Merenre II Nemtyemsaf var en af de sidste faraoner i 6. dynasti og efterfulgte Pepi II omkring slutningen af det 23. eller begyndelsen af det 22. århundrede f.v.t. Hans regeringstid blev meget kort. Turin-kongelisten giver ham kun omkring ét år og én måned på tronen (Baker 2008: 211–213; Dodson 2016: 43).
Hans korte regering ligger dermed helt i slutningen af Det Gamle Rige, umiddelbart før den politiske uro, der førte frem mod Første Mellemtid (Dodson 2016: 43).

Familie
Merenre II Nemtyemsaf var søn af Pepi II og regnes almindeligvis for søn af dronning Neith. Et samtidigt vidnesbyrd fra Neiths pyramidekompleks i Sydsaqqara indeholder navnet Nemtyemsaf og støtter hans placering i kongefamilien (Dodson & Hilton 2004: 73; Jéquier 1933: 55, fig. 32).

Efter Pepi II’s lange regering overtog Nemtyemsaf tronen. Han omtales almindeligvis som Merenre II, men tronnavnet Merenre er ikke sikkert dokumenteret i samtidige kilder. Det findes i den senere Abydos-kongeliste. Det sikreste samtidige navn er derfor Nemtyemsaf (Baker 2008: 211–213; Dodson 2016: 43).

Den senere historiker Manetho fortæller, at kongen blev efterfulgt af en kvinde ved navn Nitocris. Hos Herodot findes desuden fortællingen om en egyptisk dronning, hvis bror var blevet dræbt af egypterne, hvorefter hun hævnede hans død. Herodot nævner dog ikke den myrdede konge ved navn (Herodot, Bog II, 100). Senere er fortællingerne blevet knyttet sammen, så Nitocris blev opfattet som Merenre II’s søster og hustru, og Merenre II som den myrdede konge. Der findes imidlertid ingen samtidige egyptiske kilder, som dokumenterer dette ægteskab eller mordet (Baker 2008: 211–213).

Regeringstid
Merenre II Nemtyemsaf efterfulgte Pepi II efter dennes meget lange regeringstid. Turin-kongelisten giver ham omkring ét år og én måned på tronen, mens Manetho tillægger ham omkring ét år. Hans regeringstid må derfor have været meget kort (Baker 2008: 211–213; Dodson 2016: 43).

Den samtidige dokumentation for Merenre II er yderst sparsom. Fra tiden før hans tronbestigelse kendes et fragment af en falsk dør fra en lille kapelbygning nord for dronning Neiths pyramide i Sydsaqqara. På fragmentet findes navnet Nemtyemsaf og rester af hans titulatur. På grund af fragmentets beskadigede tilstand er identifikationen ikke fuldstændig sikker, men Jéquier forbandt navnet med Pepi II’s efterfølger (Jéquier 1933: 55, fig. 32).

Fra Neiths pyramidekompleks kendes desuden et fragmentarisk kongeligt dekret. Det er blevet foreslået, at dekretet blev udstedt af Nemtyemsaf efter hans tronbestigelse og havde forbindelse til gravkulterne for Neith og Ankhesenpepi I. Tilskrivningen til Merenre II er dog ikke sikker (Jéquier 1933: 5, fig. 2).

Der kendes ingen militære eller handelsmæssige ekspeditioner, som med sikkerhed kan knyttes til hans korte regering, og der er heller ikke identificeret større templer eller andre kongelige byggearbejder, som sikkert kan tilskrives ham (Baker 2008: 211–213).

Det er tidligere blevet foreslået, at Merenre II havde et pyramideanlæg i Saqqara, men ingen pyramide er med sikkerhed identificeret som hans. Hans grav er derfor ukendt, og der er heller ikke fundet en mumie, som kan tilskrives ham (Baker 2008: 211–213).

Merenre II’s korte regering faldt på et tidspunkt, hvor den kongelige centralmagt var under forandring. De meget få bevarede kilder gør det imidlertid umuligt at afgøre, hvilken rolle han selv spillede i udviklingen ved afslutningen af 6. dynasti (Dodson 2016: 42).

Eftermæle
Merenre II Nemtyemsaf efterlod sig kun få spor i Egyptens historie. Hans meget korte regeringstid og den sparsomme samtidige dokumentation gør det vanskeligt at vurdere hans betydning som konge. Han står først og fremmest som en af de sidste regenter i 6. dynasti, mellem Pepi II’s lange regering og den politiske opløsning, der førte frem mod Første Mellemtid (Dodson 2016: 42; Baker 2008: 211–213).

Den senere fortælling om hans mulige forbindelse til Nitocris kom til at give ham en langt større plads i den historiske tradition, end de samtidige kilder kan begrunde (Herodot, Bog II, 100; Baker 2008: 211–213).