Ramses III regerede omkring 1184–1153 f.v.t. og var anden regent i det 20. dynasti. Han efterfulgte sin far Setnakhte og regerede i mere end 31 år. Egypten blev angrebet af libyske folk og grupper, som i kilderne kaldes Havfolkene. Ramses III standsede angrebene, men senere opstod der mangel på korn og uro blandt arbejderne. Han døde efter en sammensværgelse ved hoffet og blev efterfulgt af Ramses IV.

Familie
Ramses III var søn af Setnakhte og dronning Tiy-Merenese. Han efterfulgte sin far på tronen. Hans alder ved tronbestigelsen kendes ikke, men han var voksen og havde allerede fået flere børn.

Hans store kongelige hustru var Iset Ta-Hemdjeret. Hun blev begravet i QV51 i Dronningernes Dal og var mor til mindst én af de senere regenter. En anden hustru var Tiye, som forsøgte at sikre tronen for sin søn Pentawer gennem haremsammensværgelsen.

Ramses III havde flere sønner. Blandt dem var Amunherkhepeshef (QV55), Pareherwenemef (QV42), Khaemwaset (QV44) og Sethherkhepeshef (QV43) samt de senere regenter Ramses IV, Ramses VI og Ramses VIII. Nogle af prinsernes navne var hentet fra Ramses II’s familie, som Ramses III brugte som dynastisk forbillede (Dodson & Hilton 2004: 186–191; Weeks 2005).

Regeringstid
Ramses III regerede i mere end 31 år. Han brugte Ramses II som forbillede og overtog flere træk fra hans kongelige fremstilling. Det ses i valget af navne til prinserne, dele af titulaturen og udformningen af dødetemplet ved Medinet Habu. Hans navne og monumenter var dog ikke direkte kopier.

Papyrus Harris I beskriver de tempelgaver, jordområder, kvæg og den arbejdskraft, som Ramses III skænkede til guderne. Amon-templet i Theben modtog den største del. Papyrussen blev udarbejdet under Ramses IV og fremstiller derfor regeringstiden ud fra hoffets synspunkt.

I det 29. regeringsår blev kornrationerne til arbejderne ved Deir el-Medina ikke udbetalt til tiden. Arbejderne forlod arbejdet og satte sig ved flere templer, indtil myndighederne udleverede dele af det skyldige korn. Forløbet er dokumenteret i Strejkepapyrussen fra Turin og regnes som den første kendte nedskrevne arbejderstrejke. Teksten viser problemer med forsyninger og administration, men dokumenterer ikke i sig selv en landsdækkende hungersnød.

Haremsammensværgelsen
I slutningen af regeringstiden deltog dronning Tiye i en sammensværgelse, som skulle sætte hendes søn Pentawer på tronen. Sammensværgelsen omfattede embedsmænd, militærfolk og personer ved det kongelige harem. Nogle af de anklagede optræder i retsakterne under dæknavne som Mesedsure, »Re hader ham«.

Omkring 40 personer blev stillet for særlige domstole. Retsakterne oplyser ikke direkte, om Ramses III blev dræbt, men undersøgelser af hans mumie har påvist et dybt snit gennem halsen. Attentatet lykkedes derfor sandsynligvis, selv om sammensværgelsen ikke fik Pentawer på tronen. Ramses IV efterfulgte sin far og lod de anklagede retsforfølge.

Ekspeditioner og krige
I Ramses III’s femte regeringsår angreb libyske grupper den vestlige del af Nildeltaet. Indskrifterne ved Medinet Habu fortæller, at den egyptiske hær besejrede dem og tog mange fanger. De tilfangetagne blev fordelt mellem hæren og templerne.

I det ottende regeringsår stod Egypten over for grupper, som i indskrifterne kaldes Havfolkene. Teksterne nævner blandt andet Peleset, Tjekker, Shekelesh, Denyen og Weshesh. Ramses III lod styrker opstille ved Egyptens østlige grænse, mens en flåde ventede ved Nilens mundinger. I indskriften siger han:

»Jeg udrustede flodmundingerne som en stærk mur.« (Breasted 2001–1906: 38–39, § 65).

Reliefferne ved Medinet Habu viser både et landslag og et søslag. Fjenden blev standset, men kilderne giver ikke grundlag for at fastslå det præcise sted for kampene.

Et nyt libysk angreb fandt sted i det 11. regeringsår. Denne gang nævnes Meshwesh og deres leder Meshesher. Også dette angreb blev slået tilbage. Mange af de tilfangetagne libyere blev senere bosat i Egypten og optaget i hæren eller knyttet til templerne.

Relieffer ved Medinet Habu viser også Ramses III i kamp i Syrien. Det er usikkert, om scenerne gengiver virkelige felttog eller bygger på ældre forbilleder. Egyptens kontrol i Levanten var på dette tidspunkt begrænset, og der kendes ingen sikker dokumentation for et længere egyptisk herredømme i området.

Papyrus Harris I omtaler ekspeditioner til Punt, Sinai og kobberområdet Atika. Om rejsen til Punt fortæller teksten:

»De ankom sikkert til Punt; ingen ulykke ramte dem.« Breasted 2001–1906: 203–204, § 407).

