Kort introduktion
Sobekneferu var den sidste farao i det 12. dynasti og den første kvinde i Egyptens historie, som med sikkerhed regerede som farao i eget navn.
Hun kom til magten efter Amenemhat IV og overtog et rige, der gennem næsten 200 år havde været præget af fred, velstand og stærk kongemagt. Hendes regeringstid var kort, men hun videreførte de traditioner og byggeprojekter, som hendes forgængere havde skabt.
Da Sobekneferu døde uden en kendt arving, ophørte den kongelige linje, som var blevet grundlagt af Amenemhat I. Hendes død markerede afslutningen på det 12. dynasti og begyndelsen på en ny og mere usikker periode i Egyptens historie.
I denne artikel kan du læse om hendes familie, vejen til tronen, regeringstid, monumenter, grav og betydning for eftertiden.

Familie
Sobekneferu var sandsynligvis datter af farao Amenemhat III, den sidste store hersker i det 12. dynasti. Hendes navn optræder sammen med medlemmer af kongefamilien i forbindelse med monumenter fra Faiyum-området, og de fleste forskere anser hende for at være en kongedatter (Dodson & Hilton 2004, s. 98).

Hendes mor menes at have været dronning Hetepti, men dette kan ikke bevises med sikkerhed. Ligeledes er forholdet til Amenemhat IV fortsat omdiskuteret. De fleste forskere opfatter ham som hendes bror eller halvbror, mens enkelte har foreslået andre familierelationer (Ryholt 1997, s. 214-216).

Da Amenemhat IV døde uden en kendt mandlig arving, blev Sobekneferu den naturlige repræsentant for den kongelige slægt. Hun overtog tronen og regerede som selvstændig farao. Hendes tronbestigelse viser, at hendes tilknytning til Amenemhat III’s kongefamilie blev anerkendt af både hoffet og statsadministrationen.

Der kendes ingen sikker ægtemand eller børn. Dette adskiller hende fra mange tidligere dronninger, hvis politiske betydning ofte var knyttet til deres rolle som hustru eller mor til en farao. Sobekneferu regerede i kraft af sin egen position i kongefamilien og ikke som regent for en mindreårig arving.

Med hendes død uddøde sandsynligvis den direkte kongelige linje fra Amenemhat I. Overgangen til det 13. dynasti blev derfor et vigtigt vendepunkt i Egyptens historie og markerede afslutningen på Mellemrigets storhedstid (Ryholt 1997, s. 217; Shaw 2000, s. 172-173).

Regeringstid
Sobekneferu overtog tronen efter Amenemhat IV og blev den sidste hersker i det 12. dynasti. Hendes regeringstid varede sandsynligvis omkring tre år, ti måneder og fireogtyve dage, ifølge den kongelige kongepapyrus fra Torino (Ryholt 1997, s. 34).

Selvom hendes regering var kort, viser de bevarede monumenter, at hun blev anerkendt som Egyptens retmæssige farao. Hun anvendte den fulde kongelige titulatur og lod sig fremstille med de traditionelle symboler på kongemagten. Samtidig bevarede hun flere kvindelige træk i sine portrætter, hvilket gør hende til en af de mest usædvanlige herskere i oldtidens Egypten (Dodson & Hilton 2004, s. 98-99).

Meget tyder på, at Sobekneferu videreførte den politik, som Amenemhat III og Amenemhat IV havde fulgt. Der findes spor af byggearbejder ved flere af deres monumenter, især i Faiyum-området. Hendes navn er blandt andet fundet ved Hawara, hvor Amenemhat III havde opført sit store pyramide- og tempelkompleks. Dette tyder på, at hun fortsatte vedligeholdelsen og muligvis færdiggørelsen af eksisterende byggeprojekter.

Fra hendes regeringstid kendes også indskrifter fra Herakleopolis, Tell el-Dab’a og andre lokaliteter i Egypten. Disse fund viser, at hendes autoritet blev anerkendt over hele landet, og at statsadministrationen fortsatte med at fungere uden tegn på større uro eller borgerkrig (Ryholt 1997, s. 215-216).

