Shoshenq II var en kortvarig regent i 22. dynasti, traditionelt dateret til omkring 887–885 f.v.t. Han kan have regeret sammen med Osorkon I eller kortvarigt efter ham, men hans placering i rækkefølgen er omdiskuteret. Han er især kendt fra sit gravudstyr, som blev fundet i Tanis (Kitchen 1996: 110–111; Jansen-Winkeln 2006: 237–239).

Familie
Shoshenq II’s vej til tronen er usikker. Han er traditionelt blevet identificeret med Amuns ypperstepræst Shoshenq, som var søn af Osorkon I og den store kongelige hustru Maatkare. Hvis denne identifikation er rigtig, kom han til magten gennem direkte arvefølge (Dodson og Hilton 2004: 219–221).

Identifikationen er dog omdiskuteret. Ypperstepræsten Shoshenq anvendte ikke Shoshenq II’s tronenavn Heqakheperre, og gravudstyret oplyser ikke sikkert, hvem hans forældre var. Derfor kan Shoshenq II ikke med sikkerhed betegnes som søn af Osorkon I (Kitchen 1996: 110–111; Jansen-Winkeln 2006: 237–238).

Regeringstid
Der kendes ingen samtidige indskrifter med regeringsår fra Shoshenq II. Derfor kan længden og tidspunktet for hans regering ikke fastslås sikkert. I den traditionelle kronologi tilskrives han omkring to år, ca. 887–885 f.v.t., men han kan også have været medregent uden en selvstændig regeringstid (Kitchen 1996: 110–111; Jansen-Winkeln 2006: 237–239).

Der er heller ingen sikre tegn på, at han ændrede statens administration. Hvis han regerede efter Osorkon I, overtog han en stat, hvor regentfamilien i nord fortsat var tæt forbundet med Amuns præsteskab i Theben (Kitchen 1996: 108–111; Jansen-Winkeln 2006: 236–239).

Monumenter
Der kendes ingen bygningsværker, som med sikkerhed kan tilskrives Heqakheperre Shoshenq II. Hans navn er hovedsageligt bevaret på genstandene fra hans grav i Tanis (Jansen-Winkeln 2006: 237–238; Montet 1951: 37–50).

Fund fra Bubastis med tronenavnet Tutkheperre tilhører en anden og kronologisk usikkert placeret regent, som i nyere forskning ofte betegnes Shoshenq IIb. De kan derfor ikke anvendes som dokumentation for Heqakheperre Shoshenq II’s byggevirksomhed (Jansen-Winkeln 2006: 237–238).

Grav og mumie
Shoshenq II’s gravudstyr blev fundet i 1939 af Pierre Montet i forkammeret til Psusennes I’s grav, NRT III, i den kongelige nekropol ved Tanis. Begravelsen var ikke plyndret, men placeringen i en anden regents grav viser, at Shoshenq II sandsynligvis var blevet flyttet fra sin oprindelige grav (Montet 1951: 37–38; Yoyotte 1999: 302–333).

Mumien lå først i en falkehovedet kartonnagekiste og derefter i en 190 cm lang menneskeformet sølvkiste, ligeledes med falkehoved. Sølvkisten var udsmykket med vingede gudinder og Horussønnerne. De indre organer var anbragt i fire små menneskehovedede sølvkister (Montet 1951: 38–42; Yoyotte 1999: 302–333).

På mumien lå en beskadiget guldmaske samt flere halskraver, pectoraler, armbånd, ringe og amuletter af guld, sølv og halvædelsten. Blandt de vigtigste genstande er den falkehovedede sølvkiste JE 72154, guldmasken JE 72163, en pylonformet pectoral med Khepri mellem Isis og Nephthys JE 72170, en pectoral med solbåden, Amun-Ra-Horakhty, Maat og Hathor JE 72171, en Thoth-amulet JE 72176, to guldarmbånd med wedjatøjne JE 72184 A–B og et guldarmbånd med en skarabæ af lapis lazuli JE 72185 (Montet 1951: 42–50; Yoyotte 1999: 302–333).

Nogle af smykkerne var genanvendte. Wedjat-armbåndene bærer Shoshenq I’s kartoucher, mens skarabæarmbåndet oprindelig blev fremstillet til en mand ved navn Djedkhonsefankh. Genstandene kan derfor ikke i sig selv bevise Shoshenq II’s slægtskab med Shoshenq I (Montet 1951: 43–50; Jansen-Winkeln 2006: 237–238).

Gravfundene opbevares på Det Egyptiske Museum i Cairo under de anførte JE-numre. Mumien var stærkt nedbrudt som følge af fugt i graven, og hovedsageligt skelettet var bevaret (Montet 1951: 37–50; Yoyotte 1999: 302–333; Dodson og Hilton 2004: 219–221).

Eftermæle
Shoshenq II fik kun begrænset betydning for dynastiets politiske udvikling, og hans plads i regentrækken er fortsat usikker. Hans næsten urørte gravudstyr gør ham dog til en vigtig regent for studiet af 22. dynastis kongelige begravelser, guldsmedekunst og genbrug af ældre gravgenstande (Jansen-Winkeln 2006: 237–239; Montet 1951: 37–50; Yoyotte 1999: 302–333).

Siden er under opbygning.