, og de øvrige var mænd af ægyptisk slægt. Navnet på kvinden, der regerede, var det samme som den babylonske dronnings, nemlig Nitokris.
Om hende fortalte de, at hun ønskede at hævne sin broder, som ægypterne havde dræbt, da han var deres konge, og efter at have slået ham ihjel havde de givet kongedømmet til hende. Hun, der altså søgte hævn for ham, ødelagde ved list mange af ægypterne. For hun lod bygge et meget stort kammer under jorden, og da det stod færdigt, lod hun som om hun ville indvie det, men i sit sind havde hun udtænkt noget andet. Hun indbød de egyptere, som hun vidste havde haft størst del i mordet, og holdt en stor fest. Mens de sad og festede, lod hun floden strømme ind over dem gennem en skjult, stor kanal.
Om hende fortalte de intet mere end dette – undtagen at, da dette var fuldbragt, kastede hun sig selv ind i et kammer fuldt af gløder, for at undgå at lide hævn.” (Herodot bog 2.100)

Manetho
Omkring to århundreder efter Herodot, i 3. århundrede f.v.t., skrev den egyptiske præst Manetho sin historie om Egyptens konger, Aegyptiaca, sandsynligvis under Ptolemaios I og Ptolemaios II. Manethos oprindelige værk er gået tabt og kendes i dag gennem uddrag og gengivelser hos senere forfattere.

I den bevarede tradition efter Manetho placeres en dronning Nitocris ved afslutningen af 6. dynasti. Hun beskrives som en usædvanlig smuk kvinde med lys hud og blev tillagt opførelsen af den tredje pyramide ved Giza – Menkaure-pyramiden. Denne oplysning er uhistorisk, da pyramiden blev bygget under Menkaure i 4. dynasti (Manetho, Aegyptiaca, frg. 20; Waddell 1940: 55–57).

Herodot identificerer ikke den myrdede bror ved navn. Den senere tradition knyttede fortællingen til Merenre II, men der findes ingen samtidige egyptiske kilder, som bekræfter, at Nitocris var hans søster eller hustru, eller at Merenre II blev myrdet (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45).

Som beskrevet under Navn har Kim Ryholts rekonstruktion af Turin-kongelisten gjort det sandsynligt, at Nitocris-traditionen i sidste ende bygger på navnet på den mandlige konge Netjerkare Siptah (Ryholt 2000: 87–100). Nitocris bør derfor betragtes som en senere historisk og litterær tradition, ikke som en sikkert dokumenteret kvindelig farao.

Eftermæle
Netjerkare Siptah står ved afslutningen af 6. dynasti og dermed ved overgangen mellem Det Gamle Rige og Første Mellemtid. Om kongen selv ved vi næsten intet, og hans regering kan ikke forbindes med bestemte historiske begivenheder (Baker 2008: 279–280; Dodson 2016: 43–45).

Hans betydning ligger derfor først og fremmest i hans placering i kongerækken. Efter ham fulgte en række kortvarige og dårligt dokumenterede regenter, mens den politiske magt i Egypten i stigende grad blev fordelt mellem regionale magtcentre (Dodson 2016: 43–45).