Sobekneferus regering faldt i en tid, hvor det 12. dynasti nærmede sig sin afslutning. Der er ingen tegn på store militære felttog, og hendes indsats synes i stedet at have været rettet mod at bevare den stabilitet og velstand, som hendes forgængere havde skabt. Dette var en vanskelig opgave, da den direkte kongelige linje stod over for at uddø (Shaw 2000, s. 172-173).

Da Sobekneferu døde, efterlod hun ingen kendt arving. Hendes død markerede afslutningen på det 12. dynasti, og magten overgik til de første konger i det 13. dynasti. Selvom overgangen synes at være foregået fredeligt, begyndte den stærke centrale kongemagt gradvist at svækkes i de følgende generationer (Ryholt 1997, s. 217).

Monumenter og byggeprojekter
Sobekneferus regeringstid var kort, men flere monumenter viser, at hun fortsatte den byggepolitik, som havde præget det 12. dynasti gennem flere generationer. Hendes navn er fundet på statuer, arkitektoniske fragmenter, steler og inskriptioner fra forskellige dele af Egypten, hvilket viser, at hun blev anerkendt som landets retmæssige hersker (Baker 2008, s. 394; Shaw 2000, s. 172).

De fleste af hendes byggearbejder synes at have været knyttet til Faiyum-området, hvor hendes far Amenemhat III havde gennemført omfattende projekter. Sobekneferus navn forekommer ved Hawara, hvor hun sandsynligvis lod eksisterende bygninger færdiggøre eller restaurere. Flere forskere mener, at hun fortsatte arbejdet ved det store tempelkompleks, som senere blev kendt blandt grækerne som Labyrinten (Baker 2008, s. 394; von Beckerath 1999, s. 94).

Ved Herakleopolis Magna er der fundet monumenter med hendes navn, herunder inskriptioner og arkitektoniske blokke. Disse fund viser, at hun opretholdt forbindelsen til de traditionelle kultcentre og videreførte de religiøse aktiviteter, som havde været en vigtig del af kongemagten gennem hele Mellemriget (Shaw 2000, s. 172; Ryholt 1997, s. 215).

Blandt de mest interessante fund er flere statuer og statuefragmenter af Sobekneferu. Her fremstilles hun både som kvinde og som farao. På nogle monumenter bærer hun den traditionelle kvindelige dragt, mens hun på andre ses med kongelige symboler som nemes-hovedklæde og den korte kongelige kilt. Disse fremstillinger viser, hvordan hun forsøgte at forene sin rolle som kvinde med faraoembedets traditionelle krav (Dodson & Hilton 2004, s. 98-99).

Hendes navn kendes også fra en række mindre monumenter og seglaftryk. Selvom antallet af bevarede fund er begrænset, viser de, at hendes regering blev accepteret af både hoffet og statsadministrationen. Samtidig giver monumenterne et sjældent indblik i, hvordan en kvindelig farao kunne fremstille sig selv i en periode, hvor kongemagten normalt var forbeholdt mænd (Ryholt 1997, s. 216; Baker 2008, s. 394).

Efter hendes død blev mange af monumenterne beskadiget eller genanvendt i senere byggerier. Derfor er kun en mindre del af hendes byggevirksomhed bevaret i dag. De fund, der er overleveret, viser dog, at Sobekneferu videreførte traditionerne fra det 12. dynasti og samtidig skabte sin egen plads i Egyptens kongelige historie.

Grav og mumie
I modsætning til mange andre faraoer fra Mellemriget er Sobekneferus grav aldrig blevet identificeret med sikkerhed. Hverken hendes gravanlæg eller hendes mumie er fundet, og derfor hører hun til blandt de mest gådefulde regenter i Egyptens historie (Dodson & Hilton 2004, s. 99).