Skibene blev lastet med myrra og andre varer. Lasten blev ført over land til Koptos og derfra videre ad Nilen. Ekspeditionerne til Sinai og Atika skulle skaffe turkis og kobber til templerne og de kongelige værksteder (Breasted 2001–1906: 204–205, §§ 408–409).
Monumenter og byggearbejder

Ramses III’s største bevarede bygningsværk er dødetemplet ved Medinet Habu på Thebens vestbred. Anlægget omfattede tempel, palads, magasiner, værksteder og administrative bygninger inden for en mur af soltørrede lersten. Den østlige portbygning havde høje tårne inspireret af syriske fæstninger og betegnes ofte som en migdol. Templets grundplan fulgte Ramesseum med pyloner, gårde, søjlehaller og helligdomme. Et tilknyttet palads havde en audienshal og et vindue, hvorfra regenten kunne vise sig for hoffet. På templets ydervægge findes scener fra de libyske krige og kampene mod Havfolkene. Den indre udsmykning omfatter religiøse processioner, offerlister og en kalender over årets fester. Magasinerne viser, at Medinet Habu både fungerede som kultsted og administrativt centrum (Weeks 2005).

Ved Karnak opførte Ramses III et tempel for Amun i den nuværende første gård. Templet var oprindeligt anlagt uden for det daværende hovedtempel og havde sin egen pylon, gård, søjlehal og helligdom til Amuns hellige bark. Da den første gård senere blev anlagt under det 22. dynasti, blev Ramses III’s tempel indarbejdet i det udvidede kompleks. Han lod også udføre arbejder ved Khonsus tempel og opstille monumenter andre steder i Karnak.

Byggearbejder med Ramses III’s navn kendes desuden fra Pi-Ramses, Athribis, Heliopolis, Memphis, Hermopolis, Abydos og Edfu. I Nubien lod han arbejde ved flere eksisterende templer og opretholdt den egyptiske administration af området. Mange fund uden for Theben er bevaret som enkelte blokke, statuer eller indskrifter, og deres oprindelige bygningsmæssige sammenhæng kan derfor ikke altid bestemmes sikkert.

Grav og mumie
Ramses III blev begravet i KV11 i Kongernes Dal. Graven var begyndt under Setnakhte, men arbejdet blev standset, da en korridor brød ind i Amenmesses grav, KV10. Ramses III overtog senere KV11 og lod gravens akse forskyde mod vest, så de nye korridorer blev ført uden om KV10. Det færdige anlæg er omkring 188 meter langt (Weeks 2005).

De første korridorer har otte sidekamre med fremstillinger af blandt andet våben, både, fødevarer og kongens skatkammer. To musikere i et af kamrene har givet KV11 tilnavnet »Harpernes grav«. Andre rum er udsmykket med scener fra Ra-litaniet, en gravtekst, der forbinder den døde regent med solguden Re, samt fra Amduat, Portebogen, Jordbogen og mundåbningsritualet. Gravkammeret havde otte søjler og rummede Ramses III’s sarkofag af rød granit.

Sarkofagen blev fjernet fra graven i begyndelsen af 1800-tallet. Sarkofagkisten findes nu i Louvre i Paris som D1, mens låget findes på Fitzwilliam Museum i Cambridge som E.1.1823. Låget viser Ramses III som Osiris, omgivet af Isis, Nephthys og beskyttende slanger.

KV11 blev plyndret allerede i oldtiden. Ramses III’s mumie blev senere flyttet og genbegravet i den kongelige mumiekachette DB320 ved Deir el-Bahari, hvor den blev fundet i 1881. Mumien findes nu på National Museum of Egyptian Civilization i Cairo.

CT-undersøgelser har vist et omkring syv centimeter bredt og dybt snit gennem halsen. Luftrøret, spiserøret og de store blodkar var blevet skåret over. I såret havde balsamererne anbragt en wedjat-amulet som magisk heling. Undersøgelserne viste også, at venstre storetå var blevet afhugget med et andet våben. Skaderne støtter, at Ramses III blev dræbt under haremsammensværgelsen og muligvis blev angrebet af mere end én person (Hawass et al. 2012).

Eftermæle
Ramses III efterlod sig et rige, som havde modstået angreb fra libyske grupper og Havfolkene. Krigene sikrede Egyptens grænser, men rigets kontrol i Levanten blev ikke genoprettet. Efter hans død fortsatte problemerne med forsyninger, administration og templets voksende jordbesiddelser.

Ramses IV fulgte sin far på tronen, og regentskiftet blev gennemført trods haremsammensværgelsen. De følgende regenter tog også navnet Ramses, men ingen af dem regerede lige så længe eller gennemførte byggearbejder i samme omfang.

Medinet Habu, Papyrus Harris I, Strejkepapyrussen og dokumenterne fra haremsammensværgelsen gør Ramses III til en af de bedst dokumenterede regenter i det 20. dynasti. Kilderne viser både den officielle fremstilling af hans styre og de økonomiske og politiske problemer i regeringstidens sidste år.