Shoshenq IV regerede i det nordlige Egypten omkring 792–754 f.v.t. og er dokumenteret til sit 38. regeringsår. I hans tid blev regentens område gradvist mindre, mens lokale libyske høvdinge fik større magt i Deltaet. Ved regeringstidens slutning omfattede hans styre især Tanis og Bubastis (Kitchen 1996: 348–352; Jansen-Winkeln 2006: 252–255).

Familie
Shoshenq IV’s vej til tronen gik gennem slægtsarven. En stele fra hans 11. regeringsår i Serapeum ved Sakkara omtaler ham som søn af Pami. Han efterfulgte derfor sin far som regent i Tanis (Kitchen 1996: 348–350; Dodson og Hilton 2004: 222–223).

Hans hustru var muligvis Tadibastet III, men hendes stilling i familien er ikke fuldt dokumenteret. Osorkon IV regnes ofte for deres søn og blev Shoshenqs efterfølger, men der findes ingen bevaret indskrift, som med sikkerhed fastslår dette slægtskab (Dodson og Hilton 2004: 222–224; Jansen-Winkeln 2006: 253–255).

Regeringstid
Shoshenq IV regerede i omkring 38 år. Hans administration havde centrum i Tanis og Bubastis, men regentens direkte kontrol blev gradvist begrænset til det østlige Delta. Han er ikke dokumenteret i Theben, hvor andre regenter og Amuns præsteskab havde magten (Kitchen 1996: 348–352; Jansen-Winkeln 2006: 252–255).

Fra hans 7., 15. eller 17., 19., 30. og 37. regeringsår kendes donationssteler, som blev opstillet af lokale libyske høvdinge. Stelerne viser, at høvdingene rådede over jord og indtægter og kunne give ejendom til templerne. De anerkendte fortsat Shoshenqs årstal, men deres økonomiske og politiske magt voksede på regentmagtens bekostning (Kitchen 1996: 350–354; Jansen-Winkeln 2006: 253–256).

I det vestlige Delta fik høvdingene i Sais og Buto efterhånden en næsten selvstændig stilling. Mod slutningen af Shoshenqs regeringstid blev Tefnakht af Sais den stærkeste leder i området. Shoshenq beholdt titlen som regent, men landet bestod i praksis af flere lokale magtområder (Kitchen 1996: 362–368; Jansen-Winkeln 2006: 255–258).

Monumenter
I Tanis lod Shoshenq IV opføre et tempel for den thebanske gudetriade Amun, Mut og Khonsu, med særlig vægt på Khonsu. Omkring 20 stenfragmenter fra bygningen er bevaret. Omkring sit 30. regeringsår tilføjede han muligvis et kapel i forbindelse med sit regeringsjubilæum. Templet blev senere revet ned, da der blev anlagt en hellig sø på området (Spencer 2019: 252–259; Kitchen 1996: 350–352).

En donationsstele fra hans 7. regeringsår fortæller, at Ma-høvdingen Tjerpahati skænkede ti arura jord, svarende til omkring 2,76 hektar, til et tempel. Stelen opbevares på British Museum, nr. EA 73965. En anden donationsstele fra hans 15. eller 17. regeringsår opbevares på Brooklyn Museum, nr. 67.119 (Kitchen 1969–1970: 59–67).

En stele fra Shoshenqs 11. regeringsår, som omtaler indsættelsen af en Apistyr, opbevares på Louvre, nr. IM 3049. Pasenhor-stelen fra hans 37. regeringsår blev fundet i Serapeum ved Sakkara og opbevares ligeledes på Louvre, nr. N 481. Den beretter om Apistyrens død og begravelse og indeholder Pasenhors lange slægtstavle, som fører familien tilbage til de tidlige libyske regenter og høvdinge (Kitchen 1996: 350–354; Ritner 2009: 17–21).

Grav og mumie
Shoshenq IV’s grav er ikke fundet eller sikkert identificeret. Han kan være blevet begravet i nærheden af sit magtcentrum ved Tanis, men der findes ingen arkæologiske fund, som beviser dette. Hans sarkofag, gravudstyr og mumie kendes ikke (Kitchen 1996: 352–354; Dodson 1994: 88–89).

Eftermæle
Shoshenq IV’s lange regeringstid kunne ikke standse opløsningen af regentmagten i Nedre Egypten. Lokale libyske høvdinge overtog kontrollen over jord, skatter og templer, mens hans eget område blev indskrænket til den østlige del af Deltaet. Stelerne fra hans regeringstid viser derfor både en fortsat anerkendelse af regenten og fremvæksten af de lokale magter, som kom til at præge Egypten i de følgende årtier.