Flere forskere har foreslået, at hun kan være blevet begravet ved Mazghuna syd for Dahshur. Her ligger to ufærdige pyramideanlæg fra slutningen af det 12. eller begyndelsen af det 13. dynasti. Det nordlige anlæg er ofte blevet tilskrevet Amenemhat IV, mens det sydlige af nogle forskere forbindes med Sobekneferu. Ingen af anlæggene indeholder dog inskriptioner med kongelige navne, og identifikationen er derfor usikker (Dodson & Hilton 2004, s. 99; Ryholt 1997, s. 216).

Andre forskere mener, at hendes grav kan have ligget i Faiyum-området nær Hawara, hvor hendes far Amenemhat III havde sit pyramidekompleks. Da Sobekneferu videreførte flere af sin fars byggeprojekter, ville en grav i dette område være en naturlig mulighed. Indtil nu er der dog ikke fundet arkæologiske beviser, som kan bekræfte teorien (Baker 2008, s. 394).

Manglen på en identificeret grav betyder også, at Sobekneferus mumie aldrig er blevet fundet. I modsætning til flere konger fra Det Nye Rige findes der ingen kongelig mumie, som med sikkerhed kan knyttes til hende. Derfor ved man intet om hendes udseende, alder ved døden eller helbredstilstand.

For arkæologerne er Sobekneferu et særligt tilfælde. Hun er en af Egyptens bedst dokumenterede kvindelige faraoer, men samtidig en af de få regenter, hvis gravsted stadig er ukendt. Hver ny udgravning i Mazghuna, Hawara eller Faiyum kan derfor bidrage med vigtig ny viden om hendes liv og regeringstid.

Selvom hendes grav og mumie fortsat mangler, har statuer, seglaftryk og inskriptioner gjort det muligt at fastslå hendes plads i kongerækken. Hun står i dag som den sidste hersker i det 12. dynasti og som den første kvinde i Egyptens historie, der med sikkerhed regerede som farao i eget navn.

Betydning for eftertiden
Sobekneferu indtager en særlig plads i Egyptens historie som den første kvinde, der med sikkerhed regerede som farao i eget navn. Selvom hendes regeringstid kun varede få år, viste hun, at en kvinde kunne overtage alle faraoembedets funktioner og anvende den fulde kongelige titulatur. På sine monumenter lod hun sig fremstille både som kvinde og som farao, hvilket skabte en model, som senere kvindelige herskere kunne trække på (Dodson & Hilton 2004, s. 98-99).

Hendes største historiske betydning ligger dog i hendes rolle som den sidste hersker i det 12. dynasti. Dynastiet var blevet grundlagt af Amenemhat I næsten to hundrede år tidligere og havde skabt en af de mest stabile og velstående perioder i Egyptens historie. Under herskere som Sesostris I, Sesostris III og Amenemhat III nåede Mellemriget sit politiske, økonomiske og kulturelle højdepunkt (Shaw 2000, s. 158-173).

Da Sobekneferu døde uden en kendt arving, ophørte den direkte kongelige linje. Magten overgik herefter til de første konger i det 13. dynasti. Overgangen synes at være foregået uden større uro, men den stærke kongemagt, som havde præget det 12. dynasti, blev gradvist svækket. I de følgende generationer fulgte en lang række kortvarige regenter, og den politiske stabilitet begyndte langsomt at forsvinde (Ryholt 1997, s. 217-220).

Mange historikere betragter derfor Sobekneferus død som afslutningen på Mellemrigets storhedstid. Selvom Egypten fortsatte under det 13. dynasti, blev landet efterhånden præget af politisk opsplitning og svagere central kontrol. Hendes regering markerer således overgangen mellem en af Egyptens stærkeste perioder og den udvikling, som senere førte til Anden Mellemperiode (Baker 2008, s. 395; Shaw 2000, s. 173).

I dag huskes Sobekneferu både som en bemærkelsesværdig kvindelig hersker og som den farao, der satte punktum for det 12. dynasti. Hendes korte regeringstid blev afslutningen på næsten to århundreders politisk stabilitet og markerede begyndelsen på en ny fase i Egyptens historie.